Brev:
Jeg overvejer at tage min datter ud af institutionen
Kære Helen
Jeg står i en svær situation med min 17 mdr. gamle datter. Hun trives ikke med at gå i institution.
Hun startede i flerbørnsdagpleje (10 børn, 4 voksne) for snart 5 mdr. siden.
Det var så utrolig svært for hende at starte i institutionen. Vi startede ud med, at jeg var der sammen med hende en times tid de første par dage. Derefter gik jeg et kvarter, så tyve min., så en halv time og så en time. I de dage gik det rigtig godt. Min datter er meget udadvendt og syntes nok bare, at det var skønt at kunne opleve noget nyt. Den dag, hvor jeg var væk en time, var hun dog blevet lidt ked af det. Alligevel rådede dagplejemødrende mig til at fortsætte optrapningen. De følger vist en plan, som de plejer at anvende til indkøring.
Jeg begyndte så at lade hende være der i to timer. Men hun græd voldsomt. Fra jeg afleverede hende til jeg kom igen. UDEN pauser. Dagplejemødrene sagde, at normalt plejede børnene at stoppe med at græde noget tid efter, at deres forældre var gået, men at min datter var meget “viljestærk”.
Jeg havde virkelig svært ved at lade hende være der, men prøvede at have is i maven, da jeg jo gerne ville have det til at fungere og fulgte derfor deres råd. Om morgenen, når jeg afleverede hende, skar hun voldsomt tænder og knugede sig hårdt ind til mig som en lille abeunge, der ikke ville give slip, så de måtte nærmest pille hende ud af mine arme ved at løsne hendes greb om min hals. Nøj, det var hårdt at gå fra en lille pige, der rakte armene ud efter mig og skreg af gråd.
Hun blev syg af flere omgange, hvor jeg måtte holde hende hjemme. Tror, at det var af det psykiske stres. Jeg prøvede at udtænke alverdens planer for, hvad jeg kunne gøre for at hun ikke skulle gå i institution. Men jeg bliver jo nødt til at arbejde/tjene penge og er i øvrigt ved at være godt og grundigt brugt op af aldrig at have tid til mig selv, altid at skulle være der for min datter med hendes meget store behov for nærvær og samtidigt sove elendigt om natten, da hun ikke er god til det med at sove uden op til flere opvågninger og vågne timer.
Hun græd voldsomt hele den første måned i institutionen. Derefter begyndte hun lige så stille at virke til at have det ok med at være der. Hun græd ikke mere, når jeg afleverede hende om morgenen og virkede sågar glad, når vi ankom om morgenen. Jeg gav hende kun korte dage (fra ca. 9-14). Jeg arbejder som selvstændig og har derfor haft mulighed for at hente hende tidligt de fleste dage. Selvom hendes humør var bedre, kunne de ikke rigtigt få hende til at sove mere end 10-25 min i alt. det første lange stykke tid. De prøvede både at stille hendes seng i alenerum og sammen med de andre børn, men hun vågnede stadig. De kunne ikke få hende til at falde i søvn igen. Generelt har hun altid haft meget svært ved at sove. Som spæd havde hun mange hele dage, hvor hun var vågen fra tidlig morgen til nogle gange 1 om natten. Og når hun endelig sov, var det kun 20-30 min ad gangen. Nu er hun blevet så god til at sove middagslur, når jeg har hende hjemme, at hun ofte sover halvanden time. Og efter et par måneder begyndte hun også at sove lidt længere tid i institutionen. For det meste omkring 45 min.
Nå, men inden at det her indlæg bliver alt for langt, så vil jeg springe til nutiden: Efter at vi har været på ferie i december, dels for at besøge hendes far og dels for at holde jul og nytår med familie, så har hun været fra dagplejen i 20 dage i alt. Og nu er hun gået tilbage til at være lige så ked af det, som dengang hun blev kørt ind. Jeg er blevet nødt til at hente hende efter få timer, fordi hun græder og skriger voldsomt. Vil ikke spise og vil kun hænge på armen af specielt én af dagplejemødrene. De har talt om, hvorvidt hun bliver påvirket af, at hendes far kommer og går i hendes liv pga. udlandsarbejde. De siger nemlig, at hun virker til at være bange for at miste, da hun begynder at græde voldsomt, bare én af dem går på toilettet. Hun er også meget opmærksom på alle lyde og vil ud til døren for at se, om det mon er mig eller hendes far, der kommer.
