Har mit barn brug for psykologhjælp?

Som forælder bliver du naturligt nogle gange bekymre​t - man kan sige, at bekymring ligesom er en del af pakken, når man bliver forældre. Nogle gange går bekymringen over ret hurtigt, tingene løser sig, og det går fint - andre gange bliver du ved med at bekymre dig. Du drøfter dit barn, og de ting du oplever, med familie og venner - som - måske eller måske ikke - deler din bekymring.

Det kan være enormt svært at vurdere, hvorvidt de udfordringer I ser hos barnet er noget almindeligt udviklingsmæssigt, noget barnet vokser fra, eller om det er noget, som I skal søge hjælp til. Nogle gange er det nødvendigt at søge hjælp og behandling hos en børnepsykolog. Og i min artikel i dag vil jeg give dig lidt idéer til, hvornår dit barn måske har brug for hjælp, brug for at tale med en psykolog. 

Normale problemer eller udfordringer hos børn

Børn gennemgår en kæmpe udvikling fra de fødes, og til de bliver 18 år. Og i løbet af disse år, så vil de i perioder kunne vise en adfærd, som kan være helt normal netop for alderen, men som man forventer vil forsvinde igen. Viser barnet denne form for adfærd, er der altså ikke nødvendigvis grund til at bekymre sig:

- Angst og Frygt. Børn vil i perioder være bange for forskellige ting. De kan være bange for fremmede, bange for høje lyde, bange for mørke, bange for vand, bange for julemanden, bange for udrykningskøretøjer og sirener... Ligesom større børn kan blive bange for at blive syge, bange for at skulle dø, bange for eksamen eller bekymre sig om, hvorvidt de er gode nok og kan finde ud af det, der forventes af dem. 

At blive bange er som udgangspunkt en normal følelse, som vi alle sammen oplever. Nogle gange er det hensigtsmæssigt, at vi bliver bange - f.eks. hvis vi møder en stor hund, der står og knurrer, viser tænder - så trækker vi os væk og fornemmer, at det kan være farligt at gå derhen.

- Problemer med at sidde stille. Børn er motorisk aktive. De har en naturlig lyst til at ville bruge deres krop, være i verden og undersøge verden ved at bruge kroppen. De er drevet af en indre lyst til at hoppe, klatre, øve balance, sparke... og det gør det naturilgt rigtig svært at sidde stille længere tid af gangen. 

Man skønner, at ca. 60% af de 4-5 årige har rigtig svært ved at sidde stille og koncentrere sig i længere tid, men at det naturligt ændrer sig i takt med at børnene bliver ældre. Nogle børn har dog svært ved at holde opmærksomheden, de kan være hyperaktive og impulsive - mere end man normalt ville forvente af deres alder. 

- Problemer med stammen. Problemer med at stamme opstår ofte i 2-5 års alderen, hvilket er den periode i barnets liv, hvor det skal tilegne sig rigtig mange sprolige færdigheder. Man ved, at stammen til en vis grad er arveligt, og man ved også, at omgivelsernes reaktioner har stor betydning for, hvordan stammen udvikler sig. Defor er det vigtigt, at voksne reagre hensigtmæssigt, når barnet stammer.

Man skønner, at ca. 4-5% af børn har en periode, hvor de stammer og de fleste af disse børn stopper med at stamme uden problemer. Nogle af børnene stammer ganske lidt, og talen glider forholdsvis ubesværet, for andre er det rigtig svært at tale. Man mener, at der kan være både medfødte, psykologiske og sociale faktorer involveret i stammen. Børn der stammer og deres forældre vil ofte have glæde af at tale med en audiologopæd/talepædagog.

- Barnet lyver. Små børn, det vil sige børn som er under skolealder, og faktisk også børn i 6-7 års alderen, har rigtig svært ved at skelne mellem virkelighed og løgn. Børn leger rigtig meget og bruger deres fantasi, og for barnet kan legen godt være så livagtig, at barnet hårdnakket vil insistere på, at "legetøjet er mit", eller "jeg kan altså godt flyve". 

Man skønner, at ca. 30% af de 2 årige børn lyver, at ca, 50% af de 3årige lyver, og at ca. 80% af de 4-5 årige børn lyver. At lyve er altså en naturlig del af barndommen. Nogle gange kan det at lyve dog også blive et større problem, som kræver hjælp..

- Barnet stjæler. Når det lille barn under 3 år tager ting, så er det ofte ikke for at stjæle, men handler mere om, at barnet er igang med at undersøge verden. Og når den 2årige erklærer "det er min, MIN" om ting, som ikke er hans eller hendes, så er det en del af udviklingen af barnets selvbillede. 

