Svar: Udfordret to-årig (og mor : )

---

Kære Drengemor

Tak for dit brev, og hvor dejligt at høre fra dig igen - og hvor lyder det spændende med job og ophold i Taiwan!:)

Jeg er så glad for at kunne følge jer gennem mange år og føler mig meget priviligeret. Samtidig giver det mig jo en rigtig god baggrundsviden omkring lige præcis jeres lille familie…

Det lyder som om, at I har fået indrettet jer rigtig godt. I bor et dejligt sted, du har to hjælpere, som tager sig af det praktiske og passer L, når du er på arbejde - så du netop har mere tid til at være sammen med drengene, når du så er hjemme. Du har din mor, som er en stor del af drengenes liv og som ofte bor hos jer i længere tid af gangen - det lyder så dejligt, og som du skriver næsten "som et eventyr".

Men helt uden problemer er det jo ikke, for der er ingen tvivl om at L. lige nu har rigtig meget brug for dig. Han elsker sin hverdag, han elsker sine aktiviteter, han er glad for jeres au-pair, som han også kender fra Danmark, og som lyder til at være en primær omsorgsperson for ham. Han trives med at lege i legestuen, elsker de aktiviteter der er osv. Alt i alt trives han - men når der er for mange mennesker samlet, så bliver det let for meget for ham. Han kan ikke koncentrere sig, han har brug for ro og måske brug for en gang imellem at kunne fordybe sig. Lege lidt for sig selv, at der ikke stilles nogen krav, at der ikke er noget I skal - bare få lov til at være…

Jeg kan godt forstå, du synes det er hårdt, når du får fortalt, at L. trives derhjemme, nyder at lege, er glad og har det godt - og når du så træder ind af døren, så bryder hans verden sammen. Jeg tror det handler rigtig meget om, at han naturligt savner dig, når I ikke er samen. Han har glædet sig til, at du skulle komme hjem igen, og når du så kommer, så kan han slet ikke rumme alle de følelser, der opstår i ham. Han mangler stadig ord, kan ikke sætte ord på hvor meget han har savnet dig, hvor meget han har glædet sig til at du skulle komme eller hvad han har forestillet sig at der skal ske, når du kommer hjem - og måske er det slet ikke, som han lige havde forestillet sig. Det kan sagtens tænkes at han er signalstærk eller særligt sensitiv. I hvert fald lyder det som om, at det er rigtig svært for ham at skifte situation. Det er svært når du går (nu havde I det jo lige så godt, så hvorfor skal du gå) og det er svært, når du kommer (nu gik det fint, så kommer mor, hvad skal der så ske).

Jeg tænker, at det måske vil hjælpe ham, hvis I kan forsøge at lave en helt fast rutine, når du kommer hjem, så der altid sker det samme. Genkendelighed giver tryghed og faste rutiner vil være tryghedsskabende for ham. Så hvis I f.eks. altid sætter jer ved bordet og får lidt at spise, når du kommer, eller du altid starter med at finde en bog og I sætter jer og læser en historie osv. Så ved han at det er dette, som skal ske, når mor kommer. I stedet for at verden bryder sammen, fordi han ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv, så kan han finde bogen I skal læse eller sætte sig hen til bordet, fordi han ved at når mor kommer, så hygger I med frugt… Hvis du kommer hjem til nogenlunde fast tid hver dag, så kan L og S evt. sidde ved bordet allerede når du kommer, og så kan du sætte dig og snakke med dem, når du kommer ind. På den måde skal L ikke finde ud af, hvad han skal gøre af sig selv…

Det er rigtig fint at du lige nu prøver at vurdere, om han vil sove bedst hos dig eller hos mormor - og gør det, som giver ham den bedste søvn. Hvis han sover dårligt, vil hans overskud naturligt være mindre. Jeg forstår godt din tanke om at det vigtigste er at han får mad og derfor ikke, hvorvidt han spiser i sofaen eller i badet - MEN det er også vigtigt, at du forsøger at følge visse regler og have visse rutiner, netop fordi rytmen og strukturen vil hjælpe ham til at overskue situationer og vide, hvad der skal ske, så han ikke bliver for overvældet af det hele.

Måske skal han have en anden siddeplads ved bordet. Sidder han for bordenden, skal han flyttes ned langs siden, så han ikke har alles øjne rettet på sig. Det kan også være en god idé at han nogle gange får lov til at spise selv, hvor der ikke sidder for mange ved bordet, så han koncentrerer sig om at spise - men hvor du stadig holder fast i at måltider indtages ved bordet. Hvis han f.eks. giver tegn til at ville spise, at han er sulten, leder efter snacks osv. Så bed ham om at sætte sig "Er du sulten? Sæt du dig hen på din stol, så får du ...

