Svar: Aftenputning og nætter

---

Kære udkørte mor

Tak for dit brev og alle dine tanker :)

Jeg kan godt forstå, at du er udkørt - og jeg tror faktisk, at det mest handler om, at du stiller for store forventninger til din dreng - og at du også har for travlt, for meget arbejde og simpelthen ikke har tid til at bruge aftenerne på at putte med ham... men det er jo ikke hans skyld...

Det har fra starten betydet rigtig meget for dig, at han ville sove og kunne blive puttet i sin seng. Du fortæller at du har brugt en mild form for godnat og sov godt, du fortæller at du fra starten har været meget opmærksom på ikke at få skabt nogle dårlige vaner, du taler om at du i forbindelse har været opmærksom på, at det har været nødvendigt at "slække på principperne" - underforstået, at du ellers har forsøgt at holde fast i at han skal sove i egen seng...

Der er helt overordnet ikke noget galt med, at du gerne vil lære ham dette. Det er helt fint, at han skal lære at sove i sin seng og forbinde sin seng med et trygt og dejligt sted at være. Det skal være rart at komme i seng og det er super dejligt, hvis han om aftenen kan tage sin bamse og putteklud, komme tullende og sige at han gerne vil puttes, så kan du putte ham i seng, læse historie, gå ud og han sover. Det er et ønskescenarie - men ikke realistisk - i hvert fald ikke sådan som din dreng har det...

Og han siger det jo selv "jeg er bange for, at du går ud", "jeg vil gerne holde dig i hånden", "jeg vil gerne sove i din seng" osv. Hvorfor er det, at det er så vigtigt for dig, ikke at lytte til dette? Hvad er det du er bange for vil ske? Er det at han sover i din seng, når han bliver 5, 6, 9, 12, 14 år eller? Sandsynligheden for at han bliver liggende i din seng er nok ikke stor...

Når jeg læser dit brev, så kan jeg simpelthen mærke hvor irriteret du er - og jeg tænker, at det må han også kunne mærke... det er ikke særlig godt. Det er ikke rart for ham, at han kan fornemme, at mor er træt af ham og det er bestemt ikke befordrende for gode søvnvaner.

Der er nogle ting i dit brev, som jeg lige vil hive fat i:

Du skriver blandt andet "Når jeg spørger om han er bange siger han ja... svaret på hvorfor, er: ”at du går ud”, så det bliver jeg ikke meget klogere af. Ville være nemmere hvis det var mørket eller monstre som vi så kunne tale om".

Du skriver også, "han falder ikke til ro ved, at jeg siger, at der ikke sker noget, og at jeg passer på ham".

Din dreng er så lille, at han ikke forstår, hvad det reelt betyder, når du siger "der sker ikke noget". Du kan sagtens sige det, men han har brug for at have dig hos sig, se dig, mærke dig, være dig nær, for at føle sig helt tryg.

Du skriver "jeg ved, at det er en alder, hvor de prøver grænser, så jeg var/er i 7 sind, om jeg skal holde fast eller give mere omsorg og blive hos ham" - mit svar til dette vil være - er du i tvivl, så bliv hos ham. Din dreng er ikke udspekuleret. Det er ikke sådan, at han gennemtænker og laver en plan for, hvordan han kan få dig til at blive hos ham om aftenen, hvordan han kan forhindre dig i at få lavet dit arbejde. Når han giver udtryk for, at han har brug for dig - uanset om han siger det verbalt eller giver udtryk for det kropsligt ved at klynge sig til dig eller smide sig i gulvet - så er det helt oprigtigt fra hans side.

Fordi du føler dig presset - presset af ham, fordi han vil have dig til at blive, hvilket du ikke vil, presset fordi du er alene og har en del arbejde og andre ting, som du skal lave om aftenen - så begynder du at bruge trusler. Du siger f.eks. "hvis ikke du tier stille, så går jeg" - trusler virker ikke. Det gør ham ikke rolig, han lærer ikke at falde i søvn på den måde og det er ikke befordrende for hans selvværd.

Jeg fornemmer, at du oplever ham manipulerende. Du føler, at han "får dig over i sengen", går fra at ...

