Svar: Når andre børn tager legetøjet

---

Kære mor

Tak for dit brev - dejligt at høre, at du kunne bruge mit sidste svar, tak for de søde ord. Og tak for dit fine spørgsmål omkring det at dele legetøj og reaktioner, når legetøj bliver taget fra en... Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig :)

Først - det er helt naturligt, at din datter endnu ikke er optaget af "dit" og "mit". De fleste børn begynder først senere at blive opmærksomme på dette, og deres behov for at sige "Miiin!" kommer ofte først i 2-2.5 års alderen - og jeres datter er stadig kun 20 måneder gammel, så der kan sagtens gå et halvt år eller mere endnu, og der sker meget på den tid:)

Børn under 2 år tænker ofte på sig selv. De forstår ikke, at andre kan have samme eller andre behov, de er ikke i stand til at sætte sig ind i andres følelser, og netop derfor kan de ikke finde ud af at dele eller give plads til andre. Din datter kan godt vise omsorg f.eks. give dig et kys, eller hun kan putte dukken med tæppet, fordi nu skal dukken sove - og hun vil her bruge de kærtegn, og måden du putter hende på. Hun vil også lege ved siden af andre børn, spejle sig i dem og gøre ting, som hun ser de gør - og først senere vil de begynde at lege sammen og her netop finde ud af at dele og ikke bare tage ting ud af hænderne på hinanden...

Lige nu har hun ingen forståelse for, hvad der sker, når nogen tager legetøj fra hende. Hun forstår ikke, hvorfor de gør det, eller hvad de vil med det. Hun ved heller ikke, hvad hun kan gøre, når det sker, eller om hun overhovedet skal gøre noget. Det er noget helt nyt og uvant for hende, og så bliver hun på en gang både overrasket, nogle gange frustreret, hun kikker rundt, kommer med lyde, men hun ved ikke hvad hun skal gøre... Og derfor står hun "bare og kikker". Det er helt normalt og helt okay.

At lære, hvornår hun skal bede om at få legetøjet igen, eller hvornår hun skal vælge noget andet at lege med, og hvordan hun måske skal spørge - det er et erfaringsspørgsmål. Derfor er løsningen faktisk alt det du skriver, at du er i tvivl om, du skal gøre. Nogle gange skal du støtte hende i at tage legetøjet igen, andre gange at hun kan tage noget andet legetøj i stedet. Nogle gange skal du sætte ord på, atter andre gange skal du give hende handlingsforslag. Hun lærer at dele ved, at du guider, forklarer, hjælper hende, sætter ord på og giver hende forskellige mulige løsningsforslag. Hun vil spejle sig i dig, hun vil se, hvad du gør, hun vil høre, hvad du siger - og det lagrer sig alt sammen som erfaringer i hende.

Du må gerne, når I leger sammen øve dette lidt. Det kan være f.eks. når I tegner, og du kan mærke, at hun vil have en farveblyant. Det kan også være, når I bygger med klodser, når I spiser mad sammen osv. hvor det vil være naturligt at dele og at vente på hinanden, så kan du sætte ord på som "tak - værsgo", "du låner den", "jeg låner den", "først min tur", "så din tur". Så du igen og igen viser hende, at man godt kan deles om tingene, man kan godt skiftes til at have noget, kikke på det, lege med det, give det tilbage. Det er helt ufarligt og helt okay.

Du kan også, når I leger, stille spørgsmål som "hvilken dukke vil du have?", "hvilken dukke må jeg lege med?", "hvilken dukke skal have kjole på?", "Hvilken skal have bukser på?". Når I tegner sammen - "hvilken farve maler du med?", "Hvilken farve må mor male med?", "nu tegner mor med den gule", "du venter og får den gule bagefter" - og igen naturligt sige værsgo - og - tak, når I på den måde deler med hinanden.

Når hun så bliver 2-3 år gammel og begynder at lege med andre børn, begynder at lege rollelege, og hvor deres lege bliver mere avancerede, så vil hun stille og roligt selv begynde at kunne reagere, så vil hendes erfaringer stille og roligt komme op, og hun vil kunne bruge dem.

Det er vigtigt også at huske på, at en vigtig evne i at kunne dele også er at kunne vælge sine kampe. Det er ikke sådan, at børn altid skal kæmpe for deres legetøj, nogle gange er det rigtig godt også at kunne sige "pyt" og lade det andet barn lege med legetøjet og så finde noget andet at lave i stedet. Derfor er det også en god idé, at I ikke altid holder fast i at få legetøj ...

