Svar: Stadig store problemer med søvn

---

Kære Mor

Tak for dit brev - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig omkring jeres ældste datter. Nogle af de ting jeg skriver, vil du måske være enig i og andre ikke, men så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker kan passe hos jer:)

Der er ingen tvivl om, at rigtig mange ting spiller ind hos jer, og der kan være rigtig mange forklaringer på, hvorfor jeres datter har så svært ved at slippe dagen og overgive sig til søvnen. Når man skal løse et problem, så er man nødt til at kikke lidt på årsagen til problemet, og hos jer kan der være flere årsager…

For det første er jeres datter en meget sensitiv pige, som meget let kan bekymre sig og "tage lidt for meget på sine skuldre", som du selv skriver. Når jeg skriver dette, så er det ikke, fordi jeg ser hende som særlig sart, eller skrøbelig, faktisk tværtimod. Hun er på mange måder en meget stærk pige med en stærk personlighed. Det viser hun blandt andet ved netop at holde fast i "jeg kan IKKE sove!".

Når jeg læser beskrivelse af jeres datter nu og i de tidligere breve, så har jeg et billede af en pige, som generelt er meget observerende og meget følsom overfor, hvad der sker i hverdagen, og hvordan I har det. Jeg er ikke i tvivl om, at hun bliver meget påvirket, hvis I f.eks. stresser for meget i hverdagen og har "for travlt". Og jeg tænker faktisk også, at hun måske inderst inde reagerer som hun gør, fordi hun måske kan være bekymret for jer. Jeg ved fra et af dine tidligere breve, at far har været indlagt, og I troede, at han var alvorligt syg - en sådan oplevelse kan godt sidde i hende meget længe (læs måneder/år), fordi det pirker til hendes separationsangst og bekymringerne for "er du her også i morgen?".

Jeres datter lyder til at have en form for separationsangst - og det lyder ikke til at være problematisk i hverdagen, det påvirker hende ikke, når hun er i børnehave. Hun kan godt være adskilt fra jer i dagtimerne. Men det bliver tydeligt, når hun skal sove. Hun bliver dybt ulykkelig, hvis I går fra hende, og når først hun er blevet rigtig ked af det, så har hun ekstra svært ved at koble fra. Du fortæller, at hun faktisk kan ligge ved side af jer og græde - selvom I er der… Hun lyder derfor til at have en bekymring, som handler om, at hun er bange for ikke at kunne være sammen med jer, at hun skal adskilles fra sin mor og far.

Det er naturligt at børn i perioder har svært ved at være adskilt fra deres forældre. Alle børn har i perioder separationsangst - de fleste børn har det før de fylder 2 år, mange har det også i forbindelse med, at de starter i børnehave og igen, når de begynder i skole. Det hører med, at det er rigtig svært at skulle slippe sine forældre og finde ud af at klare sig mere på egen hånd. Men det bør naturligt ikke være i en grad, som hindrer dem i at fungere i hverdagen.

Det lyder ikke til at være tilfældet hos jer - hun fungerer faktisk godt i hverdagen, men hun har rigtig meget brug for jer, når hun skal sove og jeg synes faktisk, at I skal prioritere at sove sammen - hvis det er det hun vil.

Jeg forstår godt, når du skriver, at det ødelægger jeres voksentid, og jeg kan sagtens forstå, hvor frustrerende det er, når I aften efter aften, måned efter måned forsøger alt for at få hende til at slappe af og falde i søvn. Og I har forsøgt det hele - putte hende til fast tid, putte tidligere, putte senere, læse historie, være der, blive hos hende på madrassen, gå fra hende, lade hende falde i søvn på sofaen osv. osv. Og hun kan bare ikke sove.

Hun ved godt, at I forventer, at hun skal sove. Det er hun helt bevidst om, og jeg er helt enig i, at hun ikke kører om hjørner med jer. Hvis hun kunne sove, så ville hun gerne sove. Hun ved godt, at det er det, som forventes af hende, og hun prøver, men jo mere hun prøver, jo sværere bliver det. Hun kan godt ligge og tænke "jeg skal sove, jeg skal sove, jeg skal sove", og det er naturligt frustrerende ikke at kunne, og det hjælper hende ikke, tværtimod. Jo mere hun kæmper, jo sværere bliver det. Og jeg tror faktisk, at det er derfor hun bliver så ked af det, også når hun ligger ved siden af jer. Hun vil jo rigtig gerne, men kan bare ikke.

Måske har I tendens til at sige "du skal sove nu", "klokken er mange", "det er alt for sent", "du skal være frisk i morgen", "lillesøster sover" osv. Alle disse sætninger, som jo kan være rigtige nok, men som sandsynligvis ikke hjælper hende, fordi de igen og igen giver et pres, og hun kan ikke leve op til det. Hvis hun er en sensitiv pige, så er det vigtigt for hende at gøre alt godt. Når man er særligt sensitiv, så er man ofte meget perfektionistisk, man vil allerhelst gøre det rigtigt i første forsøg. Særligt sensitive børn har det ofte ikke ret godt med at springe ud i noget, fordi de tænker rigtig meget, og de er fuldstændig bevidste om, at de måske ikke klarer det første gang, anden gang eller måske aldrig lærer det. De ser tingene realistisk, ...

