Annonce

De anmeldte produkter er stillet gratis til rådighed af producenten eller distributøren

Anmeldelse af Haps Nordic smoothieposer, hagesmække, stofbleer mm.

Dato: 11. marts 2021

Kvinden bag Haps Nordic hedder Melis. Hun startede sin virksomhed efter en rejse til Asien. Hun havde barselsorlov og rejste rundt med sin familie - og en søn på 9 måneder. Og tiden på farten og på stranden fik hende blandt andet til at tænke på færdigkøbte smoothies og plastaffald - det måtte kunne gøres bedre. Derfor begyndte hun at designe et mere bæredygtigt, tiltalende og praktisk alternativ - og det blev til den genopfyldelige smoorthiepose, som blev Haps Nordic´s første produkt.

I dag tilbyder Haps Nordic et stort udvalg af smukke bæredygtige produkter. Med miljøvenlige produkter tilstræber de altid at gøre en bæredygtig livsstil lidt lettere og meget smukkere. Både, når man er på farten, er i køkkenet og blot i hverdagen.

Melis er uddannet tekstildesigner, og det er vigtigt for hende at producere så miljøvenligt som muligt. Derfor samarbejder de tæt med GOTS-certificerede fabrikker.

Haps Nordics designfilosofi er enkel: Smukke produkter, du gerne vil værne om, og som gør det let for os alle at minimere mad og plastaffald.

Følgende anmeldelse er lavet af Celine og Graham, der i november 2020 fik deres første barn, en datter.

Hvorfor har vi valgt produkter fra Haps Nordic?

Vi har længe været vilde med HAPS stofbleer. Det er nogle de blødeste stofbleer på markedet, og de er af rigtig lækker kvalitet. De holder vask efter vask, og derudover er de forholdsvis store i størrelsen og passer derfor godt til puslepudens størrelse. Da vi har været glade for stofbleerne, kunne vi godt tænke os at prøve flere af HAPS produkter.

HAPS Nordic tiltaler os generelt som brand, da det går ind for bæredygtighed, at mindske mad- og emballagespil, og så er deres tekstiler økologiske og GOTS-certificeret. Dette betyder meget for os, og vi glæder os derfor til at prøve flere af deres produkter.

Førstehåndsindtrykket

Da vi allerede kender til HAPS stofbleerne, var vi ikke overrasket over, hvor bløde hagesmækkerne, savlesmækkerne og stofbleerne var. HAPS tekstilerne er utroligt bløde og slet ikke som jeg har oplevet 100% bomuld før – det er en helt særlig blød kvalitet.

Hagesmækkende og savlesmækkene er i nogle neutrale, varme farver med et skjult ternet mønster. Hagesmækkene virker ekstra lange, og jeg tænker, at man derfor med fordel kan lægge dem på bordet med madskålen ovenpå, sådan at hagesmækken er med til at ”gribe” det mad, der ryger ved siden af skålen. Hagesmækkene og savlesmækkene er lavet med dobbelt-siddet stof, og jeg er her lidt spændt på, hvorvidt de holder tæt (særligt hagesmækkende). Dette må komme an på en prøve.

De genanvendelige smoothieposer virker rigtig lækre i kvaliteten. De er betydeligt større, end de klemposer til babyer, som man ser i butikkerne og er derfor også større, end jeg regnede med, men det gør dem måske bare nemmere at fylde med mad. Da poserne er lidt store, vil jeg se på, hvor nemt det bliver for lillepigen at holde om posen. Dernæst vil jeg se på, hvordan smoothieposerne fungerer i praksis, og om de nemt kan vaskes rene.

Vi har derudover modtaget en stor opbevaringspose, som vi tænker, vi vil bruge til at opbevare legetøj i. Posen er mere hård i tekstilet og har ikke den bløde kvalitet, som de andre produkter fra HAPS, hvilket jeg tænker giver mening, da posen er til opbevaring. Posen er dog ikke hård nok i tekstilet til at kunne stå op, den falder meget let sammen, hvilket vi synes er lidt ærgerligt. Bomuldssnoren i toppen er meget kraftig – næsten for kraftig – da det er svært at få posen op igen, når man har lukket den til. Måske skal den bare bruges lidt.

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 6. APRIL 2021

Vi har nu brugt HAPS produkter i en månedstid. Indtil videre har vi brugt følgende produkter:

Savlesmække

Vi har brugt savlesmække i en fin lilla og varm orange farve. De passer godt rundt om halsen, og kan justeres i størrelsen med trykknapper. De holder umiddelbart tørt længe og beskytter tøjet fint i løbet af dagen. Alt afhængigt af hvor meget dit barn savler, kan det naturligvis være nødvendigt at skifte savlesmækken i løbet af dagen, men vores oplevelse er, at savlesmækkene holder tøjet tørt en stor del af dagen. Savlesmækkene kan godt blive lidt krøllet efter vask, men hvis man stryger dem, er de helt fine igen.

