Svar: Hidsig

---

Kære frustrerede mor

Jeres datters hjerne er meget umoden. Det betyder at verden nogle gange bryder sammen for hende, ikke fordi hun gerne vil det sådan eller fordi hun prøver dig af - men fordi hun simpelthen ikke har dannet de vigtige forbindelser mellem hjernens forskellige dele, som netop skal gøre, at hun kan bevare roen, overblikket og en gang imellem bare sige 'pyt med det'.

For hende vil ting, du oplever som bagateller, ofte få hele verden til at vælte og hun bliver dybt ulykkelig og dybt frustreret. Og det har hun brug for at du kan forstå og hun har brug for at du kan rumme hende, rumme hendes følelser uanset hvordan hun har det. At kunne rumme, betyder at du kan holde ud at hun har det som hun har det - uden at du forsøger at ændre det og uden at du tager det personligt.

Nogle gange gør hun naturligvis noget forkert og må irettesættes, men det er virkelig vigtigt at du overvejer hvordan du forklarer hende at hun gør noget forkert.

Hendes hjerne består af flere dele og du skal appellere til hendes storhjerne. Det er den, du påvirker når du viser hende lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. Det er den største del af vores hjerne og den er den der blandt andet gør hende kreativ og i stand til at bruge sin fantasi, den hjælper hende med at løse problemer, tænke over tingene og den har også betydning for hendes evne til at sætte sig ind i hvordan andre har det. Noget hun først skal til at lære nu.

Du styrker denne del af hjernen ved netop at vise hende disse ting - være lydhør, rumme, forstå, sætte dig ind i hendes situation, give hende idéer til hvordan I kan komme videre osv. og det er super vigtigt at du gør disse ting, for at hun også lærer at gøre sådan.

Hvis du går fra hende, kalder hende hysterisk, via dit kropssprog eller direkte siger at du ikke gider være sammen med hende eller lignende, så vil det påvirke hendes mellemhjerne. Denne del af hjernen aktiverer raseri, frygt, separationsangst, sorg, lyst til at lege, trang til at udforske osv.

De meget stærke følelser som udløses af mellemhjernen skal styres af storhjernen og det er dette samarbejde mellem den ene hjernedel og den anden hjernedel, der fortsat er meget umodent. Derfor er det så utroligt vigtigt at du med din storhjerne, din rationelle del af hjernen, formår at rumme hende, når hendes mellemhjerne tager over. Ved at du tager hende op, sidder med hende giver hende masser af fysisk kontakt, omsorg osv. så får du din datter til at slappe af.

Når hun føler sig forstået, anerkendt og mødt, når hun mærker at du er der for hende, at du godt kan rumme, at hun har det som hun har det, så sættes der en masse hormoner igang i hendes krop og forbindelserne mellem hjernens dele skabes.

Jeg kan godt forstå du bliver forskrækket, når hun nikker dig en skalle og jeg forstår også godt at du som refleks kommer til at slå hende - men det er stadig ikke okay og heller ikke tilladt ... I sådanne situationer er du nødt til at være konsekvent og du har fuldstændig ret i, at legeaftalen så må brydes, som en markering af at her gik hun over stregen.

Sker det hjemme kan det i et sådan tilfælde være nødvendigt at give hende en time-out. At give børn "time-out" er ikke noget man som udgangspunkt skal gøre eller som man skal lade indgå som en naturlig del af opdragelsen. Det er noget man bruger, hvis intet andet har effekt. Faktisk kan man jvf. ovenstående forklaring om hjernens umodenhed, ofte bruge en "time-in" i stedet, hvor man sætter sig ned og taler med barnet om, hvad der sker, når barnet opfører sig sådan og så prøve at lytte og være til stede.

Men når det er sagt, så kan man godt bruge "Time-Out" i opdragelsen, men man skal vide hvad man gør, man skal overveje meget hvornår man bruger det og hvordan man bruger det - og især i ...

---

---

... forhold til barnets alder.

