Svar: Vredes udbrud - 2 år, 1 mdr.

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Det lyder som om, at I har ramt 2års alderen med lynets hast. Rigtig mange forældre oplever netop denne alder som ekstra svær og udfordrende, fordi man her virkelig mærker barnets selvstændighed og meget ofte får en følelse af, at barnet vil det modsatte af, hvad forældrene vil.

Jeres datter er i gang med at finde ud af, hvem hun er, og hvordan hun påvirker andre med sine handlinger. Hun afprøver og udforsker - alt sammen for at lære og finde ud af at være i verden. Og hun er nødt til at gøre det modsatte af, hvad I voksne vil - for det er netop, når hun gør dette, at hun udvikler sin selvstændighed. Hun kan ikke gøre det samme som jer, hvis hun skal finde ud af, hvem hun selv er. Derfor kommer der ofte en del konflikter i løbet af dagen, hvor hun siger nej til det, du vil.

Jeres datter kan sige nej på mange måder:

Et kropsligt nej: Her skubber hun f.eks. tli dig, trækker sig fra dig, løber sin vej eller stikker af, gemmer sig for dig. Det kan også være, at hun nægter at spise og kniber munden sammen, når du sætter tallerkenen foran hende.

Et bestemt nej: Hun siger fast og bestemt ""NEJ!" og markerer tydeligt "jeg vil ikke!". Det kan være i situationer, hvor du f.eks. vil have, at hun skal have børstet tænder, hvor du vil skifte hendes ble, det kan også være, at hun ikke vil med hjem fra dagpleje, men vil lege videre der, eller at du kræver, at hun skal holde i hånden, når I går ved vejen.

Et prøvende nej: Her kan hun f.eks. vende sig om, kikke på dig og alligevel gøre noget, som hun godt ved, at hun ikke må. Hun er styret af sin indre lyst til at udforske og afprøve, og hun ved godt, at du siger nej i denne situation, men lysten overmander hende, og hun prøver alligevel, skal lige tjekke, om du nu reagerer, som hun forventer.

Et legende nej: Hun løber f.eks. sin vej, imens hun griner, fordi hun vil have, at du skal løbe efter hende, fange hende og give hende en kildetur. Hun ved godt, at hun nu gør noget, som du ikke ønsker, men hun ved også, at hun ved at gøre dette kan få din fulde kontakt og lige der, har hun brug for din positive opmærksomhed.

Et afmægtigt nej: Hun oplever, at noget er rigtig svært. Hun forsøger at stable klodserne til et tårn, men tårnet falder sammen. Hun forsøger at tage sko på selv, men mestrer det endnu ikke... Verden bryder sammen for hende, og hun græder, følger afmagt og siger måske "nej, nej, nej", imens hun græder.

Der er rigtig mange situationer i hverdagen, hvor I voksne tager beslutninger og holder fast i, at tingene skal være som I vil. Men netop fordi hun lige nu brager igennem selvstændighedsalderen, så har hun brug for at mærke, at hun også kan bestemme, og det er vigtigt, at du/I forsøger at inddrage hende så meget som muligt. Hvis hun igen og igen mærker, at hun ikke har medbestemmelse, så vil hendes verden bryde mere og mere sammen - og hun får det, som kaldes fortvivlelsesanfald.

Når verden går hende imod, når verden bryder sammen for hende, så bliver hun netop fortvivlet. Hormonerne kører rundt i kroppen på hende, og et af disse hormoner er adrenalin. Det er vores "kamp- eller stresshormon", og når hun bliver frustreret, ked af det, bliver bange osv. så udsendes der adrenalin i hendes blodbane. Det kan du blandt andet mærke ved, at hun bliver ekstra stærk, hendes muskelmasse øges, så hun bliver sværere at holde, hun stritter imod.

Det er vigtigt, at du her ikke skælder ud, men at du forsøger at sætte ord på det, som er svært, og at du viser hende, at du er rolig - du kan godt bevare roen, selvom hun ikke kan Det er vigtigt, at du reagerer på en måde, hvor hun føler sig forstået.

Adrenalin virker som ild, så hvis vi puster til det, bliver det værre. Derfor er det bedste du kan gøre at tage det stille og roligt, sætte dig ned og komme i øjenhøjde med hende, sætte ord på som f.eks. "ssåå skat, bliver du bare så ked af det" eller "såå, det er også dumt, at vi skal hjem nu, du legede lige så godt" eller lignende - så hun føler, at du forstår det. Det betyder ikke, at du altid skal følge hende, eller at det altid skal blive, som hun gerne vil, men det er meget vigtigt, at hun føler sig lyttet til og forstået.

Derudover er det meget vigtigt, at du generelt forsøger at inddrage hende, så du netop anerkender hendes spirende selvstændighed. Hun har brug for at føle, at hendes mening også tæller. Det gælder f.eks. når I er ude at handle eller på vej hjem fra dagpleje, eller når hun f.eks. skal ind i bilen.