Stofbleer

Vi elsker stofbleerne fra HAPS. Som nævnt tidligere i anmeldelsen, er HAPS stofbleerne nogen af de blødeste på markedet. De er super lækre i kvaliteten, og så har de en rigtig god størrelse, som passer godt til puslepuden. Vi bruger HAPS stofbleerne hver gang vi skifter ble, så det bliver til en del stofbleer om dagen :) De kan varmt anbefales!

HAPS stofbleerne kan godt tåle at blive tørretumblet, men hvis man tørretumbler stofbleerne ved for høj varme, kan de godt miste lidt af deres bløde kvalitet. Vi vil derfor anbefale, at man tørretumbler ved så lav varme som muligt for at bibeholde den super bløde kvalitet, som HAPS stofbleerne har. Jeg bruger normalt aldrig skyllemiddel, men hvis man synes, at stofbleerne godt kunne trænge til lidt ekstra blødhed efter at være vasket gang på gang på gang, så kan en til to vaske med noget neutral skyllemiddel, gøre dem lige så bløde, som hvis de var helt nye igen! Det er i hvert fald et lille tip herfra :)

Opbevaringspose

Vi er glade for vores opbevaringspose, som har fået en fast plads ved siden af vores puslebord. Den indeholder alt muligt praktisk til baby, fx ekstra vådservietter, ekstra skumklude, ekstra sutter mm. Selvom posen ikke ser vildt stor ud, så kan den rumme rigtig mange ting, og det er dejligt at have en slags ”rodepose”, man bare kan smide alt muligt praktisk ned i.

I starten var bomuldssnoren ret hård, og det var svært at lukke og åbne posen. Efter at være blevet brugt i noget tid, er snoren dog blevet meget mere medgørlig, og der er nu ingen problemer. Selvom at posen er blød og ikke stiv i stoffet, som vi oprindeligt troede den ville være, gør dette ikke noget, når posen er fyldt op med ting.

Indtil videre er vi glad for de HAPS produkter, som vi har prøvet, og vi glæder os derfor til at prøve flere af HAPS produkter.

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 6. JUNI 2021

Vi har nu brugt HAPS produkter i ca. 3 måneder. Vi har følgende opdateringer:

Stofhagesmække

HAPS har lavet nogle helt klassiske stofhagesmække. De lukkes med bindebånd i nakken og er lavet med to lag stof. Stoffets kvalitet er den samme lækre kvalitet, som vi kender det fra stofbleerne. Hagesmækkene har en rigtig god længde. Hagesmækkene er lange nok til at blive lagt under skålen med mad, og man kan på den måde gribe alt den mad, der løber ned.

Vi kom desværre til at tørretumble hagesmækkene sammen med stofbleerne, og de er derfor krympet lidt i længden. Super øv :/ De er stadig lige akkurat lange nok til gå under skålen, men de kunne godt bruge lidt ekstra længde. Vi vil derfor anbefale andre, at man lufttørrer hagesmækkene, så man bevarer deres længde bedst muligt.

Da hagesmækkene er lavet af stof, så er det naturligt begrænset, hvor længe de kan holde sig tørre - især hvis der kommer lidt større mængder mad eller drikke på. Vi tænker, at stofhagesmække generelt fungerer bedst, hvis man har et barn, der er lidt ældre, og som er mere ”trænet” i at spise; men til vores lille pige på 6 mdr., som elsker at undersøge maden, og hvor det hele ikke altid kommer ind i munden, bliver hagesmækkene ofte hurtigt gennemvædet.

Opbevaringspose

Vi er stadig rigtig glade for vores opbevaringspose. Opbevaringsposen er super rummelig, særligt med den runde bund, som gør opbevaringsposen mere overskuelig. Man kan nemt bruge posen til opbevaring af forskellige praktiske ting til baby, ekstra lagner, bamser mm. – ting som kan gemmes væk, eller som kan stå i hjørnet et sted. Opbevaringsposen er i en meget kraftig kvalitet og vi tænker derfor, at den vil holde i meget lang tid.

