Annonce

Annonce

Hovedpude til børn - hvornår - og hvorfor, hvorfor ikke?


25. maj 2022


Hvorfor skal små børn sove uden hovedpude? Hv​ornår er mit barn gammelt nok til at få en hovedpude? Hvilken hovedpude skal jeg vælge? Har det nogen betydning, hvilket materiale hovedpuden er lavet af? Disse spørgsmål bliver jeg ofte stillet, og det skal denne artikel derfor handle om.



Ingen hovedpude til børn under 1 år



På grund af risikoen for vuggedød, så anbefales hovedpuder - og for den sags skyld også tæpper, bamser, løse stofbleer og lignende - ikke til børn under 12 måneder. Når det lille barn flytter på sig under søvn, kan en pude eller f.eks. en bamse blokere for barnets vejrtrækning. 



Derudover så anbefaler Sundhedsstyrelsen, at barnet puttes på en madras, som er relativt fast, og som ligger helt ud til kanten af sengen. Der må ikke være fordybninger i madrassen, som barnet kan trille ned i.



Det lille barns hoved er meget blødt, og de bløde kranieknogler tager form efter, hvordan barnet lejres. Det anbefales, at små børn puttes på ryggen, når de skal sove. Når barnet lejres på et fast underlag, så vil barnet bedre selv kunne dreje hovedet - det er dog stadig vigtigt, at du sørger for at dreje barnets hoved til skiftevis venstre og højre side. Barnets baghoved kan blive fladt, hvis barnet ikke hjælpes til at dreje hovedet, og nogle børn får også for vane at dreje hovedet til samme side, hvorved de får en skævhed af hovedet og en stramning af halsens muskler i den ene side.



Giver du dit barn en hovedpude, kan det blive sværere for barnet at dreje og bevæge sit hoved, og netop bevægelse er vigtigt i forebyggelsen af skævt kranie og stramning af halsmuskler. En hovepude kan derfor være med til at forværre problemet. 



Det er også vigtigt, at dit barn har frie luftveje. Dit barns hoved skal ligge lige i forlængelse af kroppen, barnet må ikke ligge i det der kaldes "chin-to-chest"-position, og en hovedpude kan løfte barnets hoved så meget, at barnet netop kommer til at ligge i denne position. 



Hovedpude til børn i 2-3 års alderen



De fleste børn vil, når de bilver omkring 2 år, begynde at vise behov for en hovedpude. I denne alder er barnets hoved ofte så stort, at det føles rart med støtte til hovedet om natten. 



De fleste børn vil vise behov for en hovedpude ved, at barnet begynder at bruge sin bamse, måske tager forældrenes pude, eller barnet bruger måske sin dyne som pude. Det er her ofte et godt tidspunkt at tilbyde barnet en hovedpude. Nogle børn beder også med ord om at få en ...


Annonce

... hovedpude.



Viser barnet ikke behov for en pude, så er der ingen grund til at give barnet en pude, før behovet melder sig. 



Hvilken hovedpude skal jeg vælge



Ligesom vi forældre kan have behov for forskellige puder, så er børn også forskellige, og der er derfor ikke en bestemt pude, som passer til alle børn. Generelt bør du købe en børnepude, så puden i størrelse og blødhed passer til netop børn.



Når du skal vælge en hovedpude til dit barn, så kan det være en god idé at se på, hvordan dit barn sover.



- Hvis dit barn ofte sover på siden, så har det brug for en pude, der støtter hovedet godt, når barnet ligger på siden. Når barnet ligger med hovedet på puden, så skal hovedet ligge i lige forlængelse af ryggen. Puden skal dermed støtte hovedet sådan, at puden støtter hovedet uden at skubbe hovedet i en skæv stilling, hverken opad, bagud eller til siden. 



- Hvis dit barn ofte sover på ryggen, så har det brug for en fladere pude, der kun støtter nakken, og som ikke løfter hovedet for meget. Hovedet må ikke vælte til siden, og puden må ikke være højere, end at nakken er i lige linje med ryggen. 



- Hvis dit barn sover på maven, så kan det ofte undvære en hovedpude. At sove på maven, er dog ike den bedste stilling at sove i af hensyn til barnets nakke, så det kan være en god idé, hvis du kan prøve at hjælpe dit barn til at sove på siden eller ryggen i stedet...



Lad evt. dit barn prøve forskellige puder af, før I køber en pude, så du kan se, hvordan barnets hoved ligger bedst placeret i forhold til kroppen. 



Hvad skal hovedpuden være lavet af



Hovedpuder kan være lavet af mange forskellige materialer f.eks. andedun, moskusdun, gåsedun, fjer, skum, bomuld, kapok, uld, forskellige syntetiske fibre og meget mere.



Nogle puder vil være temperaturregulerende, hvilket kan være en fordel, hvis dit barn generelt har det meget varmt. Du kan også købe puder, som er allergivenlige, og som kan være en fordel, hvis I f.eks. har allergi overfor husstøvmider, eller dit barn har allergiudløst astma. 



Det kan anbefales, at du vælger en hovedpude, som er OEKO-TEX 100 certificeret og dermed fremstillet uden skadelige og allergifremkaldende stoffer, som f.eks. formaldehyd og parfume. Det er også en god idé at se efter svanemærket (miljømærket).



Med ønsket om fortsat god søvn - og gode hovedpuder :)



Bedste hilsner



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Min mand og jeg har så ofte talt om, at vi burde skrive til dig og fortælle, hvor fantastisk din brevkasse er.
Vi har aldrig selv skrevet til dig, men har fundet svar på så mange spørgsmål via dine svar til andre i lignende situationer.

Jeg beundrer dine evne til at formidle, og jeg elsker din tilgang til børn og forældre og alle de ting man sammen kommer igennem!
Dine svar stemmer så utrolig fint overens med præcis den måde, vi forsøger at være forældre på. Som førstegangs-forældre betyder det helt utrolig meget, at finde opbakning et sted man har tillid til og kan identificere sig med. Og det kan vi hos dig!

Det er så rart at have dine ord med i bagagen, hvis noget er svært eller andre synes, vi f.eks. burde skælde ud, når vores søn et par gange har haft det, du beskriver som fortvivlelses-anfald - er det så rart at kunne sige, at vi ikke er de eneste, der mener, det skal tackles helt anderledes.

Så kære Helen, tusind tak for dine altid inspirerende og varme svar - Tak for dig! Det er fantastisk at kunne søge råd og vejledning på alle tider af døgnet i din brevkasse!

De varmeste hilsner med ønsket om en rigtig god dag - uden tvivl også fra min mand.

Familien S


Annonce