Svar: Vred og slår

---

Kære Annette

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille datter - jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig :)

Det første jeg tænker er, at det naturligt er en svær alder lige nu. Jeres datter er knap 2 år, og det betyder, at hun er rigtig godt igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer. Og det er rigtig godt, at du forsøger at rumme hende, forsøger at tage det roligt, fordi hun spejler sig i din ro, hun lærer af det du gør og måden du håndterer det hele på - og det lyder som om, at du gør det rigtig fint :) Men det er naturligt svært.

Det næste jeg tænker er, at hun naturligt også reagerer på at være blevet storesøster. Selvom lillebror er nem, ikke græder ret meget og sover godt, så er han naturligt en rival. En rival til jeres kærlighed og plads i familien. Og det er naturligt meget svært at skulle dele mor og far med en anden...

Man sammenligner det med, at din mand kom hjem med en ny kvinde og sagde "hende elsker jeg, hun skal bo her hos os, hun skal sove i soveværelset og hende skal du også elske" - hvordan ville du have det? Hvilke følelser ville dukke op i dig? Det er lidt de samme følelser, som storesøster har, når I har bragt lillebror ind i familien. Og nogle gange kan det være en rigtig god idé at medtænke, hvordan vi selv ville reagere :)

Man siger, at der især er tale om tre store følelser - det er sorg, vrede og angst. Sorg handler om, at hun har mistet det at have jer for sig selv. Vreden handler om, at hun er blevet sat i denne situation, og angsten handler om, at hun er bange for, at I vil elske lillebror højere, end I elsker hende...

Hun er stadig så lille, at det er svært for hende at sætte ord på sine følelser, og når børn mangler ord, så reagerer det fysisk. Det betyder, at hun vil bryde fysisk sammen. Hun kan falde sammen på gulvet, vride og vende sig, sparke, slå ud efter jer, bide osv. Alt sammen, fordi hun ikke kan sætte ord på. Hun kan ikke fortælle, hvor ondt det gør i hende, og hvor usikker hun er på det hele.

Når hun ser dig sidde med lillebror i sofaen, når hun ser, at du bærer rundt på ham, nr hun ser at du sidder og giver ham skemad osv. så ser hun, at der er noget særligt imellem jer. Du ser på lillebror med et særligt blik, du pludrer med ham på en helt anden måde, end du taler med hende. Når du smiler til ham, når du kærtegner ham, når du holder ham tæt, så er I meget tætte - og hun ser det, hun mærker det, og det gør naturligt ondt indeni... Hun ser, at I har noget sammen, som hun ikke er en del af, og det reagerer hun på.

Det er helt naturligt, at hendes vrede og frustration går ud over dig og far. Men især ud over dig. Det er dig, der har været gravid, det er dig der har bragt lillebror hjem, det er dig der er hjemme sammen med lillebror, dig der ammer osv. Og hun mærker også, hvis du synes, at "lillebror er sød og nem" og hun er "stor, temperamentsfuld og umulig". Hun mærker, hvis du bliver irriteret på hende :)

Så ja ...

---

---

... - et eller andet sted, så reagerer hun som hun gør, fordi hun søger din nærhed, din opmærksomhed, har brug for at blive bekræftet i, at du stadig er der for hende, og at du stadig elsker hende lige så højt som før - og så reagerer hun også, fordi hun stadig er en lille pige med en meget umoden hjerne, som derfor reagerer med følelser og ikke ved at "tænke sig om" - det kan hun ikke.

MEN, når det er sagt, så betyder det ikke, at hun "bare skal have lov". Det er naturligvis nødt til at være visse regler, så I kan fungere sammen som familie, og derfor er det rigtig fint, at du f.eks. sætter hende fra dig, hvis hun bevidst slår dig. Det er bare vigtigt, at du er opmærksom på, at hun nogle gange slår, fordi hun søger din opmærksomhed, og så er det jo synd at sætte hende væk, at trække dig fra hende. Du skal i hvert fald sikre, at hun får positiv opmærksomhed også.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder, og det hører med. Det har dog stor betydning, hvordan man kommer ud af en konflikt, og det er her, at du/I som forældre har en vigtig rolle. Børn rummer samme følelser som vi voksne, de kan også blive vrede, kede af det, frustrerede, fortvivlelede osv. ligesom de kan være glade, have det sjovt, hygge sig - og det er vigtigt, at give plads til alle følelser. Frustration og fortvivlelse hører alderen til, og det er rigtig vigtigt, at du forsøger at lytte efter, hvad det er hun forsøger at fortælle, og prøver at reagere forskelligt, alt efter hvad der foregår.

---

---

Jeres datter afprøver hypoteser: "hvad mon der sker, hvis jeg slår til mor?" - okay, mor siger nej. Ny hypotese "hvad mon der sker, hvis jeg gør det igen" - okay, mor siger stop og sætter mig fra sig", Ny hypotese "hvad mon der sker, hvis jeg slår far?" - far siger også nej og sætter mig fra sig... Børn skal prøve til mange gange - 117 gane og så lige en gang mere, før de finder ud af, hvad vi synes er okay og hvad vi ikke bryder os om. Det hører med til at lære og finde ud af verden, og det er netop det, jeres datter rigtigt begynder på nu :)

Jeg tror som sagt ikke, at du gør noget galt, men det er naturligt svært, at finde balancen mellem at rumme hende, være der for hende og give hende netop tid og nærhed, når der også er en lillebror, og når hun så samtidig går igennem en svær udvikling aldersmæssigt. Det er rigtig fint, at du lader hende komme i vuggestue, det giver dig mulighed for at være omkring lillebror, når hun er der - og du kan med bedre samvittighed, så tage dig af storesøster, når hun er hjemme :) Det er også rigtig godt, at I har mulighed for at få hjælp af familie, udnyt det - evt. til at lave noget med storesøster, som blot er dig og hende, så hun netop mærker, at du stadig er der for hende alene... eller lad bedsteforældre eller andre tage sig af hende et par timer. Det er helt okay at prioritere hjælp fra familien i en periode :)

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---