Annonce

Annonce

Brev:

Rytme tilpasset den øvrige familie samt pladsproblemer


28. februar 2012

Kategori:
Alder:
2 mdr.

Rytme tilpasset den øvrige familie samt pladsproblemer

Hej Helen

Jeg har igen brug for dine tanker og nogle gode råd til, hvordan jeg får indarbejdet en fornuftig rytme for vores næsten 2 måneder gamle dreng (født 8. januar 2012).

Lige nu er alt (stadig) kaotisk, og særligt er morgener og aftner opslidende for os alle sammen - det er meget synd for både min lille dreng og min store pige på 3½.

Lige nu er det sådan, at vi alle sover i samme soveværelse. Vi har altid haft vores store pige hos os - det første år i dobbeltsengen og siden da i egen seng hos os i soveværelset. Det har fungeret optimalt og vi har virkelig elsket den løsning, da hun ikke vågner om natten og ikke er utryg eller svær at putte overhovedet.

Problemet er dog nu, at vores lille dreng, som sover i vores dobbeltseng, sover meget dårligt om natten. Han er p.t. vågen en gang i timen det meste af natten, og jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvornår det er sult, og hvornår han bare bliver vækket af storesøsters hosten og uro (hun hoster meget i søvne og sover ret uroligt - men hun sover!). Derudover vågner han om morgenen, når hun (ellers ret stille og forsigtigt lister over til os i sengen for lige at putte inden vi står op), og om aftenen forstyrrer han hende, når han klynker og er urolig, når han skal puttes i vores dobbeltseng.

Lige nu ser dagen nogenlunde sådan ud (varierer dog ret meget):

Kl. 7: Storesøster vågner og lister over i dobbeltsengen, hvor mor, far og lillebror sover. Selvom dette foregår ret stille, så vågner han alligevel - og det til trods for, at han stadig meget tydeligt er MEGET træt. Han er som regel blevet ammet cirka en halv time inden da - han burde således IKKE vågne pga. sult.

Kl. 7.15 - 7.35: Jeg står op med begge børn og forsøger at spise morgenmad med den store, mens jeg først ammer ham, for at sikre mig, at han ikke er sulten (han har dog lige fået mad max en time forinden) og herefter vugger jeg ham i liften (han er hverken skiftet eller morgenvasket, da den store skal have morgenmad og gøres klar inden kl. 7.55, da hun skal være i skovbørnehavebussen senest kl. 8.10). Jeg synes egentlig det er synd for ham, for han får en meget urolig morgen, men jeg nænner ikke at lade hende spise alene. Far har ikke tid, da han selv er i gang med at gøre sig klar med bad osv. Jeg har bedt ham prøve at stå op FØR kl. 7, så han kan være klar til at spise med os/hende eller morgenpusle med lillebror, mens jeg spiser med hende, men det får han ikke lige gjort, så jeg står altså ofte alene med dem om morgenen, mens han gør sig selv klar.

Kl. 7.35 - 7.55: Lillebror ligger forsat i liften. På de gode dage ligger han bare og kigger, men tit klynker og græder han - jeg mener helt bestemt det er pga. træthed. Imens forsøger jeg at få storesøster i tøjet og børstet tænder osv. Jeg forbereder mig allerede aftenen i forvejen, så alt tøj ligger klar og tasken er pakket.

Kl. 7.55 - 8.20. Jeg morgenpusler og vasker en meget træt lillebror, der har ventet længe. Derefter ammer jeg igen fra det ene bryst, hvor han for det meste spiser lidt. Ofte falder han dog hen. Så bliver han vækket ved, at jeg lirker brystet fra ham og putter ham i overtøjet og putter ham i barnevogn udenfor. Han græder ret ulykkeligt imens, men efter bare et par minutter i barnevognen, hvor jeg kun rokker den, når han græder, så sover han.

Kl. cirka 11 - 12: Lillebror vågner. Jeg ammer ham fra det ene bryst, hvor han suger meget kraftigt i ca. 5 minutter. Derefter falder han hen og sover videre i mine arme. Jeg vækker ham dog efter kort tid for at pusle ham. På puslebordet forsøger jeg at synge lidt for ham og aktivere ham lidt og lade ham ligge på maven. Som regel smiler han og klukker og vi har god kontakt. Der går dog højst 10-15 minutter, så klynker han og er træt igen, hvilket han viser ved at gabe mange gange. For det meste prøver jeg at holde ham lidt i gang bare 5-10 minutter til. Så ammer jeg fra det andet bryst, og han falder som regel hen. Så bliver han igen vækket for at blive puttet i tøjet og ud i barnevognen, hvor han igen er ret nem og hurtig at putte. Jeg rokker kun barnevognen, når han græder og det tager max 5 minutter. For det meste kan han klare det sidste stykke vej til søvnen alene, hvis jeg går, når han ikke længere græder og bare har sprækker i øjnene.

