Annonce

Annonce

Svar: Flaske, amning, sovevaner og slankekur?


30. august 2009

Kategori:
Alder:
3 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Diverse.

Kære Camilla

Tak for dit brev, dejligt at høre fra dig igen - jeg kan se at du har samlet en del sammen .... :) Jeg skal prøve at besvare det hele så godt, kort og præcist jeg kan.

At din amning fungerer anderledes denne gang, skyldes sandsynligvis flere ting. For det første at du har født en dreng, som har et andet temperament og sind end storebror. Drengene er bare forskellige og det ser du allerede nu, selvom om Lukas kun er 3 måneder gammel.

Men det lyder også som om at din mælkemængde varierer lidt og at Lukas naturligt bliver frustreret over dette. Din mælk kan godt variere, fordi du naturligt ikke har samme ro omkring det hele, som du havde da du kun havde et barn. Hele situationen er bare anderledes nu og du kan ikke bare lægge dig, slappe af eller bede Leonard om at vente og stress påvirker mælkemængden ret hurtigt. Det kræver faktisk en del ro at skulle amme og holde mælkemængden ved lige.

Der er sandsynligvis derfor heller ikke tvivl om at hele jeres nye situation, at være mor til to, at Lukas generelt græder mere, at du skal op flere gange om natten, at du også går på slankekur / træner osv. alt sammen spiller det ind på mælkemængden og dermed amningen. Det med slangekur kommer jeg ind på senere ...

Da I har et ønske om at give flaske på sigt, og da Lukas ikke er synderligt begejstret, så bliver jeg nødt til at sige, at det nok er noget I skal arbejde ekstra meget på. Hvis han fravælger den nu, så vil han også gøre det, når han bliver 5-6 måneder - han bliver jo mere og mere bevidst og vil naturligt vælge den ægte vare. Så når du allerede ved, at du på sigt, vil have det bedst med en flaske, så synes jeg faktisk at I skal forsøge at finde en rutine, hvor du (eller far / en anden) giver flaske en gang dagligt.

Der kan så være udmalket modermælk i flasken eller modermælkserstatning. Det er din beslutning og du må overveje hvordan du vil prioritere og hvad du har overskud til. Jeg tænker dog at for jer, vil en flaske måske kunne være med til at give lidt mere ro og også overskud på sigt og at få en flaske dagligt, behøver ikke ødelægge din amning. Men det er naturligvis vigtigt at du fortsat ammer så meget som muligt og at flasken gives som et supplement for at få ro på og for at vende ham til det, så han vil acceptere den fremover.

I får et stort problem med at få givet ham mælk nok, hvis I vil overgå til flasken når han er 6 måneder og han så ikke vil have den ...

Det vil være en rigtig god idé at du nu begynder at arbejde på lidt fast rytme for dagen, det vil både sige et fast putteritual, hvor han puttes på samme måde igen og igen - genkendelighed giver tryghed og ro på sigt, og hvor han puttes til nogenlunde faste tider. Det vil på sigt give dig større overblik og dermed ro, at du ved hvornår han spiser, sover, leger osv.

Du skal regne med at han har brug for 3 lure i løbet af dagen, en formiddagslur, en middagslur og en lur sidst på dagen. Det er meget normalt at børn i 3-4 månedersalderen powernapper mere end tidligere og det kan her være en god idé netop at arbejde på en fast rytme.

Børn i denne alder ofte er meget opmærksomme på verden, de følger tydeligt med, de bruger sig selv mere fysisk og mentalt, drejer hovedet bevidst efter ting, skelner tydelig mellem om de er hjemme eller ude, om de er i favn hos mor eller en fremmed osv. Det betyder at børn i denne alder meget let lader sig forstyrre - og især når de skal spise. De ammes, spiser, slipper - kigger efter ting, tager måske fat igen, slipper og gider så alligevel ikke mere, det er sjovere at lege og være opmærksom på verden. Og ud fra det du fortæller, så lyder det som om at I har det sådan nogle gange - din dreng har så travlt med at opleve verden, at han ikke rigtigt har tid nok til at spise.

