Annonce

Annonce

Svar: Endnu en om søvn


25. oktober 2016

Kategori:
Alder:
3 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære Baby Ms mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din dreng og alle dine tanker - og velkommen til :)

Det er rigtig godt du skriver, og det første jeg vil sige er, at du skal blive ved med at lytte til dig selv og din mavefornemmelse. Det der føles rigtigt, er ofte rigtigt.

Jeg er helt uenig, når din sundhedsplejerske har sagt, at du skal "vise ham, hvem der bestemmer". Din dreng er 3 måneder gammel, han er på ingen måde ude på at snyde dig eller manipulere med dig - han er et spædbarn, som blot har behov for at mærke dig, sanse verden og få masser af tryghed og nærhed. Og han skal på ingen måde græde utrøsteligt i længere tid - efter en periode med kolik, så har I haft gråd nok!

Det er rigtigt, at jeg ofte anbefaler en 3-lurs rytme i denne alder, altså en rytme, hvor han hjælpes til at sove en formiddagslur, en middagslur og en lur sidst på dagen. Din dreng lyder dog til at starte dagen tidligt, og det betyder, at han måske vil trives bedre med 4 lure i stedet for 3 lige nu...

Det er helt normalt for alderen, at han først går til ro for natten når klokken er 22-23. Rigtig mange forældre tror, at børn skal sove kl 20, og det er naturligt frustrerende, når barnet så sover sent... MEN de fleste børn vil i 3-4 måneders alderen have en længere vågenperiode om aftenen og gå sent i seng, og det ændrer sig igen, når de bliver omkring 6 måneder. Derfor skal du ikke kæmpe med ham om aftenen, men i stedet forsøge at gøre det til "familietid" :)

Det er rigtig fint, at I giver ham flaske. Det gør, at du ved præcist hvor meget han indtager og som udgangspunkt vil det være super godt, hvis du kan få ham til at drikke sin flaske, før han skal sove. Det kan dog være svært nogle gange, fordi børn der får flaske ikke på samme måde spiser "trøstetåre", som børn der ammes. Derfor vil det nogle gange passe bedre, at han f.eks. tilbydes flaske midt imellem sine to lure. Som udgangspunkt er det dog godt, hvis han kan tilbydes mælk, som fast del af sit putteritual. Det sikrer at der går længere tid, før han igen er sulten og sikrer derfor en længere lur. Samtidig med at det virker afslappende, og det hjælper ham med at koble fra og overgive sig til søvnen, når han drikker sin lune mælk. Prøv om du kan give ham mælk hver 3-3.5 time... Der bør ikke gå mere end 4 timer imellem hver flaske og tiden tælles fra han startede med at få flaske sidst og til han tilbydes den igen.

Han må gerne falde i søvn med sin flaske. Lige nu skal du ikke tænke over eller bekymre dig omkring, hvorvidt det giver dårlige vaner på sigt. Lige nu er det vigtigste, at han forbinder det at sove med noget dejligt og rart og det skal være trygt at sove. Og hvis han kan drikke sin mælk og falde trygt i søvn i stedet for at græde og være ulykkelig, så er det bestemt at foretrække!

Hvis det er svært at få ham til at drikke et fuldt måltid af gangen, så vil jeg anbefale dig, at du prøver at dele måltidet i to. Prøv at give ham en ½ flaske, lad ham bøvse af, skift ham så og svøb ham i forbindelse med skiftningen og giv ham så den anden halvdel af flasken og put ham til at sove.

Jeg vil anbefale dig, at du svøber ham. Det kan være i et klæde eller i en voksipose eller lignende sovepose. De fås i mange kvaliteter og til mange forskellige priser. Det vil være rigtig godt for ham at være svøbt, fordi det hjælper ham til fysisk ro, netop fordi han har så kraftig en mororefleks, som han har. Samtidig vil det hjælpe ham til at blive flyttet fra din favn og ned, hvor han skal sove. Han vil ikke føle skiftet fra din favn og ned i lift, seng eller barnevogn så voldsomt, fordi han stadig føler sig omsluttet, men det vil være af et klæde i stedet for dine arme.

Han må faktisk også meget gerne tilbydes flasken, der hvor du putter ham - i seng eller i barnevogn. Det kan nogle gange være en god idé, fordi det hjælper ham at overgive sig til søvnen, der hvor han skal sove og igen uden at han oplever et skift fra favn til sovested, som han måske protesterer over. Du ...


Annonce

... fortæller, at det er svært for ham at spise liggende - prøv derfor at elevere hovedgærdet, så han ligger højere med hovedet. I sengen kan du komme en pude, et sammenrullet håndklæde eller lignende ind under madrassen, i barnevognen kan du evt justere ryglænet, - han bør ikke sidde, men må gerne halv ligge/sidde med støtte under hoved og ryg - og når han så har drukket sin flaske og virker til at sove godt, så kan du lægge ham rigtigt ned og lade ham sove videre...

Det kan være en god idé at indføre et bad imellem formiddagslur og middagslur. Badet stimulerer ham rigtig godt både motorisk og mentalt, det kan hjælpe ham til at finde fysisk ro, det øger hans vågenperiode lidt og det kan gøre, at hans middagslur bliver en lidt længere lur - og det vil være rigtig godt, hvis han får en lang lur midt på dagen. Nogle børn sover dog deres længste lur om formiddagen og hvis det viser sig, at han trives bedre med en sådan rytme, så er det naturligvis også okay. Generelt vil jeg sige, at det vil være rigtig godt, hvis mindst en af lurene kan vare 1.5 time, gerne mere.

