Svar: Raseri/fortvivlelsesanfald hos 2-årig

---

Kære Line

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille dreng :)

Det er helt normalt at han får anfald af fortvivlelse, som du også har læst. Det hører ligesom alderen til, men du har naturligvis ret i, at nogle børn reagerer voldsommere end andre børn og jeg kan godt høre, at der ikke skal ret meget til, før verden bryder sammen for jeres lille dreng…

Der er her flere forskellige ting, som spiller ind. Det betyder faktisk noget, at du nu er gravid. Han mærker forandringen og I kræver naturligt lidt mere selvhjulpenhed af ham. Han skal gøre flere ting selv, prøve selv, du løfter ham ikke, bærer ham ikke rundt på samme måde som før - nogle gange stiller du måske krav til ham bevidst, men andre gange er det ubevidst, det sker blot fordi du jo er gravid og der naturligt er nogle ændringer… Men han fornemmer det og reagerer på det - uden at kunne sætte ord på det, for han forstår jo slet ikke, hvad det egentlig betyder at der kommer en baby, en lillesøster.

Hans sprolige udvikling eller naturligt stadigt manglende sprog spiller også ind. Når børn mangler ord, så reagerer de fysisk. Det kan godt være, at han ville kunne finde ud af at sige "dum" eller lignende, men han kan naturligt ikke sætte ord på de store følelser som han har. Han kan ikke sige, at han f.eks. synes det er uretfærdigt, at I skal spise morgenmad, før I kan gå ud og se på en gravemaskine. Han kan ikke sige, at han synes det er frustrerende, når I mestrer ting han ikke mestrer, selvom I vil hjælpe ham, så gør det ondt at mærke, at I kan noget, som han endnu ikke kan. Han kan ikke sige, at han har brug for bare at blive holdt om, uden at der stilles krav. Han kan kun reagerer ved at græde, kradse, bide, slå om sig, fysisk bukke sammen, falde sammen på gulvet, græde, være ulykkelig, fortvivlet.

På den ene side er jeres dreng nu utroligt dygtig til mange ting. Han kan en del efterhånden, han elsker at udforske verden, han leger mere engageret, er og bliver hele tiden bedre til at holde fokus, han begynder så småt at vise hensynsfuldhed overfor andre, kommer feks. og kysser jer eller giver jer et kram og hans ordforråd stiger stille og roligt - det er så dejligt at opleve og som du skriver, så er han bare normalt "den sødeste lille dreng", så det er rigtig hårdt at opleve ham så fortvivlet.

For han er fortvivlet. Når verden pludselig bare bliver for meget for ham, så kommer anfaldet at fortvivlelse. Der er så meget han gerne vil og gerne vil kunne selv og stadig er der rigtig mange ting han ikke kan og det fortvivler og frustrerer. Han får voldsomme anfald af fortvivlelse, når verden går ham imod. Ofte over ting, der i jeres verden og oplevelse af verden føles som bagateller - men for ham betyder det alt.

Det skyldes alt sammen at hans hjerne stadig er umoden og han mangler de vigtig forbindelse mellem hjernens forskellige dele, der skal gøre at han kan bevarer roen og overblikket. Lige nu handler han lystbetonet og ved ofte ikke, hvad han egentlig vil eller ikke vil og det er denne ubehjælpsomhed I oplever. Hvis han kunne sætte ord på, ville jeres dialog sikker lyde sådan "mor og far hjælp mig, hjælp mig", "ja, hvad skal vi hjælpe dig med?", "det ved jeg ikke, bare hjælp mig!". Enormt frustrerende for jer alle tre.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres dreng vil noget bestemt, som ikke kan lade sig gøre (dit eksempel 1), når han mangler ord og ikke kan gøre sig forståelig (dit eksempel 2), når han skal skifte situation og f.eks. afslutte en leg for at gå ind for at spise (dit eksempel 3), så går hans pattedyrhjerne igang - det er derfor I næsten kan opleve ham "dyrisk". At han kradser, hvæser, bider, river, smider sig på gulvet osv. Det er mellemhjernen eller pattedyrhjernen, som er den styrende hjerne hos ham. Hos jer er det den rationelle del af hjernen som er styrende.

Pattedyrhjernen styres af den rationelle del af hjernen. Begge hjernehalvdele er der, men forbindelserne mellem dem er ikke ret gode og for at få hans rationelle del af hjernen til at styre mere - så han netop kan bevare roen og overblikket, tælle til ti og ikke ...

---

---

... bryde sammen over det mindste, så er et vigtigt at det er den rationelle del af hjernen I forsøger at aktivere. Det gør I ved at vise ham det, som I gerne vil lære ham.