Når den 4-6 årige tager noget, som det godt ved er en andens, så er det heller ...

... ikke nødvendigvis for at stjæle, men handler mere om, at barnet er meget lyststyret og bare rigtig gerne vil eje den pågældende ting.

Når den 7-10 årige stjæler, så er det en lidt sværere situation, for barnet vil i den alder normalt godt kun skelne mellem dit og mit, men barnet vil stadig også meget let kunne blive fristet. Samtidig har børn i den alder ofte også svært ved at gennemskue konsekvenserne af sine handlinger.

Man skønner, at når børn når teenagealderen, så vil ca. 50% af drengene og ca. 30% af pigerne have udført eller deltaget i mindst én kriminel handling som f.eks. at stjæle. For de fleste unge er det ikke et problem, som fortsætter, men for nogen er det noget, som kræver hjælp. 

Hvornår er der behov for hjælp fra børnepsykolog

Ovenstående er blot eksempler, og ofte vil udfordringerne forsvinde, når barnet bliver ældre. Men nogle gange kan det være nødvendigt, at man får hjælp af f.eks. en børnepsykolog. Her kommer nogle eksempler på, hvornår du skal overveje, om der er behov for professionel hjælp:

- Passer barnets adfærd til barnets alder. Når du skal vurdere, om dit barn har brug for psykologhjælp, så er det en god idé at overveje, om dit barns reaktioner er alderssvarende. Det er f.eks. helt normalt, at dit lille barn har svært ved at være adskilt fra sine forældre og kan vise separationsangst, men hvis dit 11 årige barn græder og protesterer voldsomt, når du går, så har dit barn måske brug for hjælp. 

- Giver barnets adfærd en forringelse af trivsel og udvikling. Nogle børn har en adfærd, som gør, at de faktisk ikke er i stand til at møde i børnehave eller i skole. De kan ikke leve op til de krav, som forventes af dem, og du kan mærke, at dit barn virker uligevægtig. Måske bliver dit barn voldsomt vred, viser angst og uro.

Det kan også være, at dit barn begynder at lyve på en måde, hvor det både er ødelæggende for barnets selvfølelse og også for barnets muilghed for at have gode venner, venner som skal kunne stole på en. 

- Påvirker barnets adfærd din hverdag og trivsel. Nogle gange vil barnets adfærd gøre, at du begynder at indrette din hverdag og dig/jeres liv på en måde, hvor du igen og igen tager særlige hensyn til barnet. Du kan blive så bange for at gøre noget bestemt, at dine handlinger vil udløse en særlig reaktion for barnet, at du mere eller mindre bevidst begynder at gå på listefødder eller overvejer, hvad du skal gøre, hvornår og hvordan.

- Er barnet til fare for sig selv eller andre. Nogle børn viser selvskadende adfærd og nogle børn taler om, at de ikke ønsker at leve mere. Selvmordstanker hos børn skal altid tages alvorligt. Børn kan også vise voldelig eller agressiv adfærd overfor andre. 

- Har barnet ændret adfærd i større grad. Hvis dit barn pludselig opfører sig meget anderledes, end du tidligere har oplevet, så er det vigtigt at reagere. Det kan være, at dit barn tidligere har leget meget med andre børn, har haft mange venner, har været meget udadvendt, og pludselig vil barnet helst være hjemme, opholder sig på sit værelse og har ingen på besøg.

Måske har dit barn normalt være glad og i godt humør, men pludselig er barnet trist, finder ingen glæde ved noget og har ingen interesse i at deltage i forskellige aktiviteter. Måske har dit barn altid virket til at have en højselvtillidsfølelse, men pludselig viser barnet mindre selvtillid og giver udtryk for skyldfølelse og mindre værd. Det kan også være, at dit barn pludselig får søvnproblemer, spiseproblemer eller lignende. 

- Har barnet været udsat for en voldsom hændelse. Nogle gange udsætes vi for voldsomme hændelser, det er en del af livet. Det kan f.eks. være sygdom eller dødsfald i nær familie eller blandt venner, det kan være en bilulykke, vold, mobning mm. Et barn, som i en længere periode (> 1 måned) udviser stress, får søvnproblemer, måske spiseproblemer eller lignende efter en voldsomt hændelse, bør ofte have hjælp. 

- Giver barnet udtryk for ekstreme symptomer. Et barn, der gør farlige ting, eller som fortæller, at det kan høre stemmer, se ting, der ikke er til stede osv., skal ofte ses af en børnepsykolog. Dog ikke, hvis der er tale om et barn, som naturilgt har en stor fantasi og forestillingsevne. 

Håber dette hjælper lidt videre på vej :)

Bedste hilsner

Helen