Annonce

Annonce

Svar: Utilfreds baby


26. november 2015

Kategori:
Alder:
1 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Udvikling.

Kære Pernille

Tak for dit brev og stort tillykke med den lille pige :)

Det lyder som om, at din lille datter trives rigtig godt med modermælk og mors bryst - men det lyder også som om, at hun nogle gange kan være lidt svær at stille tilpas, og det er svært for dig helt at finde ud af, hvad det handler om... Du har dog nogle ret gode bud, og det lyder som om, at du har en ret god fornemmelse af hende.

Du skal naturligvis sikre dig, at hun ikke har ondt. Da hun er en fysisk stor pige og var fysisk stor ved fødslen, så kan hun måske have fået et vrid i nakken, som gør ondt. Det kan være en idé at få en fysioterapeut til at se på hende...

Amningen lyder til at fungere - men som læge og sundhedsplejerske har sagt, så kan hun naturligvis overspise ved brystet og deraf få ondt i maven. Det lyder dog helt normalt og fint, hvis hun spiser cirka hver 3 time og nogle gange har brug for en tørstslukker ind imellem. Det er dog vigtigt, at du er opmærksom på at hun skal "tømme" et bryst af gangen. Hvis hun f.eks. kan die i 20 minutter, så er det vigtigt, at hun dier 20 minutter på et bryst og ikke 10 minutter på hvert bryst. Det har betydning fordi jo længere tid hun dier, jo federe er mælken hun får ud. Hvis hun dier lidt fra det ene bryst og lidt fra det andet, så får hun meget vandholdig mælk og det giver uro i maven og dermed gråd.

Derfor er det også rigtig godt, hvis du kan variere mellem de forskellige ammestillinger, fordi hun stimulerer og tømmer brystet forskelligt alt efter, hvordan hun er lagt til. Det kan også have betydning for hendes luftindtag - det kan hjælpe hende til ikke at sluge helt så meget luft, hvis du f.eks. lægger hende til i tvillingestillingen eller bruger den tilbagelænede ammestilling også kaldet laid-back.

Du må gerne hjælpe hende med sutten. Træk evt. en stofble igennem suttens ring, så har hun lettere ved at holde den i munden. Stofbleen kan støtte sutten, når hun ligger og skal sove. Så hun kan få mælk, derefter sut og så blive puttet.

Refluks er bestemt også relevant at overveje og det kan du godt tale med jeres læge om. Hvis hun gylper meget og har noget mavesyre der står og kører i spiserøret, så kan det naturligt genere og gøre ondt - og gøre at hun græder og bliver ekstra urolig.

Hvis hun tager rigtig godt på, spiser rigtig godt hos dig og efter et måltid bare græder og tydeligvis har svært ved at finde ro og virker til at have ondt i maven - så må du faktisk også gerne prøve at give hende lidt kogt vand med sukker. Det kogte vand kan give ro i maven og sukker virker smertestillende. Du kan blande 1 tsk sukker i 100 ml vand. Du kan give hende vandet på en 5 ml sprøjte, hvor du drypper det ind i munden på hende, du kan også prøve at give hende det af et lille medicinbæger eller af en teske - prøv i første omgang med max 25 ml og se om det kan give lidt ro. Så du f.eks. starter med at amme og når hun derefter er ked af det og ikke kan finde ro, så giver du hende lidt kogt vand med sukker, derefter en sut - og se om hun så ikke kan falde i søvn:)

Det er helt naturligt, at hun sover bedst i din favn og på din brystkasse. Når hun ligger der, så er hun helt tæt på dig, kan mærke din varme, din vejrtrækning, høre dit hjerte osv. Det minder om tiden i livmoderen. Det kan være en god idé, hvis far putter med hende der - far dufter ikke af mælk og det kan godt forstyrre hende, at ligge hos dig. Hos far vil hun derfor kunne finde en anden ro og tror ikke, at hun skal spise hele tiden.

Du må også meget gerne lægge dig med hende og amme hende i dobbeltsengen. Det er helt ...


Annonce

... naturligt, at hun har brug for brystet, for at kunne falde i søvn og du skal ikke være bange for at give hende dårlige vaner. Læg dig med hende, og lad hende bare die og falde i søvn. Du må gerne lade hende ligge, når blot du sikrer dig, at hun ikke kan trille ud af sengen og komme til skade.

Ellers vil det være rigtig godt, at du prøver at skifte hende og i forbindelse med skiftning svøber hende - og så ammer du hende imens hun er svøbt. Når hun så har spist færdig, så prøver du om hun kan bøvse og hvis hun ikke kan det, så putter du hende bare. Svøbet vil hjælpe hende til at komme fra din favn og ned i liften eller vuggen. Du må gerne svinge liften eller vugge hende lidt, så hun på den måde lulles ind i søvnen.

Du skriver, at når du leger med hende, så får hun lige pludselig nok - det er helt normalt, at hun ikke kan klare kontakt og leg særligt længe af gangen. Hun vil ofte kikke væk og her er det vigtigt, at du ikke følger hendes øjne eller kræver, at hun skal tage kontakt igen. Hvis hun kikker væk, så skal hun have lov til at få den pause og når hun så atter er klar, vil hendes blik atter vende tilbage til dit.

