Svar: Terrible twos

---

Kære Mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille pige og den udfordrende alder, som hun går igennem lige nu…:) Hjælper det, hvis jeg siger, at jeg engang har ladet mig fortælle at de meget "afprøvende 2 årige" går en fredeligere pubertet igennem… Om det passer ved jeg ikke, men man har da lov at håbe;)

Der er mange ting, som spiller ind. For det første siger hun nej, fordi hun kan. Det er noget af det skønneste, pludselig at kunne. Hun er igang med at udvikle sin selvstændighed, finde ud af hvem hun selv er og herunder hvad hun vil og ikke vil - og derfor siger hun "Nej!". Også nogle gange til ting, som hun faktisk gerne vil. Ligesom hun også kan skrige "MIN, MIN MIIIIIN!" om ting, der ikke nødvendigvis er hendes…

For at kunne udvikle sig selv, finde ud af, hvem hun er, hvad hun står for, for at danne sin egen lille person med sine egne meninger, så er hun nødt til at ville noget andet end jer. Hun kan ikke være enig med mor og far, hun kan ikke gøre det, I synes hun skal - hun er nødt til at ville noget andet. Derfor får I lige nu rigtig mange situationer, hvor hun tydeligt markerer, at hun vil bestemme selv. Selvom det er rigtig hårdt, så er det tegn på, at hun udvikler sig i en helt naturlig og sund retning.

Du har helt ret i, at sproget naturligt spiller ind. Når hun mangler sprog, så vil hun reagere mere fysisk og f.eks. smide med tingene eller smide sig i gulvet, råbe, skrige, sparke, vride sig osv. Hun kan godt sige at hun vil selv, eller give udtryk for, hvad hun ikke vil. Hun kan til en vis grad godt gøre sig forståeligt, men hun kan naturligt ikke sætte ord på sine følelser. Hun kan ikke sige, hvis hun føler sig overset eller hvis hun synes du snakker mere med storesøster end med hende. Eller at hun synes det er irriterende, at du giver hende æble, når hun hellere ville have haft en banan eller at skoene driller, når hun nu så gerne selv vil prøve at tage dem på. Og ofte vil det netop være små ting, der i din verden virker som bagateller, der får hendes verden til at bryde sammen.

I 2 års alderen er børn rigtig godt igang med at udvikle deres selvbillede. Og hu er på mange måder meget følsom overfor, hvordan I reagerer på hende og på det hun gør. Hun øver sig i at finde ud af, hvordan verden fungerer, når hun er sammen med dig, far og andre voksne. Hun har rigtig meget brug for ros, det gør hende glad og stolt, når hun mærker, at du tror på hende, tror på at hun kan, og at du synes godt om det hun gør - at hun f.eks. selv prøver at tage sko på, selv hælder mælk op i kroppen osv. Og hun bliver rigtig rigtig ked af det, når hun mærker at du ikke vil som hun vil, hvis du irettesætter hende eller stopper hende i noget hun gerne vil. Hun er på mange måder meget følsom og sårbar overfor, hvordan du reagerer på det hun siger og det hun gør.

MEN, når det er sagt, så betyder det ikke at hun "bare skal have lov". Det er rigtig vigtigt at du markerer, når hun gør noget forkert. Og der skal være sammenhæng mellem det du siger og det du gør. Hvis du siger "nej!", så skal du signalere nej i dit blik, i din mimik, i dine handlinger - hun må ikke tvivle på, at du mener det du siger. Og ofte hjælper det hende, at lade en handling følge med. Det betyder, at hvis hun f.eks. sidder på dit skød og slår ud efter dig, så sætter du hende ned og væk fra dig med besked om at hun ikke må slå. Og det samme, hvis hun sparker dig på puslebordet (og far skal naturligvis gøre det samme). I kan prøve at aflede, inddrage hende osv. ligesom I kan sige "stop!", men hvis det ikke virker, så må I afbryde situationen og en handling her vil være, at I løfter hende ned fra puslebordet og giver hende en ble på stående.

Og igen - når det så er sagt, så vær opmærksom på, hvordan I kommunikerer med hende, for har I f.eks. tendens til at spøge hende "skal du skiftes?", "vil du have en ren ble?" osv. Hvis I spørger og hun siger "Nej!" og I så alligevel tager hende, løfter hende op på puslebordet og går igang med at skifte hende, så kan jeg godt forstå at hun bliver vred og sparker jer - hvis I spørger og ikke lytter til hendes svar, så skal I ikke spørge hende:)

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder, og det hører med. Men nogle gange er vi selv med til at skabe en konflikt eller påvirker til, at konflikten optrappes, netop fordi vi ikke lytter til, hvad barnet egentlig siger, hvad barnet gerne vil eller ikke vil. Mange gange kan det lykkes at finde et alternativ eller mødes på midten. Det kan hjælpe at bruge humor, fjolle og gøre ting sjove. Hun vil højst sandsynligt have let til latter, så at fjolle kan afbryde en situation, som ellers var endt i gråd og konflikt. Det har stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har ...

