Svar: Dagpleje - gør mig i tvivl som mor

---

Kære Du

Tak for dit brev og alle dine tanker :o)

Det lyder ikke som om at kemien mellem dig og den pågældende dagplejer er særlig god. Jeg synes det er rigtigt synd, at hun har så markante holdninger omkring din dreng - især fordi jeg ikke er enig i hendes udtalelser og jeg synes faktisk det er lidt problematisk ...

En historie har naturligvis altid to sider og det kan godt være at du oplever det hun siger anderledes end det er ment, men det ændrer stadig ikke ved at der her er tale om en lille dreng på kun 15 måneder, som på grund af sygdom har haft en lidt længere og svær indkøring, som naturligt i kraft af sin alder er mere tryghedssøgende og helt naturligt har brug for at blive lyttet til og anerkendt, når han er ked af det - og bestemt ikke har brug for at få sagt stop til og nærmest sendt væk! Jeg ved fra et af dine andre breve, at jeres dreng også har været i gæstedagpleje og det tyder jo på at der heller ikke, når han har været sendt af sted, har været regelmæssighed her ...

Det er ikke rart at aflevere sit barn et sted, hvor man føler at man skal stå til regnskab og forsvare sig selv, sit barn, sine valg og handlinger og det er bestemt ikke rart at føle at hun allerede efter 1-2 måneder er træt af jeres dreng. Det betyder utrolig meget at mærke at dagplejere, pædagoger og andre holder af ens barn og vil det bedste for barnet.

Jeg ved at det kan være svært at få institutionsplads - men har I overvejet en vuggestue?

Det er helt naturligt at jeres dreng har svært ved at falde til, når han har været syg, kommer af sted, er hjemme igen, kommer af sted osv. Han når jo ikke at opleve en hverdag i dagplejen, der når ikke at komme nogen rytme, så bliver han syg igen og I må derfor starte forfra hver gang. Det er ikke bekymrende at han har svært ved at falde til, snarere bekymrende at hun synes det er et problem.

Det overordnede bedste råd er at lytte til dig selv, lyt til det du ved føles rigtigt. Det er dig der kender din dreng bedst og derfor også dig, der ved hvad der er bedst for ham. Man kan have født eller passet nok så mange børn, men det er stadig dig der er hans mor og derfor dig der instinktivt ved hvad der er bedst for ham og hvorfor han reagerer som han gør.

Det er ofte sådan at børn i din drengs alder leger ved siden af andre og ikke sammen med andre. De fleste børn er omkring 2 år inden de begynder at lege mere 'fælles lege' - så lige nu leger din dreng bedst ved siden af dig eller en anden og han er meget optaget af at lære. Han er meget optaget af at kigge på ting, han peger, vil gerne vide hvad ting er og hvordan de virker, han spejler sig i dig og prøver at gøre det han ser du gør.

En gang imellem vil han også kunne lege selv, han vil tømme og fylde kasser, trille en bold, slå på et hammerbræt, bygge puslespil med knopper, blæse i en fløjte osv. Men han vil stadig hele tiden søge at dele sine oplevelser og begejstring med dig og vil helst lege der, hvor du er. Han vil ikke sidde på sit eget værelse og lege alene - han vil være i nærheden af dig. Han vil være hvor han kan se dig eller tæt på, du kan f.eks. være i køkkenet og han er i stuen, men så er I stadig så tæt på hinanden at han kan høre dig og komme ind til dig eller kalde på dig.

Hvordan sætter man grænser - ja det er rigtig godt at aflede præcis som du gør. Det er langt bedre at aflede og få fokus flyttet på noget andet, fremfor at skælde ud - det er helt rigtigt tænkt, bliv ved med det.

Men derudover handler det ofte om at lade en handling følge med det nej man giver. Det vil sige, at hvis han gentagende gange kravler hen og piller i dvd maskinen og det må han ikke, så tager du ham og flytter ham væk imens du siger nej. Det betyder ikke at han ikke gør det igen og igen - og igen, for lysten til at udforske er stor. Men stille og roligt vil han ...

