Annonce

Annonce

Svar: Rytme og putte


5. august 2016

Kategori:
Alder:
2 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Olivers mor

Tak for dit brev og velkommen til :) Hvor er det dejligt at høre, at du kender til flere af mine bøger og har fulgt lidt med på sidelinjen - og stort tillykke med den dejlige dreng:)

Det lyder som om, at I ikke har haft det letteste start - han er født ved kejsersnit, han er en fysisk stor dreng, som naturligt har haft behov for ekstra mad efter fødslen, han har haft gulsot, været i lysbehandling - og nu har han refluks... Der er ikke noget at sige til, at amningen ikke har kunnet fungere og heldigvis lyder det som om, at det nu går rigtig godt med flasken :) Han tager fint imod den og tager også rigtig fint på - det er så dejligt!

Det er godt, at han bliver behandlet med Nexium - og du kan overveje, om han skal have Enfamil AR i sin flaske. Det er en specialerstatning der virker ved at være tynd i flasken og blive tyk i maven, så han bedre holder den i sig. Den købes på apoteket.

Du fortæller, at når han endelig sover, så sover han faktisk ret godt. Det er selve det at koble fra og overgive sig til søvnen, som er svært for ham. Jeg tænker, at der her er nogle ting, som du skal være opmærksom på.

For det første, er der hans alder og udvikling. Børn i denne alder er ikke i stand til at lukke lyde og støj ude - han hører alt. Du kan godt have radioen tændt, uden at du hører, hvad der bliver talt om - men det kan din dreng ikke. Hvis du har TV, radio eller andet tændt i løbet af dagen, så vil han høre det hele. Det betyder ikke, at du altid skal slukke for alt og liste rundt, men du bør medtænke, hvad der er af uro omkring jer. Det vil være rigtig godt, hvis du kan stille ham afsides, når han skal sove. Det kan være at stille liften i soveværelset eller putte ham i barnevognen og lade ham sove i haven.

Han kan også have glæde af det, der kaldes hvid støj. Det er forskellige lydfrekvenser kombineret på en ensartet måde, og hvor der ikke er nogen pludselig eller skarpe, afbrudte lyde. Idéen er at skabe en konstant lyd, ligesom hvis du selv står og hvisker "sshh-sshh", når han er ked af det. Du kan f.eks. downloade en app med hvid lyd.

Nogle børn har glæde af hjertelyd og livmoderlyd. Man kan f.eks. købe en bamse, der kan afspille hjertelyd. Når han ligger hos dig, så mærker han dine bevægelser, føler sig omsluttet, mærker din vejrtrækning, hører dit hjerte - det er trygt og dejligt. Det minder om tiden i livmoderen og derfor sover små børn naturligt bedst tæt ved deres forældre. Og nogle gange kan det hjælpe at efterligne dette lidt :)

Det kan her også være en idé at svøbe ham. Det kan være i et babysvøb eller det kan være at putte ham i en sovepose - der findes mange forskellige modeller. Idéen er, at lade ham føle sig omsluttet, som når han ligger i dine arme - og det vil gøre det lettere for dig at flytte ham fra din favn og ned, hvor du ønsker, at han skal sove. Det er rigtig fint, at I nu forsøger at indføre lidt rutiner og ritualer omkring putning - en del af ritualet kan i denne alder være, at du f.eks. starter med at skifte ham, herefter svøber ham og først derefter tilbyder ham mælk - så han får mælken imens han er svøbt.

Du skal naturligvis sikre dig, at han ikke får det for varmt. Det er vigtigt, at han kan komme af med varmen, og det anbefales normalt, at han kun svøbes, når han bliver puttet og hjælpes med at overgive sig til søvnen, men når han så sover godt, så lettes der på svøbet, netop for at han ikke kan få det for varmt. Du skal derfor medtænke, hvad du giver ham på af tøj og hvor varmt det er i vejret - du kan mærke ham i nakken for at sikre, at hans temperatur er okay. Det vil også være rigtig godt, hvis du kan sørge for, at der er køligt i soveværelset - gerne ca 16-18 grader.

