Svar: Hvordan tackler vi bedst vores stædige dreng?

---

Kære Jonathans mor

Stort tillykke med at I har fået en lillesøster, det lyder som om at det er gået rigtig fint det hele :)

Der er dog ingen tvivl om at Jonathan naturligt har svært ved at finde sin rolle i en familie på fire. Det er, som du skriver, i forvejen meget svært at være 2½ år fordi han jo er igang med at finde sig selv og dette skal han så gøre samtidig med at han skal forholde sig til en lille ny, og skal dele mors og fars opmærksomhed.

Hos en 2 årig kører følelserne på højtryk og der er ikke langt fra latter og charme til stor følelsesmæssig frustration. Ligeså sprudlende glad han kan være, hvor hele hans krop tydeligt signalere glæde og svært ved at sidde stille af bare lykke, ligeså kaotisk kan hans indre også være og han kan blive vred, bange, dybt ulykkelig og han vrider sig, sparker, hans krop kollapser.

Jeres dreng er igang med at skulle forholde sig til hvem han selv er og hvordan han påvirker andre. Man taler om at børn skal finde deres selvbillede og man ser det ofte ved at barnet begynder at udtrykke eget navn, sige "jeg" eller "det er min", eller sige "nej, vil selv" osv. Det er alt sammen noget der viser, at barnet er igang med at blive bevidst om hvem det selv er og I kan sikkert genkende dette ved jeres dreng..

Hans selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Han har brug for ros, det gør ham stolt og glad og når han bliver irettesat så bliver han naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Han er med den alder han har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan han bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det han siger og det han gør.

Jonathan har lært utroligt mange ting på 2 år, han kan meget nu og en uimodståelig trang til at gøre sine egne valg vælder lige nu op i ham. Det er en spændende, men også svær udvikling. For at foretage egne valg, er han jo nød til at være uenig med jer forældre og derfor opstår der dagligt konflikter og de situationer, hvor I beder ham gøre noget og han kategorisk nægter.

En gang imellem kan man med list bede ham om at gøre det modsatte man vil have ham til og på den måde få ham til at gøre det man vil ... men ofte virker det ikke. Det kan dog være et forsøg værd ... :)

Forsøg at gøre ham selvhjulpen, læg tøjet frem så han selv kan prøve at tage det på. Vær til rådighed, når han virker til at have brug for det, men lad ham prøve selv.

Lad ham selv starte med at rede sit hår, lad ham selv prøve at komme tandpasta på tandbørsten osv. og tag så over, prøv at få lov, når han selv har forsøgt sig lidt ...

Og igen, - husk at det måske også kan blive for meget lige nu, at skulle flere og flere ting selv, netop fordi lillesøster er kommet til. Man kan meget let komme til at forvente for meget og præcis som du skriver stille lidt for store krav og pludselig virke 'meget strenge' fordi det nu er vigtigt at han kan flere ting selv. Men ofte vil den ældste faktisk gå lidt tilbage i udvikling, når en lille ny kommer til. Ting han tidligere har kunne selv, kan han pludselig ikke - og den reaktion er man også nødt til at give plads til. Det kan være nødvendigt at nurse ham lidt mere lige nu :)

Børn i Jonathans alder får det der hedder fortvivlelsesanfald. Når det sker, så er han ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, støvsugerslangen snurrer den forkerte vej osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, nogle gange ting I slet ikke kan forstå kan være et problem, men som for ham betyder rigtig meget.

Fortvivlelsen og den manglende evne til at tackle disse følelser hænger sammen med hans endnu meget umodne hjerne. Han mangler simpelthen de forbindelser i hjernen, som får ham til at tage det roligt og bevare overblikket. Disse forbindelser skabes først, når I ved jeres måde at reagere på, får ham til at slappe af. Jeres fysiske kontakt, jeres beroligende og trøstende stemme. Det at I er rolige smitter af på ham og det sætter gang i en masse reaktioner i hans krop, som gør ham afslappet og det igen hjælper ham til at danne de vigtige forbindelser i hjernen.

Derfor er det han har brug for, en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan eller det er også dumt at støvsugeren driller ...

Det er rigtigt at man godt kan komme derud, hvor man tilsidst får lyst til at tage ham i armen og sende ham på værelse - og ja, det kan godt få ham til at stoppe med at græde lidt og få ham til at falde til ro, men det hjælper ham ikke på sigt. Når han har fortvivlelsesanfald, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear, han brug for trøst og hjælp til at få samling på sig selv. Hans krop er netop i oprør, han kan ikke gøre andet end at lægge sig ned, vride sig rundt, sparke, smide med sit ...

---

---

... legetøj osv. Det er helt naturligt at han reagerer meget fysisk.

