Svar: Skruphysterisk barn

---

Kære Christine

Jeres dreng har en alder lige nu, hvor hans følelser kører på højtryk. Der er ikke langt fra latter og charme til stor følelsesmæssig frustration. Ligeså sprudlende glad han kan være, hvor hele hans krop tydeligt signalere glæde og svært ved at sidde stille af bare lykke, ligeså kaotisk kan hans indre også være og han kan blive vred, bange, dybt ulykkelig og han vrider sig, sparker, hans krop kollapser.

Han er igang med at udvikle sit selvbillede, han har brug for ros, det gør ham stolt og glad og når han bliver irettesat så bliver han naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Han er med den alder han har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan han bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det han siger og det han gør.

Selvom han nu er ved at være 3 år gammel, så er han stadig i mange situationer en meget lille dreng. Og børn i denne alder får ofte det der hedder fortvivlelsesanfald. Når det sker, så er han ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,han er frustreret over at I siger nej, at I skal gøre og at lege skal afbrydes osv. Det er ofte små bitte ting som i jeres øjne virker som bagateller, nogle gange ting I slet ikke kan forstå kan være et problem, men som for ham betyder rigtig meget.

Fortvivlelsen og den manglende evne til at tackle disse følelser hænger sammen med hans endnu meget umodne hjerne. Han mangler simpelthen de forbindelser i hjernen, som får ham til at tage det roligt og bevare overblikket. Disse forbindelser skabes først, når I ved jeres måde at reagere på, får ham til at slappe af. Jeres fysiske kontakt, jeres beroligende og trøstende stemme. Det at I er rolige smitter af på ham og det sætter gang i en masse reaktioner i hans krop, som gør ham afslappet og det igen hjælper ham til at danne de vigtige forbindelser i hjernen.

Derfor er det han har brug for, en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan eller det er også dumt at tøj nogle gange kan være svært at tage på selv ...

Det er rigtigt at man nogle gange oplever, ikke at kunne komme i kontakt med ham til at starte med, at I ikke med det samme kan sætte jer og holde om ham. Men det er stadig vigtigt at I forsøger at være i nærheden og viser ham at I er til rådighed. Når han så falder lidt mere til ro og I kan komme til ham igen, så har han brug for at I sidder med ham, holder om ham og beroliger ham. Han har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear, han brug for trøst og hjælp til at få samling på sig selv. Hans krop er netop i oprør, han kan ikke gøre andet end at lægge sig ned, vride sig rundt, sparke, smide med sit legetøj osv. Det er helt naturligt at han reagerer meget fysisk.

Det betyder ikke at man ikke må sætte grænser og sige nej, for det må man gerne. Han skal jo også lære at der er visse regler og at de er til for at følges. Men man er nødt til at gøre det anerkendende for hans lille ...

---

---

... personlighed og den svære udvikling han går igennem lige nu.

Han skal naturligvis have at vide, hvis han gør noget forkert. Det kan være, hvis han f.eks. bevidst forsøger at slå ud efter jer, så skal I sætte ham fra jer og markere at det vil I ikke have. Er han igang med at ødelægge noget, så skal han igen fjernes og have besked på at det er forkert, smider ham med maden, tallerkenen eller lignende ved middagsbordet, så er han færdig med at spise og fjernes fra bordet.

Det kan være en god idé at skabe øjenkontakt med ham, ikke kræve "se på mig når jeg taler til dig" - men stadig sætte sig ned i øjenhøjde eller sætte sig på en stol med ham, forklare at det her er ikke okay og sådan vil jeg ikke have du opfører dig. Nogle gange opfører han sig sådan, at man kan være nødt til at fjerne sig selv - som en markering af, 'jeg vil ikke være her, når du sparker mig', man kan sige - "jeg kan mærke at du er vred lige nu, jeg vil gerne være sammen med dig, men jeg går lige i køkkenet lidt". Så vil han enten løbe efter og sige "nej du må ikke gå" og så er han parat til at mødes. Eller han vil måske have brug for en lille pause, lige finde roen og så kan man gå tilbage til ham, sætte sig hos ham, tale beroligende om hvad der er sket og hvad der er okay, og hvad der ikke er.

Vælger man at gå eller sætte ham væk, så er det vigtigt at man lige overvejer hvordan, hvad man siger og hvordan situationen er. Når han er frustreret og føler at tingene går imod ham, så pumper adrenalinen rundt i kroppen - adrenalin virker lidt ligesom ild - hvis man puster til det så kommer der mere af det, det flammer op, hvis man forholder sig roligt, så går det stille og roligt ud.

---

---

Hvis jeres dreng oplever at I ignorerer ham, sender ham på værelset eller hvis I skælder ham ud, så føler han sig ikke forstået og det er som at puste til ilden og man risikerer at det hele bliver værre. Hvis I derimod viser ham at I forstår ham, lytter til ham, gerne vil ham og I må gerne samtidig med sætte grænser for hvad I vil have eller ikke have, så slapper han mere af og adrenalinen dæmpes.

Jeg plejer at sammenligne det med den situation, hvor du selv er utilfreds med noget, brokker dig osv. og din mand reagerer med at sige "lad dog være med at være så hysterisk", "hold op med at skabe dig", "jeg gider ikke være sammen med dig, når du er sådan" eller hvis han bare ignorerede dig totalt - hvad ville der så ske? Jo du ville højst sandsynligt blive rigtig gal, skuffet og ked af det.

Men hvis han i stedet sagde til dig "det kan jeg godt forstå du bliver vred over, sådan havde jeg slet ikke tænkt, måske kunne vi så gøre sådan og sådan" - så blev du mødt, lyttet til og faldt til ro på en helt anden måde.

Derfor er det sådan I skal reagere i forhold til jeres søn. I skal lytte til ham og sætte ord på: "jeg kan godt forstå du bliver så vred lige nu" og så møde ham der og finde en løsning. Han skal stadig have at vide at han ikke må skrige, smide med tingene, eller hvad han nu gør. Sættes fra jer eller flyttes væk, hvis han gør noget bevidst, som I vil have ham til at holde op med, men han skal samtidig føle at I godt forstår ham og ved hvad han vil.

Jeg håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke med ham :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---