Kl. cirka 14.15 - 15.15: Han vågner og ammes igen fra det ene bryst. Pusles og aktiveres, virker rigtig glad og smilende, men bliver meget hurtigt træt igen. Jeg når aldrig andet end at "lege" lidt med ham puslebordet. Han når aldrig at ligge på legetæppe eller hygge på anden vis. Derefter ammes han fra det andet bryst, falder i søvn og vækkes ved, at han igen bliver puttet i overtøjet og i barnevognen.

Kl. 15.30 - 16.30: Han sover, imens jeg går med barnevognen for at hente storesøster. Han vågner ofte, imens vi går, men ligger da bare og kigger og falder i søvn igen. Storesøster og jeg har som regel en rigtig hyggelig gå-tur hele vejen hjem på cirka en halv time, hvor vi får talt om dagen osv.

Kl. cirka 16.30 - 17.30: Han vågner ved at vi går ind i lejligheden igen. Jeg ammer ham fra det ene bryst, imens jeg læser eller ser på Ipad med storesøster. Derefter pusles han og aktiveres kort på puslebordet. Han virker allerede træt igen efter bare 10-15 minutter. Jeg ammer ham igen fra det andet bryst, men han falder ikke i søvn, da han virker "forstyrret" af storesøsters lyde og lyde fra fjernsyn/Ipad, som jeg ellers forsøger at begrænse. Jeg forsøger at læse og tegne med den store, mens han ligger på legetæppe - alternativt leger vi begge med ham, men for det meste trænger hun i høj grad til bare at koble fra alene, hvilket jeg lader hende gøre. Ofte lader jeg lillebror falde lidt i søvn i mine arme, mens jeg sidder ved siden af storesøster og deltager lidt i hendes aktivitet.

Kl. 17.30: Lillebror er MEGET træt, og jeg forsøger at vugge ham til ro i lift. Han falder dog ikke i søvn. Det er som regel far, der laver mad, imens jeg vugger lillebror eller bærer lidt rundt på ham eller ammer igen igen igen. Hvis han falder i søvn stiller jeg liften stille i soveværelset. Han vågner som regel efter 10-15 minutter og græder.

Kl. 18.00 - 19.30: Vi spiser og jeg ammer som regel igen imens. Han falder aldrig i søvn. Tit græder han højt, så måltiderne er meget lidt hyggelige.
Derefter kommer lillebror over til far, som nusser lidt med ham eller trøster ham, hvis han græder. På dette tidspunkt er han TRÆT. Imens gør jeg storesøster klar til natten og læser med hende i soveværelset. Hun puttes til nat cirka 19. 35.

19.35: Jeg skynder mig at rydde af efter aftensmad og gør tøj osv. klar til næste dag. Imens kan jeg høre lillebror græde i stuen, hvor far sidder med ham og vugger ham i arme.

Kl. 19.45 - 21.00: Jeg gør lillebror natteklar og forsøger med et ritual i form af en bestemt stille sang på puslebordet og sheeeee-lyde. Jeg leger ikke med ham og masserer ham kort med olie - han er som regel så træt og ked, at dette ritual bliver meget kortvarigt (ca. 10 minutter), men jeg er nødt til at få gjort noget genkendeligt, så han til sidst vil forstå, at det betyder "godnat". Derefter ammer jeg liggende i sofaen. Jeg bliver stort set ved og ved og ved ...


Annonce

... med at amme ham, indtil han til sidst falder til ro og i dyb søvn ved siden af mig på sofaen. Der er ikke TV tændt, og belysningen er dæmpet. Jeg kan ikke udføre dette i soveværelset, da storesøster ofte først sover kl. 20.00 eller 20.15, og hans uro/gråd vil forstyrre hende, ligesom hun ofte meget gerne vil deltage og stiller mange spørgsmål, hvilket holder ham vågen.
Han ligger altså derfor på sofaen med mig i sin lille "seng i sengen", som er en lille madras, hvor siderne kan klappes ned. Det er også i den, han sover om natten. Hvis jeg ikke selv falder i søvn, bærer jeg ham ind i soveværelset i dobbeltsengen. Tit falder jeg dog også i søvn på sofaen med ham, fordi jeg simpelthen er så udmattet - ofte når jeg ikke selv at spise aftensmad. Det er en god, meget stor sofa, hvor der er rigelig plads til os begge. Fra 21.00 til cirka 23.30 sover han roligt og godt.

