Annonce

Annonce

Svar: Vil du lære at sove selv?


14. april 2017

Kategori:
Alder:
9 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære jer, der skriver fra en solskinsø

Tusind tak for de søde ord og velkommen til :)

Det lyder som om, at I har haft en lidt hård start, med en hård fødsel der trang ud i flere dage og senere hen problemer med gråd og refluks.. Det er derfor helt naturligt, at jeres dreng har virket meget tryghedssøgende og at I har forsøge at give ham al den nærhed, som han har vist behov for.

Det er dog sådan, at nogle gange så vil det, der starter som et trygt og dejligt ritual blive til et uhensigtmæssigt ritual - og det lyder desværre til at være tilfældet hos jer. I takt med at jeres dreng er blevet og bliver ældre, så vil det være naturligt, at han f.eks. lærer at sove uden brystet, ligesom det vil være godt, at han lære at sove i barnevogn, lærer at sove uden at skulle vugges og være i bevægelse..

Jeres dreng har det jeg kalder for et søvnassociationsproblem. Det betyder, at det ritual I har, når han skal sove, det han forbinder med at falde i søvn (hans søvnassociation) er blevet uhensigtsmæssig for både ham og jer.

Der er gode søvnassociationer:

Sutteklud, bamse, godnathistorie, ”sshhh”, kærtegn, det 3. øje, som er når man stryger barnet kærtegnende ned over panden.

Der er mindre gode søvnassociationer:

Bryst, flaske, sut og blive vugget i søvn i favn.

De gode søvnassociationer er gode, fordi de lærer jeres dreng at falde i søvn selv. Han lærer at sove i sin seng, forbinder sin seng med stedet, hvor han skal sove. De mindre gode søvnassociationer er mindre gode, fordi de gør ham afhængig af jer forældre.

Når jeres dreng er afhængig af brystet eller af at være i favn og blive vugget i jeres favn, for at falde i søvn, så vil der ske det, som I så præcist beskriver - at han sover kortvarigt, vågner op og søger jeres favn igen og igen. Han forbinder det at sove med at være i favn og det er utrygt for ham at vågne op og opleve, at han er et andet sted. Derfor søger han din favn og brystet igen og igen, når han vågner og sover først, når han atter har fået dette...

Samtidig har han en alder lige nu, som faktisk gør det rigtig svært for ham at sove sammenhængende - både om dagen og om natten. Han er i separationsfasen og det betyder, at han rent motorisk øver sig på at adskille sig fra jer - og han kan ikke separere sig uden at føle sig knyttet til. Derfor vil han i denne alder klynge sig ekstra til jer, have brug for at se jer, fornemme, at han ikke er alene - han vil f.eks. om dagen kunne græde, hvis I går fra ham, går ud i køkkenet eller på toilettet og lader ham være alene i stuen. Og han vil kunne søge ekstra fysisk kontakt og nærhed, både når han skal overgive sig til søvnen og også når han har sine små opvågninger om natten..

Og opvågninger vil der være mange af - og især i denne alder, fordi han udvikler sig rigtig meget både motorisk og mentalt. Han vil vende sig, dreje sig, sparke dynen af, slå ud med armene, sparke med fødderne, virre med hovedet, smågræde, småklynke, nogle gange pludre og grine - alt sammen i søvne og fordi han lige nu drømmer rigtig meget. Og når han har disse små opvågninger, så er det vigtigt, at han fornemmer, at alt er, som da han faldt i søvn. Hvis det er det, så er han rolig og vil trygt sove videre.

Det vil sige, at det er vigtigt, at han når at fornemme, hvor han falder i søvn. Og det skal han gradvist lære... Da I lige nu er ude at rejse og da han skal starte i vuggestue 1. maj, så er der ikke lang tid til at lære ham det... men I må forsøge så godt I kan og så kan I ikke gøre mere :)

Det er vigtigt at amningerne skæres ned. Både fordi han skal lære at sove uden brystet, men også fordi det er synd for både ham og personalet i vuggestuen, hvis han skal undvære brystet hele dagen.. Det bør han derfor lære inden :) Det vil være passende med 3 amninger i døgnet med den alder han har, og jeg anbefaler, at de ligger før middagslur, aften og sen aften. Derudover skal han have mange små måltider hele dagen igennem og vand af kop som tørstslukker. Og når han bliver 10 måneder, vil det være rigtig fint, at han ikke længere ammes før middagsluren, men ammes aften og sen aften.

Mit forslag til en dagsplan, som I kan følge lige nu, ser således ud:

Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.

Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos. Vand af kop.

Puttes til formiddagslur - og skal ikke ammes først.

Frokost 11.30-12: Rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleret med kogte grøntsager i stykker, stykker af frikadelle, godt kogte pastaskruer, ½ hårdkogt æg eller lignende og suppleres også med grøntsagsmos med kød eller fisk. Det kan være hjemmelavet, rester fra aftensmaden eller mos fra glas. Vand af kop.

Ammes lige nu før middagsluren. Fra 10 mdr´s alderen og i vuggestuen kan gives en kop mme og evt. en banan, før han puttes til sin middagslur. Måske kl 13.30 - det afhænger af, hvor lang formiddagsluren er.