---

---

... en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til og det er rigtig vigtigt at lytte efter, hvad det egentlig er hun prøver at fortælle og så forsøger at handle lidt forskelligt, alt efter hvad det er der foregår.

Du skal naturligvis bakke op om at far kan ligeså godt som dig - og nogle gange kan du godt gribe ind, når du oplever at hun ikke er sød ved far. Hvis hun bevidst slår ud efter far (eller søster), så kan du godt sige "stop!" eller lignende, så hun hører, at du bakker om om far (eller søster) og ikke vil have at hun slår. At ingen af jer bryder jer om det og at her er en grænse.

Far har den fordel at hans stemme er dybere og når han kommer med et dybt nej, så vil hun højst sandsynligt ikke være i tvivl om at et nej er et nej - derfor skal far naturligt sige nej, når han mener nej. Det er også rigtig godt, at far og datter laver ting sammen, som kun er for de to - det bygger bånd og er rigtig godt for dem begge, også selvom hun så lige nu foretrækker mor, når de kommer hjem igen. Hun er også en pige og lige nu i en alder, hvor hun begynder at fornemme forskel på netop piger og drenge… Det kan også spille ind:)

Når verden bryder sammen for hende, så får hun der der kaldes anfald af fortvivlelse. Det sker fordi hendes hjerne er meget umoden. Der er masser af hjerneceller, men forbindelsen mellem dem fungerer ikke særlig godt. Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske osv.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

---

---

Når jeres datter mærker modstand, når hun mærker at skoene driller, når maden falder af skeen, når hun får nej, fordi I skal køre, når far skifter hende og hun hellere ville have at det var mor, når du giver hende æble i stedet for banan, når I slukker for fjernesynet, fjerner ipad´en osv. så vil hun reagere fysisk. Hun er styret af sin mellemhjerne og vil derfor løbe sin vej, smide sig ned i jorden, sparke, slå, spytte, kaste med ting - hun vil tydeligt være i fysisk oprør. Dette fordi der sker en aktivitet i pattedyrhjernen. Man kan sige at hun reagerer næsten dyrisk ...

Pattedyrhjernen eller mellemhjernen styres af den rationelle hjerne og for at få dannet de vigtige forbindelser mellem disse to hjernehalvdele, så skal I reagere på en måde, der aktiverer hendes rationelle hjerne. Og det gør I, når I viser hende det, som I gerne vil lære hende. Det vil sige, når I viser hende at I kan bevare roen, når I viser hende at I godt kan rumme, at hun er gal, ked af det, frustreret, vred osv. Og når I sætter ord på det der sker, så hun føler sig forstået og mødt.

Man kan sige, at når hendes indre er i oprør, så drøner der adrenalin rundt i kroppen og det virker som ild - hvis man puster til det f.eks. ved at sige "hold op med at være hysterisk" eller lignende, så bliver det værre. Men hvis man bevarer roen, overblikket og spørger ind til hende, sætte ord på og viser forståelse "ssååå bliver du bare så ked af det, sååå", så slapper hun naturligt mere af og så dannes de vigtige forbindelser som på sigt vil lære hende, at bevare roen i andre lignende situationer...

Nogle gange vil hun være så meget i oprør, at hun ikke kan håndtere jeres kontakt. Her må I så sætte jer i nærheden, så I er der, og tale beroligende "sååå skat, lille ven". Stille og roligt kan I måske få lov til at røre lidt ved hende, røre ved hendes fødder og i takt med at hun falder lidt til ro, så kan hun bedre lytte til jer og du kan invitere hende på skødet "kom skat, kom herhen, kom op til mor, kom" og stille og roligt kan hun så kravle op, få et kram og I kan tale lidt om det der er sket "det var også dumt med de sko", "såå blev du bare så ked af det" osv.

Jeg vil anbefale dig meget at læse to bøger:

Min nyeste bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige vokse giver trygge børn". Og læs også gerne Erik Sigsgaards bog "Om børn og unges NEJ". Den giver et godt indblik i, hvorfor børn siger nej og hvorfor vi skal huske også at lytte til vores børn:)

Håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---