23.30: Så vågner jeg som regel ikke før kl. cirka 23.30, hvor han vågner, og vil have mælk. Her ammer jeg fra det ene bryst. Han falder i søvn straks. Ofte beslutter jeg der at blive i stuen og sove, da jeg kan høre storesøster hoste og vende og dreje sig, så jeg er bange for, at hun vil vække ham, hvis jeg bærer ham ind. Han sover her roligt og godt.

Kl. 2: Han vågner og jeg ammer fra det andet bryst. Han falder i søvn straks. Herefter sover ham MEGET uroligt. Han fægter med arme og ben og kaster hovedet fra side til side, småklynker og udstøder lyde. Tit kan jeg høre, at hans mave rumler. Tit prutter han også.

Kl. 3 - 4: Han vågner og græder. Jeg forsøger at sikre mig, at han ER helt vågen. For det meste lader jeg ham ligge i op til 40 minutter, hvor han ligger og kvækker uden egentlig at græde. Derefter begynder han at græde rigtigt (cirka kl. 3.45). Jeg forsøger først at bøvse ham - som regel uden held. Han græder endnu mere. Så ammer jeg ham igen fra det modsatte bryst, og han falder i søvn straks. Igen sover han meget let og meget uroligt.

Kl. 5 - 6: Vågner og græder. Jeg sikrer mig, at han ER helt vågen. Igen forsøger jeg at bøvse ham og vugge ham uden held. Herefter ammer jeg igen fra det modsatte bryst (cirka kl. 5.30), og han falder i søvn straks. Sover igen meget let og uroligt.

kl. 6.30: Han vågner og græder. Igen sikrer jeg mig, at han er vågen, og derefter ammer jeg igen fra modsatte bryst og han falder i søvn straks.

Kl. 7: Han vækkes ved at storesøster kravler over i sengen - eller hvis vi sover i stuen vækkes han cirka 7.15 ved at jeg forsigtigt lister ud i køkkenet for at give storesøster morgenmad - og så starter showet forfra.

Nogle dage kan han holde sig vågen mellem 17 og 24 - hvor han skiftevis græder, klynker for så at skifte over til at ligge stille og smile og klukke.

Som du kan se, bliver det ikke til meget søvn for mig i løbet af natten - og jeg er bange for, at det også bliver til lidt for lidt for ham. Desuden er det meget svært at få ordentlig tid til at tage sig af storesøster, hvilket er lidt synd. Hvad mener du mht. mængden af søvn. Får han nok, og kan det være skadeligt, at han ikke sover mere sammenhængende?

Sin længde og vægt taget i betragtning får han sikkert også ALT for hyppige amninger. Han vejer allerede 6 kg og er 63 cm lang

En af de største problemer er dog, synes jeg, at jeg skifter mellem at sove i stue og i soveværelse. Kan det være det, der forvirrer ham? Jeg oplever dog ofte, at han sover lidt roligere i stuen og tager en lille smule længere stræk, hvor han ikke har storesøsters lyde. Jeg er dog ret ked af at skulle sove i stuen med ham, da jeg meget gerne ville have det til at fungere med, at vi alle sov sammen i soveværelset. Kan jeg vænne ham til lydende ved stædigt at blive ved med at bære ham i soveværelset, når han er faldet i søvn ved mig i stuen? Har dog også her overvejet, om dette skift af soveplads efter han er faldet i søvn, kan forvirre ham og gøre ham utryg. Jeg ved at barn nr. 2 ikke kan få helt så meget rutine og ro, som barn nr. 1, men jeg vil jo gerne hjælpe ham, som meget som muligt.

Vi har overvejet, at skærme en del af stuen op med en løs skillevæg og så stille en seng op til storesøster der. Hun kan som regel sagtens sove - selvom vi laver lyde og ser lidt TV, så det kunne sikkert godt fungere. På den måde vil jeg kunne putte lillebror i soveværelset om aftenen uden at forstyrre hende. Hun vil dog ret sikkert vågne om natten og ønske at komme ind til os om natten i soveværelset, hvilket hun absolut skal have lov til. Derfor vil han stadig opleve uro om natten og måske blive vækket af det og så er vi jo lige vidt.

I den forbindelse tænker jeg også på, om det er lidt synd for storesøster at blive udvist fra soveværelset, selvom det vil foregå blidt, og hun vil om aftenen både kunne se og høre os (eller for tiden kun far), som er i stuen og ser TV osv.

