Svar: Opdragelsessætninger

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Det er et rigtig godt spørgsmål du stiller, for det er ofte at vi kommer til at sige de ting vi selv hørte som barn og som vi egentlig ikke rigtig har lyst til at sige, men hvor vi bliver i tvivl om, hvad vi så skal ... Og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig her :)

At bruge chokoladekiks, dessert, slik eller andet lækkert som belønning eller straf, skal man passe rigtig meget på med. Især hvis man gerne vil undgå kræsenhed hos sit barn.

Når I siger "Du må først få en pålægschokolademad, når du har spist kartoffelmaden", så inddeler i maden i klasser - der er det usunde lækre og det sunde, der ikke er særlig lækkert. Og det er et dårligt udgangspunkt, når man gerne vil lære sit barn at spise sunde ting. Jeres dreng lærer at en kartoffelmad er noget han er nødt til at spise, men som bestemt ikke er det bedste ....

Brug derfor ikke usunde fødevarer eller for den sags skyld TV eller andet som belønning for at spise aftensmad. I må ikke lokke ham ved at sige "hvis du spiser din mad, så får du slik" eller "Hvis du spiser, så kan du se disneysjov" ... i det ligger også truslen om, straffen, - hvis du ikke gør, så får du ikke lov til.

Lysten til at spise og smage skal komme indefra og den kan ikke presses igennem af jer ...

Det er også vigtigt at I overholder de aftaler I laver. Hvis I har aftalt og lovet ham noget, så skal I naturligvis holde den aftale. Og her passe rigtig meget på med ikke at blande tingene sammen. Som jeg læser dit brev, så er der ingen sammenhæng mellem jeres aftale om chokoladekiks og det krav at han skal ryde op og han forstår ikke sammenhængen. Han kan heller ikke forholde sig til tid og har, når I kommer til tiden efter aftensmaden fuldstændig glemt situationen med lego. Og det er ikke hensigtsmæssigt at straffe ham på denne måde, han forstår ikke sammenhængen.

Man kan, sådan lidt firkantet, tale om tre forskellige måder at være forældre på, tre måder at opdrage på:

- De autoritære forældre: Her lægges vægt på myndighed og kontrol, der er klare forventninger til hvordan barnet skal opføre sig og hvis barnet ikke gør, som han har fået besked på, så falder der en straf.

- De eftergivende forældre: Her stilles der meget få krav til barnet, han får lov til det meste og der er rigtig meget inkonsekvens. Faktisk bliver barnet ofte opmuntret til at handle impulsivt.

- De myndige forældre: Her sætter man klare grænser for barnets opførsel, der lægges vægt på at forklare hvorfor det er nødvendigt med regler og man har realistiske forventninger til sit barn. Og det er myndige forældre I skal være :)

Når man er myndig forældre, så anerkender I barnet og den udvikling barnet er igennem og viser barnet, andre muligheder, lærer barnet hvordan. Hvis jeres dreng f.eks. hopper i sofaen, så kan du sige nej og komme med en forklaring "jeg vil ikke have du hopper i sofaen, den går i stykker" og samtidig ...

---

---

... tage ham ned. Men samtidig skal du også anerkende at han er 2.5 år gammel og naturligt elsker at hoppe og derfor tilbyde et alternativ "hvis du gerne vil hoppe, så kan du hopper på madrassen her på gulvet". Så du viser ham, at du forstår hvad han vil, at han rigtig gerne vil hoppe og naturligt har brug for at bevæge sin krop, du anerkender dette behov, men guider ham også til hvad der er okay og hvad der ikke er.

Nogle gange skal tingene naturligt være som vi siger og nogle gange er det f.eks. nødvendigt at sige "du skal!". Det gælder f.eks. når det handler om sikkerhed. Det kan f.eks. være nødvendigt at sige "Du skal holde i hånd, når vi går over vejen!" også selvom barnet bliver frustreret, vrider sig og sparker. Dette fordi vi som voksne ved bedst og fordi det handler om sikkerhed, så her kan det ikke blive som barnet gerne vil eller ikke vil - her bestemmer vi. Men de fleste gange kan det godt blive som barnet gerne vil eller vi kan finde et kompromis, som både barn og forældre er glade for og kan acceptere og det er rigtig vigtigt at vi ikke gør alt til en kamp og at vi også lader vores børn føle at de kan komme med deres mening og give udtryk for, hvad de har brug for og gerne vil.

Hvis vi respekterer vores børn, så respekterer de også os. Hvis vi overholder de aftaler vi laver, så de kan regne med os, så vil de naturligt også forsøge at overholde de aftaler de laver med os, så vi kan regne med dem. Den gensidige tillid til at vi hjælper hinanden og stoler på hinanden, starter fra de er ganske små. Vi skal se dem som de små mennesker de er, små selvstændige individer med egne behov og lyster og vi skal give plads til dem, lytte og anerkende.

Det handler ikke om at gennemtvinge vores vilje - det handler om at indgå i et samspil, hvor vi er ligeværdige. Kun ved at være ligeværdige med vores børn, så kan vi give dem selvværd - selvværd er ligeværd. Og et højt selvværd er noget at det vigtigste vi som forældre kan give vores børn.

---

---

Og ja, det er bedre at sige "jeg vil ikke have" i stedet for "jeg bliver sur", igen især hvis det bruges som trussel - han skal ikke trues, så det går ikke at sige "hvis du ikke gør som jeg siger, så bliver jeg sur ... og så ...". Men der kan godt være situationer, hvor det kan være okay at sige "jeg bliver sur, hvis du ...", eller "jeg bliver ked af det, når du ..." - hvornår du kan sige det, afhænger helt af situationen. Det der er vigtigt er, at jeres dreng på samme måde har lov til at udtrykke sine følelser. Han skal også have lov til at sige at han synes "du er dum" eller have lov til at være ked af det, vred, frustreret .. :)

Håber du kan bruge dette videre :)

Hvis du gerne vil have præcise råd til "opdragelsessætninger", hvordan du kan formulere dig i bestemte situationer, så kunne du have glæde af at læse Fie Hørbys bog "Drop opdragelsen", som du finder i min bogguide under `børneopdragelse´ :)

Fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---