Annonce

De anmeldte produkter er stillet gratis til rådighed af producenten eller distributøren

Anmeldelse af Elodie MONDO Stroller og Carry Cot

Dato: 31. januar 2024

Elodie eller Elodiedetails, blev grundlagt i Stockholm i 2005 af Linda Sätterström, da Linda fik sin første datter Elodie. Linda udviklede her sit første produkt - en sutteklips. Hun savnede en sutteklips, der var smuk, og som kunne matche datterens outfit - og da hun ikke kunne finde dette på markedet, så lavede hun en selv.

Interessen for sutteklipsene var stor, og Linda begyndte at sælge sutteklips til andre forældre. Først i Stockholm, derefter i Sverige og til sidst over hele verden. Den dag i dag er sutteklipsen Elodies flagskibsprodukt, og en af deres bedst sælgende produkter.

I løbet af årene er det, der startede som et lille, smart DIY-projekt, vokset og blevet til et velkendt internationalt brand med hovedkontor i Stockholm. Sammen med Linda skabes et bredt udvalg af produkter til babyer og småbørn - lige fra sutter og savlesmække til barnevogne og barnevognsaccessories.

Elodies slogan lyder "Elodie, MAKING LIFE WITH CHILDREN EVEN MORE BEAUTIFUL".

Hos Elodie tror de på, at smukt design bringer glæde ind i livet. De arbejder for at gøre livet med børn lettere, og de hviler ikke, før deres produkter vinder bedst-i-test. Smarte løsninger, genanvendelse og innovative produkter er en del af Elodies DNA.

Følgende anmeldelse er lavet af Celine og Graham, der i november 2020 blev forældre til en datter, og i september 2023 har fået en lillebror.

Hvorfor har vi valgt en Elodie MONDO klapvogn?

Lillebror kom til verden for ca. 4 måneder siden, og vi har fundet ud af, at vores behov for barnevogn har ændret sig, siden vi fik vores datter for 3 år siden. I dag bor vi ikke længere i storbyen, og det har givet os et behov for en barnevogn/klapvogn, som meget let kan foldes sammen og puttes i bilen.

I min søgen på den helt rigtige barnevogn, faldt jeg over Elodies smarte MONDO klapvogn med tilhørende Carry Cot (lift/barnevognskasse). MONDO klapvognen er sammen med liften en kombivogn, og den kan dermed både bruges som barnevogn og klapvogn. Det betyder, at man kan bruge den til flere aldersgrupper. Dernæst er den lavet, så man med et enkelt klik kan klappe den sammen. I dens flotte tidsløse design og farver, var jeg med det samme solgt, og vi måtte bare eje denne! Vi er derfor meget glade for, at vi har fået lov til at anmelde produktet, og kan slet ikke vente med at modtage den!

Førstehåndsindtryk

Fra vi modtager pakken og til klapvognen er samlet, går der ikke mange minutter. Det er meget let at samle klapvognen, alt virker meget intuitivt og gennemskueligt. Der medfølger også gode instruktioner, hvis man er i tvivl og gerne vil følge en præcis vejledning:) Hjulene sættes på med et enkelt klik, og derefter kan man med et enkelt klik folde klapvognen ud. Taadaaaa! Så nemt og overskueligt - og lige hvad vi har ønsket os.

Elodie har det smukkeste udvalg af klapvogne - i både ensfarvede og med forskellige mønstre - og denne klapvogn, som vi har modtaget, er endnu smukkere i virkeligheden! Vi har modtaget klapvognen i vegan leather “caramel brown” med en tilhørende sort carry cot. Det brune kunstlæder er helt utroligt flot - det er en klassisk, flot farve, som får klapvognen til at fremstå meget luksuriøs. Det er et meget stilrent look, og vi kan rigtigt godt lide denne stil. Jeg er helt vild med den, og selv vores datter på 3 år udbrød højt: “Wooow, hvor er den flot!”, da hun så den.

Vi er meget begejstrede over kvaliteten af Elodie MONDO - både klapvognen og carry cotten er lavet i lækre, robuste materialer. Vi har en oplevelse af, at de små kombivogne på markedet nogle gange godt kan virke lidt ustabile, men Elodie MONDO virker meget robust og sikker. Den er let at køre, vejer meget lidt, men den er samtidig ikke så let, at der ikke er lidt modstand i den, når man kører med den, og den kører umiddelbart meget stabilt.

Klapvognen er lavet i lækre materialer, og der er i den grad kælet for detaljerne. Stellet virker meget robust og lækkert. Hjulene virker ligeledes meget robuste - til trods for at hjulene er ret små, virker de til at være lavet i gode materialer, og til at kunne køre igennem forskellige slags terræn. De to forreste hjul kan dreje 360grader, og klapvognen er derfor meget nem at styre. Håndtaget på klapvognen er tykt, blødt og lækkert at holde om. Dernæst er sædet enormt blødt - rygstøtten er næsten lavet som blød pude, og den føles super lækker for et barn at sidde i!

Alle delene på klapvognen og carry cotten er lavet med smarte “kliks”, så når man fx skal slå klapvognen sammen, justere solskærmen, justere fodstøtten eller andet, så klikker man dem på plads. Dette får klapvognen til at virke yderligere sikker og stabil, da man således ved, at delene bliver stående i den rigtige position.

Når klapvognen er foldet sammen, er den meget lille - den er faktisk så lille, at den er godkendt til at kunne medbringes som håndbagage på fly. Når klapvognen er foldet ud, virker den dog på ingen måde lille. Den virker faktisk overraskende rummelig, og den har en stor og fin størrelse, og den kan dermed sagtens bruges som en klapvogn/barnevogn i hverdagen. Der er masser af plads til at sidde, men klapvognens ryg kan også lægges ned i soveposition, hvilket er et stort plus, særligt, hvis den skal bruges til et mindre barn, der sover flere lure dagligt.

