Svar: Hvilke kampe skal vi tage?

---

Hej med dig

Jeres datter er en rigtig dejlig pige, som er godt igang med at udvikle sig. Du beskriver hende som en meget moden pige, en pige der er god til at tale, god motorisk og også en intelligent pige - du beskriver hende også som en autonompige, det vil sige en pige der ved hvad hun vil og hvad hun ikke vil og som er meget tydelig i disse signaler.

Det er rigtig vigtigt at I prøver at finde ud af, hvorfor tingene går galt, når de går galt. Hos jer er et stort problem, at jeres datter ikke vil tage tøj på selv - men hvorfor vil hun ikke det? Eller hvad er det hun så vil?

Du skriver at hun godt kan lide at se TV om morgenen og at I bruger dette som afstrafning, når hun ikke tager tøj på, så kan hun ikke se tv - og jeres datter er ligeglad ...

Du skriver også at I har prøvet at sende hende af sted i nattøj, det var hun også ligeglad med ...

Har I spurgt hende hvad det er hun vil? Det lyder jo som om at hun sætter en grænse her og jeg tænker at I skal prøve at interessere jer lidt for denne grænse og læg mærke til hvad der egentlig sker, hvorfor hendes grænse overskrides gang på gang.

For hende er løsningen måske netop at du hjælper hende. Ikke at du giver hende tøj på med vold og magt - men at du tilbyder din hjælp. Måske ser hun netop det at blive hjulpet her, som omsorg og et naturligt behov fordi hun er blevet storesøster. Børn kan sagtens have en periode, hvor de har brug for at gøre sig yngre end de reelt er, netop når hun bliver storesøster.

Netop fordi hun er en meget moden pige, så er der også risiko for at man kommer til at forvente for meget af hende, at I kommer til at stille lidt for store krav. Jeg ved godt at hun selv kan tage sit tøj af og på, men det at du tager over, hjælper hende, tager hende på skødet imens hun får strømper, bukser osv. på det gør hende godt. Hun føler sig fysisk nær dig og hun føler du stadig ser den lille pige hun jo også er - og det kan hun netop have behov for nu, hvor der er kommet en lillesøster til.

Så mit råd er faktisk at du prøver at stille dig lidt spørgende til de frustationer du oplever og ikke beder hende om at gøre det ene eller det andet - men prøver at stille dig mere åben overfor hende, lytter og gør det hun beder om også selvom hun godt kan.

Og så tænker jeg også at du måske skal hjælpe hende med at overskue situationen om morgenen. Jeg kan godt forestille mig at det er svært for hende at have overblik og finde ud af hvad der nu skal ske og morgener bliver ofte meget stresset ... Det kunne være at hun havde gavn af en lille tavle med kort over morgenens forløb. Hun kan jo ikke klokken, men kan godt forholde sig til billeder ...

Så måske ville det hjælpe både hende og jer, hvis du kunne lave små billeder/tegninger som forestiller det der skal ske og i den rækkefølge det skal ske i. Et billede af at blive vasket, få børstet tænder, et billede af tøj på, et billede af morgenmad, et billede af bilen eller hvordan I nu kommer ud af døren ... Først skal du det, så skal du det, så det ...

I stedet for at hundse på hende, så kan hun måske se på billederne og vil så selv gå igang stille og roligt - i hvert fald noget I kan forsøge. Det kræver så også at du lægger tøjet frem aftenen i forvejen og at det ligger så hun let kan få det på ... Hvis hun vil bestemme, så kunne hun måske være med til at bestemme rækkefølgen af kortene - det kunne jo vær at hun hellere ville spise morgenmad først og så tage tøj på bagefter eller noget helt tredie.

Du skal naturligvis sikre at I har tid til det og vil hun så have mor skal hjælpe hende, så fred være med det lige nu. Med den vilje hun har, så skal hun nok blive selvhjulpen på et tidspunkt :) Også derhjemme, i vuggestuen kan hun jo godt.

Jeg kan ikke ud af dit brev se hvorvidt din datter bliver hysterisk eller hvordan jeres konflikt omkring tøjet udvikler sig i hverdagen ...

Da ...

---

---

... jeres datter på mange måder en stor pige, en moden pige og aldersmæssigt stadig på mange punkter er en lille pige, så vil det være naturligt at hun har rigtig svært ved at finde ud af både at være lille og være stor. I denne alder er følelserne ikke særligt nuancerede og hendes reaktioner kan virke meget urimelige i forhold til hvad der udløser dem. Hun kan således blive utroligt vred over noget, som du synes er en bagatel og det kan godt skabe en situation, hvor du synes hun må tage sig sammen og opføre sig som den store pige hun er, men hvor hun på grund af alle de ting der sker i hende, faktisk har rigtig svært ved at leve op til de krav. For i visse situationer er hun faktisk meget lille.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til. Og her er det utroligt vigtigt at man skelner tingene fra hinanden og derfor handler forskelligt, alt efter hvad det egentligt er der foregår.

Det er vigtigt at skelne imellem det der hedder fortvivlelsesanfald og kontrollerende anfald. Når jeres datter har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at det hele driller, - det er som sagt ofte små ting der i dine øjne virker som bagateller, men som får hendes verden til at bryde sammen ...

Børn der har anfald af fortvivlelse har brug for at blive holdt op, forstået, lyttet til og man er nødt til at hjælpe dem til fysisk ro imens man taler stille til dem.

Men børn kan også have en anden type anfald. Det jeg kalder for kontrollerende anfald. Her forsøger barnet at kontrollere sine forældre, ønsker at manipulere jer til at få sin vilje. Det er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have.

---

---

Her er der ikke tale om et fortvivlet barn og ofte har barnet ingen tårer. Børn med denne form for anfald, vil normalt også være i stand til at formulere deres krav "jeg vil have den - nu!" Det betyder også at de fleste børn er ældre end 3 år, når de får disse anfald - men netop fordi jeres datter er rigtig godt med verbalt, så kan hun måske stille krav på denne måde ...?

Du spørger hvilke kampe I skal tage og jeg tænker at det afhænger helt af situationen og hvordan din datter reagerer. Beder hun om hjælp, så hjælp hende og accepter at hun lige nu er inde i en periode, hvor hun naturligt har brug for ekstra opmærksomhed og behov for at blive nurset lidt mere. Får hun anfald af frustation, så lyt, anerkend hendes følelser og hjælp hende ved at sætte ord på, så hun hører at I forstår det og kan rumme det, giv hende masser af fysisk kontakt.

Får hun anfald som udspringer af ønsket om at kontrollere jer, så skal I reagere anderledes. Denne type anfald kan man bedst behandle ved at sørge for at barnet ikke får publikum og ved at ignorere barnet. Ikke nødvendigvis sende barnet væk, men i stedet gå væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan barnet skaber sig, ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje.

Brug også humor i dagligdagen, når du kan se at hun er 'rasmus modsat' så brug humoren, få hende til at grine, få fokus fjernet og gør tingene sjove i stedet for at lave en konflikt. Læs bøger om at være modsat f.eks. børnebogen "Lotte Modsat" - og der findes flere andre ...

Jeg håber at ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med hende! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---