---

---

... tilbage, men at du i stedet hjælper hende videre...

Når I er sammen med andre børn og voksne, så er det rigtig godt, at du stadig støtter, guider og forklarer. Du skal her naturligvis overveje situationen og vurdere, om det er en af de gange, hvor I skal lade det andet barn lege med legetøjet og så f.eks. sige "hov, tog pigen bolden, kom vi finder en anden bold, du kan lege med" - eller om du skal holde fast i, at det var din datter, som legede med bolden og f.eks. sige "hov, tog pigen bolden, skal vi spørge, om du kan få bolden igen?" eller alternativt - hvis det f.eks. er en bold "måske kan I begge to lege med bolden" og så hjælpe børnene med at trille bold til hinanden og på den måde finde ud af, at sådan kan man også dele :)

Med hensyn til at blande sig, når et fremmed barn er involveret, så tænker jeg, at din indblanding på denne måde handler om, at børnene skal lære at hinanden - det er ikke fordi du irettesætter det andet barn eller kritiserer forældrenes måde at håndtere det på. Og de fleste forældre vil rigtig gerne lære deres børn at dele og kunne vise hensyn til andre. Og sætter du ord på, de ord som børnene naturligt mangler på grund af deres alder, så bliver det jo tydeligt både for børnene og for de andre forældre, hvad det er du gør - netop hjælper. Det tænker jeg, at ingen vil have noget imod :)

Og med hensyn til at lade børnene klare deres konflikter selv, så kan de ikke dette, når de ikke er ældre. Det er en misforståelse, og som voksne har vi en vigtig opgave i at mægle mellem vores børn:

Skab øjenkontakt. Sæt dig ned, kom i øjenhøjde, tag børnene på skødet eller hold om dem, rør ved en arm eller lignende, så du på den måde viser dig tilgængelig, og at du gerne vil hjælpe.

Lyt til hvad der er sket. Hvis de kan sætte lidt ord på, hvad der er sket, eller du har set hvad der er sket, så lyt til dette, hvem har gjort hvad, og hvorfor. Lyt uden at anklage.

Sæt ord på, de ord som børnene ofte mangler. Hvis man er 3 år, kan man måske godt sige "du er dum", men man kan ikke sige "jeg føler mig uretfærdigt behandlet". Og er man 20 måneder kan man naturligt ikke sige, hvad man føler. Derfor skal du sætte ord på her. F.eks. "du blev ked af at...".

---

---

Tag ikke parti. Det er vigtigt, at du ikke er dommer og ikke skælder børnene eller det ene barn ud. Det er vigtigt at komme igennem konflikter på en god og anerkendende måde.

Skil dem ad, hvis konflikten er så stor, at de har brug for en pause imellem sig. Det er helt okay, at man ikke altid kan finde ud af, at lege sammen.

Anerkend deres følelser. Det er vigtigt at anerkende, at de kan blive kede af det, vrede, frustrerede osv. Alle følelser skal være tilladt.

Bær ikke nag. Øv jer i at komme videre og ikke hænge fast i noget, som er sket. Det er vigtigt, at kunne sige pyt og ikke gå og huske på tidligere episoder, som har været svære.

Du skriver, at hun lige i øjeblikket reagerer meget på de andre børn i dagplejen - og du nævner, at hun er meget forsigtig i legen med andre børn, sjældent går hen og rør ved dem og kan føle sig næsten forulempet, når andre børn går over hendes grænser - hvor hun ikke reagerer på den måde, når hun leger med voksne.

Det er igen naturligt - det er lettere at lege med større børn og voksne, end det er at lege med jævnaldrene børn. Voksne giver ikke modstand, som børn gør - vi skubber ikke, bider ikke, vi tager ikke legetøjet ud af hænderne på barnet, vi accepterer at lege med det legetøj, som barnet foreslår... hvor børn giver modstand, gør mange uforudsete ting og naturligt derfor også er sværere at aflæse - og det gør jeres datter usikker. Men det er netop her at voksne skal ind, støtte, guide, forklare og hjælpe, så hun igen og igen finder ud af, at selvom de andre børn tager legetøjet fra hende, og selvom de andre børn nogle gange gør overraskende ting, så er det stadig ikke farligt. Det er stadig okay. Og gradvist får hun så erfaringer med sig, som gør, at hun kan agere i det :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - og jeg vil også anbefale dig min bog "Helens bog om Børn og Opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---