Selvom at klapvognen er praktisk, let at slå sammen osv. så er der medtænkt flere opbevaringsmuligheder - den har både en fin magnestisk lomme på kalechen samt et forholdsvis stort rum forneden. Der medfølger endda en lille rygsæk-taske til kurven under sædet, så ens ting ikke bliver våde. Som ekstra detalje, kan den fastgøres til ens kabinekuffert, hvis man skal ud at flyve. Det er altså bare smart! Endnu engang kan man bare mærke, at der er kælet for detaljerne.

Elodie MONDO Carry Cotten virker ligeledes meget lækker. Den er ikke så stor, og vi vurderer, at den passer bedst til de første par måneder af barnets liv. Ifølge Elodie MONDOs specifikationer, så passer den til børn i alderen 0-6 måneder eller 9 kg. Vores dreng er en fysisk stor dreng, og han kan lige akkurat passe den i længden. Vi håber, at han kan bruge den en måneds tid endnu, inden vi rykker op til klapvognen. Om en uges tid bliver han 5 måneder, så vi vil gerne vente med at bruge klapvognen uden Carry Cot, til han er en smule ældre:)

Alt i alt er vi meget begejstrede over Elodie MONDO klapvogn og lift! Man får her en klapvogn (kombivogn) i en utrolig lækker kvalitet, som er stabilt bygget, nem at anvende, og hvor der er kælet for de små detaljer. Vi glæder os utroligt meget til at bruge vores nye MONDO, og vi kan ikke vente med at komme ud at trille!:)

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 5. MARTS 2024

Vi har nu brugt vores barnevogn (MONDO Carry Cot) fra Elodie i en måneds tid, og vi har bare været SÅ glade for den!

Elodie barnevognen opfylder lige præcis dét, som jeg så længe har ønsket mig i min barsel! Med Elodie kan jeg altid have barnevognen med i bilen, når vi skal nogen steder. Barnevognen er virkelig nem at klappe sammen - med to klik er det hele klappet sammen, det tager ingen tid, og så vejer den næsten heller ikke noget og er derfor også nem at løfte op og have med at gøre.

Vi har ikke det største baggagerum i vores bil, men selv med barnevognen deri er der stadig fin plads til andre ting også, fx pusletaske, indkøbsposer eller andet.

Da det kun tager 10 sek. at klappe den sammen, har jeg tit taget den med på tur, også selvom jeg ikke altid var sikker på, om vi ville få den brugt. Hvis det har vist sig, at vi havde brug for den, har det været virkeligt rart lige at kunne tage den ud af bilen og vupti! så har man en barnevogn til lur.

Barnevognen vejer ingenting, og den er så let og nem at køre med - den er derfor super rar at have med, uanset om vi får den brugt til lur eller ej. Nogle gange bliver den fx også brugt til tasker, jakker mm., så vi ikke skal slæbe på det hele, mens lillebror sidder i bæreselen (den er han nemlig ret glad for, når han ikke sover).

Man skal være obs. på at barnevognens (Carry Cot) liggemål er 72.5 cm i længden og 28 cm. i bredden - og særligt med en tyk sovepose i til vinteren, er der derfor ikke meget plads. Vi bruger derfor ikke barnevognen til de daglige lure, men når man er på tur, går det rigtigt fint an. Snart bliver lillebror 6 mdr. og det vil passe rigtigt godt, at vi nu rykker ham over i klapvognen.

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 26. APRIL 2024

Vi har nu brugt vores elskede Elodie MONDO i tre måneders tid, og vi er bare SÅ glade for den.

Vi er skiftet over til klapvognsdelen, og den er blevet brugt så flittigt og ofte!

Elodie klapvognen er bare SÅ nem og letanvendelig. Klapvognen kan klappes sammen ved et enkelt klik - den bliver her lille og kan nemt passe ind i selv det mindste baggagerum. Den er lynhurtig at folde sammen og folde ud igen, og jeg har den derfor med, hver gang vi skal på tur eller andet.

Selerne kan justeres i tre forskellige længder omkring skuldrene, hvilket betyder, at vi kan tilpasse dem til vores dreng på 7 mdr.. Han sidder rigtigt godt og virker dejligt veltilpas, når han sidder i klapvognen. Der er masser af plads til at vokse i denne klapvogn, og vores pige på 3 år, kan således også snildt sidde i den.

Lillebror på 7 mdr. sover også rigtig godt i klapvognen, når vi er på tur. Ryggen kan lægges ned, så han kan ligge næsten helt fladt, og det ser meget dejligt og komfortabelt ud.

Solskyggen på klapvognen er også dejlig stor, hvilket er meget praktisk, fordi det sikrer, at lillebror ikke får sol på hovedet og i ansigtet, når han sidder eller ligger i klapvognen. Solskyggen kan tilmed let justeres i forskellige længder.

Vi har kørt i alt slags terræn med klapvognen/barnevognen - mudder, skovbund, græs, grus, asfalt mm. og den kan nemt køre gennem det hele. Hjulene kan sagtens klare lidt af hvert, og da klapvognen ikke er særlig tung, sætter den sig ikke fast i en blød skovbund eller lignende, og man kan derfor let køre igennem.

Vi er virkelig glade for klapvognen fra Elodie, og vi har brugt den SÅ meget allerede. Vi er virkelig positivt begejstret!

Kærlig hilsen
Celine & Graham

Anmeldelsen opdateres....

Anmeldelse

Galleri

Klik for større udgave


Annonce