Annonce

De anmeldte produkter er stillet gratis til rådighed af producenten eller distributøren

Anmeldelse af ammepude fra Fossflakes

Dato: 1. november 2020

Fossflakes er en dansk opfindelse, som er inspireret af dun og fjers evne til at holde på luft og samtidig også være allergivenlige og lette at vedligeholde. I dag har Fossflakes 4 produktserier: SLEEP (puder og dyner), FAMILY (produkter til baby og junior), HEALTH&CARE (støttepuder), samt betræk - alt sammen made in Denmark, nærmere betegnet i Skive.

Følgende anmeldelse er lavet af Celine og Graham, der i november 2020 bliver forældre for første gang til en lille pige.

Hvorfor har vi valgt denne ammepude?

Jeg kunne rigtig godt tænke mig en klassisk, v-formet ammepude. En simpel ammepude som er nem at sidde med, og som hverken er for stor eller for varm. Jeg har hørt fra mange, at det godt kan være varmt og hårdt at amme, og jeg har derfor været på jagt efter en ammepude, som skulle være let, luftig og ikke for varm. Jeg faldt her for den klassiske ammepude fra Fossflakes. Fossflakes-fyldet i ammepuden lover at holde formen og volumen, have en lang holdbarhed (også efter vask) og samtidig have temperaturregulerende elementer, som køler under brug. Ammepuden fra Fossflakes virker derfor til at opfylde de ønsker, jeg har haft til en ammepude. Jeg glæder mig derfor meget til at se, hvordan den er at bruge og særligt, hvordan de temperaturregulerende elementer virker.

Førstehåndsindtrykket

Ammepuden virker umiddelbart af lækker kvalitet. Den er rigtig blød og lækker - både i stoffet og teksturen - den virker dog samtidig heller ikke ”for blød” og fastheden virker umildbart passende ift. at lillepigen ikke skal kunne synke ned i den undervejs i amningen. Da lillepigen endnu ikke er kommet til verden, er det selvfølgelig svært at vurdere pudens anvendelighed og fasthed. Mit umiddelbare indtryk er dog, at den hverken virker for stor eller for lille. Jeg har forsøgt mig med forskellige øve-ammestillinger både i sofaen og i gyngestolen, og den virker her passende i størrelsen til begge dele. Jeg glæder mig til at få den i brug og særligt til at se, om puden passer i størrelsen, så jeg kan amme i gyngestolen, da det er noget, jeg virkelig har set frem til.

Ammepuden er hvid med fine små halv-usynlige sølvstjerner (fossflakes) i stoffet. Der medfølger også et hvidt betræk med samme stjernemønster. Jeg får den tanke, at hvid måske ikke er den mest praktiske farve til en ammepude, men en af de ting som jeg personligt synes er fedt ved denne ammepude er, at man kan tilkøbe andre pudebetræk fra andre mærker, da størrelsen er tilpasset en ”klassisk” ammepude. Hvis man derfor ikke er vild med det hvide pudebetræk, der følger med, kan man nemt enten tilkøbe sig et andet eller ønske sig et nyt til sit babyshower, til jul eller andet. Dette lyder for mig rigtig praktisk, da en ammepude (sikkert) hurtigt bliver fyldt med mælk og gylp, og det derfor kan være rart at have et ekstra ammepudebetræk eller to liggende, så man hurtigt kan skifte det ud, hvis nødvendigt - ligesom man også har et ekstra lagen liggende til vuggen og barnevognen.

Jeg glæder mig til at se, om fastheden og størrelsen på ammepuden lever op til mit førstehåndsindtryk. Jeg er dernæst rigtig spændt på at se, hvordan de temperaturregulerende elementer virker, hvordan den holder formen over tid og hvordan den kommer ud efter vask.

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 21. DECEMBER 2020

Vi har nu brugt ammepuden i godt en måneds tid, og den har selvfølgelig været en life-saver! Jeg ammede de første par uger, og her fandt jeg, at højden og fastheden på puden var rigtig passende og gav en god støtte under amningen. Siden hen er vi skiftet over til flaske, og nu nyder både mor og far at bruge puden :)

Puden har holdt formen og fastheden rigtig godt. Vi oplever ikke, at den på nogen måde falder sammen, når lillepigen ligger på den, og vi oplever heller ikke, at den har mistet sin generelle fasthed over den seneste måned. Den første uge, hvor alt var nyt, og jeg slet ikke havde tid til hverken at spise eller sove, fandt jeg ud af, at fastheden på puden faktisk var fast nok til, at man kan balancere en skål mad på den uden problemer, mens man ammer. Det tænker jeg, giver et meget godt billede af pudens fasthed haha :) Selvom puden har en god fasthed, virker den behagelig for vores datter at ligge på og samtidig ikke for hård.

Vi er generelt meget positive overfor puden, og der er indtil videre ikke en finger at sætte på noget. Det er en dejlig pude, som fungerer godt til formålet. Vi bruger dog ikke kun puden, når lillepigen skal spise. Vi bruger bl.a. også puden til lillepigens træning af nakke, skuldre og ryg, hvilket fungerer rigtig godt, og så giver puden også en god støtte til vores ene arm, når lillepigen er faldet i søvn på brystet.