---

---

... huske det lille nej, kigge på dig og du kan se at han godt ved at du siger nej - og så gør han det alligevel. Men tilsidst lader han være.

Når han pjevser, så tager du dig af ham, tager ham op, putter med ham, nusser ham, krammer ham og kysser ham. Eller kilder ham, får ham igen afledt ved at kilde ham, danse med ham eller lignende. Og så giver du ham noget at spise - børn der pjevser har ofte brug for lidt mad, blodsukkeret er lavt og de skal have lidt indenbords.

Når han ikke vil spise sin mad, så prøver du at finde ud af hvad det handler om. Er det fordi han ikke er sulten, så er han færdig med at spise, tallerken fjernes, hænderne vaskes og han fjernes fra bordet og kan lege i stedet. Hvis han smider med tallerkenen eller banker den i bordet, så er det måske fordi han er optaget at lydende det frembringer. Det samme hvis glasset med mælk væltes, så mælken løber ud over bordet, så er han måske optaget af hvordan væsker løber.

Her kan det være en god idé at sige nej og så give ham et alternativ som giver ham de udfordringer han søger. Han må ikke banke med tallerkenen, men må gerne slå på tromme eller banke på en flyttekasse, en spand, et par grydelåg eller lignende. I stedet for at lege med mælk på bordet, så kan han lege med vand, vandkande, vand i sit badekar.

Hvis han smider med maden fordi han er træt, så hjælper du ham med at spise, tag ham evt. på skødet og mad ham - det kan være rart efter en lang dag eller hvis man stadig er lidt påvirket af sygdom.

Når han bliver sur over ikke at få sin vilje, så tage det roligt, jo mere rolig du er, jo mere rolig bliver han også. Han skal jo stille og roligt lærer at tackle de frustrationer der opstår, når tingene ikke altid går som vi gerne vil.

---

---

Det er normalt at børn reagerer meget fysisk, det gør de især i 1-3 års alderen fordi de her manger ord til at sætte på deres følelser. Derfor banker de ofte hovedet ind i ting, kaster sig bagover, smider sig på gulvet, ruller rundt osv. og her skal du naturligvis sikre dig at han ikke kan komme til skade. - Men normalt er det altså :o)

Ingen børn kan lide penicillin, det smager afskyeligt og ofte skal de have det i enorme doser. Det er absolut et overgreb at give børn medicin - men de skal jo have det om man så må holde dem. Tro mig, mine børn har heller aldrig været gode til det og jeg har også måtte holde dem da de var små - hvis det er en trøst at vide det :o)

Det er dejligt at mormor er på banen og passer jeres dreng jævnligt. Det er rigtig fint og godt for dem begge at hun har ham ca hver 14 dag, det er guld værd. Det er bestemt ikke for meget for jeres dreng, så hvis din mor nyder det, så er det rigtig godt!

Med hensyn til regler, så er der naturligvis visse regler, der er nød til at være generelle. Opdragelse handler om at man skal kunne have sit barn med i byen, at andre skal kunne holde ud at være sammen med dit barn osv. Derfor er der visse regler som ligesom er 'offentligt besluttet'. Det er regler om at man sidder pænt og spiser og ikke smider med maden, regler om at man skal have vasket hænder i forbindelse med måltider, toiletbesøg osv. Det er en god idé at lære børn dette og at holde fast i disse regler, som er sådan mere generelle regler, der gælder overalt.

Men der kan sagtens være forskellige regler hos mormor og hjemme, ligesom der også er andre regler hos venner og bekendte end man f.eks. har hjemme og børn kan godt lære og kan sagtens forholde sig til at regler er forskellige. Det er normalt ikke noget problem, så vokser barnet bare op med den viden og kan godt lære at hjemme må man ikke hoppe i sofaen, men det må man måske godt i en anden familie ...

Jeg håber alle mine tanker hjælper videre på vej og giver dig lidt ro med på vejen. Lyt til din fornemmelse som mor - du lyder meget fornuftig, så tro på dig selv! :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---