Brev:
Særligt sensitiv
Kære Helen
Min kæreste og jeg har brug for råd, til at nå igennem til vores søn som er 3 år.
En lille forhistorie:
Vores søn græd det meste af dagen da han var lille, og sov meget lidt (ca.14 timer i døgnet). Han havde meget svært ved at starte i vuggestue. I løbet af nogle måneder efter han var startet, kontaktede personalet os, og sagde at de mente at vores søn var det man kalder et "sensitivt barn". De fortalte lidt om det, og gav os noget materiale om det. Da jeg hørte og læste om det, faldt der mange ting på plads.
Hans sensitivitet kom således til udtryk i vuggestuen:
Han kunne ikke overskue larm og fx børn der løb omkring ham. Han reagerede ved enten at "fryse" og kunne ikke selv komme væk fra situationen, eller at bryde sammen. Han ville sjældent væk fra de voksne. Og hvis dagens rutiner var lavet lidt om, blev han forvirret og græd.
Efter et lille år i vuggestuen fortalte personalet at de ville prøve at lave nogle "legegrupper", for at lære vores søn at han kunne "bruge" de andre børn til fx leg eller bare anden form for kontakt, fordi de syntes at han havde svært ved at skabe kontakt til de andre børn. Han blev bedre, men havde stadig problemer da han skulle sige farvel til vuggestuen og starte i børnehave.
I maj måned startede han så i børnehave, og vi søgte om dispensation, så han kunne komme i en børnehave hvor de har "overskud" til ham, fordi vi og pædagogerne fra hans vuggestue, mener at det er vigtigt at han bliver set og imødekommet. Han går nu i en børnehave hvor der er èn ekstra voksen på stuerne.
Begyndelsen var svær, men han er ved at vende sig til det.
Vores søn er en meget meget livlig dreng, som sjældent sidder stille ret længe af gangen, og så taler han lige fra han vågner til han er faldet i søvn, og gerne med spørgsmål hele tiden. Alt sammen dejligt som udgangspunkt, men også utrolig krævende, fordi han samtidig aldrig viger to skridt fra os. Han bliver forskrækket hvis han hører en lyd, og kan græde over, at det blæser. Og også fordi han ikke tager et nej alvorligt.
Vi har altid gjort og sagt følgende:
"Nej jeg vil ikke ha du slår med pinden, det gør ondt på mig, du må slå i græsset"
Hvis det så fortsætter flere gange (max 3) siger vi:
"Du slår mig stadigvæk med pinden, hvis du ikke stopper så skal du ikke lege med den mere"
Og når vi siger sådan, så blir det sådan, vi tar den fra ham.
Så bliver han selvfølgelig gal og ked af det, og så trøster vi ham og siger fx at det var også træls at du ikke lige må lege med den mere, det kan jeg godt forstå, men du slog mig med den, og det vil jeg ikke ha. Så kan han sørge lidt over det, og det får han lov til.
Næste dag kan vi ha samme senarie, men det tænker jeg er normalt.
Men i situationer hvor det ikke handler om ting, men hvor det handler om grænser, der er der absolut intet der virker.
Her er forskellige senarier:
Han forsøger fx altid at opføre sig dominant overfor andre børn, og det er både dem der er mindre og ældre. Han råber dem ind i hovedet, skubber, slår eller siger at de ikke må være der.
I de situationer siger jeg fx: Jeg vil ikke ha du råber/skubber/slår pigen, hun kan ikke li det, se hun bliver ked af det. Du kan sige hej til hende og fortælle hende hvem du er, eller du kan lade hende være. Det kan jeg så sige fra jul til påske og det hjælper ikke. I de fleste tilfælde har det resulteret i at vi er gået fra stedet.
Han er utrolig grænsesøgende overfor voksne, mest overfor folk han kender. Fx min veninde som han bliver ved med at sparke ud efter, mormor han er voldsom overfor, farmor som skal slåes med en pind eller det kan faktisk også være en fremmed i køen foran, som han kan forsøge at skubbe med foden. Jeg takler det på ...
... samme måde som ovenfor, igen uden resultat. Han griner bare og siger at han bestemmer at han gerne må slå. Og så går han temmelig meget amok og råber og græder at det bestemmer han. Men det får han altså ikke lov til at bestemme.
Vi har gjort brug af forskellige taktikker. fx humor, hvor vi siger noget i stil med: "din lille fidus, det må du ikke" og så kildet ham eller givet ham en svingtur. Det hjælper tit, men det er svært altid at finde det sjove frem i en situation jeg har lyst til at løbe væk fra. Og så synes jeg lidt, det er som om, at han bruger det til at få opmærksomhed med. Hvis jeg gør sådan her, selvom mor siger hun er ved at lave mad, jamen så kommer hun og kilder mig, og så bliver han ved.