"Time-Out" er en teknik, hvor man sender barnet alene på værelset, når det har været uartigt. Problemet er at det ofte anvendes på barnet, når bare det bare har været en lille smule ulydigt... det er f.eks. meget problematisk at sende barnet på værelset, hvis barnets ulydighed handler om at barnet keder sig eller ikke får opmærksomhed nok og derfor begynder at opføre sig dårligt - så skulle man som forældre måske i stedet begynde at se og lytte til sit barn i stedet for at sende sig væk.

Derudover bliver børn nogle gange sendt på værelset i urimeligt lang tid. Hvis man bruger "Time-Out", så anbefales det at man kun anbringer barnet på værelse i et tidsrum, der svarer til barnet alder - det vil sige et barn på 5 år, kan sendes på værelset i 5 minutter - ikke mere!

"Time-Out" bør slet ikke anvendes til mindre børn, men til en pige på 3 år som jeres datter, der i visse situationer gør noget helt bevidst, med vilje gør noget ondt, så kan det være nødvendigt. Det skal altså bruges, hvor barnet helt bevidst trodser og handler destruktivt. Det som man ønsker er at lære barnet at tænke sig om to gange og ikke bare med det samme gå helt bersærk.

Som udgangspunkt skal børn have lov til at reagere med frustration og ulykkelighed, når ting ikke går efter deres hoved - det er naturligt og det skal man som forældre kunne rumme uden at sende barnet væk. Det er vigtigt at børn vokser op med følelsen af at forældre er der for at hjælpe og at de kan komme til deres forældre, uanset hvordan de har det, om de er glade, kede af det, frustrerede eller andet og så vil forældrene være der for dem og hjælpe dem - og ikke sende dem væk...

---

---

Men hvis barnet slår, sparker bevidst ud for at gøre en anden ondt, så kan det altså være okay at sætte barnet på værelset og i jeres tilfælde altså i 3 minutter. I skal være lige uden for døren og hun skal have at vide "jeg sætter dig her, fordi du slog mig, man må aldrig gøre noget der gør ondt på andre!" og efter de 3 minutter går du så ind til hende, taler med hende om hvad der skete og hvorfor hun blev sendt på værelset.

I skal hos jer været meget opmærksomme på, hvorvidt I måske er begyndt at stille lidt for store krav til jeres datter. Når små børn reagerer med det vi som voksne kalder for ulydighed, så handler det ofte om at barnets hjerne slet ikke er modnet til at kunne klare forskellige krav. Både krav som vi stiller men også ting, som kræver barnets opmærksomhed i dagligdagen.

Det er frustrerende for en pige på tre år, at skulle tage egne sko på, få ærmet i jakken vendt rigtigt, ligesom det er nødvendigt for hende at hoppe og lege og bruge sig selv fysisk - det er derfor ikke ulydighed, når barnet græder frustreret eller hopper i sofaen og det er vigtigt at man ikke bruger "Time-Out" i disse situationer. Men at man her forsøger at sætte sig lidt ind i hvad der rent faktisk sker med barnet og prøver at lytte og møde barnet i stedet for at sende det væk.

Så prøv også at nurse hende lidt mere, hjælp hende mere og pas på ikke at stille for mange krav, pas på ikke at give hende for mange valgmuligheder, for hun kan ikke vælge hvad hun selv vil, hun handler stadig impulsivt og det som dur lige nu, dur ikke om 2 minutter og så er konflikten der. Prøv derfor at have så få og klare regler som muligt og prøv i en periode at det er jer, der bestemmer - både hvad mad der serveres, hvad tøj hun skal have på osv. Ikke for mange valgmuligheder til lillepigen :)

Jeg ved godt at det er svært, det er rigtig svært at finde balancen mellem at lytte, anerkende og være der for hende og så samtidig skulle sætte grænser og have regler for opførsel, hvad man vil tillade og hvad man ikke vil. Men jeg håber I kan bruge mine tanker videre.

Rigtig meget held og lykke! God weekend.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---