Brev:

Voldsom ændring af adfærd

Hej Helen.

Først vil jeg gerne takke for at kunnet smugkigge på dine fantastiske og respektfulde svar gennem de sidste år. Jeg har ofte stået i en situation, hvor jeg – efter at have læst dine svar til andre forældre – har fundet en løsning på den givne problemstilling.

Denne gang synes jeg dog at problemet er blevet så omfattende, at jeg selv må til tasterne og forklare mig.

Det drejer sig om vores søn på 3 år og 4 mdr. Ja, jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, da jeg selv mener, der er mange ting der kan spille ind – så nu prøver jeg lige at spole lidt tilbage.

Da vores søn skulle flyttes fra vuggestuen til børnehaven (det er en integreret institution), havde vi en forestilling om, at det kunne ske med hans bedste ven, der er to måneder ældre. Pædagogerne frarådede dog dette, da de mente at vores dreng ville ha godt af at være den største på stuen for en periode, da de håbede at det ville gøre ham lidt mere ’hård’. Det skal her siges, at han altid har været lidt stille og tilbageholdende i situationer, hvor der enten er meget fokus på ham, eller hvis han ikke føler sig tryg ved personerne – nok det man normalt bare vil betegne som genert.

Dog er det en helt anden dreng når vi er i nærheden eller hvis han f.eks. er ved bedsteforældrene, så kører munden uafbrudt og han skal nok sørge for at sætte alle omkring ham i sving. Vi tog derfor en snak med pædagogern og fortalte, at vi ikke mente at de sidste måneder ville gøre en forskel på den front, da vi betrager det som en del af hans personlighed, og ikke nødvendigvis ser det som noget negativt, at han lige skal se folk og ting an, før han kaster sig ud i det.

Det skal samtidig også siges, at han er meget bevidst om at dele med andre, skiftes og vente på egen tur og kunne slet ikke forstå, hvis andre børn ikke havde det på samme måde. Nå, men pædagogerne holdte på sit, men måtte efter de 2 måneder erkende, at det ikke var lykkedes dem at ’gøre’ ham mere frembrusende.

For 4 mdr. siden skiftede vores dreng så fra vuggestuen til børnehave. Skiftet gik egentlig forholdsvist smertefrit, men der var ikke længere det samme positive forhold til hans ven, der jo var kørt ind i børnehaven og havde fundet sin plads.

Det er vores oplevelse, at pædagogerne i børnehaven har en noget anden tilgang til børnene, end den vi har praktiseret herhjemme. Vi har altid gjort meget ud af, at vores søn skulle føle sig tryg, set og hørt. Et nej har altid været fulgt af en forklaring, som han stort set hver gang har accepteret – hvorimod hvis forklaringen har været undladt, så er han gået i flitsbue. Han har været meget tidlig til at kunne snakke i sætninger, formulere sig (også grammatisk korrekt) og kunnet forklare sig, og har altid snakket som et vandfald herhjemme.

Vi oplever modsat at der i børnehaven sjældent bliver fulgt op på et nej, men at det tonen mere kører efter ’fordi jeg siger det’-princippet. Vi har så efter opstarten – kort før jul – været til en 3 måneders samtale med en pædagog fra børnehaven. Hun fortalte at de oplevede vores søn som en dejlig dreng, der var vellidt både af børn og voksne, god til at lege med de forskellige børn, men også som værende lidt tilbageholdende og stille. Faktisk var de lidt i tvivl om, hvorvidt hans sprog lå på niveau og spurgte til resultatet af den sprogtest der bliver foretaget når de bliver 3. Vi fortalte at hans resultat havde ligget helt i top – dog havde det også været lidt vanskeligt for pædagogen der skulle udføre testen, at få han til at åbne op.

Endvidere fortalte pædagogen, at en af de andre pædager - en nytilkommen – havde oplevet ham til bedsteforældredag, hvor han havde været en hel anden dreng – den dreng som vi også oplever. Pædagogerne synes dette havde været rigtig rart, og ville forsøge at skubbe lidt til ham og forsøge at få mere af denne dreng frem. Samtidig fortalte hun også, at det jo aldrig havde været nødvendigt at skælde vores søn ud, da de ikke oplevede problemer med ham – tværtimod ville de gerne at han blev bedre til at sige fra. Desuden fik vi at vide, at der pt var lidt røre i drengegruppen (en gruppe på 4 drenge, hvoraf vores er den sidst tilkomne), hvor de testede hinanden af. Deriblandt er også vores søns tidligere bedste ven.

Vi oplever dog, at deres venskab har ændret sig markant, og at det er sjældent at vi oplever dem sammen længere. Vores dreng betragter dog stadig ’O’ som hans bedste ven, og kan f.eks. tegne en tegning om morgenen, som han tager med op til ’O’. Men når han vil aflevere den til ham, vender ’O’ blot ryggen til og ryster på hovedet (og moren får lyst til ...

... at ryste ham og sige grimme ord, for det skærer i hjertet at se ens søn blive afvist på denne måde).