Når alt dette er sagt, så vil jeg også sige, at der jo findes det, som man kalder for high-need-babies. Jeg er normalt ikke meget for at sætte "prædikater" på børn, men jeg ved at det kan hjælpe nogle forældre at høre om disse børn.

High need babies kaldes også signalstærke børn. Det er børn som på mange punkter virker ekstra krævende. Hvor de fleste børn måske har brug for ekstra meget hjælp til at spise og koncentrere sig om det eller har brug for hjælp til at lukke af for verden og overgive sig til søvnen - så har de såkaldte High Need Babies ofte behov for hjælp til det hele - og det er netop dette, som gør det så svært:)


Helens bog om dit barns udvikling
LÆS OGSÅ HELENS BOG: "Helens bog om dit barns udvikling" - fra tilfreds baby til glad tumling

Det er svært at opfylde disse børns behov og man kan som forældre meget hurtigt få en følelse af ikke at slå til. Det er her vigtigt at vide, at der ikke er noget i vejen med jeres datter og det er ikke fordi du gør noget forkert eller ikke gør det godt nok - det er 'bare' sådan det er, det er jeres datters personlighed. Der er andre børn, der reagerer sådan, der er andre familier, der oplever det samme...

High need babies er meget aktive og lader sig meget let forstyrre. Nogen kalder dem "kortluntede". Når de græder, så græder de ofte mere end andre børn og det samme, når de er glade - så er deres glæde også overvældende. De er i det hele taget meget intense, og man kan godt få følelsen af, at der ikke rigtig er noget imellem at være helt ulykkelig og være jublende lykkelig. Det er ligesom enten eller...

Deres søvnbehov er ofte mindre end hos andre børn i samme alder, og de kan have rigtig svært ved at overgive sig til søvnen. Og når de sover, så sover de ofte ikke så længe. Samtidig accepterer de ofte ikke en substitut for mor - det er mor som er bedst, de sover bedst i mors favn og kan blive dybt ulykkelige, hvis andre prøver at tage over...

De er også følsomme overfor forandringer, og samtidig så trives det ikke med at dagen i går ligner dagen i dag - bedst som du tror, at nu har du fundet ud af hvordan, så virker det ikke. Det der virkede torsdag, virker pludselig ikke lørdag. Og igen er det rigtig svært at hjælpe dem og man kan meget let føle sig forkert som mor...

Jeg vil anbefale dig at læse min bog "Helens bog om gråd og trøst". I den kan du læse lidt mere om high need babies og også finde flere råd til, hvordan du kan hjælpe din datter, og hvordan I kommer videre:)

Rigtig meget held og lykke - og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Vent ikke til din baby har fået rød numse

- brug Olívy fra første bleskift

Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Udvikling | 2 år, 2 mdr.

Toårig dreng og sproglig støtte

Kære Helen, Tak for din sidste svar. Jeg har nogle spørgsmål igen angående...

Læs hele brevet og Helens svar


5. april 2024 | Udvikling | 2 år, 2 mdr.

Jeg har en dreng på to år

Kære Helen. Tak for din mail og tak for de rigtig gode råd sidste gang, hvor...

Læs hele brevet og Helens svar


2. april 2024 | Udvikling | 2 år, 2 mdr.

Basker med armene

Hej Helen Er nød til at udtrykke en bekymring, som er kommet på det sidste....

Læs hele brevet og Helens svar


27. marts 2024 | Udvikling | 11 mdr.

Rykker hår ud af hovedet

Hej Helen Min dreng bliver et år i april og han virker umiddelbar til at...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Mekonium - den første afføring

Mekonium er betegnelsen for den første afføring, som spædbarnet har. Afføringen er sort og klæbrig og ser ud som tjære.

Det, der kommer ud, er det fostervand, som barnet har drukket, da det lå inde i maven. Det indeholder blandt andet hår og afstødte hudceller. Fostervand, hår og hudceller samler sig i tarmen og bliver udskilt som mekonium, når barnet bliver født. Nogle gange udskiller barnet mekonium forbindelse med fødslen, hvilket er med til at give grønt fostervand.

Læs mere i Babylex

Kosttilskud - børn

Følgende kosttilskud anbefales til børn:

- D-vitamin tilskud gives til alle børn i alder 0-4 år. Der gives 10 mikrogram dagligt. Børn med mørk hud og/eller børn, som går klædt, så kroppen er tildækket om sommeren skal forsætte med D-vitamin gennem hele barndommen/livet.

- Calcium gives til børn, der har mælkeallergi eller til børn, hvor forældrene ikke ønsker at give deres barn mælkeprodukter. Der gives 500 mg dagligt fra 1 års alderen.

- Jerntilskud...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Hej Helen!

Jeg vil blot sige dig tusind tak for din hjælp. Min egen sundhedsplejerske synes jeg ikke er til at snakke med, så det er en stor trøst at kunne vende sig til dig og din brede viden. Jeg tror at du kender mig og min søn bedre end hun gør.

Jeg er særlig glad for dine hurtige svar, når jeg ikke har formået at formulere mit problem så jeg har været nød til at spørge igen...

Det er rart at have dig i baghånden og jeg har anbefalet dig til alle de nybagte mødre jeg kender.

Tak!!


Annonce