Svar: Jeg overvejer at tage min datter ud af institutionen

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din datter og alle dine tanker:) Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig :)

Du fortæller at din datter har gået i flerbørnsdagplejen i 5 måneder, især den første måned var svær for hende, herefter gik det stille og roligt bedre, men stadig lyder det ikke som om at hun var helt tryg og glad. Hun har ikke ville sove der, det er først nu hun begynder at sove lidt længere lure og hun er svært ved at spise, når hun er der. For mig lyder hun stresset - det er en stresset lille pige du beskriver...

Jeg læste for nogle år tilbage om en undersøgelse lavet i - ja enten var det New Zealand eller USA, det kan jeg desværre ikke huske - hvor man havde undersøgt børns indhold af stresshormoner i kroppen ved indkøring i institution. Disse undersøgelser viste, at børn have stærkt forhøjede stresshormoner i kroppen op til 2 måneder efter indkøring. Og også små børn får stress.

Børn har brug for ro i deres hverdag. Det betyder at hvis man som forældre har en meget hektisk hverdag, hvis man har mange aftaler, er meget væk hjemmefra og i det hele taget har mange aktiviteter, så kan barnet få stress af dette. For de fleste børn er det rigeligt at skulle være i dagpleje eller institution, de behøver ikke også opleve andre aktiviteter flere gange om ugen.

Stress smitter - så hvis du har svært ved at overskue dagen, situationen, det er du ofte er alene og samtidig presset af at skulle være selvstændig, arbejde og tjene penge, så påvirker dette naturligt også din datter. Hvis du mangler overskud, så kommer hun naturligt også til at mangle overskud.

Mangel på søvn, hvile og afslapning spiller ind - det er vigtigt at hun får sovet i løbet af dagen, at hun får de afbræk, som en middagslur f.eks. vil give hende. Og når hun i en længere periode har haft svært ved at sove, så kan det faktisk medføre at hun får stress. Hun skal sove, for at kunne bearbede og lagre oplevelser men også for at kroppen restituerer sig, får fornyede kræfter, så hun netop kan klare dagen og dagens udfordringer.

Start i institution kan stresse - hun kan ikke forklares, hvorfor hun skal være der og kan ikke forholde sig til tid, så hun ved ikke, hvornår du kommer igen eller hvor du er. Dette tænker jeg umiddelbart stresser mere end at far er hjemme og væk igen 3 uger af gangen. Mange børn lever med forældre, som arbejder i skiftende vagter eller hvor den ene forældre er væk i længere tid af gangen - det gælder familier som jeres, hvor en stor del af fars arbejde er i udlandet, det gælder soldater, forældre der arbejder på boreplatforme, på skibe osv. Og det er normalt ikke noget problem, så længe den anden forældre er hjemme og er den faste base, den gennemgående voksne person i barnets liv.

Børn har brug for kontakt til vigtige voksne og det er helt essentielt for at børn udvikler sig sundt og godt, at de har tilknytning til vigtige voksne. Man taler om primære tilknytningspersoner og sekundære tilknytningspersoner.

De primære tilknytningspersoner vil ofte være mor og far. Det er mor og far der tager sig af barnet helt fra det er lille, de fungerer som barnets sikre base, altså dem, som barnet trygt kan stole på vil hjælpe, hvis der opstår utrygge situationer.

De sekundære tilknytningspersoner er de personer, som barnet bruger, når de primære tilknytningspersoner ikke er til stede. Det vil ofte være bedsteforældre, en dagplejer, pædagog i vuggestuen eller en au-pair, nanny eller lignende.

Hos jer er du naturligt den primære omsorgsperson, den ...

---

---

... der er gennemgående hele tiden, dernæst far, som hun jo stadig ser rigtig meget og også er glad for, og jeres datter skulle stille og roligt også meget gerne knytte sig til f.eks. dagplejer, som jo passer hende hver dag eller flere gange om ugen... Og det lyder som om at hun ikke rigtig har gjort dette - at hun ikke rigtig har knyttet sig til en af de voksne i dagplejen, at de ikke rigtig kan trøste og berolige hende, hjælpe hende osv. Og det er naturligt svært at sige, hvad det handler om... Måske er det fordi jeres datter har været en del syg og dermed væk fra dagplejen - men stadig - hun burde ikke bryde i gråd, når hun ser en filmoptagelse fra dagplejen... Måske handler det om at der er for mange relationer. At der er fire dagplejere og ikke kun en... at gruppen simpelthen er for stor for hende, som du også selv er inde på og her kan løsningen godt være at finde en anden dagplejer, så hun kun skal forholde sig til en voksen.

Der er masser af ting, som kan spille ind hos jer og der er sandsynligvis tale om et samspil af flere ting. Her spiller hendes alder og udvikling naturligt også ind og jeg kan godt forstå, at du nu er der, hvor du overvejer, hvad du skal gøre, hvad I skal gøre fremover.

Jeg ved ikke hvad muligheder du har og hvad du har lyst til. Det er vigtigt at du også har det godt med det valg du træffer, fordi din datter jo også spejler sig i dig. Hvis du har det bedst med at finde en ny dagplejer til hende, hvor der er en voksen til 4 børn, så kan du naturligvis gøre det. Det kan også være at du kan få en privat børnepasser, som passer din datter sammen med et andet barn ... på den måde er de kun 2 børn - måske vil kommunen hvor du bor give tilskud til en sådan ordning.

---

---

Og så kan du naturligvis også overveje om du skal flytte til Spanien, hvor far arbejder størstedelen af tiden, så I er sammen som familie. Man kan sige, at det at flytte til et andet land, møde nye rutiner, nyt hjem, nye dufte, nye lyde, sprog osv. naturligt også vil påvirke hende og kan stresse hende rigtig meget - for hun oplever jo verden meget større og mere bevidst nu og vil naturligt reagere på en flytning - men det skal holdes op imod, hvordan du har det og hvad du har lyst til. Og netop fordi hun jo spejler sig i dig, så vil det hjælpe hende, hvis du er rolig og harmonisk og nyder den beslutning - men hvis du i Spanien ikke har overskuddet til at være der for hende, så er det naturligvis et problem.

Og nej - men kan ikke hærde børn ved at kaste dem over i armene på en anden. Det er vigtigt at basen dannes hjemme. Du skal naturligvis være der for hende, give hende al den opmærksomhed, omsorg, kærlighed osv. som du kan og som hun har brug for - men samtidig også motivere hende til at prøve lidt selv. Jeg plejer at sige at båndet mellem mor og barn nogle gange skal ses som en elastik - nogle gange strammes elastikken og du holder hende tæt, andre gange giver du slip og hun prøver lidt selv - du er der, du hjælper hende, men du støtter hende i at forsøge sig selv, prøve selv. Når hun falder og slår sig, så skal du se det "hov skatter pige" og samtidig motivere hende til at prøve igen "op igen, skat, op igen". Hvis hun græder og har brug for trøst, så puster du naturligvis og trøster, men du skal ikke "ynke hende", hvis du forstår, hvad jeg mener, du skal prøve at få hende videre "sådan, mor puster - pst -, så er du klar igen" og hjælper hende videre :)

Læs også meget gerne min bog "Helens bog om gråd og trøst" :)

Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, fortsat held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---