De anmeldte produkter er stillet gratis til rådighed af producenten eller distributøren
Anmeldelse af Temprakon Zone babydyne
Dato: 1. november 2020
Temprakon blev oprindeligt skabt med teknologien og mikrokapslerne fra NASAs rumdragter, der hjalp astronauter med at regulere temperaturen under ekstreme forhold i rummet. Temprakon absorberer varmen, hvis det er for varmt og frigiver varme, hvis det er koldt. Der er ekstra cool effekt i den varmeste zone omkring kroppen, hvilket sikrer, at kropstemperaturen hurtigere reguleres. Temprakon har i mere end 15 år sat nye standarder for dyner og puder - og har givet bedre søvn til tusindvis af både børn og voksne.
Følgende anmeldelse er lavet af Celine og Graham, der i november 2020 bliver forældre til deres første barn, en pige.
Hvorfor har vi valgt denne dyne?
Noget af det som jeg især har overvejet nøje gennem min graviditet er, hvordan jeg bedst muligt kan sikre, at vores lille vinterpige ikke får det hverken for varmt eller for koldt, især når hun skal sove - og en temperaturregulerende dyne virker her som det helt oplagte valg. Dynen fra Temprakon er både temperaturregulerende og fugtregulerende, og bør derfor sikre, at lillepigen hverken bliver for kold eller for varm under søvnen. Denne dyne er et nyere design, hvilket betyder, at begge sider af dynen nu er temperaturregulerende, hvilket ikke har været tilfældet tidligere. Dette syntes jeg er meget positivt, da det øger brugervenligheden markant, da man ikke skal tænke på, hvilken side der vender op og ned. Temprakon dynen er derudover allergivenlig, da den eliminerer støvmider og bakterier, hvilket jeg bestemt synes er et ekstra plus.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Temprakon Zone babydynen ligger i den høje ende af prisskalaen. Det bliver derfor rigtig spændende at se, hvordan dynen er - om dynen lever op til (de lidt høje) forventninger, om den temperaturregulerende effekt virker, og hvor godt den virker, hvordan dynens form og dun muligvis ændres over tid (også efter vask), og om den i sidste ende er pengene værd.
Førstehåndsindtrykket
Da vi modtager dynen og pakker den ud, er vi ikke i tvivl om, at dette er en super lækker dyne, udover det sædvanlige. Dynen er blød, lækker og enormt let – dynen vejer absolut ingenting og virker så let og nærmest ”luftig” i dunene. Der er ingen tvivl om, at dette er en dyne af høj kvalitet, og man kan helt klart mærke, hvorfor prisen er, som den er. Det er ikke bare en hvilken som helst dyne.
Da lillepigen endnu ikke er ankommet til verden, må vi vente lidt, før vi kan vurdere selve dynens funktion, anvendelighed, og hvorvidt den temperaturregulerende effekt virker.
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 21. DECEMBER 2020
Vi har nu brugt Temprakon Zone babydynen i lidt over en måned, og den er simpelthen guld værd! Temprakon Zone babydynen er en super lækker dyne, som sørger for at vores lille pige aldrig er for varm eller for kold. Med denne babydyne kan vores lille pige sove om natten uden at blive for varm, og det betyder, at mor derfor også kan sove uden (alt for meget) bekymring i løbet af natten.
Vi har endnu ikke oplevet, at vores lille pige bliver for varm eller for kold, og den temperaturregulerende funktion virker indtil videre upåklageligt! Vi har været lidt overraskede over, at vi på intet tidspunkt har oplevet, at hun bliver for varm eller for kold, men vi må bare konstatere, at dynen virker! De første uger lavede vi masser af skin-to-skin, og vi har derfor nogle gange måtte lægge hende til at sove uden noget tøj på. Her har dynen været med til at sikre, at hun har holdt sig dejlig varm til trods for, at det er vinter og koldt udenfor. I løbet af dagen sover hun i alt sit tøj, mens hun om natten sover i en lille body. Uanset hvor meget eller hvor lidt tøj hun har på, er hun altid dejlig varm, når hun vågner, men uden at være svedig i nakken.
Det eneste vi har lagt mærke til er, at dunene i dynen har en tendens til at falde ud til siderne og ned i enden, især efter nattens brug. Dynen skal derfor have et godt ryst en gang hver 2.-3. dag. Dette er ikke noget, der som sådan har haft betydning, men det er ofte nødvendigt at give dynen et ryst, inden vi lægger lillepigen til at sove.
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 7. MARTS 2021
Vi har nu brugt babydynen fra Temprakon Zone i ca. tre måneder, og vi er stadig fuldt ud tilfredse med dynen. Den fungerer bare lige som den skal, den er stadig let og luftig, og den har ikke umiddelbart nogle brugsspor. Faktisk synes vi, at dynen skal rystes betydeligt mindre, end den skulle i starten – hvilket er dejligt. Det er som om, at dunene har ”sat sig” mere.
Den temperaturregulerende funktion fungerer stadig rigtig godt. Vi har nogle gange oplevet, at vores datter har haft det meget varmt om natten, men dette har (højst sandsynligt) været pga. for meget tøj. Vi har her fundet ud af at, hvad der virker for os/vores pige er en lille uldbody med korte ærmer, og så bliver hun aldrig for kold eller for varm – og vi tænker, at dynens temperaturregulerende funktion sammen med uldbodyen er med til at sørge for dette.