Jeg ved ikke, om de har ret i deres antagelse om, at det skyldes, at hendes far kommer og går. Jeg har også en fornemmelse af, om det kan være fordi jeg har gjort hende “afhængig af nærvær”? Jeg er der generelt rigtig meget for hende og er både af natur super nærværende. Og ekstra meget overfor hende, da jeg gerne vil have, at hun føler sig set, forstået og lyttet til. Så herhjemme har jeg faktisk også et “problem” med, at hun evigt og altid følger mig i hælene og altid vil op og sidde på armen. Jeg kan nærmest intet gøre alene. Står jeg et sekund og skriver en sms, lægger mascara på el. lign., så hænger hun i mit ben, græder og råber “moar, moar, ...
... op, op”. Hun kan slet ikke med, at jeg for en kort stund har min opmærksomhed et andet sted. Hun interesserer sig ikke en dyt for legetøj og heller ikke for tv. Hun vil kun menneskelig kontakt + kravle rundt og op og ned i alting. Dog med min opmærksomhed og nærvær - allerhelst skal jeg deltage i legen. Jeg kan på ingen måde forestille mig, at de kan opfylde hendes store behov for kontakt, opmærksomhed og nærvær i dagplejen. Måske ikke noget sted.
Jeg har næsten altid været alene med hende, da hendes far bor og arbejder i udlandet og således er skiftevis hjemme og væk ca. 3 uger ad gangen. Og jeg har aldrig fået hende passet, da jeg desværre ikke er så priviligeret at have hverken familie eller venner, som har været interesseret i det.
Jeg ved ikke, om det (altså at hun ikke har været vant til at blive passet) kan være en af grundene til, at hun er så afhængig af mig. Hun sover heller ikke på eget værelse endnu, så hun er jo rigtig meget sammen med mig.
Der er ingen tvivl om, at hun er meget ked af at være i dagplejen. For nogle dage siden viste jeg hende ved et rent tilfælde en video af hende selv, hvor hun løber rundt i dagplejen. Hun begyndte at græde voldsomt og slog mig og råbte “moar, moar, nej”, mens tårerne trillede ned ad kinderne på hende. Jeg viste hende videoen igen i dag for at se, om det ville ske igen. Og JA, det gjorde det.
Hun er også pludselig blevet nærmest “angst” for at sætte sig til bordet og spise. Det har hun ellers normalt hygget sig med. Nu sker der pludselig det, at hun glædeligt piller maden op med fingrene og vil begynde at spise, mens hun sidder på køkkenbordet og ser, at jeg anretter tallerkenen. Men når jeg så sætter maden hen på bordet og vil tage hende med hen at spise, råber hun ”nej, nej”. Og sætter jeg hende op i hendes stol, kalder hun febrilsk på sin bamse, spørger "hvad er det, hvad er det?", om alt, hvad hun kan få øje på i rummet, skubber hårdt til bordet og kravler ned igen. Selvom jeg ved, at hun er sulten. De har fortalt mig, at hun ikke vil spise noget i dagplejen efter hun kom fra ferien. Så jeg tænker, om de mon har “tvunget” hende til at sidde ved bordet, når hun ikke vil, og hun derfor pludselig er blevet sådan omkring det at spise?
Nu står jeg i en situation, hvor jeg skal vælge mellem forskellige scenarier:
1. At fortsætte i den nuværende institution og se, om vi kan køre hende ind på ny
2. At finde et andet sted, muligvis en mindre dagpleje med mere ro og kun én voksen at skulle forholde sig til og knytte sig til
ELLER
3. at tage hende med til Spanien, hvor hendes far har sin virksomhed, og bo der et stykke tid.
Jeg hælder selv til løsning 3, da jeg efterhånden er godt og grundigt udkørt ved at være så meget alene-mor. Det er ensomt og hårdt. Når min kæreste er her i DK, har han travlt med arbejde på computeren. Så selvom han er her, betyder det ikke, at han tager over. Men i det mindste, har vi selskab og min datter elsker, at der er liv i huset.