Det betyder at man meget let kan komme ind i en rutine, hvor barnet mere eller mindre slatspiser, slatsover, slatspiser og atter slatsover - hele dagen igennem og derfor kan det være en rigtig god idé at arbejde på at barnet får lidt mere mad. I første omgang handler det om at barnet skal have mere mælk, at barnet skal ammes lidt hyppigere - det vil øge mælkemængden og give barnet mere ro i maven - og forhåbentlig bedre søvn, og hvis dette så ikke er nok, så kan man overveje om man f.eks. skal give en flaske og stille og roligt ...


Annonce

... skal man så også begynde at introducere lidt skemad - men altså i første omgang fokus på mælkeindtaget og fast rytme omkring dette.

Det kan være en god idé i en periode at amme ham to gange mellem hver lur, så han ammes, når han vågner fra en lur og naturligt er sulten/tørstig, så leger I lidt, pludrer osv. og så skal han skiftes, svøbes og så ammes han igen men fra modsatte bryst, inden han atter puttes til næste lur. Når han så vågner fra sin lur, så starter du der, hvor han tog toppen sidst, lader ham spise godt i bund der, skifter ham og tilbyder toppen fra modsatte side, hvorefter han så puttes igen.

Ved at fylde ham op på denne måde og amme fra begge sider, så får du for det første sikret ham mælk nok og forhåbentlig en bedre søvn og lettere ved at overgive sig til søvnen. Og samtidig så får du stimuleret til mælkemængde ekstra ved at amme fra begge sider mellem hver lur. Det vil i løbet af nogle dage ofte give effekt om aftenen ... Og hvis ikke, så er det flasken måske skal på tale hos jer :)

Det lyder også som om at du putter ham når han er lidt for vågen og ikke parat til at sove. Mit forslag går ud på at du ammer ham, leger, skifter, evt. svøber ham og ammer ham igen og først her flytter du ham fra favn og ned i sengen. Han sover næsten, er lige vågen nok til at registrere hvor han bliver lagt, men træt nok til at kunne lulles til ro, der hvor du ønsker han skal sove.

Jeres dreng har et naturligt behov for at være tæt på dig, når man er 3 måneder gammel har man stadig stort behov for at mærke mor, når man skal sove. Mærke din varme, dine bevægelser, din vejrtrækning, din duft, din stemme osv. Det er altsammen tryghedsgivende og hjælper ham til ro. Derfor er du nødt til forsat at lulle ham til ro, når han skal sove og hjælpe ham med at overgive sig til søvnen.

Når man er 2-3 år, så har man også naturligt behov for tryghed og nærhed, når man skal sove - ofte vil børn i denne alder, begynde at blive bange for mørke, vægrer sig mod at sove, hvis ikke døren står åben, lyset er tændt osv. og det er naturligt at Leonard søger jer om natten. I må naturligvis forsøge at gøre ham tryg nok ved at sove på eget værelse, velvidende at I er der og passer på ham - men lige nu hvor han også skal forholde sig til at være blevet storebror og skal dele jer med Lukas, så er det naturligt ekstra svært for ham.


Helens bog om børn og opdragelse
LÆS OGSÅ: "Helens bog om børn og opdragelse" - tydelige voksne giver trygge børn

Normalt anbefaler jeg ikke at man lader børn sove alene i eget rum før de er omkring 6 måneder gamle og det handler om risikoen for vuggedød. Hvis I tænker at det vil være rart og godt for jer alle at drengene sover sammen, så kan I måske godt gøre det før - så sover Lukas jo stadig ikke alene og de små natlige lyde som Leonard laver vil være med til at holde Lukas igang om natten (vejrtrækningen igang).

Gode sovevaner er noget man normalt skal arbejde på, især hvis man har et ønske om at børnene skal sove for sig selv, i egen seng i eget værelse - det kommer ikke af sig selv. Børn er naturligt afhængige af os voksne, mennesket er vel et flokdyr? Og kunne børnene selv vælge så ville de ligge tæt op af mor og far i årevis ...

