Hej Helen

Godt nytår!

Det bliver lidt en lang "sludre-mail" for kan ikke gøre det op i præcise punkter, men håber du alligevel forstår :-)

Så har vores dejlige datter fået en alder, hvor opdragelse også begynder at være et "issue". Vi går begge ind for kærlig og omsorgsfuld opdragelse og ud fra det jeg har læst (har bl.a. lige lånt "Dit barns udvikling" som jeg glæder mig til at læse mere i) ved jeg godt at når min datter gør noget "forkert" så er det i denne alder ikke for at genere os eller være udspekuleret men for at udforske. Og jeg kan læse i din bog at det at betragte vores reaktion, også kan være en del af det.

Og i en anden bog, du har anbefalet, har jeg læst at det bedste ofte er at reagere roligt og ikke vise den store reaktion på "forkert" opførsel da det ellers bare bliver spændende at gentage. Så når min datter f.eks. smider tallerkenen på gulvet siger jeg roligt men bestemt "nej man smider ikke tallerkenen på gulvet" og samler den op igen. Hvis det er fordi hun ikke er sulten mere stiller jeg den til side. Hvis hun ikke er færdig med at spise får hun den igen.

Hun ved godt at hun ikke må smide den ned. Og at hun ikke må hælde vand fra koppen hverken i tallerkenen eller ned på gulvet. Nogle gange kan man nå at standse hende i at gøre det fordi hun simpelthen giver sig til at sidde og ryste på hovedet og endda selv siger nej med et smil på læben lige inden hun giver sig til det. Så hun ved godt hun ikke må men gør det alligevel - og synes det er sjovt.

Som sagt vil jeg gerne være en forælder der viser mit barn kærlighed og forståelse og rummelighed. Jeg kommer selv fra et godt hjem, men synes nogle gange det skortede lidt på forståelsen og tiden til at se det fra barnets synspunkt. Og det vil jeg gerne gøre bedre for mine børn.

Jeg bryder mig f.eks. ikke om at Mormor irettesætter med "skamme-stemmen" på. "Puha sådan gør man ikke". Med et tonefald der i mine ører fortæller at det er barnet der er noget i vejen med. Min datter skal ikke skamme sig over sin opførsel eller sig selv. Hun skal bare lære hvad der er rigtigt og forkert og at opførslen kan være forkert - men ikke hende.

Omvendt ønsker jeg heller ikke at være en laisse-faire-forælder som bare siger "det er fint" til det hele og ikke kan sætte grænser.

En af mine mandlige jævnaldrene kolleger som blev forældre på samme tid som os fortæller at hans datter godt forstår når der bliver sagt nej. Hun smider sig på gulvet og skriger i protest men hun "adlyder". Jeg har også opfattelsen af at vi som børn plejede at høre efter hvad min mor sagde når der blev skældt ud (nu er min erindring måske nok fra en noget ældre alder). Men jeg kan ikke lade være med at tænke om jeg er for blød - ikke viser tilstrækkelig konsekvens.

Vi har - bl.a. baseret på råd fra dig - gjort meget ud af at følge vores datters grænser. Så når hun f.eks. ikke vil have børstet tænder lader vi være i stedet for at gøre en kamp ud af det. Og nu lykkes det 9 ud af 10 gange hvor det for nogle måneder siden var umuligt stort set hver gang. Men hvornår "bør" man som forældre have så stor respekt/gennemslagskraft/myndighed eller hvad det nu hedder at når man siger "du skal have børstet" tænder så åbner hun munden og finder sig i det selvom det er modvilligt? Altså lidt som min kollega oplever det?

Sagt på en anden måde - er det ... (læs videre efter annoncen)

... tegn på manglende/forkert opdragelse at vi ikke kan gøre sådan?

Du skriver at det er normalt at børnene bliver ved at gentage og gøre tingene også selvom de ved de ikke må. Så i eksemplet med tallerkenen er det så et spørgsmål om at vi bare skal sige det 500 gange mere (eller indtil hun er 3 måneder ældre) så vil hun være nået dertil hvor hun ikke bare ved at vi siger nej (men gør det alligevel) men at hun også efterfølger det og lader være?

Eller skal vi koble noget konsekvens på når vi siger nej. Tage maden fra hende, tage hende ned fra stolen e.l.? Hvilket jeg som udgangspunkt er lidt modstander af for hvis hun stadig er sulten vil jeg jo gerne have at hun får noget at spise...

Nogle gange siger jeg et mere bestemt nej (små-råber nok nærmest). Hvis hun f.eks. rører ved noget der kan gå i stykker eller er farligt (hun skal f.eks. ikke pille ved opvaskemaskinen (obs - vi har kemikalier gemt væk i et højskab og skuffesikringer på en del skuffer men det hele kan jo ikke være sikret). Men ud fra en forventning om at det trænger mere igennem, hvis det bliver sagt bestemt end i almindeligt toneleje. Selvfølgelig uden at det skal være så voldsomt at hun bliver bange. Og jeg må desværre tilstå at jeg også nogle gange efter at have gentaget et nej mange gange kan nå dertil hvor det blive til et højlydt "vil du så holde op!" hvor jeg tager fat i hende og bestemt flytter hende væk - irriteret selvom jeg jo godt med min fornuft ved hun ikke gør det for at genere.

Det drejer sig selvfølgelig ikke kun om tallerkener der ryger på gulvet men også om at hun piller ved anlægget, piller blade af blomsten, vil åbne toiletspanden, smide ting ud over trappegelænderet o.l. Eller vil gå den ene vej, når Mor mener vi skal den anden vej.

Et eller andet sted tror jeg vi gør det rigtige ved at prøve at sige nej stille og roligt og gentage det når hun gentager det "forkerte" (synes nogle gange nej fylder for meget selvom jeg prøver kun at sige det når det er nødvendigt - og så vidt muligt aflede i stedet for at sætte restriktioner) men jeg er bare lidt usikker på hvornår det for alvor er man skal til at sætte grænser - og insistere på at de bliver overholdt - for ikke at ende med et barn der bare snor forældrene om en lillefinger og mangler de grænser der også giver tryghed. Og hvor længe det er okay at undskylde med at "hun er jo ikke så gammel og skal have lov at udforske".

Og så et par råd til HVORDAN man sætter grænserne - for en ting er at hæve stemmen lidt men et sted føles det altså også lidt forkert. Hvornår er børn gamle nok til at gøre som forældrene siger fordi de har "respekt" for dem - uden at der skal råbes? (så et klip fra den royale barnedåb hvor Mary snakkede til sine børn og det så ud som om hun havde den respekt hos hende, uden at man skal lægge for meget i 5 sekunders klip).

Vi har som sagt en skøn datter - oven i købet ret fremmelig på det sproglige område hvilket gør det meget nemmere at kommunikre - og jeg er sikker på at hendes opførsel er helt naturlig. Det er mere os som forældre der måske skal "korrigeres" :-)

Opsummeringen må altså være:

1 - en vurdering af OM vi skal korrigere vores opførsel for ikke at få et højtelsket - men spoleret pga. manglende grænser - barn om nogle år.

2 - konkrete råd til hvordan vi bedst gør, når der skal sættes grænser med kærlighed.

På forhånd tak