Hej Helen,

Jeg skriver til dig ENDNU en gang om det med maden. S. har i en lang periode spist rigtigt fint, og det er jeg selvfølgelig meget glad for. Det er stadig os, der står meget for at made ham, selvom han ind imellem indvilliger i at spise selv, specielt livretten boller i karry.

Jeg synes, at det er ved at være på tide, at han spiser sin mad selv, men jeg er lidt i tvivl om, hvordan vi skal gribe det an. Sådan her foregår hans måltider nu:

Morgenmad består af grød, som far giver ham. Han vil meget gerne have det, men vil ikke selv røre skeen. Imens leger han med nogle biler el. lign.

Til frokost får han rugbrødshapser med figen, majs og ærter, et hårdkogt æg, peberfrugtstænger, agurk, kogte gulerødder el. lign. Han plejer ikke at spise så meget og mister hurtigt interessen, hvorefter han går fra. Han spiser noget selv, og så mader jeg ham nogle gange lidt.

Eftermiddagsfrugt er som regel bær, vandmelon el. lign. Dette får han som regel inde i stuen, mens han leger. Nogle gange må jeg nærmest jagte ham rundt for at han spiser det, andre gange kommer han selv.

Sidst på eftermiddagen begynder han tit at blive sulten, så der giver jeg ham nødder, tørrede tranebær, skorpe, riskage el. lign. Er det ok, eller har ... (læs videre efter annoncen)

... du bedre forslag til sen eftermiddags-snack?

Aftensmad starter han med selv at spise, og på et tidspunkt, når han bliver rastløs, tager en af os over.

Natmad består af en halv banan, som vi giver ham, mens han leger inden sengetid.

Generelt bliver S. hurtigt utålmodig og rastløs, når han sidder ved bordet og spiser, men han spiser også meget langsomt, så jeg forstår det godt. Vi hjælper ham med at spise for at være sikre på, at han bliver mæt, men jeg er i tvivl, om det er forkert. Om vi skal stole på, at når han ikke selv vil spise mere, at han så er mæt nok.

Jeg bliver irriteret, når han ikke gider deltage, men jeg ved også godt, at det er vores egen skyld, fordi vi ikke har insisteret på at han skulle spise selv. Hvordan kommer vi videre? Jeg tænker, om det er nok at sige til ham, at vi har besluttet, at han selv skal spise, og at når han går fra bordet (eller stopper med at spise), så er han færdig, og at vi ikke vil made ham mere. Er han gammel nok til at forstå det?

Generelt er han en glad dreng (det plejer jeg vidst at skrive), og hans madindtag lader ikke til at påvirke hans nattesøvn, hvilket ellers er min største bekymring. Han bliver dog vrøvlet, når han bliver sulten, men forstår det ikke altid selv.

Mette