Når I f.eks. er ude at handle, så kan du inddrage hende i indkøbene. Hun kan være med til at kikke efter bestemte varer i butikken "hvor er der pasta henne, kan du finde det?" eller hun kan finde og tage varer på de nederste hylder og være med til at lægge dem i kurven eller ...

---

---

... vognen. Hvis I handler stort ind, og hun sidder i indkøbsvognen, så kan du lade hende sidde med nogle varer i hånden, det kan også være med til at gøre, at hun føler, at hun har en vigtig rolle.

Når I skal hjem fra dagpleje, og hun f.eks. ikke vil holde i hånd, så kan du give hende en valgmulighed "vil du holde i hånden eller sidde i klagvognen". Du må også gerne sige direkte "jeg vil have, at du holder i hånden her, hvor der kører biler" - for det er sådan reglerne er. Du må her også gerne anerkende, at hun har haft en god dag i dagplejen, og at det kan være svært at skifte verden, svært at skulle hjem. Nogle gange kan det være en god idé at have en lille snack med, som hun kan få, når I f.eks. kommer ud i bilen, så fokus bliver på dette og netop på at komme videre og dermed væk fra, at det er lidt svært at forlade dagplejens verden:)

Når hun skal ind i bilen, sidde i sin autostol, så kan du overveje, om det er nødvendigt at du løfter hende hele vejen. Måske kan hun selv stige ind i bilen og kravle op i sin autostol, måske kan hun selv kravle ind i bilen, så det først er, når hun er der, at du løfter hende det sidste stykke op i stolen... Hvor meget hun kan selv, afhænger naturligt af bilmodel og autostol, men jo mere du inddrager hende, jo bedre er det.

Det er ofte også en god idé at aflede hendes opmærksomhed lidt, når I går fra et sted til et andet, fjerne fokus fra, at noget dejligt slutter og noget nyt og måske lidt svært skal ske. I stedet for at tale om, at I skal hjem, så kan du f.eks. sige "kan du finde mors bil?", "kan du huske, hvilken farve mors bil har?", "Der holder mange biler her, hvad farve har den der bil?" osv. Så hun på den måde igen inddrages, og I på en helt naturlig og langt mere rolig måde finder hen til jeres bil.

Når hun ikke vil have tøj på, så kan du igen give hende et kort valg "vil du selv tage jakken på, eller skal mor hjælpe dig?". At give hende valg på denne måde, har stadig fokus på, at hun skal have jakke på - det er ikke et valg, som går på, om hun vil have jakke på, men hun får lov til at bestemme, om hun vil forsøge selv - og på den måde anerkender du igen hendes selvstændighed.

---

---

Når hun ikke vil have skiftet bleen, så kan du igen inddrage hende og f.eks. bede hende om at finde en ren ble. "Kan du finde en ny ble?", "Kan du huske, hvor bleerne er henne?". Og du kan ingen tilbyde et valg: "Kan du selv tage den våde ble af, eller skal mor hjælpe dig?" - hvor fokus igen er på, at bleen skal af, men hun stadig har medbestemmelse på hvordan.

Med hensyn til hendes morgener, så fortæller du, at hun går helt i baglås, skriger og vender sig rundt, hvis I fjerner hendes dyne, og I må slet ikke røre hende. Det lyder som om, at hun har brug for lidt tid om morgenen, så måske skal I prøve at vække hende 10-15 minutter tidligere og lade hende ligge lidt i sengen, før hun er parat til at stå op. Tal stille og roligt, når I vækker hende, skab en positiv atmosfære og lad hende vågne op uden at fjerne dynen med det samme. Også her kan det være en god idé at lade hende selv kravle ud af dynen, så I ikke fjerner dynen, men at hun selv fjerner dynen, når hun er klar.

Inddrag hende også i morgenrutinen. Lad hende føle sig mere involveret ved at lade hende træffe beslutninger, f.eks. hvilken bluse hun vil have på, eller hvad hun vil have at spise til morgenmad. Det betyder ikke, at du/I skal give hende masser af valg, men det kunne være et valg mellem to ting: "Se her, vil du have den røde bluse eller den blå bluse på i dag?" eller "vil du have yoghurt eller havregrød til morgenmad?". I tager naturligt de overordnede beslutninger, men hun får stadig en følelse af at have medbestemmelse og være en lille smule i kontrol.

Med hensyn til sutten, så er det helt naturligt, at hun søger denne ekstra, hvis hun oplever, at verden går hende imod, og det lige nu er lidt svært at være hende. Også her kan du dog med fordel inddrage hende - I kan f.eks. have en lille æske, som I lægger sutten i om morgenen, når hun står op, og hvor den så kan ligge og vente på hende til hun skal i seng. Når I er sammen i løbet af dagen og hun måske har sin sut i munden og I taler sammen, så bed end eom at tage sutten ud, lægge den på bordet osv. så I kan tale sammen - så du stille og roligt vænner hende til, at sutten ikke skal være i munden hele tiden, det er vigtigt både for hendes tænder og sprog, men så hun også her får lidt følelse af kontrol og medbestemmelse - det er hende, som tager sutten ud af munden og det er hende, som lægger den fra sig, og hun ved, hvor den er.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - og så vil jeg anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---