Svar: Påvirkelig af små hverdagsting

---

Kære L´s mor

Tak for dit brev, hvor dejligt at høre fra dig igen - og tak for dine søde ord til mig om brevkassen og mine svar :)

Fireårige børn er helt utroligt skønne børn - der sker så meget med dem og man oplever så mange ting. Jeres datter er en rigtig pige nu, det babyagtige er væk og hendes personlighed viser sig mere og mere. Det kan godt være at jeres datter er særligt sensitiv, det kan også være, at hun er som hun er, fordi hun netop er 4 år:)

Det er rigtigt at "bægeret nogle gange vælter" og at det ofte er over noget, som vi synes er småting. De fireårige har dog lettere ved at tackle forskellige ting, verden bryder ikke helt så meget sammen og man kan lave små aftaler. Når man er 4.5 år så er man efterhånden ret god til at udtrykke sig verbalt og således også god til at mælde både til og fra, når der er noget man er ked af, glad for, ikke synes er i orden osv.

Og man har rigtig meget brug for at føle sig som en del af fællesskabet. Det betyder rigtig meget at være en del af familien. Når I sidder og snakker ved bordet, så taler jeres datter med - eller hun prøver i hvert fald, ligesom hun ofte holder med mor, hvis der er en diskussion, det hører alderen til at ville deltage på ligefod med de voksne. Jeres datter vil naturligt nogle gange gerne snakke 'voksensnak' og spørger tit ind til, hvad I voksne taler om, hvad I ler af osv. for at følge med og føle sig som en del af det der foregår.

Daglige rutiner er meget vigtige og hun har en alder nu, hvor hun naturligt begynder at få fornemmelse for, hvordan en dag forløber og således en idé om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Det er rigtig dejligt for hende, fordi det giver en følelse af overblik, en følelse af at have styr på tingene, og dermed en følelse af at kunne selv. Det er dejligt, både for børn og voksne, at have en følelse af at have styr på det ...

Og jeg tænker et eller andet sted at det er en blanding af netop disse faktorer som spiller ind, når hun f.eks. som det første om morgenen spørger "hvem henter mig i dag?" og bliver ked af det og frustreret, hvis I ikke lige kan svare. For det er vigtigt for hende både at deltage i snakken omkring det - hun ved at det er noget I plejer at drøfte og far eller du plejer måske at sige "henter du i dag?" og hun er på forkant allerede fra morgenstunden. Hun tager del i snakken, føler sig som en del af familien ved at tage del i snakken.

Og samtidig er det vigtigt for hende, fordi hun netop nu har en alder, hvor hun begynder at have overblik over dagen og bedre kunne forholde sig til hvad der skal ske. Det er vigtigt for hende at have følelsen af at have styr på det. Og det samme gælder jo så, når hun skal hentes. Hun har måske sagt i børnehaven "min mor henter mig i dag", for det har I aftalt og det har hun hørt. Det har givet hende en ro, at vide at nu forløber dagen sådan - og så henter far. Hun reagerer negativt, fordi det ødelægger hendes orden, det er ikke det hun har sagt, det er ikke det I har aftalt og det kan hun naturligt i kraft at sin alder ikke forholde sig til. Hun forstår ikke at far pludselig kunne tage tidligere fri, at han nåede et tidligere tog eller hvad det nu kan være, hun mærker "bare" at der er lidt mere kaos end orden ...

Og det er ikke personligt. Det er ikke fordi det er far, for hun er ganske givet rigtig glad for sin far. Og jeg tænker at far skal prøve at møde hende åbent og sige ærligt, hvordan han har det "jeg savnede dig bare sådan", "jeg glædede mig til vi skulle være sammen og skyndte mig at hentet dig" eller lignende. Ligesom han også kan inviterer hende ind "nu kommer jeg tidligere, så vi to kan hygge, hvad har du lyst til?".

Når hun aftenen inden protesterer over at "far henter, så I to kan hygge", så er det sandsynligvis fordi det giver en situation hun ikke helt kan overskue. Hvad betyder det at hygge? Hvad skal de lave? Børnehaven ved hun hvad er og hun ved, at når mor henter, så kører I hjem, så skal der laves aftensmad osv. Men hvad skal der ske, når far henter og I skal hygge ... Nogle gange kan det hjælpe at stille det op som et forslag og igen vise, at det er noget, som betyder noget for far "jeg kunne rigtig godt ...

