Annonce

Annonce

Svar: Dårlig hørelse?


10. februar 2024

Kategori:
Alder:
11 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære Mor

Tak for dit brev :)

Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det og naturligt bekymret, hvis du har en veninde, som har givet udtryk for, at hun synes, det er mærkeligt, at jeres dreng ikke reagerer på sit navn og tilmed siger, at han nok er autist. Det er så tankeløst, ubetænksomt, sagt...

Børn er meget forskellige og udvikler sig naturligt i forskelligt tempo, og det er vigtigt at give plads til individuelle forskelle. Derudover så spiller det naturligt ind, hvordan I generelt taler til ham hjemme, og hvor meget tid I bruger på sproglig støtte. Forskning viser, at jo mere forældre taler med deres børn, læser bøger sammen med barnet, synger sange med barnet, engagerer sig i samtaler osv. jo mere opbygges barnets sprogfærdigheder.

Det betyder også, at for at jeres dreng skal lære at reagere på sit navn, så er det vigtigt, at I bruger hans navn i dagligdagen. At I f.eks. kalder på ham, når han skal komme, eller at I sætter navn på ham og andre familiemedlemmer og taler om, hvem der er hvem. Det kan både være via billeder, eller det kan være, når familien er samlet.

På samme måde så lærer han også at pege på ting, hvis I generelt peger på noget og sætter ord på det, I peger på. Han lærer at vinke, hvis I generelt bruger det at vinke, når nogen kommer eller nogen går. Han lærer at klappe, hvis I klapper for ham og med ham i forskellige situationer eller f.eks. synker klappe-kage-sang og lignende.

Børn kommunikerer naturligt ikke kun med ord, men også gennem deres kropssprog, ansigtsudtryk og lyde. Derfor er det vigtigt, at I netop bruger jeres krop, jeres mimik osv. i kommunikationen med jeres dreng - og det er vigtigt, at I reagerer på alle hans nonverbale signaler.

Når I læser bøger med ham, så er det vigtigt ikke kun at læse op, men indgå i en dialog omkring det I læser. Det er vigtigt, at I peger på billederne i bogen, når I taler om det, og det er vigtigt, at I stiller spørgsmål undervejs, også selvom jeres dreng ikke kan svare.
Du kan f.eks. pege på en bil og sige ordet bil. Og hvis din dreng peger på bilen eller prøver at sige ordet bil, så kan du respondere med "ja, det er en bil" eller "ja, bilen er rød" eller lignende. Det vil være med til at styrke hans ordforråd og give ham lyst til at kommunikere mere og mere.

Det er også vigtigt, at I sætter ord på ting, som I møder på jeres vej. Hvis I har læst om biler i en bog, så er det vigtigt at pege og vise ham biler, når I går ved vejen, så han lærer, at sådan ser en bil ud i virkeligheden. Du kan her sætte lyde på "bilen siger brrr", og hvis han f.eks. siger "bbrr", så kan du igen respondere med ...


Annonce

... forståelse og svare "ja det er en bil, bilen siger bbrr". Så han føler sig forstået, og I netop har en dialog sammen. Det vil fremme hans lyst til at tale mere og mere.

Du skriver, at jeres dreng ikke reagerer på sit navn, selv om I råber eller står tæt på ham. Det er vigtigt her at være opmærksomme på, at for at I skal kunne kommunikere, og han skal kunne forstå, hvad du vil, og hvad du forsøger at sige - så skal I have øjenkontakt. Forskning viser, at netop øjenkontakt er vigtigt, når børn skal lære sprog. Øjenkontakt signalerer opmærksomhed, interesse og tilstedeværelse, og det opfordrer barnet til at kommunikere tilbage.

Når dette er sagt, så er det dog også en forudsætning for at lære sprog, at man kan høre, og hvis jeres dreng ikke reagerer på høje eller pludselig lyde, så kan det være en god idé at få hans hørelse tjekket. Derfor er det rigtig fint, at I skal til lægen om 2 uger. Egen læge kan sagtens kikke ham i ørerne, og I kan også bestille tid hos en ØNH-læge, det kræver ikke henvisning.