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 10. SEPTEMBER 2021

Vi har nu brugt HAPS produkter i ca. 6 måneder. Vi har følgende opdateringer:

Stofbleer

Vi har nu brugt stofbleerne fra HAPS i godt 6 måneder. At bruge noget hver dag og mange gange om dagen, slider naturligvis på tingene og stofbleerne har derfor ikke helt den bløde kvalitet, som de havde som nye. Det er dog trods alt det der sker, når man vasker og tørretumbler noget 500 gange! :) Vi er derfor også imponerede over, at de udover blødheden slet ikke virker slidte – farverne holder fint, og der ses ikke nogen slitage, huller, problemer med syningerne eller andet. Vi tænker derfor også, at de snildt kan gemmes og bruges igen en anden gang, hvis vi engang får nr. 2!

Smoothie poser

Vi har brugt smoothieposerne flere gange. Smoothieposerne fungerer rigtig godt og lever helt op til mine forventninger. De er nemme at fylde med mos/grød/smoothie fra åbningen i enden. Poserne slutter godt tæt, og vi har ikke oplevet lækage. De er også nemme at vaske i opvaskemaskinen efterfølgende, og de bliver fint rene (jeg spuler dem, før jeg kommer dem i maskinen). Dog kan farven fra maden smitte lidt af, hvis man har brugt dem til noget mad, som farver ret meget (fx gulerødder, tomatsovs) – især hvis maden har ligget lidt længe i posen.

Hvis man laver konsistensen af maden for tyk, kan det godt være lidt mere tricky at få maden ud gennem tuden, men ellers fungerer tuden rigtig fint, og maden kommer fint ud. Poserne er lidt til den store side og lidt for store til, at vores pige kan sidde med dem selv, men med lidt hjælp fra os går det fint. Der er også mulighed for at skrive navn og dato på posen med tusch, hvilket er super smart. Her er tuschen kommet fint af efterfølgende, når posen er blevet vasket. Poserne bliver naturligt slidte, jo mere man vasker og bruger dem, men de er af rigtig god kvalitet, og jeg tænker, at de derfor kan genbruges mange gange før de skal skiftes ud.

Hjemmelavede smoothieposer er både en god miljømæssig (jubiiii til mindre plastikforbrug) og en god økonomisk løsning (da færdiglavede poser er hammerdyre). Samtidig kan man med de hjemmelavede smoothieposer selv variere konsistensen af maden. Jeg synes, at færdiglavet babymad ofte slet ikke har nogen form for konsistens eller bid. Da vores datter er 10 mdr. nu kan hun sagtens spise en tykkere mos med flere klumper og bid i, og på den måde er de hjemmelavede smoothieposer super smarte!

Jeg har personligt lidt svært ved at få det til at fungerer rent praktisk med smoothieposerne. Hvis jeg fryser smoothieposerne ned på forhånd, synes jeg ikke, at de når at tø op i tasken, til jeg skal bruge dem – og så er de også for kolde til at spise. Hvis jeg når at lave indholdet til smoothieposerne friskt, inden vi skal ud af døren, bliver jeg i tvivl om holdbarheden af madindholdet, og hvor længe jeg kan tillade mig at lade det ligge i tasken, uden at det er på køl. Da jeg var gravid, havde jeg en formodning om, at jeg ALDRIG ville købe færdiglavede smoothieposer, men jeg har måtte indse, at når vi er på farten, så fungerer de færdiglavede købe-smoothies ofte godt. Har man overskuddet og tiden til at lave sine smoothieposer selv, så er HAPS smoothieposerne super lækre og kan klart anbefales til formålet.

Konklusion

Vi har nu brugt HAPS’ produkter i et halvt års tid, og vi tænker derfor, at det er tid til sidste anmeldelse.

HAPS laver fine produkter med fokus først og fremmest på miljøet, ønsket om genanvendelighed og bæredygtighed. Dette reflekteres i deres produkter, som er lavet på en ”back-to-basics” mentalitet – lav babymaden selv og brug genanvendelige smoothieposer i stedet for færdigfabrikerede, undgå plastik i babyens hverdag og start i det små, fx ved at skifte silikonehagesmækkene ud med stofhagesmække eller skift plastikemballagen ud med genbrugelig emballage, som kan bruges igen og igen.

HAPS’ produkter er lavet af god kvalitet, og kan derfor bruges igen og igen – uanset om der er tale om deres stofbleer, smoothieposer, opbevaringsposer eller andet – så er deres produkter lavet til at holde. HAPS’ produkter er dermed et godt og bæredygtigt valg til de forældre, som ønsker lidt mindre plastik i hverdagen og mere bæredygtige alternativer.

Kærlig hilsen
Celine & Graham

Anmeldelsen er afsluttet

Anmeldelse

Galleri

Klik for større udgave


Annonce