---

---

... tænke mig at hente dig i morgen", "hvad kan du godt lide at lave, når du bliver hentet i børnehaven? ... Okay, det lyder hyggeligt. Skal vi to gøre det i morgen?". Så hun føler sig inddraget i beslutningerne og er med i en voksensnak :)

Når det er sagt, så skal I naturligvis også lære hende, at det hun siger og måden hun reagerer på, kan gøre andre glade, kede af det, overraskede osv. Hun skal lære, hvad hendes reaktioner gør ved andre. Og her må I godt nogle gange være ærlige og sige "Jeg/far bliver ked af det, når du siger at du ikke vil hentes af mig/ham", så hun hører at det ikke er lige gyldigt og måske sammenligne det med en forklaring, som hun kan forholde sig til "ligesom hvis far siger, at han ikke vil .. sammen med dig". På samme måde med f.eks "overraskelse" - "det er jeg helt overrasket over at du siger nej til, jeg troede du syntes det var sjovt" .. Det er generelt udmærket i hverdagen at sætte lidt ord på følelser.

Og ja - der er nogle ting, som hun naturligvis gerne vil bestemme og det er vigtigt at hun også har følelsen af at hendes mening tæller og at hun gerne må bestemme visse ting. Når hun f.eks. siger "mor når du beder mig om at høre efter hvad du siger, så skal du også hører efter, hvad jeg siger til dig" - så kan du f.eks. svare "ja, de har du helt ret i skat" - for det har hun og det skal hun anderkendes for. Du kan derudover også svare "hvad vil du så gerne bestemme?", for ofte så er der noget bestemt, hun gerne vil bestemme lige der - og her kunne du så lade hende få sin vilje. Det kunne jo være, at hun gerne ville bestemme at hun ikke ville have nattøj på, men sove i sit almindelige tøj og så kunne du sige "Okay, så får du lov til at bestemme at du ikke vil have nattøj på i aften" og måske lave en ny aftale "men så bestemmer jeg hvad du skal have på i morgen" eller lignende.

Det kan i hverdagen være godt at gøre opmærksom på, hvad hun bestemmer - for ofte er hun ikke helt opmærksom på det selv. Hun føler bare at I bestemmer det hele og hun vil også have indflydelse. I kan derfor bruge ordet "bestemme" i forskellige sammenhænge - "vil du bestemme, hvilken bog vi skal læse?", "vil du bestemme, hvordan tallerkener og glas skal stå på bordet?", "vil du bestemme, hvor vi sidder i aften, når vi spiser", "du kan bestemme om du vil have nattøj på først eller børste tænder først" eller lignende.

At hun er detaljeorienteret er på nuværende tidspunkt ikke noget problem og ikke noget der lyder til at fylde i hverdagen. Jeg tænker at orden i omgivelserne, giver mere orden i hovedet og det er nok meget rart lige nu ...:)

---

---

At hun er ekstra glad for mor er også helt normalt. Hun er helt bevidst om at mor er en pige og hun selv er en pige og det giver naturligt et særligt forhold. Det er her rigtig vigtigt at du anerkender hendes lyst til at spejle sig i dig, men at du også viser hende, at hun naturligvis ikke kan spille jer forældre ud mod hinanden. I sidste ende er mor og far en enhed og I elsker hinanden. I kysser, knuser, krammer og hun ser, at I betyder noget for hinanden - far bliver ikke skubbet ud på et sidespor. Nogle gange kan far måske udnytte at han som mand ikke ved "pigeting" og spørge hende, for at hun kan vise ham, lære ham, hvordan det er med piger. Hvordan håret skal sidde, hvilke elastikker og hårspænder der er fine, hvordan man leger med dukker osv. så han på den måde viser interesse for hendes verden.

Og på samme måde kan han jo så vise hende sin verden. så de også laver "dig og mig" ting, som kun far og datter gør og kan sammen. Noget, som du ikke er en del af, fordi du er mor og det er ikke for dig :)

Når børn udvikler sig rigtig meget og øver adskillelse fra deres forældre, så vil de naturligt have perioder, hvor de søger os ekstra. De vil sidde lidt mere på skødet, putter mere, og skal ofte have lidt mere hjælp til ting, de ofte godt kan klare selv. De har brug for at "føle sig små igen", de har brug for at vi "nurser" dem lidt ekstra, netop for at de kan adskille sig, separere sig. Det gælder både små og store børn:)

Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke med hende:)

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---