Brev:
Hvordan tackler jeg selvstændighedsfasen?
Kære Helen,
Min Emil er nu 2 år og 9 mdr.
Én ting er sikkert! Min søn er i rivende udvikling og i det man kalder selvstændighedsfasen. Jeg har blot umådeligt svært ved at tackle denne fase og føler mig hensat i en "pærevælling" af frustration, afmagt og bekymring. Nogle dage er selvfølgelig bedre end andre, men alt i alt føler jeg mig forvirret og kan til tider slet ikke kende min ellers rare og milde lille dreng.
Emil og jeg bor jo alene sammen. Emils far og jeg har god kontakt og har en rytme som passer os alle; hver anden weekend er Emil hos far og ofte bliver det også til en ugentlig overnatter. Vi bestræber os også på, at være sammen alle sammen i hvert fald en gang om ugen og dermed har vi stadig en form for (alternativ) familieliv.
Det har taget lidt tid før vi fandt den rette rytme men nu føler jeg vi er dér hvor vi alle kan være tilfredse. Selvfølgelig er det hårdt at være så meget alene om Emil som jeg er, men jeg har accepteret tingene som de nu er og har det godt med vores liv som det er.
Emil går i samme vuggestue. Jeg er tryg ved stedet og har god kontakt til de voksne som han hver dag omgåes med. De beskriver Emil som velfungerende og som en dreng der altid er venlig. De problemer jeg har med Emil, har de ikke og det ser jeg som helt normalt og naturligt. Det er hos mig han finder tryghed og dermed også hos mig at "verdens grænser" skal opdages og forståes.
For at beskrive en simpel situation, kan jeg nævne problemet med at få tøj på. Det starter om morgenen når han ha' skiftet bleen og fra nattøjet til almindeligt tøj. Han skriger og vrider sig som hvis jeg gjorde ham fysisk ondt. Jeg har forsøgt næsten alt.
Jeg har prøvet at give ham lov til at prøve selv (hvilket han endnu ikke viser den store interesse for), jeg har forsøgt at komme ind i stuen, lægge tøjet på stuebordet med ordene "lige om lidt kommer jeg ind og giver dig tøj på" og dermed ikke forstyrre ham i den leg han skulle være igang med...jeg har forsøgt mig med ord, blevet frygtelig vred....og sidst men værst af alt (ja sådan føles det for mig) presset ham i tøjet og dermed følt at jeg gjorde noget med magt! Det seneste jeg har forsøgt mig med - i et forsøg på at "rumme" disse følelser han får - er at tage ham op og kramme ham indtil han slappede af. Det virkede een gang med den følgende gang virkede det som om han så undveg ved at bede om at komme op og kramme og skrigeriet startede forfra når jeg så forsøgte med tøjet igen.
Problemet er - mht tøjsituationen - at vi simpelthen kommer for sent hver dag. Jeg har en mødetid på studiet og eftersom jeg skal igennem den kamp hele to gange hver morgen, er det nærmest umuligt at komme ud af døren til tiden. Det starter nemlig ofte forfra når vi så kommer til overtøjet...Det er også frustrerende og hårdt at han reagere sådan. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op og i tøjet skal han jo. Vores dag skal jo fungere!
Jeg kan ikke erindre at der skulle være nogen som helst grund ...
... til at Emil har nogen form for "fobi" mht påklædning og i min fornuft ved jeg også at det slet ikke har noget med tøjet at gøre.
Der ud over reagere han på samme måde hver gang han møder et "nej" eller en begrænsning. På en dag som idag, har det bare kørt slag i slag. Den ene ting har afløst den anden og det har slet ikke været hyggeligt på nogen måder.
Et andet eksempel; En stikkontakt...en lampe som han står og slukker og tænder for. Jeg synes ikke det er i orden og siger han skal stoppe. Han bliver ved...jeg siger "stop med at lege med lyset ellers flytter jeg dig"...han bliver ved og jeg rejser mig for at gå over og flytte ham væk fra kontakten. I det lille tidsrum fra jeg rejser mig og når hen til ham, skynder han sig med et grin at tænde og slukke en masse gange i det han godt ved at jeg nu vil komme og stoppe hans handling.