Det betyder ikke at man ikke må sætte grænser og sige nej, for det må man gerne. Han skal jo også lære at der er visse regler og at de er til for at følges. Men man er nødt til at gøre det anerkendende for hans lille personlighed og udvikling :o)

Med regler og grænser mener jeg at det er vigtigt at I viser jeres dreng, når han gør noget forkert. Det vil sige at hvis han f.eks. bevidst forsøger at slå ud efter jer, så skal I sætte ham fra jer og markere at det vil I ikke have. Er han igang med at ødelægge noget, så skal han igen fjernes og have besked på at det er forkert, smider ham med maden, tallerkenen eller lignende ved middagsbordet, så er han færdig med at spise og fjernes fra bordet.

Det kan være en god idé at skabe øjenkontakt med ham, ikke kræve "se på mig når jeg taler til dig" - men stadig sætte sig ned i øjenhøjde eller sætte sig på en stol med ham, forklare at det her er ikke okay og sådan vil jeg ikke have du opfører dig. Nogle gange opfører han sig sådan, at man kan være nødt til at fjerne sig selv - som en markering af, 'jeg vil ikke være her, når du sparker mig', man kan sige - "jeg kan mærke at du er vred lige nu, jeg vil gerne være sammen med dig, men jeg går lige i køkkenet lidt". Så vil han enten løbe efter og sige "nej du må ikke gå" og så er han parat til at mødes. Eller han vil måske have brug for en lille pause, lige finde roen og så kan man gå tilbage til ham, sætte sig hos ham, tale beroligende om hvad der er sket og hvad der er okay, og hvad der ikke er.

Vælger man at gå eller sætte ham væk, så er det vigtigt at man lige overvejer hvordan, hvad man siger og hvordan situationen er. Når han er frustreret og føler at tingene går imod ham, så pumper adrenalinen rundt i kroppen - adrenalin virker lidt ligesom ild - hvis man puster til det så kommer der mere af det, det flammer op, hvis man forholder sig roligt, så går det stille og roligt ud.

Hvis jeres dreng oplever at I ignorerer ham, sender ham på værelset eller hvis I skælder ham ud, så føler han sig ikke forstået og det er som at puste til ilden og man risikerer at det hele bliver værre. Hvis I derimod viser ham at I forstår ham, lytter til ham, gerne vil ham og I må gerne samtidig med sætte grænser for hvad I vil have eller ikke have, så slapper han mere af og adrenalinen dæmpes.

---

---

Det kender du også fra dig selv, hvis du er utilfreds med noget, brokker dig osv. og din mand siger "lad dog være med at være så hysterisk, hold op med at skabe dig, jeg gider ikke være sammen med dig, når du er sådan" eller hvis han bare ignorerede dig totalt - så ville du blive rigtig gal og ked af det :o) Men hvis han i stedet sagde til dig "det kan jeg godt forstå du bliver vred over, sådan havde jeg slet ikke tænkt, måske kunne vi så gøre sådan og sådan" - så blev du mødt, lyttet til og faldt til ro på en helt anden måde.

Derfor er det sådan I skal reagere i forhold til jeres søn. I skal lytte til ham og sætte ord på: "jeg kan godt forstå du bliver så vred lige nu" og så møde ham der og finde en løsning. Han skal stadig have at vide at han ikke må skrige, smide med tingene, eller hvad han nu gør. Sættes fra jer eller flyttes væk, hvis han gør noget bevidst, som I vil have ham til at holde op med, men han skal samtidig føle at I godt forstår ham og ved hvad han vil.

Og så er alternativer også altid en god idé. Det er meget godt f.eks at sige "Du kan ikke få en is lige nu, men du kan få et stort jordbær, skal vi se om vi kan finde et rigtig stort flot bær til dig ..." eller hvad problematikken måske kan være. Så kommer han på andre tanker, får stillet sin lyst til at putte i munden, får din opmærksomhed osv. Alternativer eller kompromiser kan være rigtig gode i denne alder :)

Du har sandsynligvis hørt om Time-out og derfor vil jeg lige skrive lidt om dette. Time-out anbefales normalt til de lidt større børn, som kan forholde sig til ting og hvad de har gjort på en anden måde end små børn kan. Her tænker jeg på f.eks. 5 årige børn, som man kan lave aftaler med, forklare hvorfor time-outen sker osv. Når man er 2½ år så kan det være svært at forstå dette.

Man siger normalt at den tid barnet er på værelset max bør være 1 minut antal år barnet er. Altså et barn på 5 år, kan blive sendt på værelset i 5 minutter. Samtidig skal man så også sørge være lige uden for døren, sætte sig på gulvet eller på en stol der, så barnet ved at man stadig er der. Når barnet sættes på værelset skal det have en forklaring: "Jeg sætter dig herind fordi du sparkede mig. Man må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre".

At give ham en time-out er ikke det samme som at flytte ham. Du må som sagt gerne flytte ham, hvis han er igang med noget som han ikke må, det hjælper ham til at forstå at du ikke vil have han gør det. Hvis han f.eks. hopper i sofaen, så vil det således være rigtigt at du samtidig med at du siger nej og giver en forklaring også flytter ham - "Jeg vil ikke have du hopper i sofaen, den går i stykker" og så tager du ham og sætter ham ned.

Jeg håber at mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med dem begge :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---