Slankekur - tja ... Du bør ikke gå på stræng diæt eller dyrke voldsom motion imens du ammer, men du må gerne arbejde på at tabe dig, hvis du gør det velovervejet og giver det tid.

En skrap slankekur vil kunne påvirke amningen, både fordi din mælk vil ændre smag, men også fordi det vil kunne påvirke din mælkemængde. Det er sundere og mere effektivt for nybagte mødre, at vælge en mildere diæt og motion i stedet for en mere streng diæt uden motion. Hvis du således gerne vil have hjælp til at smide et par ekstra overflødige kilo, så vil motion altså være at foretrække fremfor at du begynder at spise meget lidt.

Men du skal så finde en balance, for hvis du motionerer rigtig meget, så vil det også kunne påvirke mælken og smagen - så du må forsøge dig lidt frem. En cross-trainer, lyder umddelbart okay, men en time dagligt over 3-4 dage er nok i overkanten. Hvad med ½ time 3 gange om ugen? Og derudover så skal du naturligvis gå nogle lange ture med barnevognen osv. så vil din mælkeproduktion nok bedre kunne følge med og din dreng fortsat være gladere for amningen ...

Jeg håber du kan bruge lidt af ovenstående videre og at jeg er kommet godt nok omkring det hele :)

Fortsat held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Guide: Undgå uønsket kemi i dit barns mad

De gode råd er mange, og som forældre kan det være svært at finde rundt i junglen af madanbefalinger. Derfor har Fødevarestyrelsen samlet de vigtigste anbefalinger til at undgå uønsket kemi, så du hurtigt kan få et overblik over hvilke fødevarer, du bør være opmærksom på.

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

16. april 2024 | Diverse | 2 år, 2 mdr.

Måltider og putning

Kære Helen, Tak for nogle rigtig gode råd sidste gang:) Min søn, når han...

Læs hele brevet og Helens svar


16. april 2024 | Diverse | 2 år, 9 mdr.

Ked af at være i dagplejen

Hej Helen. Vi har en dejlig pige på 2 år og 9 måneder, hun har ellers været...

Læs hele brevet og Helens svar


4. januar 2024 | Diverse | 5 mdr.

Menstruation efter fødslen - 5 mdr.

Kære Helen. Jeg fødte en dreng den 15. juli 2023. Jeg ammer ham, men han får...

Læs hele brevet og Helens svar


4. januar 2024 | Diverse | 2 mdr.

Baby tager meget på

Kære Helen Jeg er mor til en pige på 10 uger. Hun er født til termin, og hun...

Læs hele brevet og Helens svar


28. december 2023 | Diverse | 5 mdr.

Fladt baghoved - 5 måneder

Hej Helen Vores søn har haft nogle spændinger i den ene side af halsen, som...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Cykelstol

De fleste børn vil fra ca. 9 måneders alderen sidde så stabilt, at de begynder at kunne sidde i en cykelstol monteret på en voksencykel.

Vælg en stol som har justerbare fodstøtter og remme til at spænde fødderne fast, så barnets fødder ikke kan komme i klemme i hjulet. En frakkeskåner på hjulene, kan være en god idé at sikkerhedshensyn.

Cykelstolen skal være spændt fast til cyklens stel. Det er ikke sikkert nok, hvis den kun er spændt fast til bagagebæren.

Læs mere i Babylex

Ører - øreproblemer hos baby og børn

Siden 2005 får alle nyfødte i Danmark tilbudt en screening for hørenedsættelse få dage efter fødslen. Hvis det viser sig, at barnet har en medfødt hørenedsættelse, er det vigtigt, at man får startet behandling så tidligt som muligt.

Mange børn vil have nedsat hørelse i en periode f.eks. på grund af mellemørebetændelse eller væske i mellemøret. Et barn, som gennem længere tid har nedsat hørelse, vil ikke reagere på lyde og vil have langsom eller manglende sprogudvikling. Hvis...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om gråd og trøst, som er en guldgrube af information til desperate forældre.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tak for en vidunderlig website - du gør virkelig et fantastisk stykke arbejde.

Karina, mor til dreng 5 måneder


Annonce