Brev:
Tilknytning - 14 mdr.
Hej Helen
Mine tvillingedrenge på knap 14 måneder er netop startet i vuggestue, og i den forbindelse har jeg bemærket nogle ting, der bekymrer mig ift. deres tilknytning. For at undgå, at et i forvejen langt skriv bliver endnu længere, vil jeg her primært tage udgangspunkt i min ene dreng, da de er meget forskellige. Jeg håber, du kan hjælpe mig med at afklare om der er en udfordring, vi skal tage fat på og hvad jeg i så fald kan gøre.
Den første dag i vuggestuen var vi der i en times tid, så drengene indledningsvist kunne møde pædagogerne og se stedet. Da vi kom ind blev min ene dreng pjevs og ville kun sidde hos mig. Pædagogerne måtte ikke henvende sig for meget til ham, uden han begyndte at græde. Han plejer lige at skulle se fremmede an, men tør ellers altid op og går på opdagelse inden for de første 5 til 20 minutter. Det skete bare ikke, og han var meget klyngende.
Det viste sig at være fordi, at han ikke havde det så godt, da han blev syg med feber om eftermiddagen. Vi blev derfor hjemme tirsdag og prøvede igen onsdag, hvor vi var der halvanden time. Der var han også noget tilbageholdende, men kom ned fra skødet og gik lidt på opdagelse på stuen. Det viste sig dog, at han stadig ikke var frisk, da han fik feber igen om eftermiddagen og havde det skidt. Vi blev derfor hjemme resten af ugen, hvor hans bror også blev syg. Første uge med indkøring blev derfor ikke rigtigt til så meget.
Om mandagen var drengene friske igen, og vi tog afsted. Her ville han igen se det an, men tøede hurtigt op og begyndte at lege med pædagogen og gå på opdagelse på stuen med sin bror. Det gik så godt, at jeg dagen efter blev sendt ned i personalestuen, hvor han først blev lidt pjevs, da jeg gik, men ifølge pædagogerne hurtigt var videre. Efter 20 minutter kom de ned fordi han var begyndt at kigge efter mig og pjevse lidt. Han blev glad da han kom ned til mig og ville igen på opdagelse efter at have siddet lidt hos mig. So far so good. Men så er det, at jeg begynder at undre mig. Dagen efter prøver vi igen, at jeg går ned i personalestuen. Han pjevser lidt når jeg går, men kommer hurtigt videre. Efter ca. 40 minutter bliver jeg kaldt op igen, fordi min anden dreng er pjevs, og jeg går op og sidder med ham. Jeg regnede med at min første dreng også vil komme hen til mig, men det gør han ikke sådan lige. Efter lidt tid gør han dog og jeg får at vide, at drengene er virkelig tillidsfulde og har været gået hen til andre pædagoger på stuen, som ellers ikke er deres kontaktpædagoger.
Om torsdagen bliver jeg sendt helt hjem, og pædagogerne putter til første lur og det samme fredag. Det går fint. Her pjevser han ikke mere når jeg går, og det går rigtig godt i vuggestuen og drengene er glade. Pædagogerne fortæller, at de er nemme at trøste når de græder. De er der i hhv. 3,5 og 4 timer.
Fredag bliver jeg lidt på stuen når jeg skal hente dem og leger. Vi har god kontakt, men interesant nok går han hen og vil op til pædagogen selvom jeg sidder ved siden af. Lidt efter vil han hen til mig, men anden gang det sker, søger han mig ikke bagefter. Det undrer mig, men samtidig forsvinder min bekymring for om han var blevet ukritisk i kontakten til fremmede fra om onsdagen, da en pædagog fra den anden stue kommer ind og henvender sig til ham. Han pjevser, kigger på mig, kommer hen og alt er ok igen.
Tredje uge - denne uge - er det som om, at der er sket noget. Hver dag har han til en start siddet på min arm når vi kom ind på stuen, hvor han har puttet lidt og vendt hovedet ind i min skulder når pædagogen har henvendt sig. Vi taler lidt, og jeg giver ham til pædagogen, hvor han ind imellem nærmest hælder sig hen til hende. Jeg kysser ham og siger farvel, og der er ingen reaktion. Når jeg henter ham får jeg ...
... forskellige reaktioner fra gang til gang. De sidste dage har det været: 1) ingen reaktion/kravlet forbi mig, 2) generthed set ved at han har smilet og vendt hovedet væk mens han sad på pædagogens arm, 3) hulk, som optræk til gråd indtil jeg gav ham et kys og satte mig ved siden af ham (han sad og spiste) - og så ikke mere.
Det skal siges, at jeg startede arbejde i starten af august, og drengenes far har været hjemme med dem derfra og indtil 1. oktober, hvor jeg så har taget fri til indkøring i tre uger. Da jeg startede arbejde blev drengene som oftest heller ikke kede af det når jeg gik, ind imellem gjorde de, men ikke utrøsteligt. Når jeg kom hjem kravlede de ind imellem hen eller gav et blik. Andre gange var de optagede af noget andet og kom først hen senere. De har ikke haft så meget separationsangst, hvilket jeg tænkte skyldtes, at vi har leget meget tittebøh og kuk-kuk om køkkenøen og bag døre. Dette fordi jeg jo tit må gå fra den ene når jeg fx skal have den anden ud i barnevognen, og jeg gerne ville vænne dem til at jeg kom tilbage.