Vi har lader ham også ha indflydelse på forskellige ting, fx "vil du gerne ha tomatsuppe eller frikadeller til aften?" og det han vælger får vi så. Vi lader ham også bestemme andre ting, som fx hvilken hat han vil ha på, hvor kartoflerne skal ligge på hans tallerken. Hvis han siger nej når han blir kildet stopper vi, og hvis han fx giver udtryk for, at musikken er for høj, så skruer vi ned. Han får ikke lov til at bestemme om far skal gå ud af stuen, eller om jeg skal sidde et andet sted. Eller om hans ble skal skiftes. Hvis han ikke vil ha skiftet den, siger vi "okay vi kan vente lidt, når jeg kommer tilbage fra køkkenet, så skal den skiftes", osv.
Men det er som om, at det første "nej" sætter tingene igang for ham. Han går i gang med en lavine af ting som han godt ved han ikke må. Og det blir vildere og vildere og mere og mere ukontroleret.
I de situationer kan jeg se, at jeg har opført mig knap så pædagogisk. Jeg har råbt, og jeg har også formuleret mig forkert, og sagt tingene på en måde, som måske har givet ham skyldfølelse. Og jeg har været så irriteret på ham, at jeg ikke ku overskue at ta hånd om hans sensitivitet, og næsten bare været lige glad.
Alt sammen noget som jeg ikke synes er okay, og som jeg har sagt undskyld til ham for (lige efter situationen), og sagt at jeg blev rigtig gal, og det hele var så bøvlet og at jeg kom til at råbe af ham, og det var ikke okay. Jeg vil lige tilføje, at jeg ikke syntes det skal retfærdiggøres at råbe og te sig dumt, bare fordi man kan sige undskyld bagefter. Jeg skammer mig over at jeg ikke altid har overskud, og at jeg blir irriteret på ham. Både fordi jeg ikke synes at det er rart at ha de følelser overfor min søn, og fordi jeg ved at han er så sensitiv.
I min egen barndom er jeg altid blevet talt ned til af min far. Han har elsket mig, men børn skulle ses, ikke høres. Min mor har været meget bedre, men når hun har skældt ud, har hun givet mig skyldfølelse. Det har resulteret i at jeg har rigtig dårlig selvværd, og jeg har haft en del angst. I februar blev jeg sygemeldt med stress, og har siden da, gået til psykolog. Det her hjulpet helt utrolig meget.
Derfor er det så vigtigt for mig, at vores søn aldrig nogensinde kommer til at føle om sig selv, hvad jeg har følt om mig selv. Ikke go nok, og så mange andre trælse følelser.
Til alt dette skal vævnes, at vi bruger rigtig meget tid sammen med vores søn. Han har aldrig været et "instutionsbarn" max 6 timer har han oplevet at være i institution, og det ganske få gange. Han har ferie når vi har ferie, og holder fri med mig når jeg har studiedag osv. Vi tager i parken og vipper, går på alle de legepladser der ligger omkring os. Går ud og hopper i vandpytter, fanger krabber ved molen, sidder og læser bog på altanen, ser en film, eller han hjælper med at gøre rent, indkøb osv.
Vi er godt klar over, at ingen børn hører efter hele tiden, og sådan skal det være. Men hvordan får vi ham til at forstå budskabet, bare en gang imellem?
Mange venlige hilsener herfra
Annoncer
Sponsorerede artikler
Vent ikke til din baby har fået rød numse
- brug Olívy fra første bleskift
Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.
Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...
16. april 2024 | Diverse | 2 år, 9 mdr.
Hej Helen. Vi har en dejlig pige på 2 år og 9 måneder, hun har ellers været...
15. april 2024 | Udvikling | 3 år
Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...
28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...
5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.
Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...
Viden om børn:
Barselsorlov
I har begge ret til at holde barselsorlov, når I skal have et barn. Der er mange muligheder for at dele, forlænge eller udskyde orlovsperioder. De økonomiske vilkår for orloven afhænger af jeres jobsituation.
Hovedreglen er, at kvinder har ret til fire ugers barselorlov før fødslen og 14 uger efter fødslen. Mænd har ret til to ugers orlov i løbet af de første 14 uger. Herefter har I 32 ugers forældreorlov hver, som I frit kan fordele mellem jer. Det er dog kun i 32 uger af jeres...
Amning
Sundhedsstyrelsen anbefaler at børn ammes sålænge som muligt. Helst fuldt ud til de er 6 måneder gamle og delvist frem til 12 måneders alderen eller længere, hvis mor og barn ønsker det.
Brystmælk er nøje afstemt til barnets forskellige behov og modermælk indeholder vigtige antistoffer, som beskytter det lille barn mod infektioner. Det tager tid at etablere en amning, for de fleste tager det ca. tre uger, men der kan gå op til 6 uger før mælkemængden har afstemt sig efter barnets...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.