Derfor er det vigtigt at I reagerer med lydhørhed, viser jeres dreng at I forstår, hvad han vil og prøver at sætte ord på hans følelser. I forsøger det allerede, men måske kan I gøre det endnu mere. Dog er det vigtigt at sige, at I skal gøre det mange gange, igen og igen og at det ikke altid virker skyldes, at hjernens halvdele stadig er igang med at udvikles og stadig mangler mange forbindelser. Faktisk siger man at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår. I er rigtig godt igang, men I skal fortsætte. Og det er utroligt vigtigt, hvordan I som forældre reagerer på ham. Alt det I siger, alt det I gør sammen vil påvirke hans hjerne og påvirke hans udvikling og også liv fremover.

At reagere med lydhørhed kan f.eks. nogle gange være blot at sige "ssåå lille skat, sååå" eller "øver bliver du bare så ked af det, det er også dumt" eller "driller skoene, dumme sko" eller lignende. Det er godt, hvis I kan komme til at røre ved ham, holde om ham, tage ham op på skødet, fordi fysisk kontakt kan få ham til at falde til ro. Men nogle gange kan I ikke få lov at røre ham, han er for meget i oprør. Så er det en god idé, at I sætter jer i nærheden, så I stadig er tilgængelige og inviterer ham til at komme. "Kom skat, kom herhen til mor, kom lille ven". Nogle gange skal I ikke sige noget, så er det irriterende at I taler, så kan I i stedet prøve om I bare kan være der, måske få lov til at nusse hans fødder lidt og stille og roligt få lov til at være lidt tættere på og han vil så blive klar til at krybe op på skødet og få et knus.

Det kan også være at lytte til, hvad I tror ligger bag hans reaktion. Når han f.eks. bryder sammen, fordi I ikke kan komme ud og se på gravemaskinerne, så er det måske fordi han er bange for at den er væk, når I kommer ud. At lytte og sætte ord på i en sådan situation kan være at sige "er du bange for at gravmaskinen kører?". Det kan også være, at I kan finde et vindue, hvor I kan nå at se den indefra huset. I kan kikke på den sammen "se gravemaskinen holder der. Vi skynder os at få morgenmad, så kan vi gå ud og kikke på den", så han ved at I har forstået, at den er der, og at I gerne vil med ud og se den...

Alternativer kan være en god idé. Hvis der er noget han ikke må lege med, så er det naturligvis helt på sin plads at I siger nej, men det vil være rigtig godt at vise ham, hvad han kan lege med i stedet. Det er så naturligvis hans valg om dette kan bruges eller ej. Alternativer kan også være helt konkrete praktiske ting. Hvis han f.eks. rigtig gerne selv vil hælde mælk op i sit glas, men får nej, fordi han spilder, når han skal hælde af mælkekartonen, og I her har en konflikt og han bryder sammen, så kan alternativet være at give ham en lille kande - så kan han selv hælde og alle er glade.

---

---

Afledning kan være en god idé. Han kan godt blive så fokuseret på noget bestemt, at han holder fast og holder fast i situationen. Her kan det nogle gange hjælpe at aflede med noget, som han er glad for. Det kan være alt fra at I tilbyder noget at spise og drikke, til at I beder ham finde en bog I kan læse, eller at I afbryder situationen fuldstændig ved f.eks. at sige "kom lad os gå ud i haven" eller lignende.

Humor - at fjolle lidt, gøre lidt sjov ud af en situation, kan være rigtig godt. Aldrig gøre grin med ham og hans reaktioner, det er ikke det, jeg mener. Men at I f.eks. sætter bukserne på hovedet eller sætter skoen på den forkerte fod eller på hans hænder osv. Ting som han godt selv kan se er forkerte - og det kan faktisk nogle gange gøre, at han så selv tager initiativ til at gøre det rigtigt, fordi han vil vise jer hvordan - og på den måde får I lidt af den selvhjulpenhed frem, som I måske ønsker netop nu:)

Forberedelse - at I forklarer, hvad I gør og hvad der skal ske. Det kan f.eks. være når ha f.eks. er i haven og I skal spise om lidt - og I ved, at han bliver ked af det, hvis legen afbrydes. I kan i en sådan situation sige til ham, at I skal spise, og at I vil gå ind og begynde finde frokosten frem. Han kan lege lidt videre - havedøren står åben, så I kan høre ham og han jer. I kan underejs kalde lidt "vil du hjælpe mig med at dække bord?" eller I kan forsøge at se, hvad han laver og møde ham i at få det afsluttet "skal du fylde spanden? Kommer du så ind, når spanden er fyldt?". På en måde hvor hans leg ikke afbrydes hurtigt men stille og roligt og ved at han får mulighed for at afslutte det han er igang med.

Jeg håber, I kan bruge dette lidt videre og dejligt at høre, at I er glade for min bog om børn og opdragelse. I kan også have glæde af at læse i "Helens bog om dit barns udvikling" og "Helens bog om gråd og trøst". Begge vil I også have glæde af i forhold til lillesøster, som er på vej.

Fortsat held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---