Jeg vil helst ikke sætte tidspunkter på en dagsplan til så lille et barn, men et overblik over dagen og hvordan rytmen kunne være hos jer, kunne f.eks. se således ud:

Tidlig morgen: Flaske og sover videre

Vågner, kommer op, pludrer, leger.

Formiddag: Flaske og puttes til formiddagslur

Vågner, kommer op, pludrer, leger.

Kommer i bad, stimuleres rigtig godt både motorisk og mentalt. Tilbydes evt. ½ flaske før badet, så han får lidt ekstra energi før og noget at forbrænde...

Frokost: Flaske og puttes til middagslur. Du kan evt. trille ham en tur i barnevognen for på sigt at hjælpe ham til at sove en lidt længere lur her og netop holde ham sovende ved at holde vognen i bevægelse:)

Vågner, står op, pludrer, leger. Alt efter hvor lang middagsluren har været, må du prøve at vurdere, om han har brug for en lille flaske, når han vågner eller måske vil det være fint at tilbyde ham lidt kogt vand, blot for at slukke tørsten :)


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Eftermiddag: Flaske og puttes til dagens 3. lur

Vågner, kommer op, pludrer og leger

Aften: Flaske og puttes til dagens 4. lur - det er som sagt helt okay, hvis han har brug for en ekstra lille lur for at dagen ikke bliver for lang for ham :)

Sen aften: Flaske og puttes til natten

Midt nat: Flaske som nu

Som du kan se af denne plan, så foreslår jeg, at du nu forsøger at hjælpe til et lidt mere fast spisemønster og lidt mere fast rytme. Det vil hjælpe ham til at fornemme mæthed/sult, ligesom dagen deles op i mere vågne og aktive perioder og perioder, hvor han så skal sove. Og det vil være rigtig godt, at det ikke længere er "helt som vinden blæser", dog uden at du bliver alt for rigid, der skal stadig være lidt fleksibilitet:)

Når du flytter ham fra din favn, så skal du prøve at flytte ham fra dig, før han sover helt.
Skift ham, svøb ham, giv ham flaske - og se så på ham. Se på hans øjne og lyt til hans vejrtrækning. Prøv at lægge ham fra dig, når du fornemmer at vejrtrækningen er blevet roligere, langsommere, og når du kan se, at han er lige ved at falde i søvn og endnu ikke sover tungt. Stille og roligt putte ham fra din favn ned i egen seng. Udskift evt flasken med en sut. Giv ham evt. en klud ved hans ansigt, det giver lidt samme fornemmelse, som når han ligger på din brystkasse og en følelse af, at du stadig er der.

Stå lidt ved ham, hold dine hænder roligt på ham, så han fornemmer dig og så du med dine hænder hjælper ham til ro. Lad dine hænder have lidt vægt på hans krop, så der er lidt tyngde, vug ham blidt imens han ligger ned, stille og rolige, rytmiske bevægelser. Putter du ham i barnevognen så triller du den stille og roligt frem og tilbage, putter du ham i liften eller i voksipose, så vugger du den stille, så du på den måde luller ham ind i søvnen.

Jeg håber, du kan bruge dette lidt videre, og at det også giver lidt ro med på vejen :)

Rigtig meget held og lykke - og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?

Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

1. maj 2024 | Sovevaner | 20 mdr.

Problemer med putning til nat

Kære helen, Vi har store problemer med putning til nat herhjemme og ønsker...

Læs hele brevet og Helens svar


29. april 2024 | Sovevaner | 2 år, 1 mdr.

Nattespetakler

Kære Helen Vi har nogle udfordringer om natten pt. Og jeg ved ikke, hvad vi...

Læs hele brevet og Helens svar


23. april 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Putning - 11 mdr.

Hej Helen, Jeg skriver igen, fordi min søn snart bliver 1 år gammel og skal...

Læs hele brevet og Helens svar


22. april 2024 | Sovevaner | 15 mdr.

Lange putninger - 15 måneder

Hej Helen Jeg skriver til dig, fordi vi har kæmpet med aftenuro og lange...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Bedsteforældre

Det er dejligt at have bedsteforældre og for de fleste børn og børnefamilier spiller bedsteforældrene en stor rolle.

Bedsteforældre kan være ressourcepersoner, der træder til og hjælper jer i hverdagen med de praktiske opgaver. De vil ofte også gerne hjælpe med børnepasning, hvis I forældre har brug for lidt tid for jer selv.

Børn har glæde af at kende deres bedsteforældre, det er vigtigt for børn at kende deres historie og det er dejligt for dem at have...

Læs mere i Babylex

Æg

Hårdkogte æg, eller æggepandekage, kan gives fra 6 måneders alderen. Men i små mængder. Æg kan således gives som en del af en varieret kost og mange børn kan godt lide smagen af æg.

I æggeblommen findes et relativt højt indhold af kolesterol, det er dog først og fremmest madens indhold af mættet fedt, der påvirker blodets kolesterolindhold.

Man ved ikke præcist, hvor meget æg man kan tåle før det ses på kolesterolindholdet. Nogle mennesker kan spise meget æg og...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen,

tak fordi du eksisterer! I 6,5 måned - siden min søn kom til verden - har jeg benyttet mig af din hjemmesiden og læst adskillige hjælpsomme svar/spørgsmål/artikler mm. Hvilken lettelse i øvrigt, at en del førstegangsmødre føler det samme som jeg selv; overvældet af kærlighed, nervøs, urolig, lykkelig, nysgerrig, komplet for meget etc etc:)

Din kærlige og varme jargon gør, at man straks føler sig tryg i at “dele” ens liv og baby med dig!


Annonce