Det eneste lille minus indtil videre, har som sådan ikke noget med puden at gøre, men handler om det hvide betræk, som følger med til puden. Det hvide betræk bliver desværre meget hurtigt beskidt, hvilket er lidt ærgerligt. Betrækket er dog meget nemt at vaske – og så krymper betrækket ikke, selvom man vasker det ved 60grader og efterfølgende tørretumler det, hvilket er et kæmpe plus og ret imponerende, da sådan nogle ting normalt har en tendens til at krympe i vask. Da vi ikke har mulighed for at vaske betrækket hele tiden, har jeg i julegave valgt at ønske mig et andet betræk i en mindre sart farve, men det er jo smag og behag :)

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 7. MARTS 2021

Vi har nu brugt ammepuden fra Fossflakes i ca. tre måneder, og vi er stadig rigtig glade for den. Puden har efterhånden fået nogle brugstegn og er begyndt at tage lidt mere form af at blive brugt. Der var særligt begyndt at komme to ”fordybninger”, der hvor vores lilles piges hoved oftest ligger på puden. Vi har prøvet at banke puden godt igennem og lufte den igennem, men det er som om, at det ikke rigtig har hjulpet det store.

Efter et lille uheld fik hele ammepuden en tur i maskinen ved 40grader, og den kom efterfølgende i tørretumbleren ved lav varme. Dette har været med til at give ammepuden en stor del af dens fasthed tilbage, og de to fordybninger der var kommet, er markant mindre nu (de er ikke forsvundet, men de er markant mindre). Ammepuden har således ikke taget skade af at blive vasket – tværtimod! Den er nu blevet mere fast, lækker og nææææsten som ny! :)

Jeg frygter ofte, at ting som puder, dyner, puslepuder mm. tager skade efter vask – at det krymper eller bliver skævt - men denne ammepude klarede en tur i vasken! Den blev helt ren til trods for en stor mængde gul ”remoulade”, som normalt er umuligt at få af hvide/lyse tekstiler – og dernæst hjalp vasken til at give puden noget mere form og fasthed igen. Man skal bestemt ikke være bange for at vaske denne pude. Vi er imponeret! :)

Ammepuden bliver efterhånden flittigt brugt til mange ting i hjemmet, udover at give vores lillepige flaske. Den giver en fantastisk rygstøtte i sofaen eller sengen, og den fungerer bedre end en normal sofapude. Jeg synes især, den er rigtig god til at side med i et hjørne af sofaen og læne armen på, når lillepigen er træt og vil putte. Min mand synes, den er super dejlig at sove med og kunne godt tænke sig, at vi investerede i en ekstra haha. Som I kan høre, bruges ammepuden til flere ting i hjemmet og er dermed en god investering.

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 7. MAJ 2021

Vi har nu brugt ammepuden i godt 6 måneder, og vi er stadig rigtig glade for den. Selvom at vores pige efterhånden er ved at blive lidt lang (hun er pt. 69cm), kan vi stadig bruge ammepuden uden problemer, og den giver en rigtig god støtte, når vi giver flaske.

Vi regner med, at vi vil kunne bruge puden i lang tid endnu, selvom vores datter hele tiden bliver større - og vi håber, at vi kan bruge den til hun bliver omkring 12 måneder...

Puden har stadig en rigtig fin fasthed, hvilket faktisk har overrasket os meget, da vi lidt havde regnet med normalt ”wear and tear”. Så Fossflakes holder, hvad de lover! :)

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 5. JULI 2021

Opdatering efter ca. 9 måneder

Da vores pige, til vores store overraskelse, selv valgte at smide flasken for et par måneder siden, har vi ikke rigtig fået brugt ammepuden. Selvom vi havde håbet at bruge ammepuden i lang tid endnu, er dette desværre ikke blevet tilfældet, og vi tænker derfor, at det er passende, at dette bliver vores sidste anmeldelse.

Konklusion

Ammepuden fra Fossflakes er en klassisk v-formet ammepude med en temperaturregulerende funktion, der fungerer rigtig fint. Den har en god støtte, god fasthed uden at være for hård, og så virker den dejlig rar at ligge på – både til en mindre, men også lidt større baby. Ammepuden har holdt sin form og fasthed gennem de måneder, vi har brugt puden – og Fossflakes lover dermed hvad de holder. Ammepuden er super nem at vaske i maskinen, og den tager på ingen måde skade af dette. Tværtimod giver en tur i maskinen puden lidt ekstra fylde og fasthed. Vi har ikke oplevet nogen form for tydelig slitage, syninger der er gået op, beskadigelse eller andet under vores brug af puden – kun på pudebetrækket, men det kan jo heldigvis skiftes til et nyt for næsten ingen penge :)

Ammepuden har helt sikkert mange år i sig endnu, og vi tænker den derfor er en rigtig fin investering, fx hvis man nu gerne vil gemme den til eventuelle fremtidige børn eller andre den skal gå i arv til. Vi har været super glade for vores Fossflakes ammepude! :)

Kærlig hilsen
Celine & Graham

Anmeldelsen er afsluttet :)

Anmeldelse

Galleri

Klik for større udgave


Annonce