Svar: Opgiver ikke

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Der er sandsynligvis mange ting som spiller ind hos jer og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)

For det første, så ved jeg fra dit tidligere brev, at du venter dig igen - at jeres ældste skal være storesøster, måske er hun allerede blevet det? Og det spiller naturligt ind. Det er meget svært at skulle dele mor og far med en lille ny og jeres datter vil på mange måder godt kunne "gøre sig yngre" end hun er, virke lidt mere urimelig, have brug for ekstra hjælp, vil ikke af med bleen osv. Alt sammen, fordi hun nu er storesøster.

Og det at holde fast i nogle bestemte sko eller bruge din mobiltelefon eller hvad et nu kan være - kan alt sammen være et udtryk for, at hun også har brug for at blive set og lyttet til, en slags "jeg er her også, jeg har også noget at skulle have sagt", fordi hun naturligt lige nu føler at alle taler om baby, ser på baby, er om baby og at hendes plads i familien er usikker.

Derudover så har hun naturligt også en alder, hvor hun siger mere nej og viser mere og mere egen vilje. Det er naturligt frustrerende, når hun ikke gør som du siger og som forældre kan man sagtens have det sådan, at det ville være meget lettere, hvis hun bare gjorde som du sagde… Men sådan er det ikke - hun er nødt til at sige nej. Hun er nødt til at ville noget andet end du vil. Hvis hun skal udvikle sin selvstændighed og blive sin egen person med egne meninger, er hun nødt til at ville noget andet end mor og far. Hun er ikke en lille kopi af jer, hun er sig selv og det er dette selv, hun er igang med at finde ud af hvem er. Du skal derfor prøve at se det som et sundhedstegn, at hun viser egen vilje og selvstændighed - også selvom det er rigtig hårdt i hverdagen.

Selvom hun nu er tre, snart fire år gammel, så er hun på mange måder stadig en lille pige og hun kan ikke forstå en forklaring som "de sko duer ikke i regnvejr". Hun lærer efterhånden at I regnvejr skal man have gummistøvler på og du kan godt prøve at forklare det, vise hende det og lave aftale med hende. Når hun f.eks. gerne vil have sine sandaler på, så kan du anerkende dette "åh, du vil gerne have sandalerne på i dag, det kan jeg godt forstå, de er også fine" - så hun føler sig mødt og forstået. Og du kan tage hende med hen til vinduet "prøv at se, det regner. Se alle regnpytterne - kan du huske, hvad vi har på, når det regner?". På den måde lærer hun at det er gummistøvler i regnvejr - og du giver hende samtidig muligheden for at være selvstændig, fordi hun tager aktivt del i hvad hun skal have på. Det er ikke dig, der bestemmer skoene, hun er medbestemmende i processen.

Når hendes verden bryder sammen, fordi hun ikke må få din telefon med udenfor, så kan det være en god idé igen at lytte og vise forståelse "det er også dumt, at telefonen ikke må komme med ud" og forklare, som du gør "den kan gå i stykker". Men det kan være en rigtig god idé at tilbyde noget andet, - for når I er ude, så kan I jo lege med andre ting - så hun igen lærer dette - telefonen leger du med indenfor, udenfor kan vi lege med bolde, ringspil, gynge osv. "Vi kan ikke lege med telefonen ude, men du kan finde bolden, så kan vi spille bold".

Naturligvis vil hun kunne blive rigtigt ked af det, når hun mærker at du vil noget andet end hende, når du siger nej og holder fast i dit nej - men et er vigtigt at du kan rumme den frustration og samtidig viser at du forstår hende. Når verden går hende imod så drøner er adrenalin rundt i kroppen, hvis du viser hende forståelse, signalerer ro, så slapper hun af, men hvis du bliver irriteret på hende, skælder hende ud, kalder hende hysterisk eller lignende, så er det som at puste til ilden og hun bliver blot mere og mere ulykkelig og frustreret.

Jeg plejer at sammenligne det med at du går ind ...

