Brev:

Når man hele tiden siger nej

Kære Helen

Nu vil jeg forsøge at få formuleret et brev angående vores store søn. Jeg synes, at det er svært at gøre, og det har taget mig noget tid og mange overvejelser, hvordan jeg skal formulere det. Jeg håber, at det kan lykkes at få beskrevet ordentligt på skrift.

I det store og hele så har vores store dreng klaret det fuldstændig fantastisk at blive storebror. Han er ekstremt kærlig over for sin lillebror. Det er ikke usædvanligt, at han lægger sig på gulvet og leger med ham eller laver ansigter til ham for at få ham til at smile. Han kommer også med sut og bamse til ham og vil gerne skubbe ham i barnevognen. Hver morgen kommer han ind og vil sige godmorgen til sin lillebror, som det første. Der har ikke været tegn på jalousi. Det kan tælles på en hånd, hvad der har været, og det er ikke gået ud over lillebror, men har været møntet på os.

I det hele taget er der sket utrolig meget i storebrors liv det sidste halve år: bleen røg, lillebror kom til verden, start i børnehave 1. maj, og nu er luren også blevet skippet. Han har klaret det hele så flot. Han er selvfølgelig brugt om eftermiddagen, men er på mange måder helt, som han plejer.

Vi synes til gengæld, at der er sket noget med ham, hvor vi godt kunne bruge dit input ift. opdragelsesdelen. Vi synes godt, at det kan være lidt svært at balancere nogle gange. I det hele taget har vi været meget opmærksomme på at give lidt ekstra line, da vi ved, at der er sket utrolig meget i hans lille verden. Samtidig er det stadig vigtigt for os at holde fast i nogle principper.

Vi kæmper lige nu en del med, at han selv vil bestemme. Han siger fx 'Mor eller far, du bestemmer ikke, jeg bestemmer', og der er mange ting, som han nægter for tiden. Det skifter lidt fra dag til dag, men det kan være tandbørstning, få solcreme på, komme i bad og den slags. Han har aldrig nogensinde før været imod de ting. Folk har altid kommenteret på, hvor velopdragen han er, og hvor god han altid er til at gøre, hvad vi siger.

Det har altid været meget vigtigt for os at være lyttende og anerkendende over for hans behov, ikke skælde ud, fortælle hvad vi vil have frem for, hvad vi ikke vil have og har meget sjældent sagt nej. Ikke fordi vi ikke har været tydelige, men vi har forsøgt at have en positiv tilgang. Vi har absolut også høstet frugterne af det, og kan mærke, at vores søn har følt sig set, lyttet til og anerkendt, og for det meste har han gjort, hvad vi ønskede af ham, også selvom det stred imod, hvad han lige selv havde lyst til. Vi har lidt oplevet det, som om han meget tidligt havde en forståelse af en gensidig respekt.

Det skal siges, at sådan er det også stadig størstedelen af tiden, men vi oplever altså også 3-4 gange dagligt, at vi skal "diskutere" ift. ting, som SKAL gøres. Han nægter simpelthen bare. Det nyeste er at sige, at han ikke vil sove. Der har vi dog bare sagt: "Det forstår jeg godt, det har også været en dejlig dag, men nu er det altså sovetid, så du kan være frisk i ...

... morgen", og så er han til sidst gået med til det og faldet hurtigt i søvn. Andre gange går det dog ikke så nemt, og vi føler os tvunget til at tvinge det igennem. Fx bad og hårvask hvor han så bliver helt ulykkelig.

Vi starter med den sædvanlige tilgang, forsøger med at forklare, at nu skal vi lige det og det og hvorfor, eller lege det igennem, hvis vi oplever modstand, men det lykkes ikke altid. Så holder vi fast i, at det skal vi bare, det skal bare overstås, vi får badet og vasket ham, mens han græder, hvorefter vi tager ham på skødet, krammer og lader ham græde ud et kvarters tid. Lyder det som en ok tilgang? Jeg kan indimellem føle det lidt som et overgreb, men det skal jo på den anden side gøres. Jeg kan bare mærke på ham, at det rammer ham hårdt, at vi lige ender med at tromle lidt.

Derudover er han begyndt at udfordre vores ellers rimelig faste principper. Vi har en aftale om, at han må se lidt tv, mens vi laver aftensmad. Han får lov at se et enkelt afsnit et eller andet, typisk 20 minutter. Han er nu dagligt begyndt at udfordre os ift. at ville se mere. Ligeså snart han kommer hjem, begynder han at plage, og nu er han også begyndt nogle gange at spørge om morgenen. Vi har haft det samme princip altid. Det sker i weekenderne, at vi afviger lidt fx ser en film sammen eller noget, men det undrer os alligevel lidt. Vi siger så nej og henviser til, hvordan vi plejer at gøre det. Og så begynder han med 'Jooo, det vil jeg', og han bliver bare ved. Når han ligesom har forstået, at det bliver, som vi har sagt, giver han til sidst op. Han kan godt surmule lidt, men han bliver slet ikke vred eller ked af det eller sådan noget.

Det samme gælder for andre ting fx frugt og søde sager. Der synes jeg godt nok også, at det er et evindeligt plageri :) Specielt på de dage hvor han er træt. Igen, så tager han det ok med nej'et, men jeg synes godt nok, at det er mange gange, man skal afvise og sige nej. Og jeg synes bare godt, at man indimellem kan ende med at gå og sige nej hele tiden. Det skal samtidig siges, at vi går meget op i at anerkende, at han har lysten til de ting og siger, at det forstår vi godt, og vi kan også rigtig godt lide fx is, men det kan vi ikke få hver dag osv.

Det sidste element som jeg vil nævne er, at vi (hans far og jeg) gør rigtig mange ting forkert i løbet af en dag. Vi gør fx noget, som han ville have gjort. Tænder lyset, åbner døren mm. Det kan også handle om, at vi har skåret hans mad forkert ud, og han bliver helt ulykkelig over det. I disse situation bliver han frygtelig ked af og har ofte brug for at blive krammet.

Så ja, det, jeg forsøger at sige, er vel, at jeg kan være bange for, at det hele kan blive så negativt med mange nej'er og gennemtvingninger i løbet af en dag. Det, jeg spørger om, er vel, om det lyder normalt for hans udvikling, og evt. om der er noget, vi kan gøre anderledes eller andre tanker, du gør dig efter at have læst min laaange beskrivelse.

På forhånd mange, mange tak.

Kærlig hilsen
S.

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

16. april 2024 | Diverse | 2 år, 9 mdr.

Ked af at være i dagplejen

Hej Helen. Vi har en dejlig pige på 2 år og 9 måneder, hun har ellers været...

Læs hele brevet og Helens svar

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar

26. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.

Svær putning - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen, Et spørgsmål til putning. Vores dreng på 2.5 år har altid...

Læs hele brevet og Helens svar

5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.

Svær putning - 2 år, 10 mdr.

Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: