Svar: Hvordan opdrager man 3-årig

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres ældste dreng og alle dine tanker :) Jeg vil naturligt meget gerne dele lidt tanker med dig, og jeg tænker umiddelbart, at flere ting kan spille ind hos jer. Du må ud fra det, jeg skriver, derfor forsøge at vurdere, om noget af det kan passe ind hos jer:)

Der er naturligt flere ting hos jer, som kan hænge sammen med jeres drengs alder og udvikling. Jeres dreng er godt igang med at udvikle sin selvstændighed, og selvom du oplever, at han ikke tager initiativ eller viser lyst eller behov for at gøre ting selv, så lyder det umiddelbart som om, at han netop hjemme faktisk afprøver selvstændigheden. Det gør han ved f.eks. at sige nej til ting, som I beder ham om eller løbe sin vej, når I forsøger at hjælpe ham med tøjet. Det er også en måde at vise selvstændighed og egen vilje på.

Og netop fordi han ude er så tilbageholdende, som han er - vægrer sig ved andre børn, helst vil sidde på skødet af dig, når I er til gymnastik, klamrer sig til klapvognen, vil holde i hånden hele tiden, panikker når han ikke kan se dig - så er stedet, hvor han kan løbe rundt, afprøve grænser, sige nej og forsøge at være mere selvstændig netop hjemme. Og en del af hans manglende deltagelse i hverdagens praktiske ting, kan derfor godt hænge sammen med dette - altså spirende egen vilje og selvstændighed.

Du har dog fuldstændig ret i, at det vil være rigtig godt, hvis han kan inddrages og også stille og roligt blive mere selvhjulpen. Og her skal du være opmærksom på, hvordan du inddrager ham, altså hvordan du kommunikerer. Du skriver, at du de sidste 1.5 år har opfordret ham til at hjælpe, men også har forsøgt at lade det være frivilligt. Du skriver, at du ikke kan bede ham om noget, hvorefter han så gør det. Du skriver, at han ikke vil bidrage, og du kan ikke finde en positiv måde at få ham til det på, og du bliver derfor i tvivl om, hvorvidt du skal lokke eller tvinge ham...

Det lyder for mig som om, at du har mere fokus på opgaven, og det du gerne vil have din dreng til, og det du gerne vil lære ham - end du har fokus på samværet. Og jeg tænker, at det er vigtigt vigtigt, at du forsøge at holde fokus på, at I skal være sammen og dermed gøre ting sammen. Du skal være opmærksom på, hvordan du opfordrer ham. Det lyder lidt som om, at du "giver ham ordre" og f.eks. siger til ham, at han selv skal tage tøj på, at han skal være med til at dække bord, at han godt selv kan hænge sin jakke på knagen... og når han oplever, at du på den måde "kræver" noget af ham, så går han i baglås, så har han ikke lyst til at gøre noget.

Når du skriver, at du forsøger at lade det være frivilligt at hjælpe til, betyder det så, at du giver ham et valg og f.eks. siger "vil du være med til at dække bord?" eller "kan du selv tage bukser på?", hvortil han så svarer nej... Han vil have rigtig svært ved at vælge og netop på grund af selvstændighedstrangen og den spirende egen vilje, så vil tendensen til at sige nej være stor.

Jeg vil foreslå, at du forsøger at gøre ting sammen med ham. Ikke sætter ord på opgaven, at nu skal han have tøj på eller nu skal der dækkes bord, men at du blot siger "kom, lad os hjælpes med bukserne, sæt dig ned - så det ene ben, så det andet ben, op at stå" osv. og guider ham igennem det, så I gør det sammen. Når det skal dækkes bord, så stiller du ikke spørgsmål og nævner ikke borddækning som sådan, men giver ham feks. en tallerken i hånden og siger "sæt du tallerken over på bordet". Og når han har gjort det, så får han en tallerken mere, som han kan bære derover. Så måden I er sammen på, de ting I gør - gør I ...

---

---

... sammen, og I gør det på en naturlig måde, hvor det ikke er opgaven eller det han skal lære, som er i fokus, men netop at I nu er sammen om denne aktivitet. Jeg håber, at det giver lidt mening:)

Du nævner, at din dreng er sansemotorisk udfordret, og at han bruger høreværn i børnehaven. Han virker konstant bange for at blive forskrækket - og sådan har det mere eller mindre altid været. Det er naturligt rigtig godt, at du tager de hensyn til ham, som er nødvendige. Når det er sagt, så er det dog også vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du ser ham, og hvordan du omtaler ham overfor andre. Måske har du tendens til at sige "han er ikke så glad for andre børn", "han kan ikke så godt lide høje lyde", "han er lidt generet", "han vil helst bare være på mit skød" eller lignende.

Du skal være opmærksom på, at jeres dreng meget hurtigt kan begynde at opfatte sig selv som værende en, der skal være forskrækket, en der er nødt til at sidde hos mor, en som er nødt til at trække sig.. altså at måden du italesætter ham og hans udfordringer kan være med til at fastholde ham i den rolle, som du faktisk ønsker at få ham ud af...

Du nævner også eksemplet med koncerten og skriver blandt andet, at du naturligt ønsker, at han skal hoppe ligesom de andre børn. Her skal du være opmærksom på, hvordan du signalerer dette, måske siger du det direkte "du kan da også løbe hen og lege ligesom de andre", eller "se den anden dreng, hvor han...". Du fortæller også, at du er begyndt at opfatte ham som uopdragen og meget uselvstændig - hvilket du ikke tror er godt for hans selvværd. Og det har du fuldstædig ret i. Det er meget vigtigt, at jeres dreng ikke føler sig forkert. Og hvis han oplever, at han burde være mere ligesom alle andre, så vil det naturligt påvirke hans selvværd.

---

---

Derudover så har han jo fået en lillebror, og det kan også være med til at give nogle af de reaktioner, som I oplever. Måske har han nogle gange eller måske ofte lyst til at være lille og få hjælp til de samme ting, som lillebror får hjælp til. Måske er lillebror en større rival til jeres kærlighed og opmærksomhed, end I lige umiddelbart tror, fordi han måske har en helt anden personlighed, kan flere ting - og måske møder andre mennesker på en måde, som storebror ikke mestrer... det kan godt være smerteligt for storebror at opleve dette..

Det vil naturligt kunne give nogle ekstra udfordringer, hvis storebror er mere stille, tilbageholdende og måske introvert i sin personlighed, og lillebror så er meget mere social, ubekymret og måske ekstrovert i sin personlighed. Det kan I ikke lave om på, de er hver især, som de er, men det stiller ekstra store krav til jer, fordi de naturligt så skal mødes forskelligt og begge anerkendes og støttes, hvor de nu er. Her spiller din egen personlighed naturligt også ind, og nogle gange skal drengene mødes på en anden måde, end du selv skal, og i forskellige situationer vil de reagere anderledes, end du selv ville - og det er rigtig svært at agere i.

Så hvordan opdrager man en 3årig. Det gør man med lydhørhed, accept, anerkendelse, ligeværdighed, respekt... Og naturligvis er der visse ting, som jeres dreng (drenge) skal lære - og her tænker jeg, ikke, at han skal hverken lokkes eller tvinges, men i stedet tages i hånden, guides og hjælpes, som en naturlig del af den hverdag, I har sammen og de ting, der nu engang skal laves:)

Jeg vil anbefale dig meget min bog "Helens bog om børn & opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". Den er fyldt med praktiske eksempler og gode råd. Og jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre:)

Rigtig meget held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---