Annonce

Annonce

Svar: Brugen af sut - 2 mdr.


11. november 2014

Kategori:
Alder:
2 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Maria

Tak for dit brev og hvor dejligt at høre fra dig igen - og stort tillykke med at I har fået jer en lillesøster - hun lyder til at stortrives:)

Når du giver sut til din datter, så er det en god idé at give den, som afslutning på et måltid - det vil sige, at du skal give hende bryst/flaske først, og så kan hun få sutten før hun så falder endeligt i søvn. Det er ikke nogen god idé at tilbyde hende sutten før hun skal spise - f.eks. på puslebordet eller lignende, fordi hun så vil kunne have svært ved at spise nok mælk, når hun så tilbydes bryst/flaske, fordi hun har brugt en del kræfter på at sutte på sutten. Så mælk først og så sut bagefter.

Og når det så er sagt, så behøver hun ikke nødvendigvis en sut hver gang hun har spist eller hver gang hun skal sove. Nogle børn har rigtig meget glæde af sutten og har et stort suttebehov. De slapper fuldstændig af og finder ro, når de får sutten i munden. Andre børn får fint deres suttebehov stillet ved bryst eller flaske og har ikke brug for også at få en narresut, og nogle børn får ligefrem kvalme, hvis man putter en sut i munden på dem. En sut er en mulighed og ikke noget som alle børn skal have:)

Hvornår hun kan holde sutten selv er forskelligt fra barn til barn. Måske i løbet af den næste måneds tid. Det kan nogle gange hjælpe at trække en stofble igennem suttens ring, fordi stofbleen så støtter sutten, når hun ligger i sin lift. Hun skal jo ligge med hovedet drejet til skiftevis venstre og højre side, når hun sover:)

Det er rigtig fint, at du lige nu svøber din datter. Det at være svøbt hjælper hende til fysisk ro og kan gøre, at hun lettere overgiver sig til søvnen. I de måneder, hvor hun har ligget i din mave, har hun følt sig omsluttet. Og her hjælper svøbet. Når hun sparker, så virker det lidt som da hun lå i din mave. Derfor vil hun ofte også sove beds hos dig eller på fars brystkasse. Det er rigtig dejligt for hende, når hun kan mærke vejrtrækningen, hører hjertet slå, mærke jeres varme, ro osv. Det er det mest trygge sted, hun kan være, netop fordi det minder om tiden i livmoderen.

Du skriver, at I nu har valgt at lade hende sove alene på eget værelse, fordi du sover bedre på denne måde. Jeg forstår godt, hvad du siger - men I skal være opmærksomme på risikoen for vuggedød. Jeg siger det ikke for at skræmme, men blot fordi I skal medtænke, at hun stadig er et spædbarn. Undersøgelser viser, at det er med til at holde barnets vejrtrækning i gang, at man sover i samme rum - ikke i samme seng. I kan evt. overveje at koble hendes seng til jeres seng eller måske købe en bedside crip (søg evt. på brugt), på den måde kan du berolige hende med dine hænder og kærtegn og hun kan mærke, at du er der - samtidig med at du selv kan få lidt søvn.

Du må godt begynde at indføre lidt faste putteritualer nu. Netop omkring 2 måneders alderen vil det være rigtig fint at arbejde på lidt faste rutiner omkring putning. Det vil være meget af det, som du allerede gør - giver mælk, skifter hende, svøber hende, måske giver lidt mælk igen, og derefter ...


Annonce

... putter hende med bestemte kærtegn, beroligende ord osv. Måden du putter hende på skal være genkendelig, så hun begynder at fornemme, at det nu er sovetid, så hun ved hvad der skal ske.

Så længe hun ikke er ældre end hun er, så er der nødt til at være en vis fleksiblitet og hendes rytme vil naturligt ændre sig i løbet af de næste uger og måneder. Det er helt naturligt, at hun nogle gange kun sover en kort lur og andre gange kan sove 3 timer, ligesom det er helt normalt, at hun nogle gange kun kan være vågen i måske 45 minutter, så har hun brug for mælk og for at sove igen og andre gange så er hun pludselig vågen i 2 timer. Det kan også sagtens være sådan, at hun nogle dage kun sover 2 længere lure og andre dage måske sover 3-4 lure - det hører med til at være et lille spædbarn:)

Når hun bliver 3-4 måneder, så vil dette mønster ofte ændre sig. Hendes puttetidspunkt vil sandsynligvis blive senere - måske vil hun først gå til ro for natten omkring kl 22, det er normalt i den alder. Hun vil også ofte have behov for 3 lure dagligt og netop i 3-4 måneders alderen kan du begynde at arbejde på en rytme, hvor du hjælper hende til at sove formiddagslur, middagslur og lur sidst på eftermiddagen.