Jeg forsøger at være meget konkret og tydelig i min mimik så jeg ikke er til at misforstå. Alligevel reagerer han med høje skrig, kaster sig i gulvet og bliver i det hele taget enormt arrig over at få sat den grænse. Har han muligheden gør han det igen kort tid efter og sådan kan jeg blive ved. Sådan kan han forsætte i madsituationer, tandbørstning, hentning i vuggestuen, vaskning osv osv. Selv om natten kan han skrige i søvne og råbe "nej...NEEEJ....EMIL SELV.....!!!"
Værst er det når vi alle sammen er sammen; far, Emil og jeg. Ofte føler jeg at vi helt burde stoppe med disse "familie-dage" fordi det føles værre end godt. På den anden side føles denne tanke helt absurd; det burde da kun være godt at vi kan være sammen alle sammen og forkert hvis Emil skal kontrollere tingene og det skal resultere i at vi ikke kan være i stue sammen på een gang?!
Han råber "GÅ VÆK" til sin far, slår ud efter ham, reagere som tidligere beskrevet på tøjsituationer og vil bestemme hvem der skal give ham tøj på og hvem der ikke skal. Sidste var jeg på grådens rand...og ingen af os havde det godt. Vi forsøger at tale om eventuelle handlemuligheder og bliver ofte enige om hvad vi skal gøre i givne situationer.
Jeg tænker meget over hvad der er "rigtigt og forkert" men bliver hurtigt forvirret. Jeg har til tider LYST til at sende ham på hans værelse...jeg føler det er rigtigt og at der må være konsekvens men i mine tanker tænker jeg på at det ikke gavner med nogen form for afstraffelse, at hans hjerne endnu ikke kan mestre begreberne som rimelighed og at han skal vide at jeg kan rumme hans følelser. Det er bare ikke altid lige let. Jeg bliver frustreret og vred på ham - det indrømmer jeg! Jeg ved også at jeg ikke skal tage det personligt og forsøger med alt min kræft at ryste det af mig og komme videre i programmet efter hver "tur". Jeg kender min dreng og kan tydeligt høre forskel på hans gråd...
Puhhh, det er nok enormt normalt alt det jeg beskriver, men jeg føler mig magtesløs og håber sådan du kan give mig nogle konkrete råd til bare nogle af situationerne.
Kærlig hilsen
Trine (og Emil)
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
16. april 2024 | Diverse | 2 år, 9 mdr.
Hej Helen. Vi har en dejlig pige på 2 år og 9 måneder, hun har ellers været...
15. april 2024 | Udvikling | 3 år
Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...
26. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen, Et spørgsmål til putning. Vores dreng på 2.5 år har altid...
5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.
Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...
12. januar 2024 | Udvikling | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen Tak for dine gode råd i forhold til søvn. Dem vil vi forsøge at...
Viden om børn:
Tommelfinger - sutte på
Allerede mens barnet ligger i mors mave under graviditeten, øver det sig i at sutte på finger. Derfor ser man ofte, at nyfødte og småbørn ligger og sutter på deres fingre - det har de også gjort inde i maven.
At sutte på tommelfinger har akkurat samme beroligende effekt som al anden sutten hos spædbørn. Suttebehovet er naturligt og må ikke undertrykkes, da det giver barnet en form for tryghed. Det er dog stadig vigtigt, at barnet får den tryghed og opmærksomhed, som det har...
Allergidisponerede børn
Når man taler om allergidisponerede børn skelner man imellem dobbelt forældre disposition og svær enkeltdisposition.
Dobbelt forældredisposition er når begge forældre har/har haft flerårig, svær lægediagnosticeret behandlingskrævende atopisk sygdom (Astma, rhinit, børneeksem eller sikker fødevareallergi).
Svær enkeltdisposition er når en af forældrene og/eller søskende har/har haft flerårig svær lægediagnosticeret, behandlingskrævende atopisk sygdom (Astma, rhinit,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.