Annonce

Annonce

Skolestart - hvordan kan forældre støtte


14. august 2019


En ny undersøgelse viser, at en dårlig skoles​tart har store konsekvenser for børns udvikling og trivsel senere i livet. På dr.dk kan man i dag den 14 august 2019 læse, at "dårlig skolestart kan skade chancer for job og uddannelse senere i livet".



Som forældre er vi naturligt interesserede i, at vores børn har det godt i skolen, at de trives, har venner, lærer noget - og generelt giver udtryk for, at de har haft en god dag, når de kommer hjem. Mange børn er netop startet i skole for første gang, og her melder rigtig mange spørgsmål sig. Det er nogle af disse spørgsmål, som jeg vil forsøge at besvare i min artikel i dag.



Mit barn kender ingen i den nye klasse og siger, at han/hun ikke har nogen venner



Mange forældre er bekymrede over, hvis barnet ikke kender nogen og måske har svært ved at tage kontakt til andre børn. Det er naturligt hårdt for barnet at skulle starte i en klasse, hvor flere af de andre børn måske kender hinanden og derfor naturligt søger sammen - og derfor kan barnet godt føle sig udenfor.



Det kan være godt at tale med barnet om, hvordan det kan komme med i en leg. Mange børn har lært, at de skal spørge "må jeg være med?", hvilket i princippet er ganske fornuftigt, men man risikerer også at få nej, - ikke fordi de andre børn ikke vil lege, men fordi det kan være svært at overskue, hvem der har hvilken rolle i legen.



Mange af de lege, som leges i skolegården kræver ikke en bestemt rolle, og derfor kan det nogle gange være et god råd blot at lege med. Man kan ofte godt kravle med i klatrestativet, løbe med ind på boldbanen, stille sig i køen, når der sjippes osv. uden at man nødvendigvis behøver spørge om lov.



Lav legeaftaler med de nye børn i klassen. Det kan være legeaftaler, som aftales i forvejen mellem forældrene. Det kan også være legeaftaler som opstår spontant, når du henter dit barn "må vi lege hjemme hos os?". Det kan være en god idé at lade børnene lege sammen derhjemme og på den måde lære hinanden bedre at kende.



Tal med lærerne og bak op om aftaler om lege- og spisegrupper. I mange klasser opfordrer lærerne til, at der laves lege- og spisegrupper, som blandes mellem drenge og piger, og hvor man så leger og spiser hjemme hos hinanden. Der er ofte tale om 4-5 børn i en gruppe. Og der går på skift, hvor man er og hvem der leger eller spiser hos hinanden. 



Hvordan spørger vi ind til dagen, og hvad vores barn har lært i skolen



Mange forældre har talt med deres børn om vigtigheden af at gå i skole. "Du skal i skole for at lære at læse og regne" er en sætning, som mange børn hører, før de starter. Og mange børn bliver skuffede, når de ikke har lært hverken at læse eller regne den første dag...



Det er vigtigt lige nu ikke at fokusere på, hvad dit barn har lært i skolen, og det kan være rigtig svært for dit barn at svare på, hvad det egentlig har lært. Derfor er det godt at tale med barnet om, hvad det har lavet i skolen, hvad det har oplevet, om noget har været sjovt, eller måske ...


Annonce

... dumt.



Brug tiden omkring middagsbordet og aftensmaden til at tale om jeres dag hver især. Det er dejligt at dele dagens oplevelser med hinanden, både voksne og børn. Det er også en god øvelse at give plads til, at andre kan fortælle om deres dag, lytte og spørge ind til forskellige oplevelser. 



Vær opmærksom på, at dit barn oplever rigtig mange nye situationer i løbet af en dag, som dit barn skal forholde sig til. Det gælder på legepladsen og også i timerne. Dit barn skal finde ud af at lege i en større gruppe børn og med børn, der har mange forskellige aldre. Dit barn skal finde nye kammerater, lære nye lege og nye regler for leg. Dit barn skal indgå social tmed andre børn og de sociale kompetencer skal naturligt udbygges. I klassen skal dit barn kunne modtage en kollektiv besked, kunne vente på tur, række hånden op, lytte når andre taler, finde sine bøger frem, være parat når læreren forventer det, spørge om lov til at gå på toilettet...



For dit barn kan det måske være svært bare at finde toilettet. Det kan godt være en lille succeshistorie, at barnet faktisk kan finde rundt på skolen, at barnet ved hvor toilettet er, hvor skolemælken skal hentes, hvor biblioteket ligger. Og det er også vigtigt læring, som det er vigtigt, at I taler om.



Giv også dit barn ro til ikke nødvendigvis at skulle fortælle en masse.. nogle gange har dit barn måske blot brug for at absorbere og bearbejde nogle af alle dagens oplevelser, uden at I skal tale om det...



Kan jeg som forælder være med til at forebygge mobning



Der er ingen tvivl om, at du som forælder har en stor rolle i forhold til at forebygge mobning og være med til at sikre, at alle børn trives i klassen. 



Det er vigtigt, at du hjælper dit barn med at være en god klassekammerat. Det betyder, at du skal tale positivt om de andre børn og forældre. Tal med dit barn om, hvordan man taler pænt om og til andre. 



Spørg f.eks. ind til de andre børn i klassen, hvad dit barn tænker om dem og oplever dem. Spørg f.eks. ind til, hvorvidt de andre børn i klassen virker til at trives, og hvis nogle virker kede af det eller sidder meget for sig selv, hvordan dit barn så kan hjælpe. Tal om plads til forskellighed, om vigtigheden i at respektere hinanden, selvom man er forskellige. 



Hvis dit barn giver udtryk for, at der har været konflikter eller problemer, at noget f.eks. har været ubehageligt, så lyt og anerkend dit barns følelser. Hjælp også barnet med at skelne mellem, hvad der kan være kortvarigt drilleri, som måske ikke er ment hårdt, og hvad der er ubehagelig drilleri.



Tag klassetrivsel op på første forældremøde og aftal nogle fælles retningslinjer for, hvordan I som forældre kan skabe en god tone og en god trivsel for alle børn. Brug lærerne og deres erfaring fra tidligere klasser.



Børns Vilkår har sammen med trygfonden lavet en trivselshjælper, som er et gratis interaktivt værktøj, der kan bruges på forældremøder. Du kan læse mere på bornsvilkar.dk



Bedste hilsner



Helen



Annoncer

Produktnyheder

3 fordele ved højtlæsning for dit barn

Læser du højt for dit barn? Hvis ikke, bør du overveje at begynde på det. Studier viser nemlig, at børn opnår en lang række fordele ved højtlæsning. Og højtlæsningen behøver ikke at tage halve eller hele timer – selv 10 eller 15 minutter inden barnet skal sove er nok til, at barnet vil opleve en ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og opdragelse, som giver dig praktiske råd til alt det, der er så svært.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

Tusinde tak for dit svar på mit sidste brev vedrørende min dreng. Det varmede at blive mødt med forståelse og indsigt – i forhold til lige netop den problematik vi var i på daværende tidspunkt.

Venlig hilsen
Mor til dreng på 3 år


Annonce