Og i takt med at hun så bliver så gammel, at hun skal begynde med skemad, så vil dette også spille ind på hendes søvn og på hele dagens rytme. Og når hun bliver 6 måneder, så sover hun måske kl 20 igen ... Der sker altså hele tiden ændringer og det skal der være plads til:)


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Det vil være helt naturligt, at du skal være der, give hende mælk, berolige og betrygge, når hun skal sove - det har alle børn brug for og det er vigtigt, at vi prioriterer at give dem den tryghed og nærhed de viser behov for, for at kunne overgive sig til søvnen.

Med hensyn til sutten om natten, så skal du være opmærksom på at hun naturligt vil tabe sutten, når hun sover og at du ikke per automatik, hver gang du kærtegner hende også giver hende sutten i munden. Hun behøver ikke sove med sutten i munden. Den kan bruges til at falde i søvn med, men når hun så sover og sover godt og taber den, så lad den være:)

Nogle børn har rigtig meget brug for at blive svøbt i lang tid, og når svøbet bliver for lille, så bruges dynen eller de har glæde af at blive svøbt i en voksipose, duni-duo, slee-bee, drømmepose eller lignende. En sovepose er for mange rigtig god, især med den årstid, som vi går i møde lige nu:) De fleste børn vil i 4 måneders alderen begynde at trille omkring og har i 4-6 måneders alderen ofte brug for at kunne skifte stilling undervejs i deres søvn, og mange børn vil derfor i denne alder begynde at protestere over svøbet. Men det er ikke alle - børn er forskellige og du må derfor prøve at se, hvad hun viser behov for hen af vejen.

Jeg vil anbefale dig rigtig meget at læse min bog "Helens bog om børn og søvn". I den kan du læse meget mere om søvn, hvordan du hjælper din datter til gode søvnvaner fra starten, hvad du kan forvente i forskellige aldre osv.

Fortsat held og lykke:) Og glæder mig til at følge jeres lille familie igen!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?

Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

23. april 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Putning - 11 mdr.

Hej Helen, Jeg skriver igen, fordi min søn snart bliver 1 år gammel og skal...

Læs hele brevet og Helens svar


22. april 2024 | Sovevaner | 15 mdr.

Lange putninger - 15 måneder

Hej Helen Jeg skriver til dig, fordi vi har kæmpet med aftenuro og lange...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar


26. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.

Svær putning - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen, Et spørgsmål til putning. Vores dreng på 2.5 år har altid...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Spinat

Når børn er 6 mdr gamle må de gerne begynde at få lidt spinat.

Du skal dog være opmærksom på, at spinat indeholder Nitrat, og det bør derfor ikke fylde mere end 1/10 af portionen eller alternativt kun gives med 14 dages mellemrum.

Læs mere i min bog Helens bog om børn og mad

Læs mere i Babylex

Indeklima

Et godt indeklima er vigtigt for vores helbred og for blandt andet at mindske risikoen for husstøvmideallergi. Miljøstyrelsen har følgende 5 råd til bedre indeklimavaner:

1. Luk luften ind. Sørg for gennemtræk 2x5 minutter hver dag. Luften indenfor kan være mere forurenet end luften udenfor, og der skal gennemtræk til, for at luften bliver skiftet ud. Vinduer på klem giver ikke samme effekt.

2. Gør hyppigt rent. Fjern støv en gang om ugen f.eks. ved støvsugning og...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og opdragelse, som giver dig praktiske råd til alt det, der er så svært.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen!

Tusind tak for dit tip om "drilleblæren" og "drillenumsen". Det var lige i øjet!

Pludselig blev af-med-ble et projekt, som vores datter kunne forholde sig til og føle sig som en del af. Lige fra den håbefulde: "Vi skal nok få krammet på den drilleblære, ikk?" til den lettere truende: "Jeg har sagt til drillenumsen, at hvis den ikke opfører sig ordenligt, så ringer jeg til politiet, også kommer den i fængsel".

Så nu er hun uden ble (om dagen) og siger fint til selv og overholder de faste toilettider - om morgenen og aftenen og efter måltider - uden (ret meget) brok.

Tak for hjælpen. Det er stor lettelse for os ikke at skulle skændes med hende om den åndssvage ble.

Venlig hilsen

Helt Utrolig Lettet


Annonce