Nå, næste kapitel i føljetonen. I april blev vores søn så storebror til vores anden søn. Der er ingen tvivl om, at vores store søn er meget glad for sin lillebror. Det kan dog til tider virke som om, at han har vanskeligt ved at videreformidle disse følelser. Ofte bliver det til højt råben for at få lillebrors opmærksomhed eller voldsom adfærd. Det skal siges at vores mindste søn er meget nem og finder sig i meget før han siger fra.

Vores problem er nu, at vores store drengs adfærd indenfor de sidste måneder har ændret sig markant. Han er blevet voldsom, aggressiv, destruktiv, råbende og hysterisk – for at bruge de pæne gloser! Og det gælder overfor alle dem han føler sig trygge ved, far, mor, lillebror og bedsteforældre. Han slår, bider, kradser, råber, kaster med ALT – både af ren refleks men også helt bevidst. Hvis vi beder ham stoppe med noget eller spørger om noget, der ikke lige har interesse, råber han meget højt ’neeej’ eller ’det skal du ikke bestemme’.

Vi har talt en del om, hvad det kan skyldes, vi har blandt andet snakket om, at han formentligt har de svært på flere områder for tiden, både i børnehaven og herhjemme. I børnehaven har han jo f.eks. oplevet at have ’mistet’ sin bedste ven, det er ikke længere beskyttet på samme måde som i vuggestuen, tonen er en anden og der er ikke altid en voksen der blander sig. Herhjemme har han fået sig en rival i form af lillebror, og forældrene har ikke længere samme tid og overskud som dengang der kun var ham.

Desuden har vi som forældre også ændret adfærd. Fra at der altid var én af os der havde tid til ham, så er han nu af naturlige årsager overladt mere til sig selv. Fra han kommer ind af døren efter børnehaven er det som om der sker en forvandling, han stormer rundt, skyder med pistoler og fægter løst på alt, råber og skriger og er til tider næsten umulig at komme i kontakt med.

Vi har talt meget om hvad vi kan gøre, har forsøgt at tilbringe mere tid med ham, har forsøgt at være tålmodig og forklarende og har forsøgt at tale med meget store ord, men intet synes at virke. Vi har snakket med ham om, at hvis han synes lillebror f.eks. var for meget hos mor, så måtte han sige, at nu ville han gerne sidde ved mig. Dette benyttede han sig af en periode, men det blev også vanskeligt, da det ikke var nok at sidde et kvarter og kramme, men at han forlangte at jeg skulle sidde ved ham resten af dagen. Vi har også forsøgt at sætte ord på, at det er okay at blive irriteret på lillebror og have ambivalente følelser for ham. Men intet syntes at have den ønskede effekt.

Vi aner faktisk pt ikke vores levende råd for, hvordan vi skal håndtere ham. Vi er efterhånden blevet de forældre vi havde svoret vi aldrig ville blive, der konstant går og siger nej og skælder ud. Vi har også forsøgt at sige, at hvis han ikke stopper en given adfærd, så må vi tage tingen fra ham, indtil han kan finde ud af det igen – det virkede en kort periode.

Så sent som i går, måtte min kæreste tage ham med ud i bilen da vi var ude at handle, da han gjorde alt andet end vi bad om. Han har ellers altid elsket at handle, og der har aldrig været problemer. Men vi er også enige om, at hvis vi har sat en konsekvens op for ham, så er vi også nødt til at følge den – selvom der gør ondt. Men heller ikke dette synes at have en speciel stor effekt.

Vi aner ikke hvad vi skal stille op, men har det alle rigtig rigtig skidt med situationen som den er nu. Vi er kommet ind i en rigtig dum spiral, hvor vi voksne stort set hele tiden skælder ud, og vores søn bliver mere og mere voldsom. Men negativ opmærksomhed er jo også opmærksomhed! Men det gør rigtig ondt at se vores vidunderlige dreng på denne måde, og vide at han helt sikkert er den der har det værst – og at vi samtidig ikke formår at hjælpe ham.

Jeg er konstant plaget af dårlig samvittighed og skyldfølelse, fordi han pludselig har ændret sig så markant. Men samtidig er det på ingen måde heller ikke acceptabelt, når han kradser og slår eller er voldsom ved lillebror. Og der er jo også samtidig dårlig samvittighed over for den bette, fordi der jo også går opmærksomhed fra ham samt den til tider voldsomme adfærd han udsættes for.

Det blev vist efterhånden til noget af en roman – og har sikkert alligevel glemt vigtige elementer, men må vist alligevel hellere stoppe. Jeg håber meget du kan give os nogle brugbare råd, så vi kan få vores dejlige lille guldklump tilbage.

Mange hilsner fra
de dybt fortvivlede forældre til to skønne drenge.

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar

28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.

Selvværd og selvtillid

Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.

Svær putning - 2 år, 10 mdr.

Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...

Læs hele brevet og Helens svar

4. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

3 år og udfordringer

Hej Helen. Jeg har en dejlig datter på 3 år og 4 måneder. Hun begyndte i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: