Annonce

Annonce

En lykkelig hjemmefødsel


18. november 2003

Lisbeth på 24 fortæller i denne beretning om den store opleve​lse det var at føde Alma Sophia hjemme

Jeg havde længe haft tanken om, at jeg godt kunne tænke mig at føde mit første barn hjemme. Jeg er af den type der mener at hospitaler er for syge mennesker og det var absolut ikke et sted jeg kunne tænke mig, at mit barn skulle opleve den første vigtige tid af sit liv.

Min storebrors kæreste havde et par måneder inden min termin født en dejlig datter på Hvidovre og havde ikke haft en speciel behagelig oplevelse der. Min bror kunne ikke overnatte på hospitalet og måtte forlade sin nyfødte datter og sin kæreste hver aften. Da fødslen havde været præget af skiftende jordemødre og travlhed og under deres 5-dages ophold, havde hverken hun eller deres lille nye datter fået sovet ret meget, fordi der var en lille fyr der havde holdt alle på hendes firesengssstue vågne ved at skrige højlydt hele natten! Denne historie bekræftede mig i, at det bestemt ikke var sådan et sted mit barn skulle komme til verden. Jeg ville have ro og fred til at lære mit barn at kende og hvor kan man det bedre end i sit eget hjem?

Desværre stod vi i flytterod og derfor blev mine lyserøde planer om hjemmefødsel skubbet lidt i baggrunden. Vi flyttede til en ny lejlighed i midten af april og jeg som var i ret god form flyttede rundt på sofaer og reoler til min kærestes irritation. Jeg ville bare have styr på vores hjem, så det var klar til vores barns ankomst! Min kæreste var vidst lidt bange for om jeg nu skulle overanstrenge mig, men jeg var helt i hopla og mine udfoldelser havde ingen indvirkning på babyen i min mave, som blev derinde til 6 dage over termin!

Vi var begyndt til noget fødselsforberedelse, som mest af alt mindede om en skræmmekampange. Jordemoderen der underviste fortalte gang på gang hvor forfærdeligt det var at føde og hvor ondt det gjorde ... Jeg tænkte at hun da mindst måtte have født 10 børn, men ak nej ... Hun havde ingen børn! Min kæreste var lige ved at besvime over alt det jeg skulle igennem og blev noget overrasket over at se mig sidde afslappet og spise af mit æble. "Er du ikke bange?" spurgte han. "Hun har jo ikke prøvet at føde" var mit svar.

Den dag hun viste os alle de smertestillende foranstaltninger, tog jeg for alvor min beslutning om at jeg ville føde hjemme og jeg meddelte min kæreste det. Han var nem at få med på idéen, et par statistikker om sikkerheden ved hjemmefødsel og et foredrag om hvor meget større betydning og indflydelse han ville få hvis det var hjemme, og det var det!

Vi fik ret hurtigt styr på vores nye hjem, og jeg følte mig mere hjemme end nogensinde før. Måske fordi jeg vidste, at her skulle mit barn fødes og bo en del af dets liv!

Jeg begyndte at læse alt hvad jeg kunne om fødsler og trænede vejrtrækning, så jeg blev helt svimmel, men jeg ville være godt forberedt!

Endelig kom så dagen hvor det skulle ske. Den 10 maj! Ja, det havde scanningen i uge tyve vist og så måtte det vel være rigtigt. - Men sådan skulle det ikke være ... Det blev den 16. maj før der skete noget. Dagen før torsdag den 15. maj var jeg hos jordemoder og hun kunne se at fødslen absolut ikke var nært forestående.

Jeg blev henvist til svangreambulatoriet, hvor jeg skulle møde om mandagen og snakke om en eventuel igangsættelse. Jeg blev helt ulykkelig og gik tudende ud til bilen, sagde til min kæreste at nu kunne det hele bare være lige meget og nu kunne jeg jo ikke føde derhjemme! For at komme i bedre humør smuttede vi forbi McDonald's og købte den største menu plus nuggets og is. Sjovt nok var det ikke et sted jeg ville have sat mine ben før min graviditet og heller ikke siden, men under graviditeten havde jeg en ustyrlig lyst til bugere!

Bagefter smuttede vi en tur til en babyforretning og købte en lift til bebsen. Det var det eneste vi manglede og nu var vi for alvor klar til barnets ankomst!

Om aftenen var der film i fjernsynet, men jeg var træt, så jeg gik ind i seng. Min kæreste blev foran fjernsynet og jeg lå lidt for mig selv og funderede. Jeg sagde til babyen at nu måtte den altså gerne komme ud til os, for vi glædede os så meget til at se den og alt var klart. Seng, tøj, bleer, barnevogn ... og nu også liften! Det hjalp, for tidligt næste morgen den 16. maj, fik jeg pludselig følelsen af at noget var på vej. Jeg stod ud af sengen og en hel flod strømmede ned over mine ben og fødder.

Jeg fik en fantastisk følelse i kroppen, som slet ikke kan beskrives med ord. På en gang glæde og frygt. Glæde over at mit barn snart ville komme ud til mig og frygt for det forestående, som på en gang var så uvidst, og på en gang enormt spændende.

Jeg vækkede min kæreste, og sagde med usikkerhed i stemmen at vores barn nok ville komme i dag og min kæreste blev helt utrolig glad. Han hoppede ud af sengen og fandt stopur frem, men der var ikke meget at tage tid på. Vi ringede til Helsingør sygehus og de ville sende en jordemoder ud ved en 8-tiden. Der kom en jordemor ud til os og jeg kunne lide hende med det samme. Hun nussede mig blidt på kinden og smilede og jeg vidste at hun ville være den perfekte til at hjælpe vores barn til verden. Da hun sagde at jeg nok først ville føde sent om aftenen eller den næste morgen, faldt min sympati for hende en smule ... Det kunne bare ikke gå hurtigt nok.

Jordemoderen bad os om at slappe af så meget vi kunne og samle kræfter til den store finale. Hun tog af sted igen og min kæreste og jeg prøvede at slappe af. Det var lettere sagt end gjort! Vi kunne bare ikke lade være at ligge og snakke om hvad der skulle ske. Tanken om at det var sidste gang vi bare var os to var helt fantastisk. Snart skulle vores kærlighed deles med et nyt lille menneske. Snart skulle vi se om den lille derinde lignede os, eller bare var helt sin egen! Det var utroligt!. Al den venten og nu var vi nået til klimakset. Som en god bog var dette slutningen og begyndelsen på noget nyt og uvidst. Vi lå og holdt om hinanden og talte minutterne mellem veerne, som ikke var særlig kraftige.

Vi stod op og hyggede os over morgenmaden. Veerne var stadig svage og vi nød bare tiden ... kyssede ... sang og dansede. Vi ringede til min mor, som også skulle være med under fødslen. Hun kom ved 13-tiden og vi hyggede og spiste frokost. Vores underbo og hendes to børn som ivrigt fulgte med i det hele kom op til mig med en æblegren i blomst. Så jeg havde noget smukt at se på, - en dejlig tanke. Ved 16-tiden følte jeg pludselig en enorm ændring - bølger slog ind over min krop med en styrke der næsten slog mig over bord. Nu skulle det vise sig om al min forberedelse kunne nytte og jeg trak vejret, det bedste jeg havde lært!

Min kæreste ringede efter jordemoderen, som kom med det samme. Hun undersøgte mig og jeg var ...


Annonce

... 4 cm åben. Det var lidt af en skuffelse og mit humør var på nulpunktet. Jeg skældte ud på min mor. Spurgte om det virkelig skulle tage så langt tid og gøre så forbandet ondt. Det gad jeg faktisk slet ikke være med til. Det var da virkelig tarveligt af hende, at hun havde sagt, at det kunne jeg sagtens klare. Jeg vidste inderst inde, at jeg godt kunne klare mere, men jeg var bare godt træt af at vente. Jeg havde også bare spurgt tyve gange om jeg ikke måtte komme op i fødekarret, men jordemoderen sagde hele tiden, at det var alt for tidligt. Omsider sagde jordemoderen at jeg kunne gå op i karret og jeg så frem til at sidde og slappe totalt af ... Det var dog ikke lige det der skulle ske. Vandet fik mig godt nok til at slappe fuldstændig af og det havde den effekt, at der virkelig kom gang i veerne, som kun blev afbrudt af få sekunters hviletid. Jeg svævede rundt i karret og havde en forbandet lyst til at presse løs. Jordemoderen sagde "ikke endnu" og jeg så på hende med mord i blikket og tænkte: "hva' faen og så sidder hun bare der og slapper af -hun må da gøre noget!." Efterfølgende har jeg læst af min journal, at jordemoderen havde skrevet: "Lisbeth klarer veerne flot og styrer selv vejrtrækningen." Og jeg som havde forventet lidt mere af jordemoderen ... HA! Jeg tænkte ikke så klart. Hvad skulle hun have gjort, hun kunne jo ikke føde for mig. Da jeg snakkede med hende efter fødslen, sagde hun at jeg havde klaret det ualmindeligt flot af en førstegangsfødende og hun havde slet ikke opfattet, at jeg havde været godt tosset.

Tiden i karret var meget intensiv. Veerne kom konstant og jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere åben. Det var fantastisk at opleve den kraft der overgik mig. Jeg som ikke er særlig sportslig anlagt, havde aldrig troet at jeg var i besiddelse af en sådan kraft. Jeg prøvede at kontrolere min vejrtrækning, men det var umuligt både at tænke på det og også at skulle holde mig oven vande. Min kæreste forsøgte at holde fast i mig, så jeg undgik druknedøden. På et tidspunkt sagde han at han altså lige måtte slippe mig, for hans fod sov! Jeg hvæsede "Du giver ikke slip, tag dig sammen, jeg er sgu da lige glad om så hele din krop sover, kan det ikke sammenlignes med det her!" Han kom gudskelov på andre tanker ... nok ikke en god ide at begynde at diskutere med en fødende kvinde.

Efter at have svævet rundt i vandet en time, fuldstændig opslugt af veerne, undersøgte jordemoderen mig igen og jeg var 9 cm åben. Jeg havde lyst til at komme op af karret og føde mit barn på land, så min mor og kæreste støttede mig og jeg lagde mig på en briks vi havde sat op i stuen. Jeg følte en kæmpe pressetrang og fik omsider lov til at presse. Jeg pressede, men kunne ikke helt finde metoden og følte en stor frustration. Min mor og jordemoderen prøvede at forklare meget diplomatisk, hvordan det skulle gøres, men jeg kunne slet ikke finde koncentrationen og høre efter. "Jeg kan godt," tænkte jeg og pressede på livet løs. Troede jeg skulle eksplodere, da min kæreste råbte "den har sort hår!!" fornyet energi skyllede ind over mig og jeg pressede igen. "Pres, pres," råbte min kæreste. Jordemoderen fandt et spejl frem så jeg selv kunne følge med. Der blev jeg først for alvor deprimeret, kun en lille hårtop var at se og jeg som troede det snart var overstået. "Et pres til," sagde jordemoderen. Jeg pressede ... hoved ... skuldre ... og så var hun der ... Min kæreste tog imod hende, men det er noget der er gået mig fuldstændig forbi. Jeg var helt langt væk, i alt det min krop havde været igennem de sidste timer, så først bagefter, da jeg talte fødselsforløbet igennem med jordemoderen og blev det fortalt, kunne jeg svagt erindre det.

