Annonce

Annonce

Svar: Udlandsophold, rastløshed, aftenroderi


12. september 2008

Kategori:
Alder:
22 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Diverse.

Hej med jer

Der er ingen tvivl om at det er en meget stor omvæltning der er sket i jeres datters liv. At flytte til et andet land, bo og sove et helt nyt sted, blive passet af en kusine, forældre væk på arbejde, helt nye rutiner, rytmer osv. - alt det hun kender fra tidligere er hevet væk fra den ene dag til den anden og det er helt naturligt at hun reagerer. Det ville faktisk være unaturligt, hvis hun ikke gjorde :o)

Hun har en alder lige nu, hvor hun begynder at fornemme at ting kan være farlige. Hun klatrer op men kan ikke falde ned, hun løber og falder, slår sit knæ. Hun oplever at I hiver hende væk, siger nej og AV for at hun ikke skal komme til skade osv. Denne spirende farefornemmelse, - samtidig med at hele hendes verden, hendes omgivelser, det vante og trygge er væk, - gør at hun naturligt drømmer meget mere og sover uroligt. Det er ikke usædvanligt at børn i denne alder vægrer sig mod at skulle falde i søvn og vågner op om natten med skrig, fordi de har mareridtlignende drømme ...

Det hører også alderen til, at hun nu ikke spiser helt så meget som tidligere, hun vokser ikke så meget som før og hun bliver naturligt mere selektiv. Nogle dage spiser hun kun nogle ting, andre dage noget andet. Det er generelt en god idé at tilbyde små hyppige måltider hele dagen igennem fremfor at fokusere på store mængder af gangen ...

Samtidig har hun også en alder nu, hvor hun naturligt viser større vilje og selvstændighed og der er her naturligt også et opdragelsesmæssigt aspekt ... I er nødt til at sætte visse grænser og have visse regler, det er sådan det er - også selvom hun bliver frustreret og ked af det lige i det øjeblik.

Hos jer er det altså en blanding af den almindelige og naturlige udvikling hun går igennem og det faktum at hele hendes verden, hendes vante og trygge rammer har ændret sig. At hun og I skal forholde jer til den nye dagligdag, en helt ny rytme.

I forhold til pasning og leg med andre børn, så er det naturligvis vigtigt at din kusine er rolig og kan rumme jeres datter, når hun bliver frustreret og ked af det. Det er helt naturligt for et knap toårigt barn at hele verden kan ramle sammen. For os voksne kan det føles som bagateller, der pludselig får tårerne eller vreden frem, men for en toårig er det voldsomt, det er smertefuldt og det handler om at hendes hjerne simpelthen ikke er udviklet nok til endnu at kunne tackle situationer, hvor ting driller ...

Det er utroligt vigtigt at kunne rumme dette, at rumme de følelser og frustrationer jeres lille pige har. At kunne rumme det, betyder at man kan klare at hun har det, som hun har det, uden at ville lave det om og uden at tage der personligt. Det skal altså være okay, at hun bliver frustreret, ked af det og sur, når hun får et nej, når I giver hende æblet skåret i både og hun ville have det skrællet, når I siger at hun skal sove efter kun en godnathistorie selvom hun gerne vil have fire osv.

Det er derudover vigtigt at den mad hun indtager er sufficient. Der er som du skriver noget om det faktum at uoplagte børn, pirrelige børn, småklynkende, grædende og utilfredse børn ...


Annonce

... ofte har brug for at man lige gennemtænker, hvad de egentlig spiser i løbet af dagen ...

Det er vigtigt at spise sundt og godt for at gøre humøret stabilt.

Serotonin er et af de stoffer som er med til at holde vores humør stabilt og forbedre vores søvnkvalitet. Serontonin bliver produceret, når vi indtager tryptofanholdige fødevarer og dette sikres blandt andet når vi indtager bananer, brød, pasta, fede fisk som laks og makrel, kylling og kalkun, en bagt kartoffel og forskellige grøntsager er også vigtigt.

Det er vigtigt at man allerede fra morgenstunden og dette gælder både børn og voksne, starter dagen med protein og fiberrig morgenmad. Havregrød eller havregryn får blodsukkeret til at stige langsomt hen over nogle timer, hvilket vil give vedvarende energi og stabilisere humøret.