Du må også stadig gerne forsøge med en sut. Prøv om du kan finde en, der i formen minder om flasken. Børn der får flaske, vil ofte have stor glæde af en sut... Han kan stadig godt lære det - men der er naturligvis også børn, der fravælger den helt og hvis han gør det, så er det naturligvis også helt okay :)

Mange børn i 2 måneders alderen har stadig en aktiv moro-refleks, som sætter igang, når de er lige ved at falde i søvn - og det betyder at de pludselig spjætter og får vækket sig selv. Her kan det også hjælpe ham at være svøbt. Det kan også hjælpe, at du står ved ham, holder hænderne på ham og med dine hænder og fysiske nærhed hjælper ham til ro.

Du fortæller, at I nogle gange giver ham lidt af mælken imens han ligger i sin seng. Det er rigtig fint, det må I meget gerne gøre. Vær opmærksom på at elevere hans hovedgærde lidt, så han ikke ligger helt fladt - dette for at forebygge tilbageløb til ørerne og dermed forebygge mellemørebetændelse. Du kan komme en lille pude, et sammenrullet håndklæde eller lignende ind under madrassens hovedende, så hele madrassen løftes lidt op. Han er for lille til en hovedpude.

Du skal ikke være bange for, at han lige nu bliver vænnet for meget til flasken - det er bedre, at han får lov til ...


Annonce

... at falde trygt i søvn og forbinder det at sove med noget trygt og dejligt - end at du kæmper med ham og han bliver ked af det. Det skal være rart at sove:)

Du skal også være opmærksom på, at han måske ikke altid skal bøvse lige efter, at han har fået flaske - du skal naturligvis give ham chancen for at få bøvset af. Holde ham op over din skulder, så ryggen er rank eller sidde med ham foran dig. Du kan også klappe ganske let på blenumsen og op af ryggen for at hjælpe luften den vej ud. MEN - hvis der ikke er kommet en bøvs inden for et par minutter og han tydeligvis bare sover, så lad ham sove. Ofte vil bøvsen så være på vej lidt senere. Ofte går der måske bare 20-25 minutter, så kan du se, at han ligger og gir sig, smasker, småklyker lidt - og så er det højst sandsynligt en bøvs.

Sørg for at han ligger med hovedet drejet skiftevis til venste og højre side. Hvis der sammen med bøvsen kommer lidt mælk ud, så kan han komme af med det, når hans hoved er drejet - samtidig med at du jo skal sikre, at hans hovedfacon forbliver fint rund. Og hold øje med, om han kan klare det selv. Hvis han ikke kan det, så skal du naturligvis tage ham op, hjælpe ham med at komme af med bøvsen og så prøve at putte ham igen.

Du skal også være opmærksom på, at små børn har det man kalder for bevidsthedstadier. Det er vigtigt at kende til, fordi det siger noget om, hvornår han er parat til at blive puttet:

Stille årvågenhed: Er der hvor din dreng ligger og kigger. Ganske stille studerer omgivelserne, lyspletten på væggen, dit ansigt og dine bevægelser. Han ligger helt stille, følger med øjnene, men uden at dreje sit hoved.

Aktiv årvågenhed: Bevæger sig lidt mere, han kigger mere aktivt rundt, kommer med små lyde, knirker lidt, vægrer sig måske lidt mod kontakt, begynder at virke lidt søgende, sulten eller har behov for hjælp til at koble lidt fra, vender blikket væk og fortæller at han har brug for lidt ro. Det er ikke det samme, som at han har behov for at sove.

Gråd: Han begynder at græde, han har været aktiv, er ved at blive træt, er irritabel eller begynder at mærke, at han nu er ved at være sulten. Måske vil han gerne løftes lidt op, har brug for hjælp til at skifte stilling, få en ny ble, måske behov for bare at ligge lidt for sig selv og lade alle de indtryk han har fået bundfælle sig.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Døsig: Når han er træt og har brug for at blive puttet. Signalerne på døsighed, kan du også se der, hvor han er ved at vågne lidt op fra en lur. Han bevæger sig, øjnene holder op med at fokusere, virker lidt matte, han rynker panden, smiler måske lidt, spidser munden, smasker, øjenlågene er ved at falde i, og han ruller med øjnene. Det er i denne periode, at han skal puttes eller gerne lige lidt før. Ved at putte ham på dette tidspunkt, så giver du ham mulighed for at få en længere sammenhængende søvn.