Vores lille pige er efterhånden blevet rigtig stærk, og hun er begyndt at blive rigtig glad for at sparke dynen af om natten – ikke fordi hun har det for varmt (hun virker i hvert fald ikke for varm i nakken), men fordi hun bare sover lidt uroligt. Selvom vi er rigtig glade for dynen, ved vi derfor ikke hvor længe, vi kan blive ved med at bruge dynen - det må tiden vise :) Det er en super god babydyne, og det er svært at vide, hvad alternativet i givet fald skulle være...
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 7. MAJ 2021
Vores datter har fået en tendens til at sparke dynen af. Hun sover meget uroligt med spjættende arme og ben, og hun vil derfor ofte slet ikke ligge med dynen. Vi er slet ikke i tvivl om, at dette IKKE har noget med dynen at gøre, for hun sparker alt af, uanset om det er dyne, tæpper eller sokker! Men det betyder desværre, at det pt. har været lidt svært at anmelde dynen til fulde, da vi naturligt har fået den brugt mindre, end vi ønskede.
Som foråret og sommeren nærmer sig, er vores sovepose i barnevognen blevet alt for varm. Vi har derfor kunne bruge dynen i barnevognen, i stedet for i sengen, og dette har fungeret rigtig godt! Vores datter er på ingen måde blevet for varm med dynen, selvom temperaturen har været omkring 15-17 grader visse dage, og den temperaturregulerende effekt må derfor siges at virke rigtig godt. Dynens lette kvalitet virker rigtig dejlig, og virker helt ideel til de lidt varmere dage. På de lidt varmere dage har vores datter sovet med blot en hue og en lille cardigan under dynen, og hun er her hverken blevet for varm eller for kold.
Jeg forstår ikke, hvorfor vores datter ikke vil sove med dynen, for jeg synes, den virker så lækker, blød og luftig, at jeg selv får lyst til at sove med den!! Kan den fås til voksne??:) Vi håber meget, at hun snart kommer ud af denne fase, og at hun på et tidspunkt har lyst til at sove med den igen...
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 5. JULI 2021
Opdatering efter ca. 9 måneder.
Sommeren er over os, og gennem de seneste par måneder har vi brugt vores Temprakon babydyne i barnevognen. Hidtil brugte vi en kørepose i barnevognen, men da det hurtigt blev alt for varmt med sådan en, skiftede vi over til dynen, og den har bare været så god!
På de lidt køligere sommerdage, vores morgenture eller steder med ekstra vind, har vi flittigt brugt dynen til vores datter. Vores datter ELSKER virkelig dynen i barnevognen. Hun ligger og putter med den, både når hun sidder op, og også når hun sover. Hun elsker at begrave hovedet i den og lege titte-bøh med mor. Så hyggeligt altså! :)
På de rigtig varme dage har hun selvfølgelig ligget uden noget som helst, men på de lidt køligere dage har det bare fungeret super godt med dynen. Hun er her på ingen måde hverken blevet for varm eller for kold med dynen, og hun har bare holdt temperaturen lige tilpas! Den temperaturregulerende funktion virker altså bare! :)
Dynen har på den måde fungeret rigtig godt for os, som en slags ”sommerdyne”, og som en erstatning for den kørepose, vi bruger normalt om vinteren. Til det vil jeg lige sige, at vi ikke har forsøgt at bruge dynen som ”vinterdyne” i barnevognen – men da den er temperaturregulerende, går vi ud fra at den vil kunne holde vores pige varm lige så godt, som den også kan køle vores pige lidt. Måske vil dette komme an på en prøve til efteråret… Indtil da fortsætter vi glædeligt med at bruge dynen sommeren ud! :)
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 27. OKTOBER 2021
Vi har nu brugt vores Temprakon babydyne i 1 år.
Dynen har været helt uundværlig gennem sommeren. Vores datter er de seneste par måneder også begyndt at ville bruge dynen igen i sin seng. Selvom vi havde en periode, hvor vores datter konstant sparkede dynen af og slet ikke ville bruge den, så synes hun nu, at den er rigtig dejlig at ligge med. Da hun nu fylder 1 år, så tænker vi, at dynen snart skal skiftes ud med en juniordyne. Dette bliver derfor sidste anmeldelse af Temprakon Zone babydyne.
Konklusion
Hvis man ønsker at give sin baby den lækreste dyne på markedet, så skal man vælge Temprakon Zone babydynen.
Vi har aldrig oplevet, at vores datter har fået det for varmt eller for koldt med Temprakon dynen om sig. Dynens temperaturregulerende effekt virker, og de holder, hvad de lover! Den temperaturregulerende effekt var særligt betryggende de første måneder af vores datters liv, hvor vi gerne ville sikre os, at hun holdt temperaturen korrekt – særligt gennem natten. Dette gav en kæmpe tryghed og var med til at gøre, at især mor også sov lidt bedre i løbet af natten. Gennem sommeren brugte vi dynen som en slags sommerdyne i barnevognen, og her blev vores datter heller ikke for varm på de køligere dage. Dynen har en særlig let kvalitet, som gør den ideel til sommeren og rar at sove med.
Uanset om man venter sig en vinter- eller sommerbaby, er denne babydyne fra Temprakon helt ideel! Dynen er lavet af yderst lækre materialer, og den er let som en fjer. Den temperaturregulerende effekt virker upåklageligt, og man får i den grad høj kvalitet for pengene. Vi kan kun sende den varmeste anbefaling herfra.
Kærlig hilsen
Celine & Graham
Anmeldelsen er afsluttet