De anmeldte produkter er stillet gratis til rådighed af producenten eller distributøren
Anmeldelse af Hanevild baby- og børnetøj
Dato: 20. august 2025
Hanevild er et dansk brand, der blev grundlagt i 2022 med et ønske om at skabe smukt og holdbart børnetøj, der kan gå i arv mellem søskende. Hanevild arbejder målrettet for at minimere aftrykket på jorden: 85% af deres produkter er økologiske, og 98% er fremstillet i naturlige materialer, emballagen er komposterbar, og alt forsendelsesmateriale genbruges.
Hanevild henter inspiration i den danske natur - i skovens vilde dyr, gårdens tamme beboere og i hver en lille spire, der bryder frem af jorden. Det giver deres kollektioner sjæl, personlighed og er med til at definere, hvem Hanevild er.
Hanevild designer tøj til både babyer, piger og drenge - fra bodyer, sweaters, cardigans og bukser, til bluser med broderi, sweatsets og endda dåbskjoler. Alt er skabt til at holde børn varme, komfortable og klædt med stil hele året rundt.
Hos Hanevild er uld ikke bare et materiale - det er en hjertesag. Der bruges kun blød, mulesingfri merionould i høj kvalitet, så du kan være sikker på, at dit barn er varmt, trygt og komfortabelt klædt - med omtanke for både dyr, mennesker og natur. Hanevilds uldtøj er skabt til at blive brugt og elsket - og givet videre til det næste barn. Og der produceres i små serier, så spild og overproduktion mindskes.
Hanevild skaber også tøj i 100% økologisk bomuld, hvor komfort og holdbarhed går hånd i hånd. Bomulden er blød mod huden, miljøvenlig og bevarer både form og udtryk efter mange ganges brug. Flere af Hanevilds designs er desuden strikket i en blanding af 80% bomuld og 20% merinould, hvilket giver en helt særlig kombination af blødhed, styrke og fleksibilitet - perfekt til børns aktive hverdag.
Anmeldelsen nedenfor er skrevet af Celine & Graham, som blev forældre til deres datter i 2020 og til deres søn i 2023.
Hvorfor har vi valgt Hanevild?
Jeg faldt tilfældigt over det relativt ny-lancerede brand “Hanevild”, og blev helt vild med deres strik og fine mønstre. Man kan mærke, at tøjet er lavet med tanke for høj kvalitet, og jeg tænkte med det samme, at deres lækre striktøj bare måtte blive en fast del af vores børns efterårsgarderobe! Samtidig er deres tøj økologisk og produceret med tanke for bæredygtighed og ærlighed.
Vi er utroligt glade for, at vi har fået mulighed for at anmelde nogle af Hanevilds lækre produkter, og vi glæder os til at modtage det! :)
Førstehåndsindtryk
Vi har modtaget den lækreste godtepose, fyldt med det blødeste og lækreste efterårstøj! I stedet for at bruge plastikposer, så er tøjet individuelt pakket i poser, der er komposterbare - så smart.
Børnene - lillebror på snart 2 og storesøster på godt 4,5 - får lov til at gå amok i poserne, og de åbner hver især deres tøj. Der høres masser af “wow!” fra dem begge, og storesøster siger ofte: “er det virkelig til mig?” Og “det er så flot!”.
Jeg lægger med det samme mærke til, at meget af tøjet er i samme farveskala - lidt mørke efterårsfarver, der med det samme giver stemning af tændte stearinlys og varm kakao, mens vinden suser udenfor.
Til lillebror (snart 2 år, str. 92)
Til lillebror har vi modtaget den skønneste sweater med det fineste svampe og skov-agtige mønster (“Fall Blouse"). Den er SLET ikke til at stå for! Den er lavet i det blødeste og lækreste strik, og så er de røde svampe bare så flotte i kontrasten til den mørkegrønne strik. Vi har også modtaget den fineste cardigan med de fineste broderede humlebier (“Valdemar cardigan”) - og den her kan jeg heller ikke stå for! Lillebror udbryder med det samme “bumble bees!” med det største smil. Han ELSKER bier og andre dyr i haven, så den her trøje er bare HELT perfekt til ham.
Lillebror har også modtaget et par super lækre strikbukser, lavet i en tyk og lækker strik, som farvemæssigt passer til den fine svampe-sweater. Bukserne er lidt smallere og længere i pasformen, sammenlignet med noget af det andet tøj. Vores søn bliver bare den smarteste dreng i vuggestuen med det her sæt! Jeg er vild med det! :) Bukserne (og sweateren) kan dog samtidig også nemt styles med alt andet, vi har i garderoben.