Tager jeg til Spanien, vil det dog betyde, at mit arbejdsliv står på pause, at vi skal finde en aupair el. lign til at passe hende nogle timer om dagen, og at hun højst sandsynligt stadig vil have svært ved at komme i institution, når hun engang kommer tilbage til DK. Og derudover vil hun have vænnet sig til at have sin far hver dag.
Her i DK, har jeg desværre ikke råd til baby-sitter, da den danske husleje er høj, og da jeg ikke kan komme ordentligt igang med at arbejde og tjene penge, sålænge min datter ikke kan trives med at blive passet. Så jeg står i en lidt fastlåst situation.
Jeg håber, at du kan hjælpe mig ved at give dit besyv med på, hvad det mon kan skyldes, at min datter har det så svært ved at være i institution, som hun har og hvorfor hun er så ekstrem afhængig af mit konstante nærvær og at hænge på min arm. Er der mon noget, som jeg kan gøre for at hun bliver mere selvstændig? Skal jeg være mere “hård” og ignorere hende, når hun kalder på mig, græder og vil op, fordi jeg måske 10 sekunder har været igang med at lave noget andet (fx skrælle kartofler, el. lign.). Hun græder hurtigt rigtig voldsomt. Hun falder ofte på numsen i situationen, fordi hun ikke kan se noget med sine grædende øjne, og så græder endnu mere. Jeg har svært ved ikke at tage hende op, når det sker. Når hun kommer op, knuger hun sig ind til mig og nulrer min hud på halsen mellem sine fingre. Det gør hun gerne, hvergang hun er tæt på mig.
Jeg kunne også godt tænke mig at høre din mening om de forskellige scenarier, som jeg stiller op for, hvordan jeg kan ændre situationen/ vores fysiske rammer.
Det blev et langt indlæg. Det beklager jeg. Men jeg har simpelthen så mange ting på hjertet.
Glæder mig til at høre dit svar.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Vent ikke til din baby har fået rød numse
- brug Olívy fra første bleskift
Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
22. april 2024 | Sovevaner | 15 mdr.
Hej Helen Jeg skriver til dig, fordi vi har kæmpet med aftenuro og lange...
30. marts 2024 | Amning | 14 mdr.
Kære Helen Jeg har en datter på knap 14 måneder, som stadig er meget...
9. marts 2024 | Sovevaner | 17 mdr.
Hej Helen, Tak for dit svar til min forrige besked angående vores søn som...
15. februar 2024 | Sovevaner | 14 mdr.
Hej Helen. Min dejlige søn på 14 måneder driver os til vanvid om natten....
2. februar 2024 | Kost og ernæring | 17 mdr.
Hej Helen. Vores datter på 17 måneder har ofte meget tynd afføring, og...
Viden om børn:
Bad, de første gange
Det spæde barn kan komme i bad ret hurtigt efter fødslen og ofte beder mange om at få hjælp til det første bad, imens man endnu er på barselsafsnittet.
Når I beslutter jer for at bade jeres barn, så er det rigtig godt at have nogle faste rutiner:
- Et babybadekar er en god idé, nogen vælger også at bruge en speciel babyspand. Det vigtigste er at karret er afgrænset i størrelsen, det giver barnet lidt tryghed.
- Det er en god idé at tilbyde barnet...
Høj stol til baby
Når barnet begynder at kunne sidde selv, er det en god idé at anskaffe en høj stol. Så kan barnet sidde med ved bordet under måltiderne, og det kan også følge med i, hvad I laver ved køkken- og spisebordet.
Der findes mange forskellige modeller af højstole, men de fleste vælger i dag en model, som kan stå ved spisebordet. Det giver mulighed for, at baby kan være med ved bordet, når familien sidder og spiser og på den måde naturligt tage del i måltiderne.
De...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak for dit svar til min ældste søn og hans spørgsmål om ’bierne og blomsterne’. Vi har læst et par bøger sammen, han grinede rigtig meget … men fik stillet sin nysgerrighed!
Det var en rigtig god idé at læse bøger sammen, for du har jo fuldstændig ret: Det kan være grænseoverskridende for både barn og voksen af snakke om den slags sammen, mens en bog oplyser nøgternt og godt. Intimsfæren bevares intakt, genialt!