---

---

... mad", så han som noget helt naturligt lærer, at det er der måltiderne foregår og så du samtidig appellerer til hans lyst om at kunne selv og ville selv - han kan selv gå hen, kravle op på stolen og sætte sig klar.

Det er super dejligt, at I er så tætte, som I er alle tre. Og hvis I så samtidig er særligt sensitive, så vil I naturligt reagere meget på hinandens følelser - drengene kan derfor godt reagere ekstra, hvis du kommer hjem og virker træt. De aflæser dig, fornemmer dit humør med det samme. Ligesom du også kan reagere og blive ekstra påvirket, når du mærker, at L f.eks. virker ked af det, presset osv. Hvis man er særligt sensitiv, så føler man ofte med større dybde…

At han reagerer særligt overfor dig, tænker jeg netop handler om, at I er så tæt knyttet, som I er. Det er helt naturligt, at han viser andre følelser, faktisk viser alle sine følelser overfor dig. Han tør vise dig det hele, kan bryde fuldstændig sammen, blive vred, køre hele spektret igennem - netop fordi han ved at uanset hvad, uanset hvordan han har det, så vil du elske ham:)

Naturligvis kan det påvirke ham, at I er adskilt og allerbedst har han det nok (det har storebror nok også), når og hvis I er sammen. Derfor skal du naturligvis forsøge at prioritere begge drenge og være opmærksom på, at især L. nogle gange måske ikke har brug for andet end sin mor. Måske skal mormor lave noget med storebror væk hjemmefra, jeres au-pairs have fri - og så skal du og L bare være sammen og lave ingeting, andet end at være der, tulle rundt, give tid og ro, så han får lov til at komme helt ned i gear. Han lyder til at være en dreng, som nogle gange har brug for hjælp til at "trække sig tilbage", for at kunne blive ladet op med fornyet energi. Hvor du selv måske tanker op, ved at være sammen med mennesker, møde andre, opleve, få masser af input, stimuli osv. så lyder han til at blive "drænet", hvis for mange er samlet. Det lyder som om at L tanker op, får fornyet energi af små forsamlinger, af ro, alene-tid og nærhed…

Hvis jeg har ret i dette, så er det ikke nogen løsning, at du dropper din karriere. For det er jo netop gennem dit job, at du får energi …. og hvis du ikke har dette, så ville du jo ikke være den gode mor du er. Du har brug for at arbejde, komme ud, opleve, skabe karriere, føle dine kompetencer bidrager, at du er med til at gøre en forskel osv. Derfor skal I finde en løsning i hverdagen, som tilgodeser jer begge (alle tre). Det lyder det umiddelbart som om at du forsøger, men måske har lille L brug for dig lidt ekstra lige nu, og det skal du så naturligvis forsøge at lytte til:)

---

---

Du har fuldstændig ret i at 2 års alderen på mange måder er en svær alder. Der er så mange ting L rigtig gerne vil, men der er også mange ting, som han ikke selv mestrer endnu og tingene driller - det kan være maden der falder af skeen, skoene der ikke vil lukkes, telefonen, der ikke er til at hænge rigtigt op osv. Og han mangler ord - og når han ikke kan sætte ord på sine følelser og frustrationer, så reagerer han fysisk.
Han får det der kaldes fortvivlelsesanfald, hvor han bliver fuldstændig ulykkelig - hele verden ramler. Han bliver oprigtigt skuffet over, at tingene ikke vil som han gerne vil og det sker ofte over noget, der i vores voksnes verden er bagateller, men for ham betyder det bare alt.

Her gør du det helt rigtigt, viser ham, at du forstår ham og sætter ord på. De ord, som han mangler. At det f.eks. er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at du giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan, eller at det er rigtig dumt, at man kun må få sutten, når man skal sove og ikke lige nu ...

Nogle gange kan man med fordel i denne alder aflede ved at bruge sjov og fjolle rundt. Ligesom han kan blive dybt ulykkelig, så kan han også blive ovenud glad og skiftet mellem det ene og det andet kan være ganske kort. Nogle gange kan du fjolle ved at begynde at hoppe, danse, tabe skoen, som du skal give ham på osv. Andre gange kan du fjolle ved at gøre tingene forkert - så han skal hjælpe dig med at få det gjort rigtigt… Så det ikke er ham, men faktisk dig, der ikke kan finde ud af det og hvor han så må hjælpe dig. Det giver ham en god følelse og netop fordi han nu er 2 år gammel, så betyder det rigtig meget, at han føler at han kan selv:)

Jeg håber, du kan bruge lidt af disse tanker videre :)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---