Svar: Hvor bevidste er 2 årige?

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Rigtig mange forældre oplever især 2 års alderen som ekstra udfordrende, i udlandet kalder man det nogle steder for "the terrible two", fordi det er en tid, som kræver rigtig stor forståelse, omsorg og nærhed samtidig med, at der naturligvis også skal sættes lidt grænser - og det er en svær balance at finde. Og når man så samtidig har to meget forskellige børn, der prøver grænser på hver sin måde, så er det naturligt ekstra udfordrende :)

Når man er to år gammel, så er man rigtig godt igang med at udvikle sit selvbillede. Det betyder at dine børn er igang med at forholde sig til, hvem de selv er, og hvordan de påvirker andre. Et led i dette vil f.eks. ofte være at sige "Nej!" eller sige "Det er min!" og måske er dine børn begyndt på dette eller begynder på det i nærmeste fremtid. Det er helt normalt at børn i 2 års alderen holder fast i at noget er deres "min, min, min" selvom det ikke er deres ...

Dine børns samspil udvikler sig stille og roligt i samspil med dig og andre voksne. De har brug for ros, det gør dem stolte og glade og hvis du irettesætter dem, så kan de blive rigtigt kede af det. I to års alderen begynder man ofte at kunne føle lidt skam og det er ikke spor sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Dine børn er med den alder de har lige nu meget følsomme og sårbare overfor, hvordan du reagerer på de de siger og det de gør.

Og det er ikke det samme, som at de ikke prøver ting af ingen og igen - også selvom du har sagt ned. Det gør børn - de afprøver hypoteser for at lære og udvikles. De afprøver f.eks. hypotesen "hvis jeg åbner lågen, så kommer mor?" - ja det gjorde hun. Ny hypotese "hvis jeg løber ud på vejen, så løber hun efter mig" - ja det gjorde hun. Ny hypotest "hvis jeg gør det igen, løber fra så også" ... osv.

Og samtidig kan det at få nej, afprøve, få nej igen, afprøve osv. også blive til en leg. Det er sjovt, når du reagerer, som de forventer - og de griner og tror det er en leg. Og modsat, så kan de også blive frygteligt ulykkelige, når de så opdager at du ikke synes det er sjovt, eller når du forhindrer dem i at afprøve det, de gerne vil.

Det er især 1-3 års alderen som er lidt udfordrende - man kaldte det tidligere trodsalderen - i dag kalder man det selvstændighedsalderen. Og det er vigtigt at du ved, at børnene ikke har nogen skjult dagsorden, hvor de vil være imod dig, men at de naturligt er igang med at udvikle deres selvstændighed og et led i dette er at være uenig med dig. Og det er helt naturligt at børnene afprøver flere grænser overfor jer forældre end de f.eks. gør overfor bedsteforældre. Når man er igang med at finde ud af, hvem man selv er og hvad man vil eller ikke vil, så er man nødt til at ville noget andet end dig. De kan ikke træffe egne valg, uden at gøre det modsatte af hvad du vil og derfor opstår der dagligt konflikter og situationer, hvor du vil opleve at de protesterer, ryster på hovedet eller tydeligt markerer sig "nej, vil ikke!".

Nogle gange kan man med lidt list bede dem gøre det modsatte af, hvad du vil have dem til og andre gange virker det ikke. Nogle gange vil løsningen være at "tælle til tre" og gøre det til en leg, så fokus bliver på at skynde sig og at det skal være ...

---

---

... sjovt, i stedet for at have fokus på det du vil have dem til. Hvis de f.eks. ikke vil med ud at køre og I skal af sted, så kan du tælle til tre "jeg tæller til tre, så ser vi hvem der kommer først" .. - og så skal du naturligvis lade dem vinde. På den måde kan du udnytte deres lyst til at ville selv, kunne selv - og det bliver naturligt lettere i takt med at de bliver ældre og også kan flere ting selv.

For at kunne adskille sig fra sine forældre, så er man også nødt til at føle sig knyttet til. Man kan ikke separere sig, hvis man ikke er tilknyttet. Derfor er det helt naturligt at du f.eks. når børnene skal sove, oplever at de kan have ekstra meget brug for nærhed og tæt fysisk kontakt. Det er rigtig fint at børnene sover i samme værelse, på den måde har de også hinanden og jeg tænker at det vil være rigtig godt, hvis du kunne putte dem i hver sin seng og så sætte dig og læse en historie for dem, imens de ligger i deres senge.

Da de på den ene side har brug for dig og på den anden side også protesterer for meget over, hvis du prøver at være der - og samtidig græder ulykkeligt - så tænker jeg at du skal prøve at bruge det jeg kalder for stryge-tøj-metoden.

Det handler om at du stiller dig i nærheden og laver noget praktisk som f.eks. at stryge tøj eller lægge tøj sammen. Du skal stå på værelset eller lige uden for deres dør - det er vigtigt at de kan se dig og at du kan se dem. Det vil sige, at du starter med at putte dem, kærligt, nænsomt, læser bog, kysser godnat - og så stiller du dig og stryger tøj.

---

---

Børnene vil kunne kalde på dig "moaar?!" og du kan svare "Ja, jeg er lige her, sove nu, nat-nat". De kan sætte sig op, tumle rundt osv. og du kan sige "Læg dig ned skat, jeg er lige her" - og det at de selv begynder at lægge sig og du ikke går frem og tilbage og lægger dem ned, vil hjælpe på sigt. Du kan altså betrygge dem ved at være der, men samtidig er du lidt på afstand og de kan føle sig trygge ved at lægge sig til at sove.

Det er vigtigt at du laver noget praktisk og ikke bare sidder og venter. Det at lave noget praktisk signalerer at når de skal sove, så sker der ikke noget spændende. Der er ikke noget sjov for dem, det er kedeligt det der foregår. Netop med den alder de har nu, så er de så bevidste, at de godt ved, at når de ligger i sengen, så sidder mor og far og hygger i stuen - og det vil de naturligvis gerne være en del af. Derfor er det vigtigt at signalere, at I har noget kedeligt arbejde at lave, når de er lagt i seng.

Stille og roligt kan denne metode så udvides, sådan at du begynder at gå til og fra deres værelse fordi du igen har et praktisk formål med det. Du kan f.eks. sige "jeg henter lige noget mere tøj, så kommer jeg igen" og så gør du det. Formålet med at gå er altså praktisk og det signalerer noget helt andet end at sige "nu skal du sove, jeg går og så kikker jeg ind til dig om lidt" - at gå frem og tilbage med tøj giver ikke et pres om at de skal sove, som det andet gør.

Denne metode giver dig altså mulighed for at være der, men være der på afstand, så de stille og roligt lærer trygt at sove i deres seng - og stadig tager det hensyn til deres selvstændighedsalder og store udvikling :)

Jeg håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---