---

---

... hvilket ofte kan være rigtig svært, fordi man jo så skal erkende, at man naturligt ikke kan alt.

I oplever det måske i hverdagen, hvor hun f.eks. skal tegne en tegning og ikke vil, og hvor I måske opfordrer hende til at tegne - og med det samme siger hun så "se nu - jeg tegnede uden for stregerne, jeg sagde jo, at jeg ikke kunne!" eller lignende. Hvor hun faktisk er meget bevidst om, hvad hun kan, og hvad hun ikke kan… Og ja, så oplever I det så også om aftenen. Hun er et eller andet sted smerteligt bevidst om, at hun ikke kan falde i søvn og dermed ikke kan leve op til det, som forventes af hende, hvilket gør det ekstra svært for hende, for hun vil faktisk rigtig gerne - hvis bare hun kunne…

Jeg tænker, at I for det første skal prøve at tale med hende om, hvordan hun gerne vil falde i søvn. Udnytte at hun nu har en alder, hvor hun godt selv kan være med til at komme med forslag. En mulighed kunne f.eks. være at hun fik en madras på gulvet i soveværelset og fik lov til at sove inde hos jer.

En anden mulighed er at I lader pigerne sove sammen, så hun ikke føler sig alene om natten og måske føler at det er mere fair, hvis de voksne sover sammen og børnene sover sammen.

Det afhænger rigtig meget af, hvad jeres datter giver udtryk for at have behov for. Hvis hun selv siger, at hun vil sove hos jer, så er I nødt til at lytte til dette og finde en løsning, som gør dette muligt.

Så skal I også acceptere at hendes søvnbehov er mindre end gennemsnittet - måske ligner hun sin mor eller far på dette punkt? Måske en af jer ofte også sover mindre end de fleste… Det gennemsnitlige søvnbehov er 11.5 time for en 4 årig og 11 timer for en 5 årig, og hun vil sandsynligvis sove mindre end dette, men det kan være okay, så længe hun trives, er glad, udvikler sig i god retning:)

---

---

Det betyder naturligt, at hun lige nu ikke skal puttes i seng, før hun er parat til at sove. Det betyder også, at I skal prøve at undgå sætninger som "du skal sove nu", "det er sengetid for dig" osv. Prøv det modsatte, at fjerne dette pres fra hende. Så når hun bliver puttet og med det samme erklærer "jeg kan ikke sove!", så lyt og accepter "det ved jeg godt, det er helt okay", "du behøver ikke sove nu, bare slappe af". Hvis hun så begynder at komme med lidt bekymringer "men hvad sker der, hvis jeg ikke falder i søvn", så svarer du "der sker ikke noget, din krop sover, når den vil sove" eller lignende. Så hun får en indre fornemmelse af, at det her kan I ikke presse igennem, og at hun nok sover, når hun har brug for det.

Madrassen på stuegulvet, som I også har forsøgt kan være en rigtig god idé. Hun kan godt have glæde af at få lov til at falde i søvn der. Det at skulle overgive sig til søvnen vil altid være forbundet med adskillelse fra forældrene, og når I går til et andet værelse, for at få hende til at sove der, så får hun følelsen af at "nu slutter det hyggeligt og i stedet starter den forfærdelige separation". Derfor kan det i jeres tilfælde måske netop være en løsning, at hun lige nu får lov til at falde i søvn i stuen om aftenen, imens I forældre sidder i sofaen, ser film eller hvad I nu laver:)

Og måske behøver hun ikke blive vækket…? Det kommer an på, hvordan jeres hus er indrettet, og hvor I sover i forhold til stuen. Men hun kunne måske falde i søvn på madrassen hos jer i stuen og så blive liggende der. Netop fordi hun i det øjeblik, hvor I vil følge hende ind i seng, vågner og bliver ked af det - fordi separationen jo så starter der. Alternativt måske en anden madras i soveværelset, så hun flyttes fra stuen og ind i soveværelset og dermed hele tiden får lov til at sove, hvor I er. Så hun, selvom hun oplever at blive flyttet, så oplever hun ikke adskillelse fra jer "jeg er lige her ved siden af dig, du kan roligt sove videre, jeg går ingen steder".

Jeg tænker, at det handler rigtig meget om at få hende gjort tryg ved at sove og at trygheden sandsynligvis skabes af at få lov til at falde i søvn i samme rum, som I befinder jer. At I forsøger at sikre, at hun ikke får følelsen af, at hun bliver "flyttet væk fra jer". Og når hun kan sove på denne måde og er blevet tryg ved at overgive sig til søvnen, så kan I arbejde på at hun puttes i egen seng på eget værelse… Men hun kan det ikke nu.

Prøv at spørge hende "hvordan vil du gerne falde i søvn om aftenen?" og lyt til hendes forslag og anerkend hendes evne til at give udtryk for sit behov. Og prøv så at glemme, hvis I tænker tanker som "hun burde jo kunne sove nu?" eller "vi skaber blot dårlige vaner senere hen", eller "hvad har vi gjort forkert?". For det første vil tanker som dette ikke hjælpe jer videre, I bliver blot mere frustrerede alle tre, og det har ingen af jer glæde af. Og for det andet, så er der ingen faste regler, og jeres datter har bare rigtig meget brug for at vide, at I er der - og det er helt okay:)

Håber du kan bruge disse tanker videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---