Derfor anbefaler jeg ofte også havregrynsboller som mellem måltider, fordi det er vigtigt til at stabilisere og gøre at barnet føler sig godt tilpas.

Det er vigtigt at undgå saftevand og unødigt søde fødevarer. Ren frugt er at foretrække og vand bør som hovedregel være tørstslukker.


Helens bog om børn og opdragelse
LÆS OGSÅ: "Helens bog om børn og opdragelse" - tydelige voksne giver trygge børn

I kan derfor med fordel prøve at se på hvad fødevarer din datter spiser i løbet af dagen og f.eks. bage nogle havregrynsboller til hende:

150g havregryn og 7 dl vand blandes og står i 10 minutter.

50g gær, lidt salt og lidt sukker, 1½ spsk. olie og 2 dl A38 blandes i havregrynene og tilsidst tilsættes ca 750g hvedemel.

Det hele æltes og dejen må gerne være lidt klistret. Hæver ca 1 time, slåes ned og formes til boller (ca 20 stk). Bollerne hæver 20 minutter, pensles med æggehvide, drysses med havregryn og bages ved 200 grader i ca 20 min.

I forhold til søvn og putning, så ser jeg ikke nogen grund til eller løsning i at komme hende i tremmeseng, det er jo trygheden hun søger og en tremmeseng vil bare signalere endnu mere at hun ikke kan komme til jer, når hun har behov for det og dermed gøre problemet værre .. med mindre hun i DK sov smadder godt i en tremmeseng og derfor vil sove bedre i den, hvor I bor nu, fordi den indgår som et vigtigt led i hendes putteritual :o) Alternativet er i stedet en madras på gulvet i soveværelset. Så kan I holde fast i at hun skal puttes i sin egen seng om aftenen, men vågner hun så hen på morgenstunden, så kan hun komme ind til jer og sove videre på madrassen på gulvet ...

Derudover tænker jeg at I, når I har læst godnathistorie, skal stille jer i nærheden. Enten på værelset eller i gangen lige uden for døren og så stryge tøj, arbejde på computer eller lignende. I skal være så tæt på hende at hun kan se jer og høre jer og så skal I berolige hende med jeres stemme - "Mor er lige her, mor passer på dig, læg dig ned, sove nu" osv. hvad du nu kan sige, der bekræfter hende i at du stadig er der, at hun trygt kan lægge sig til at sove og samtidig altså lave noget praktisk. Den der monotome ro, der ligger i at I gør noget aktivt - ikke fordi hun skal sove nu, men fordi I har noget I skal have lavet, kan give hende den ro, der skal til for at hun lærer at sove selv ...

Jeg håber mine tanker hjælper jer lidt videre på vej, rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her



Annonce

Viden om børn:

Barselsorlov

I har begge ret til at holde barselsorlov, når I skal have et barn. Der er mange muligheder for at dele, forlænge eller udskyde orlovsperioder. De økonomiske vilkår for orloven afhænger af jeres jobsituation.

Hovedreglen er, at kvinder har ret til fire ugers barselorlov før fødslen og 14 uger efter fødslen. Mænd har ret til to ugers orlov i løbet af de første 14 uger. Herefter har I 32 ugers forældreorlov hver, som I frit kan fordele mellem jer. Det er dog kun i 32 uger af jeres...

Læs mere i Babylex

Bedsteforældre

Det er dejligt at have bedsteforældre og for de fleste børn og børnefamilier spiller bedsteforældrene en stor rolle.

Bedsteforældre kan være ressourcepersoner, der træder til og hjælper jer i hverdagen med de praktiske opgaver. De vil ofte også gerne hjælpe med børnepasning, hvis I forældre har brug for lidt tid for jer selv.

Børn har glæde af at kende deres bedsteforældre, det er vigtigt for børn at kende deres historie og det er dejligt for dem at have...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og mad. Bogen er propfyldt med tips, opskrifter og praktiske dagsplaner!

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen

Igen må jeg ty til dig som fantastisk hjælper og rådgiver.

Min skønne søn på 11 måneder skal starte i dagpleje i morgen og jeg er virkelig i krig med mine følelser.

Øv altså. Helen, jeg har virkelig brug for et ærligt råd og jeg har brug for at få sat sindet lidt på lavt blus.

Mange kærlige hilsner
Mor til dreng på 11 måneder


Annonce