Helens bog om børn og sygdom
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og sygdom" - Et uundværligt opslagsværk, som giver dig ro og overblik, når du har allermest brug for det!

Evnen til at kunne forstå sprog og kunne høre forskellige lyde, opfatte og differentiere forskellige lyde og ord hænger naturligt sammen med en god hørelse. Måske har jeres dreng haft mellemørebetændelse, været meget forkølet og derfor haft en del problemer med væske på ørerne... Det vil give ham en dæmpet lydopfattelse, nogen siger, at det lyder som, hvis man er under vand. Det kan også gøre, at han har sværere ved at retningsbestemme lyde, ligesom det kan gøre, at han har sværere ved at høre, hvis der f.eks. er støj i rummet. Det kan være støj fra fjernsyn, radio, andre mennesker.

Du fortæller, at jeres dreng at begyndt at pludre en del. Det er rigtig godt. Det er netop vigtigt, at han eksperimenterer med at producere forskellige lyde, og at han gentager konsonant- og vokalkombinationer som f.eks. bababa eller dadada. Han må også meget gerne begynde at sige enkelte ord, som har en betydning - f.eks. at han ved, hvad en bil siger og siger denne lyd, når I ser en bil. Det kan f.eks. være dyrelyde, hvis I har læst meget om dyr og sat ord på dyrenes lyde. Så han f.eks. ved, hvordan en hund, kat, tiger osv. siger. Det kan også være ord som "mam-mam", der f.eks. kan bruges i forbindelse med mad, eller det at spise, eller være sulten - igen naturligt kun, hvis I har brugt ordet "mam-mam" i denne forbindelse.

Jeg tænker, at I lige nu skal få lægen til at tjekke jeres drengs ører, og I kan som sagt også altid kontakte en ØNH-læge. Det kan I naturligt også tale med egen læge om til 1 års undersøgelsen.

Jeg håber, at du kan bruge ovenstående lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sygdom:

7. december 2023 | Sygdom | 6 mdr.

Dårlig mave 2 1/2 uge

Kære Helen Min søn på lige præcis 6 måneder startede mad for ca 3 uger...

Læs hele brevet og Helens svar


1. december 2023 | Sygdom | 3 år

Sulte- og tisse-strejke i forbindelse med børnehavestart

Hej Helen Vi har kunne bruge rigtig mange af dine svar de sidste 3 år....

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Rotavirus

Rotavirus er den hyppigste årsag til diarré og opkastninger hos spædbørn. De fleste børn smittes mens de er mellem 6-24 måneder. De får kraftige opkastninger, vandig diarré og måske feber og barnet er i risiko for at få væskemangel. Symptomerne kan vare op til 7 dage.

Tegn på væskemangel er tørst, irritation, uro, sløvhed, indsunkne øjne, tør mund og tunge, tør hud og sparsom vandladning. Hvis du ikke kan få dit barn til at drikke og du oplever et eller flere af ovenstående tegn...

Læs mere i Babylex

Gravid vitaminer

Når du er gravid, er det ekstra vigtigt at spise sund og varieret - det, du spiser og drikker under graviditeten, har betydning for dit barns udvikling i livmoderen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide tager et tilskud af folsyre, D-vitamin og jern. Desuden anbefales gravide at få tilstrækkeligt med kalk, enten gennem kosten eller som tilskud.

Folsyre: 400 mikrogram folsyre daglig fra graviditeten planlægges til og med 3 måneder henne. Dette tages i form af...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og opdragelse, som giver dig praktiske råd til alt det, der er så svært.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen,

Tusind tak for dine lange svar, du er så dejlig fornuftig :) Jeg er glad for at læse, at du i det store og hele kan understøtte det, vi i forvejen har gjort.

Tak skal du have for dine svar

Venlig hilsen, mor til Sofia 8 måneder


Annonce