---

---

... til din chef. Der er noget du er utilfreds med. Chefen kan møde dig på to måder:

1. Hold dog op med at skabe dig! Det er da utroligt som du bliver ved. Nu må du sætte dig og tænke over, hvordan du opfører dig - og så kan du komme, når du kan finde ud af at opføre dig ordentligt…

Eller 2. Hvad sker der? Hvorfor bliver du så vred? Ked af det? Hvad handler det om. Kom lige ind, sæt dig ned og lad os tale sammen, lad mig høre, hvad det er …

Når vores børn er frustrerede og kede af det, så skal vi prøve at møde dem, som vi gerne selv vil mødes. Hvis vi bliver mødt som i eksempel et, så vil vi føle os afvist og det vil ikke hjælpe os, vi vil ikke få det bedre. Men hvis vi bliver mødt som i eksempel to, så vil vi føle os lyttet til og forstået. vi vil ikke føle os afvist - heller ikke selvom vi ikke får vores vilje. Det er ikke sikkert, at du får lønforhøjelse eller hvad du nu gerne vil have - men det har rigtig stor betydning, at du føler dig lyttet til og føler dig forstået.

Du må altså gerne sige nej til din datter - men du skal naturligvis overveje, hvorfor du siger nej. Nogle gange kan det måske godt blive, som hun gerne vil have det - måske kan hun godt få sandalerne på og skoene med i tasken. Andre gange er et nej nødt til at være et nej - også selvom hun bliver frustreret. Vi skal alle sammen lære, at tingene ikke altid er, som vi gerne vil have dem:)

Du skriver, at din datter "græder, højt og stopper ikke med det samme for hun håber at få lov" - og du skal her naturligvis overveje, hvordan du reagerer og om du generelt har en tendens til at sige nej, nej, nej, jamen så gør det da - fordi du gerne vil have fred. Hvis du har tendens til dette, så bliver din datter usikker. Hun ved ikke hvor grænsen går, hun ved ikke hvad nej reelt betyder. Et nej er et nej og hun skal kunne regne med hvad du siger - og derfor skal dit nej som sagt være velovervejet.

---

---

Med hensyn til bordskik, så skal I overveje om I hjemme har regler om at hun skal sidde ved bordet, når hun skal spise. Hvis I hjemme lader hende få mad i hånden, gå rundt i stuen, spise foran fjernsynet osv. så ved hun naturligt ikke og forstår naturligt ikke, hvorfor reglerne er anderledes, når I er i byen. Hun kan ikke forstå forskellen.

Derudover skal du overveje, hvad der sker ved at hun sidder ved bordet og er utilfreds. Hun må jo her gerne vise sin utilfredshed og igen vise at hun ikke er enig med dig - men hvis hun bliver siddende, så hører hun jo, hvad du siger…

Hvis hun ikke bliver siddende, så kan det være en god idé at du vurdere, om hun reelt har siddet længe ved bordet. Er det et måltid, som trækker længe ud, har hun siddet i 20 minutter, så kan hun måske ikke koncentrere sig mere og skal have lov til at gå fra bordet…

Og måske er løsningen at du lader hende komme over og sidde hos dig - "kom skat, sæt dig her imens vi venter på at de andre bliver færdige". Det kan være rigtig dejligt at sidde lidt hos mor - hun føler sig mødt, mærker dig, finder roen og lærer samtidig at være lidt længere tid ved bordet, før hun rejser sig.

Med hensyn til bleen på ved afføring, så tænker jeg at det lyder som en rigtig god idé at I lige nu lader hende få bleen på. Men I må godt stille lidt krav om, at hun ikke laver bag ved sofaen eller lignende steder - det foregår på toiletett. Og hun må faktisk gerne sidde på toilettet med bleen på og lave i den der, så hun på den måde vænner sig til at lave på toilettet - og når hun er tryg ved dette, så kan bleen komme af. Igen - når det er sagt, så reagerer hun måske netop nu, fordi hun er blevet storesøster og det kan derfor godt tænkes, at hun ikke kan honorere nogen krav om renlighed lige nu og så må I vente lidt:)

Jeg håber I kan bruge dette lidt videre og at I har fået lidt at arbejde videre med.

Fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---