Eftermiddag 16: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Frugtmos. Vand af kop.

Aften 18: Familiemad, almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Der skal være mad i stykker og også moset mad. Mad som han selv kan sidde med og spise, øve pincetgreb med osv. og mad, som I hjælper ham med at spise. Vand af kop.

Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med lidt creme osv. efter behov, og gøres klar til natten.

Tilbydes godnatgrød, som fast del af putteritualet f.eks. ca 19.30 - og får herefter børstet tænder.

Ammes og puttes til natten ca kl 20

Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt og skal herefter ikke tilbydes yderligere før næste morgen, hvor dagen starter med morgengrød.

Det er godt, hvis I kan følge dagsplanen og tiderne nogenlunde hver dag. Jo mere fast rytme han har, jo mere vil hans indre ur blive påvirket, så han føler behov for mad, når det er spisetid og også føler sig parat til at sove, når I putter ham. Tidspunkterne er vigtige for at ramme det rette puttetidspunkt for ham og dermed hjælpe ham til at kunne overgive sig til søvnen.

Jeg synes det er en rigtig god plan, at I vil ...


Annonce

... starte med at vænne ham til barnevognen. Det er en god måde at vænne ham til at komme væk fra bryst og favn på - og samtidig anerkende hans behov for at være i bevægelse. Samtidig har han en alder nu, hvor han rigtig gerne vil følge med og opleve, og det kan han få lov til fra sin vogn.

En skridt for skridt plan kan se således ud:

1) Amningerne om dagen fjernes og erstattes af mellemmåltider, så han vænnes til, at han ikke behøver så meget mælk mere. Generelt skal han tilbydes mere rigtig mad og vand af kop om dagen, så du sikrer dig, at han ikke behøver søge brystet fordi han er sulten eller tørstig.

2) Barnevognen skal bruges fast. Det vil være en rigtig god idé at du nu sætter ham i barnevognen når det er sovetid - og triller ham en tur. Lad ham sidde op, mærke vinden i ansigtet, sidde og gumle på lidt frugt, en rosinbolle eller lignende. Det kan virke næsten meditativt at sidde og pille en rosin ud af en bolle... Og læg ham så først ned, når du fornemmer, at han tydeligt er parat til at sove - ikke før. På den måde får I ham væk fra viklen og det at skulle være i favn, samtidig med at han stadig bliver bevæget, trille lidt og I anerkender hans behov for dette... Det kan minimeres hen af vejen.

3) At bruge Nature Sway om aftenen lyder til at fungere nogenlunde. Det lyder som om, at det vil være for hårdt at fjerne denne, da det også er vigtig med lidt genkendelighed og dermed tryghed. At bruge den en overgang, synes jeg derfor er fint, men stille og roligt, vil det være rigtig godt, hvis I også om aftenen kan forsøge at putte ham uden at han skal vugges i søvn i jeres arme først - prøv derfor om I kan putte ham i slyngevuggen før han sove helt og bruge dens bevægelser til at lulle ham ind i søvnen med - så den er hans søvnassociation og ikke jeres favn...

4) Og så vil det også være rigtig godt, hvis mor nogle gange vælger at lægge sig med ham og amme ham i dobbeltsengen, når det er tid til at sove. Det vil for det første være med til at give jeres dreng den ekstra nærhed, som han naturligt har brug for lige nu med den alder og udvikling, han går igennem. Men det er faktisk også med til at lære ham at sove, uden at han skal være i favn, uden at han skal gås rundt med, uden at han skal vugges, uden at han skal være i slynge osv. Han får stadig masser af nærhed og tæt fysisk kontakt, men lærer at sove imens han ligger ned og ligger ved siden af mor - og det i sig selv er et stort skridt i forhold til at lære at sove selv :)

5) Og så vil det være rigtig godt, at du, de gange, hvor du ammer ham, arbejder på at trække brystet til dig, før han sover helt. Han får bryster, ligger ned og ammer og falder til ro - men lige før han sover helt, så prøver du at lirke brystet ud af munden på ham. Du skal gerne nå dertil, hvor han ammes, slipper, smiler til dig og triller om på siden og sover.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

6) Og det samme med hensyn til amningerne om natten - hvis du, som jeg fornemmer, stadig ammer en del om natten, så er det vigtigt, at du nu forsøger at trappe ud af dette - og faktisk forholdsvist hurtigt. Du må gerne berolige med nærhed, tæt kontakt, hænder, vugge ham imens han ligger ved siden af dig, men uden at han kommer op i dine arme. Lirke brystet ud af munden på ham, så han får mindre og mindre mælk.