Vi har dernæst modtaget den fineste body i 100% merinould (“Martin romper"). Den er helt utroligt blød og lækker, og i den fineste blå farve. Som navnet også angiver, er den lavet så den mere minder om en “romper” end en i body i pasformen. Den er lavet med de fineste og lækreste detaljer - og jeg glæder mig så meget til at bruge denne, når vejret bliver lidt køligere.
Til lillebror har vi også modtaget et matchende sæt - “Patrick blouse” og “Patrick pants” - i en lidt kraftigere økologisk bomuld med en vævning af små rektangulære felter. Bukserne har elastik forneden, så de bliver lidt “baggy”, mens blusen er designet med en løs og behagelig pasform. Resultatet er et blødt og praktisk sweatsæt, som jeg tænker passer helt perfekt til hverdagen i vuggestue, hvor der skal være plads til masser af leg og bevægelse.
Vi har også modtaget en fin strikket hat (“Søren hat”), i en lækker tyk strik, som vil være god, når det bliver lidt koldere. Jeg er lidt spændt på, om han vil beholde den på eller tage den af med det samme - han har ikke været stor fan af sommerhat, haha:)
Alt tøjet til lillebror er str. 86/92 eller 92 (han er lige ved at rykke op i str. 92). Det virker meget rummeligt i størrelsen og virker alt sammen dejligt strækbart, og jeg tænker derfor at lillebror nemt vil kunne bruge alt tøjet vinteren igennem.
Til storesøster (snart 5 år, str. 116)
Det første vores pige åbner er en virkelig smuk, strikket kjole (“Ella dress”). Kjolen er strikket med et fint vævet mønster i små gentagne strukturer, der giver den en elegant og næsten blondeagtig effekt. Det minder lidt om blade eller blomster. Den har elastik i taljen, der giver den flotteste pasform, og de lange ærmer afsluttes med små feminine flæser ved håndleddene. Vores pige er bare helt vild med den og vil prøve den med det samme. Hun siger også, at det er hendes nye yndlingskjole.
Hun åbner dernæst den lækreste bluse i 100% merinould (“Lea blouse”). Blusen er smørblød og har den flotteste krave! Vores datter siger med det samme: “den er SÅ blød!”. Jeg er også helt vild med denne - blusen er utroligt feminin, samtidig med at den stilren og enkel, og så er den bare så lækker og blød. Den er bare guf for huden!
Dernæst åbner hun den fineste creme-farvede strikkede cardigan med det flotteste, stribede mønster og en smuk stor blonde krave (“Heart cardigan"). Vi er begge helt vilde med denne. Den er så smuk og feminin. Den vil bare shine et hvert outfit op, og den passer perfekt til alle de farver, hun har i klædeskabet (pink, lilla, rød, blå - den kan matches med det hele)! Og så er den bare utroligt blød og lækker.
Derefter finder hun et par matchende bukser, der passer i farven til cardiganen (“Tilde pants”). Bukserne er i strikket rib og er virkelig bløde og lækre. De har den fineste pasform - tætsiddende, men med lidt trompet vidde nederst ved anklen. De er så flotte!
Til slut har hun modtaget et matchende strikket sæt (“Gunvar blouse” og “Gunvar pants”). Sættet er strikket i et klassisk snoningsmønster, der giver en tredimensionel struktur. Det er virkelig dejligt tykt, blødt og lækkert - perfekt til de særligt kolde efterårs- og vinterdage. Blusen har nogle fine flæser ved skuldrene, som giver en rigtig fin pasform. Bukserne er lidt smalle i størrelsen, sammenlignet med det andet tøj.
Alt tøjet er str. 110/116 eller 116. Tøjet er lidt varierende i størrelsen - Bluser og trøjer virker meget rummelige i størrelsen, mens bukserne er lidt til den smalle side.
Vi er utroligt glade for alt det lækre tøj, vi har modtaget. Kvaliteten er helt i top, og man får virkelig noget lækkert tøj for pengene her. Det er første gang, vi ser tøjet i virkeligheden, og vi er meget positive. Tøjet er utroligt blødt, lækkert og strækbart, og begge børn glæder sig til at bruge tøjet, så snart det kolde vejr kommer frem.
Kærlig hilsen
Celine & Graham