Og som sagt - start med at skifte ham, svøb ham i forbindelse med skiftning og tilbyd ham så flaske. Se på hans øjne, lyt til hans vejrtrækning - prøv at putte ham fra dig lige der, hvor du kan se, at han næsten sover, men ikke sover helt. Det vil være rigtig fint, hvis han lige når at registere, at du bytter flasken ud med en sut og at du flytter ham fra din favn og ned, hvor han skal sove. Stå ved ham, lad ham mærke dine hænder på kroppen og fornemme, at du stadig er der. Prøv om du kan lulle ham ind i søvnen netop med din nærhed. Puttes han i barnevognen, så tril ham og hjælp ham i søvn på denne måde, ligger han i liften, kan du også svinge liften stille og roligt frem og tilbage :)

Græder han og kan han ikke finde ro, så skal du naturligvis tage ham op igen - berolige og betrygge og få ro på ham, måske give ham lidt mere mælk. Og når han så er parat, så prøver du at putte ham igen :) Fokus lige nu skal være at han falder trygt i søvn, og så betyder det mindre hvordan :)

Med hensyn til vågentid, så lyder det rigtig fint, hvis han ikke er vågen i mere end 1.5 til max 2 timer af gangen. Nogle gange vil han måske kun være vågen i en lille time, før han tydeligt er træt igen. Det er rigtig fint med den alder han har :)

Du skal regne med, at han måske har brug for ca. 15.5 times søvn i døgnet. Det kan fordele sig lidt forskelligt, men måske 5-6 timers søvn om dagen og 9-10 timers søvn om natten, naturligvis afbrudt af mælk. Det er lidt forskelligt hvor mange og hvor lange lure børn i 2 måneders alderen tager - nogle børn tager 2 meget lange lure, andre tager 3 lure og atter andre tager faktisk 4 små lure. Du er nødt til at være lidt fleksibel her.

Når han bliver 3 måneder, vil han begynde at trives med lidt mere fast rytme og vil her ofte sove 3 lure dagligt - en formiddagslur, en middagslur og en kort lur sidst på dagen, og mange børn vil i denne alder gå sent i seng for natten... Måske vil han først sove nattesøvn fra kl 22 - og det vil være helt normalt. Det ændrer sig lidt hele tiden.

Håber du kan bruge dette lidt videre, og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Vent ikke til din baby har fået rød numse

- brug Olívy fra første bleskift

Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

29. april 2024 | Sovevaner | 2 år, 1 mdr.

Nattespetakler

Kære Helen Vi har nogle udfordringer om natten pt. Og jeg ved ikke, hvad vi...

Læs hele brevet og Helens svar


23. april 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Putning - 11 mdr.

Hej Helen, Jeg skriver igen, fordi min søn snart bliver 1 år gammel og skal...

Læs hele brevet og Helens svar


22. april 2024 | Sovevaner | 15 mdr.

Lange putninger - 15 måneder

Hej Helen Jeg skriver til dig, fordi vi har kæmpet med aftenuro og lange...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Angst hos børn

Børn vil i løbet af deres liv have perioder, hvor de er bange for forskellige ting. Man kan skelne lidt imellem frygt og angst. Barnet kan f.eks. blive bange for en stor hund der står og gør - her er der tale om frygt, og det kan være hensigtsmæssigt, fordi det er med til at holde barnet fra en situation, som måske kan være farlig.

Angst ligger lidt dybere og det kan f.eks. være når barnet ikke kan falde i søvn på grund af f.eks. tordenvejr. Når barnet oplever angst, så oplever...

Læs mere i Babylex

Slå

Det er forbudt ved lov at slå sit barn. Den såkaldte revselsesret blev afskaffet af Folketinget i 1997. At slå sine børn er således en ulovlig måde at opdrage på - og det gælder også "dask over fingrene", hvis det lille barn piller ved noget det ikke må. Et barn der bliver slået vil føle sig mindre værd.

Et barn der bliver slået er udsat for fysisk vold. Det kan være at barnet får en lussing, en endefuld, at barnet bliver sparket, rusket, brændt med cigaretter eller lignende....

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og søvn som er sprængfyldt med praktiske råd om hvordan du får dit barn til at sove.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen

Så lykkedes det! Efter så mange måneder, er Johan faldet i søvn i sin barnevogn, op til flere gange.

Jeg har idag vækket ham en halv time før han plejer at vågne, og nu har han sovet 45 min. formiddag (barnevogn), og ligger nu pt. og sover middagslur (indtil nu en time). Så jeg kan slet ikke få armene ned:)

Vi ser om vi kan hoppe på togene i tide, tak for hjælpen:)

Venlig hilsen
Kathrine, mor til Johan på 6 måneder


Annonce