De har derfor fra et tidligt tidspunkt krøbet/kravlet ind i stuen eller deres værelse, imens jeg var i køkkenet og enten kaldt når jeg skulle komme (hvor jeg altid er kommet med det samme) eller kommet ud til mig igen og givet tegn til at blive taget op. Som om de vidste, at jeg var der, selvom de ikke kunne se mig. Derudover søger de mig generelt, særligt når de er trætte, syge eller på anden måde har brug for tryghed, men også når de leger og vil tjekke ind med øjenkontakt eller kram eller bare lidt op og nusse. De giver store kys, søger mit blik, og smiler/griner meget. De er samtidig også gode til at blive sure og skælde ud, hvor de også søger mig til at løse det. Fx hvis den ene har taget noget fra den anden.
Den manglende registrering af, at jeg kommer og går kan jeg se, skulle være tegn på en utryg afvisende tilknytning. Det kan jeg bare ikke få til at hænge sammen med dels deres øvrige måde at være på og dels at jeg aldrig har været afvisende eller blevet irriteret over deres følelser og behov. Tværtimod har jeg altid reageret prompte på gråd med trøst, tolket deres signaler efter bedste evne, spejlet dem og haft god øjenkontakt.
Idet hele taget har jeg hele deres liv været meget obs på tilknytning af flere årsager:
- De blev født en måned for tidligt med akut kejsersnit, hvor jeg blev så syg af bedøvelsen, at jeg kun kunne have dem oppe mellem opkastninger den første nat.
- Jeg kæmpede i 2,5 måneder med at få amningen op at køre, men forgæves.
- Jeg prøvede at bære i vikle, men det var ikke rart for ham i viklen når jeg samtidig skulle tage mig af den anden. Det blev derfor ikke så meget, som jeg gerne ville.
- Jeg har været meget alene med drengene og har selvfølgelig hele tiden måttet dele min opmærksomhed i to.
Jeg ved godt, at jeg måske lægger meget i små ting, og når jeg ser på det store billede, går det jo godt: De trives og udvikler sig som de skal, de er nysgerrige, “storsnakkende”, kontaktsøgende, udtryksfulde (både når de er glade og når de et utilfredse), elsker mad, sover godt og er store og sunde. Min sundhedsplejerske siger, at de “scorer rene nuller” på ADBB og har en klassisk tryg tilknytning, da vi har talt om det fordi det netop har været et opmærksomhedspunkt for mig. Kontaktpædagogen siger at de virker harmoniske og hurtigt er blevet trygge og tillidsfulde. Men den manglende reaktion på at jeg går og de forskellige reaktioner når jeg kommer, giver mig alligevel en knude i maven om der er noget de mangler ift. deres tilknytning.
Håber, du kan hjælpe mig med at forstå, om det er normalt og hvad der sker når de reagerer som de gør og om der er noget, jeg bør gøre anderledes.
Bedste hilsner
En bekymret mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?
Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
23. april 2024 | Sovevaner | 11 mdr.
Hej Helen, Jeg skriver igen, fordi min søn snart bliver 1 år gammel og skal...
22. april 2024 | Sovevaner | 15 mdr.
Hej Helen Jeg skriver til dig, fordi vi har kæmpet med aftenuro og lange...
21. april 2024 | Kost og ernæring | 12 mdr.
Hej Helen, Lige lidt info om vores dreng. Han er en etårig, lattermild,...
19. april 2024 | Opdragelse | 12 mdr.
Kære Helen Vores søn på lidt over 1 år er gennem den sidste måned blevet...
30. marts 2024 | Amning | 14 mdr.
Kære Helen Jeg har en datter på knap 14 måneder, som stadig er meget...
Viden om børn:
Æbler og æblemos
Barnet kan fra 6 måneder spise al slagt frugt, frisk eller kogt. Frugten bør stadig moses, og æblemos vil ofte være et hit hos børn - især hvis det serveres, som topping på en grød. Rå æbler bør du dog være opmærksom på.
Børn under 3 år bør ikke få fødevarer, som er meget hårde eller som knækker let. En stor æblebåd kan knække og sætte sig fast i halsen, og af samme grund kan det ikke anbefales at give små børn et helt æble at gnave af. Du skal også være opmærksom på skrællen,...
Kogt-vands-klude
Kogt vands klude er et gammelt husmoderråd til røde barnenumser.
Princippet er at man tager noget blødt bomuldsstof f.eks. stof fra et gammelt forvasket lagen og klipper nogle firkantede stykker, som passer til at lægge på barnets numse.
Stofstykkerne koges, afkøles og vrides og lægges på og mellem barnets baller, der hvor barnets hud synlig er generet af syren fra afføring og urin. Du kan gemme de kogte klude i en lille bøtte med lidt kogt vand, som du har stående...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.