7) I kan overveje om hans tremmeseng skal kobles til forældresengen. I kan tage den ene side af tremmesengen af og sætte hans seng sammen med jeres seng - det skal naturligvis være sikkerhedsmæssigt forsvarligt og om det kan lade sig gøre, afhænger også af, hvor motorisk aktiv han er. Han må ikke kunne kravle ud af sengen og komme til skade!. Men, det giver jer mulighed for at putte ham i egen seng og vænne ham til at sove i den - samtidig med at mor er lige ved siden af, kan berolige med hænder, nærhed osv. i løbet af natten - så han med det samme hjælpes videre i søvnen, når han har sine opvågninger og igen lærer at sove, uden at han skal op i favn, gås rundt med, være i slynge, vikle osv. Han forbinder sin seng med stedet, hvor han sover - men den fysisk afstand mellem mor og søn bliver stille og roligt større.

8) Stile og roligt skal han så puttes direkte i tremmesengen efter amning om aftenen. Mor kan stadig ligge og amme ham i dobbeltsengen eller du kan sætte dig op og amme ham ved siden af tremmesengen (sidde med ham, ikke gå rundt med ham) og så putte ham i tremmesengen direkte efter amning med hænder, kærtegn, beroligende ord, godnatsang eller lignende. Og når han kan det, så kan siden af tremmesengen kommer på igen, og han kan måske blive flyttet til eget værelse...

9) Når I putter ham i barnevognen, så begynder I på samme måde gradvist at afkorte behovet for bevægelse mere og mere - men lige nu er det vigtigste, at han lærer at sove uden brystet i munden og uden at dI skal bære rundt på ham, gå med ham i armene.

10) Hvis dagsplanen og ovenstående ikke hjælper jeres dreng til at kunne undvære brystet om natten, hvis han igen og igen søger brystet og det ikke kan lykkes for mor at vænne ham fra at skulle die mange gange om natten - så må far tage over. Far dufter ikke af mælk, - og mor må sove i et andet rum. Far kan sove sammen med jeres dreng i en periode, give ham al den nærhed, som han har brug for, hjælpe ham til fysisk ro osv. Far kan det hele, blot ikke amme - og så er det sådan, det må være. Men det vil være bedst, hvis I kan trappe gradvist ud og gradvist lære ham nye rutiner.

Med hensyn til puttebamse, godnathistorie osv. så er han for lille. De fleste børn er mellem 12-18 måneder, før de begynder at kunne bruge en puttebamse og lignende bevidst og før de rigtigt har glæde af at vi taler dagen igennem med dem... I kan godt putte ham med en putteklud, der evt. dufter af mor, så når han ligger alene, så føler han sig ikke alene, fordi kluden er der.. men I skal ikke regne med, at han vil begynde at bruge den bevidst endnu :)

Jeg håber, at I kan bruge dette - at det giver lidt idé om, hvad det er for en problemstilling I oplever og hvorfor, - og at det også giver idé til, hvordan I kommer videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Guide: Undgå uønsket kemi i dit barns mad

De gode råd er mange, og som forældre kan det være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. Derfor har Fødevarestyrelsen samlet de vigtigste anbefalinger til at undgå uønsket kemi, så du hurtigt kan få et overblik over hvilke fødevarer, du bør være opmærksom på.

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

1. maj 2024 | Sovevaner | 20 mdr.

Problemer med putning til nat

Kære helen, Vi har store problemer med putning til nat herhjemme og ønsker...

Læs hele brevet og Helens svar


29. april 2024 | Sovevaner | 2 år, 1 mdr.

Nattespetakler

Kære Helen Vi har nogle udfordringer om natten pt. Og jeg ved ikke, hvad vi...

Læs hele brevet og Helens svar


23. april 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Putning - 11 mdr.

Hej Helen, Jeg skriver igen, fordi min søn snart bliver 1 år gammel og skal...

Læs hele brevet og Helens svar


22. april 2024 | Sovevaner | 15 mdr.

Lange putninger - 15 måneder

Hej Helen Jeg skriver til dig, fordi vi har kæmpet med aftenuro og lange...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Ultralydsscanning - gravid

Ultralydsscanning giver os muligehed for at se ind i livmoderen til det lille barn. Ved at ultralydsscanne kan man således se, om barnet har det godt, man kan vurdere, om barnet vokser, som det skal, og man kan regne ud, om terminen er rigtig. Man vil også kunne se, om der er mere end et barn.

Når man ultralydsscanner, bevæger man et kegleformet eller rundt apparat rundt på den gravides mave. Der sendes nogle lydbølger gennem maven og på en skærm, vil man kunne se, hvordan...

Læs mere i Babylex

Fed creme til børneeksem

Har dit barn børneeksem, er det vigtigt med en god hudpleje - og fedtcremer med en høj fedtprocent forebygger hudeksem. Hudpleje er vigtigt året rundt, men især i vinterperioden, hvor den kolde luft udtørrer huden ekstra meget, er det ekstra vigtigt med en god creme.

Til både behandling og forebyggelse af børneeksem, er det vigtigt at vælge fed creme fremfor lotion. En lotion indeholder meget vand og fordamper derfor hurtigt fra huden, og giver derfor ikke huden den nødvendige...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Mange tak for dine mange meget gode og brugbare råd. Jeg er glad for at man kan skrive til dig. Ingen som jeg har mødt har så mange gode konkrete råd som du har og samtidig kan man altid mærke at det er med et stort hjerte. Tak! Persi


Annonce