Svar: Svært ved sociale spilleregler

---

Kære forældre

Tak for jeres brev, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer :)

For det første tænker jeg, at det er rigtig dejligt, at jeres dreng så glad viser sine følelser - at han rigtig gerne vil kysse, kramme og fortælle andre, hvor glad han er for dem. Det er jo et eller andet sted positivt.. men jeg forstår godt, at det naturligvis kan blive for meget, og at nogen kan føle, at deres grænser overskrides...

Det lyder her som om, at I gør det rigtig fint, når I prøver at tale med ham om det, forsøger at forklare ham forskellen på familien, bedste venner og bekendte. Det er dog vigtigt, at I også taler med ham om det i selve situationen. Hvis I "kun" taler med ham om det efterfølgende, så er han allerede videre og har glemt, hvad der er sket. Derfor tænker jeg, at det er vigtigt, at I med det samme er der, guider, forklarer og hjælper ham med at afkode, hvad det han gør og siger, gør ved andre.

Alle børn fødes med en empatisk evne. Empati bliver ofte oversat til at betyde "medfølelse", og det er nok lidt forkert, at bruge det sådan. For hvis man har medfølelse, så kræver det, at man har haft lignende oplevelser og følelser, som den man føler med. Empati er derfor snarere indlevelsesevne, en evne til at sætte sig i den andens sted og fornemme, hvorvidt den anden bliver ked af det, glad osv. Altså en evne til at aflæse andre og forstå, hvad der er det rigtige at gøre...

Og det er her, at jeres dreng skal lære nogle ting. Lige nu bruger han den erfaring han har hjemmefra - I er sandsynligvis meget kærlige, I kysser, krammer og fortæller ham ofte hvor meget I elsker ham og hvor meget han betyder - det er derfor den erfaring, som han har med sig og derfor det han bruger. Og det er derfor ikke forkert - det han skal lære er forskellen mellem de forskellige personer og situationer - og det skal han lære i situationerne og ved at I taler med ham om det. Det vil sige, at hvis han f.eks. kysser et andet barn og I kan se, at det andet barn ikke bryder sig om det, så må I gerne sætte ord på dette - hjælpe ham med at se det, afkode den andens signaler. Ligesom I også kan forklare ham, hvad han kan gøre i stedet. F.eks. nøjes med at give et kram, bare give hånden eller måske blot sige "Tak!".

Der ligger på samme måde en pædagogisk opgave i børnehaven, hvor de voksne der, skal hjælpe ham med at afkode de andre børn og finde ud af de sociale spilleregler. Han skal hjælpes til at se, hvad det han gør, gør ved de andre. Ligesom han også skal hjælpes til at håndtere, hvad det de gør, gør ved ham. Det gælder f.eks. hvis nogen kommer til at støde ind i ham, så skal han også her guides i, at det ikke er med vilje og at der ikke er noget ondt i det eller lignende. Det andet barn kom blot løbende og ramte ham tilfældigt - og det er okay.

Det er helt naturligt for hans alder, at han ofte søger voksne, spørger og taler rigtig meget - det må han naturligvis gerne, og I skal forsøge at besvare alle hans spørgsmål så godt som muligt. Det er dog også vigtigt, at I (og pædagogerne i børnehaven) hjælper ham med at skabe kontakt til de andre børn - netop hvis han nogle gange har svært ved at aflæse dem og derfor overskrider deres grænser, så er det vigtigt at guide, sætte ord på og forklare. I skal vise ham hvordan, tage ham i hånden, gå hen til andre børn, spørge hvad de laver, spørge hvad de hedder osv. og på den måde vise ham, hvordan man kan tage kontakt på en god måde. Uden at presse nogen af dem til leg. Ligesom det kan være rigtig godt, hvis I nogle gange leger med, netop for hele tiden at kunne hjælpe dem med at afkode hinanden - det går jo begge veje - han skal lære, hvad andre bliver kede af og glade for, ligesom de skal lære, hvad det er han prøver at sige til dem :)

Hans hypermobilitet kan naturligvis godt spille ind - det kan være svært helt at følge med de andre... men det går fremad og I kan fornemme, at han er ved at komme rigtig godt med. Det er super godt og dejligt! Jeg tænker dog, om han måske kan have det der hedder sanseintegrationsproblemer.

Vi bruger alle sammen vores sanser, vi hører, vi smager, vi lugter, vi ser, vi mærker og hos de fleste opleves verden og alle de indtryk vi får som ...