Min kæreste lagde hende på min mave og den dejligste lyd af barnegråd fyldte stuen, så selv underboerne, som fulgte med ude fra opgangen kunne høre det. Og min kærestes øjne fyldtes af tåre. Jeg var fuldstændig overvældet ... kærlighed ... omsorg vældede op i mig og så græd jeg også. Hun var stadig en del af mig, men ikke så længe endnu. Jeg nød minutterne hvor jeg stadig gav hende liv og da hun var klar klippede hendes far navlestrengen. Vi var ikke længere forbundet ... kun i hjertet.

Vi vidste endnu ikke at det var en lille pige, vi havde gennem hele graviditeten været fuldstændig sikre på, at det var en dreng der lå derinde, men da det lille vidunder var der, var det som om det var fuldstændig ligegyldigt. Der gik faktisk 10 minutter før jordemoderen spurgte om vi ikke ville se, om det var en prins eller en prinsesse.

Min kæreste løftede hende op og vi så at det var en lille pige. Tanker om lyserøde kjoler, perler og prinsesser fik mig til at le indvendigt. Jo, hun er helt rigtig for mig. Det er det rigtige barn der er blevet sendt til mig!

Min mave som var sunket helt sammen, dannede en blød hule rundt om hende hun møvede sig op og begyndte at sutte ivrigt. Da vi havde ligget sådan en tid og jeg havde fået et par sting -ikke noget at tale om - gik vi ind i soveværelset hvor min kæreste og jeg beundrede vores lille pige. "Hvad hedder hun?," spurgte jordemoderen. "Alma, Alma sophia." Det navn havde vi tænkt på længe. Alma fordi min kæreste og jeg havde læst "Åndernes hus" gennem min graviditet. Hovedpersonen hedder Alba, men vi havde begge forvekslet det med Alma. Sjovt nok. Og så betyder alma sjæl på spansk og det syntes vi var så sødt. Sophia betyder visdom på latin, så vores datter er en lille vis sjæl. Jeg kunne se på min mor, at det slet ikke var det navn hun havde forventet, men med tiden vidste jeg at hun ville blive glad for det. Og rigtig nok, i dag synes vi alle, at hun bare ikke kan være andet end en Alma!

Jordemoderen undersøgte hende og hun var helt perfekt. Hun havde fået en lille blodsprængning i det ene øje oven på alle strabasserne, men ellers kunne man ikke se, at hun lige havde været igennem det hårdeste arbejde man kan tænke sig. Hun blev målt og vejet. 54cm og en kampvægt på 3,8 kg. Fødslen havde fra vandet gik til Alma blev født klokken 18.50 taget lidt over 10 timer, men jordemoderen mente at selve fødslen kun havde taget knap 3 timer, fordi veerne først kom rigtig i gang klokken 16. Presseperioden, som jeg synes var det mest befriende i forløbet, fordi jeg da selv kunne gøre en stor indsats, havde varet omkring en halv time.

Senere på aftenen fik vi besøg af den stolte morfar, min bror og min kærestes forældre. De syntes alle at Alma var det smukkeste barn de havde set. De beundrede hende i ro og mag, men jeg var alligevel lettet, da der var stille i huset og vi 3 var alene sammen for første gang. Vi lå i sengen og snakkede, jeg ammede og senere kom min far for en kort bemærkning med lidt mad til os. Vi fik spist og så sov vi med vores skønne datter imellem os ...


Annoncer

Produktnyheder

Allomin 2 er på dit hold i madkampen!

Nu starter madkampen! Og med dit massive søvnunderskud kan den måske virke lidt uoverskuelig – men husk! Den kan føre til mere søvn. Mange børn sover nemlig rigtig godt (og længe) på en mæt og glad mave, og grød ligger altså bare rigtig godt i maven. Med Allomin 2 i baghånden, er dit barn dækket ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid


Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Spar lige nu: 20% ↓

Tilbud

Vejl. pris: 249,95

Nu: 199,96

Du sparer: 49,99

Køb nu!


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Det går bare rigtig godt med vores datter :) Vi har ingen kamp ved sengetid længere, hun er endelig begyndt at gå selv og hun stortrives.

Tak, Cecilies mor


Annoncer

Annonce