---

---

... du kan nøjes med at sidde der, til at du skal holde i hånden, til at du skal være tæt ved ham. du føler, at du skal "overgive dig" og gøre det han vil, for at han kan falde til ro... Jeg tænker et eller andet sted, at hvis du havde gjort dette fra starten, så var det måske aldrig kørt derud, hvor I er nu, hvor han higer mere og mere efter dig og du bliver mere og mere frustreret...

Ørerne er naturligvis et problem. Og nej - dræn giver desværre ofte ikke bedre søvn fra den ene dag til den anden. Det er sådan, at hans krop husker. Han er gennem længere tid blevet vækket af smertejag fra sine ører og det sidder i kroppen på ham. Så selvom han har fået dræn, så kan han stadig vågne om natten og tro, at han har ondt. Han kan stadig sætte sig op, grædende, fordi hans krop husker, at det skal gøre ondt, også selvom han har fået dræn - og også selvom du giver ham Panodil. Det har ikke noget med dette at gøre.

Det han har brug for her er trygheden, trøst, ro. Mærke at du er der, at du passer på ham, at han trygt kan lægge sig ned og sove videre - så han stille og roligt får en ny erfaring ind i kroppen om, at det ikke gør ondt at sove og det er trygt og dejligt at falde i søvn og også at sove om natten.

Stjernelampe, Barbapappalampe, Panodiler osv. Det er alt sammen fint nok - men det ændrer ikke på, at det han beder om er din nærhed og din kontakt...

Jeg har helt klart fornemmelsen af at du er stresset - er du det? Stress det smitter, og når man er stresset, så er det meget svært at falde i søvn og meget svært at sove. Hvis du er stresset, så er der stor sandsynlighed for at din dreng også er det... Jeg vil derfor foreslå, at du overvejer om du i hverdagen kan lave nogle ændringer, som giver mere overskud og som gør, at I kan være mere nærværende for hinanden.

---

---

Derudover tænker jeg, at det vil være en rigtig god idé, at du nu putter ham en lille smule senere, så du er sikker på, at han er parat til at sove, når han puttes. Det vil være rigtig godt, at du prioriterer at sidde på sengekanten, holde ham i hånden, tale lidt om dagen, læse historie osv. Lad ham gerne ligge med benene på dine lår eller lignende, så han kan mærke dig og ved, at du er der. Hvis han vil holde i hånden, så må han slippe dig, hver gang du skifter side i bogen - og måske er det slet ikke nødvendigt at holde i hånden, hvis han med sine fødder kan mærke dig. Når han virker parat til at du går, - lyt til, hvad han siger, hvad han beder om - så vil det være rigtig fint, at du stiller dig og ordner vasketøj eller måske sætter dig og arbejder med computeren, så han kan se og høre, at du rent faktisk har noget, du skal gøre. Ikke bare sidde og læse i en bog, men lavet noget, som er lidt aktivt, og hvor han kan høre dig... og også se dig. Så han ikke behøver stige ud af sin seng, for at se om du stadig er der.

Hvis han snakker med dig, så skal du naturligt svare. Nogle gange vil han måske bare kalde "moar?!" og du kan svare "ja, jeg er lige her, jeg arbejder" eller lignende, så han hører, at du ikke er forsvundet :)

Jeg kan sagtens fornemme, at du elsker ham højt. Han er et ønskebarn, du har gjort dig rigtig mange overvejelser omkring det at få ham, han er virkelig planlagt, lavet med donor. Du skriver også, at du har "svært ved at styre din irritation, som bunder i, at du får tanker om at han er utaknemlig når mange andre børn ”blot” kræver at forælderen skal være på værelset for at de kan sove – men at du godt ved, at han jo blot er et lille barn".

Jeg læser som sagt dit brev, som at du er presset - stresset. For at løse de problemer du oplever, er du derfor nødt til at tage udgangspunkt i dig selv. Det er dine forventninger og hverdagen, som du er nødt til at ændre på.

Jeg håber, du kan bruge disse tanker lidt videre - og jeg ønsker jer en forhåbentlig god og lang juleferie! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---