---

---

... uskadelige, men hos nogle børn oplevelse sanseindtryk meget ubehagelige. Det kan vise sig forskelligt alt efter, hvad problemet er - men nogle børn har f.eks. svært ved at fornemme kroppens grænser og har svært ved berøring. Det kan være svært for dem at fornemme, hvor hårdt man kan skubbe til andre eller hvordan man kærtegner andre. De kan også have svært ved selv at modtage kærtegn og berøring - og det kan godt vise sig ved, at de f.eks. bliver voldsomt vrede eller måske snarere bange, hvis andre støder ind i dem. Det føles virkelig ubehageligt for dem.

Det at han gerne vil gøre ved alt, mærke ting I går forbi, kan måske også hænge sammen med hans sanseopfattelse og bearbejdning af verden. Når vi skal forholde os til verden, så bruger vi vores sanser, og vi er dybt afhængige af at vores sanser fungerer godt, for at vi netop kan forholde os til den verden vi lever i. Så når børn har svært ved at forholde sig til verden, så kan det skyldes at de har nogle sansemæssige problemer, at deres sansemæssige bearbejdning ikke fungerer optimalt.

Der findes ergoterapeuter der har specialiseret sig i at hjælpe børn med sanseintegrationsproblemer og jeg tænker at det også vil være rigtig godt at I prøver at læse lidt om dette og undersøge om ikke det kunne hjælpe jeres dreng. De fleste børn oplever sanseintegrationsøvelser som en leg. De får lov til at løbe, balancere, snurre rundt osv. Det udfordrer dem, og kan naturligvis godt være lidt skræmmende i starten, men mange synes faktisk, at det er sjovt...

Det lyder også som om, at jeres dreng har det bedst med rutiner - genkendelighed er tryghed, og han bliver voldsomt utryg, hvis I pludselig ændrer planer. I skal naturligvis her forsøge at finde balancen mellem at give ham ro og regelmæssighed i hverdagen og samtidig også nogle gange kunne gøre noget nyt - som at cykle en anden vej...

Når hans verden bryder samme i en sådan situation, så prøv at spørge lidt ind til, hvad det er der gør ham utryg. Hvis I ved, hvad det er - måske er han bange for, at I ikke kan finde hjem eller måske synes han vejen er bredere, mere farlig osv. Hvis I ved, hvad det er, der gør ham utryg, så har I mulighed for at gøre ham tryg. Og dermed hjælpe ham, forklare ham, at det er okay, at I er der, at I passer på ham og at I gør det sammen. Sammen hjælper I hinanden.

---

---

Det er rigtig dejligt, at han er så glad for de torsdage, som han har sammen med farmor - og det er naturligvis rigtig synd, at han skal blive så ked af det, når det så bliver de torsdage, hvor han ikke er sammen med farmor - han er for lille til at forstå, at der kan være forskel - for ham er det jo bare torsdag og dermed farmordag... Jeg tænker, at det måske kunne hjælpe ham, hvis I kunne have en stor ugekalender, som I udfylder f.eks. hver søndag, med hvad der skal ske i ugens løb. Det kan være en tavle eller lignende, som et let at skrive på og viske ud... På den måde kan I hjælpe ham til at få lidt overblik over ugen og dermed forberede ham på, hvad der skal ske. Det bliver mere tydeligt, hvilke torsdage, farmor kommer og hvilke hun så ikke gør.

Det er helt okay, at han ikke vil klædes ud til fastelavn. Rigtig mange børn vil i denne alder begynde at elske klædudtøj - men det er naturligvis ikke alle. Nogle børn kan faktisk blive lidt bange for alt det udklædning, de synes figurerne, dragterne osv. er skræmmende og uhyggelige og det kan man jo egentlig godt forstå. Det er stadig rigtig svært for ham at skelne mellem fantasi og virkelighed og derfor er det lige nu bare rarest hvis man kan være sig selv - det kan man regne med :) Og sådan må han gerne have det :)

Jeg synes det er rigtig godt, at I har bedt børnehaven indstille ham til PPR, men det er naturligvis frustrerende, at der er skåret ned og frustrerende, hvis de ikke rigtig lytter til jeres bekymring. I kan prøve at drøfte situationen med jeres læge i stedet... I kan faktisk også prøve at kontakte jeres sundhedsplejerske og tale med hende - selvom I ikke længere får hjemmebesøg, så kan I godt ringe til sundhedsplejersken og tale med hende om de ting I oplever og få et råd med på vejen....

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---