Det neurodivergente menneske
6. februar 2025

Læs omtalen af "Det neurodivergente menneske" under annoncen ...
Hvad betyder det at være neurodivergent i en verden, der ofte kræver, at man kan tilpasse sig? Hvordan skaber vi et samfund, hvor alle kan føle sig hjemme - også dem, der tænker, sanser og oplever verden anderledes?
I bogen "Det neurodivergente menneske" giver børne- og ungdomspsykiater Pernille Darling en indsigtsfuld beskrivelse af de mange unge, der oplever mistrivsel, ofte uden at have en klar diagnose.
Bogen er inddelt i 3 dele:
Del 1: Selvforståelse. Herunder, hvad betyder det at være neurodivergent? Hvordan kan vi skabe en større forståelse for, at verden kan opfattes forskelligt, så ingen føler sig forkerte, men i stedet bliver anerkendt for den måde, de er og tænker på?
Del 2: Relationer. Herunder, hvordan tilknytning og tryghed er et fundament for trivsel. Når man føler sig forkert, bliver man utryg, og når man er utryg, så bruger man al sin energi på at tilpasse sig i stedet for at udvikle sig.
Del 3: Samfund og kontekst. Herunder, hvordan neurodivergente ofte bliver enten overset eller misforstået. Og hvordan vi bør se bag diagnoser og møde mennesket først.
Selvom bogen "Det neurodivergente menneske" kun er på 164 sider, formår Pernille Darling at komme i dybden med flere emner f.eks. sensitivitet, empati og maskering. Det er vigtigt at have fokus på, at det, der ser ud på én måde udefra, ofte føles helt anderledes indeni. Og at det naturligt er en del af forklaringen på, hvorfor neurodivergente mennesker ofte får overskredet deres grænser, bliver overvældede, ekstremt trætte eller ligefrem får nedsmeltninger.
Pernille Darling behandler også emner som diagnoser og de fordomme, vores samfund er præget af. Og at man her f.eks. skal huske på, at autisme ikke er en sygdom, men en del af nogle menneskers personlighedsstruktur, der ikke kan eller skal behandles. Hun sammenligner blandt andet med at være nærsynet. Det er heller ikke en sygdom, selvom øjenlægen har en diagnosekode, og det kræver også en form for støtte og kompensation, for at man kan leve sit liv.
Vejen frem er et mere rummeligt samfund. Vi bør gentænke vores forståelse af normalitet og i stedet fokusere på, at alle skal trives.
"Det neurodivergente menneske" er en bog, der kan læses af dig, som har følt dig anderledes, men den er også til pårørende, lærere, psykologer og andre, der ønsker at få mere viden om, hvordan vi kan give plads til hinanden, for der er mange måder at være menneske på.
Om forfatteren
Pernille Darling er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og er tilknyttet Center for Evidensbaseret Psykiatri som seniorforsker. Hun er særligt optaget af betydningen af tilknytningsmønstre og har bl.a. skrevet ph.d. om tilknytning i familier med ADHD.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...