Mht. putteritual er jeg klar over, at jeg ikke for alvor kan lære ham det før fra 3-mdrs alderen. Jeg vil dog gerne starte nu alligevel - så kommer det ikke som en overraskelse for nogen af os, når det begynder at bide lidt på om en måned eller to.
Jeg har dog brug for at finde ud af, hvordan jeg får de aftner til at fungere - både for lillebror, storesøster og far og jeg. Jeg synes, det er uholdbart, at han er vågen fra 16.30 til 21 (eller 23). Jeg forsøger jo at vugge ham til ro i liften, og jeg har også forsøgt med barnevogn, hvor jeg rokker den og stiller den i soveværelset, hvor jeg åbner vinduerne (jeg vil ikke stille ham på altanen efter det er blevet mørkt. Disse seancer, hvor han skal dysses til ro om eftermiddagen/tidlig aften varer som regel fra kl. 18 til ? - derfor ender det ofte med, at jeg ikke får aftensmad, at jeg ikke får været sammen med storesøster og at jeg alligevel når til kl. 21, hvor jeg alligevel tager ham op og ammer ham i stuen liggende - hvorfor han så går "glip" af sit aftenritual. Hvordan får jeg ham til at falde til ro uden at det ender med at storesøster skal sidde alene og at jeg ikke får aftensmad, og at han ikke får sit aftenritual, fordi jeg har brugt al tiden på at rokke barnevogn, vugge lift, trøsteamme osv. Det er ikke godt for nogen af os.

Han er så træt om dagen - og tænker på, om han når at blive stimuleret nok - jeg når jo knapt at skifte ham og synge lidt for ham og vippe med uroen på badeværelset, før han gaber og er soveklar igen. De få gange han når at ligge på maven ser han dog ud til at holde hovedet flot og være ret stærk. Han kan også vende sig fra ryg til mave, hvis han lige får vippet benet rigtigt.

Jeg har masser af mælk, og jeg ved virkelig ikke, hvornår jeg skulle kunne passe en ekstra flaske ind i programmet. Far har forsøgt at give ham flaske imens jeg laver aftenritual med storesøster, men han tager den ikke - nok fordi han ikke er sulten der.

Han vil ikke tage en sut, - vi har virkelig prøvet. Jeg er nu ikke længere interesseret i at tvinge den i ham. Han virker slet ikke som om, han har ondt om natten, når han vågner. Han er let at få til at smile og han pludrer og siger agryy i ét væk.

Jeg håber, du har forslag til putteritual, som kan passes med resten af familiens rutiner, og at du har nogle gode tanker mht. sovepladser.

Mange tak

Kærlig hilsen
mor

Læs Helens svar »



Annoncer

Sponsorerede artikler

De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?

Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...

Læs mere her



Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

9. maj 2024 | Sygdom | 2 mdr.

Født med bule i hovedet

Kære Helen. Vi har en datter, som er født den 14. marts, efter en langvarig...

Læs hele brevet og Helens svar


5. april 2024 | Amning | 3 mdr.

Løbe når man ammer

Hej Helen. Min kæreste og jeg har den dejligste pige på knap 3 måneder, og...

Læs hele brevet og Helens svar


27. marts 2024 | Amning | 3 mdr.

Ønsker at stoppe amning

Kære Helen. Jeg har suppleret amning med flaske fra min datter var ca. 5...

Læs hele brevet og Helens svar


25. marts 2024 | Amning | 3 mdr.

Ammer mere nat end dag

Kære Helen Vi har en dejlig pige på 3 måneder, der vokser og trives rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar


16. marts 2024 | Amning | 1 mdr.

Væskebehov under amning

Kære Helen Vores lille dreng er nu 5 uger gammel, og jeg synes det går...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Bedsteforældre

Det er dejligt at have bedsteforældre og for de fleste børn og børnefamilier spiller bedsteforældrene en stor rolle.

Bedsteforældre kan være ressourcepersoner, der træder til og hjælper jer i hverdagen med de praktiske opgaver. De vil ofte også gerne hjælpe med børnepasning, hvis I forældre har brug for lidt tid for jer selv.

Børn har glæde af at kende deres bedsteforældre, det er vigtigt for børn at kende deres historie og det er dejligt for dem at have...

Læs mere i Babylex

Modermælkserstatning

Modermælkserstatning gives til børn, der ikke ammes eller tilbydes udmalket modermælk - og modermælkserstatning kan gives fra fødslen. Modermælkserstatning er sammensat, så det ligner modermælken mest muligt, og børn udvikler sig og trives rigtig godt på modermælkserstatning.

Modermælkserstatninger har et højere indhold af protein, mineraler og vitaminer, end man ser i modermælk. Det skyldes, at barnet ikke kan optage næringstofferne helt på samme måde. Modermælkserstatning...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

tusind tak for en eminent brevkasse, den har jeg fundet og finder meget trøst og viden i.

Mor til dreng 16 måneder


Annonce