Brev:

Jeg bliver meget ked af det når han ikke vil spise

Kære Helen

Tak fordi man kan finde dig og dine gode råd her på nettet, når man ellers ikke aner hvor man skal vende sig hen. Føler mig lidt som kastebold mellem min shp og læge, og er virkelig ved at være så presset at det hele nærmest kolapser om ørerne på mig (og min familie) ligenu.

Vi har en datter på 2 år, og så har vi for 5 mdr siden fået en dejlig lille dreng ind i familien også. Storesøster er en lille, frisk og meget energisk pige, der som spæd fik påklistret ”kolik” hos lægen. Hun er nu i god trivsel, er stadig meget svær at få til at spise så hun er en lille nips der vimser rundt og snakker.

Hun er naturligvis påvirket af, at få en lillebror både på godt og ondt. Jeg fornemmer dog at hun begynder at blive mærket af, at vi (min kæreste og jeg) efterhånden er enormt trætte og frustrerede, over diverse problemer med lillebror. Det fylder meget og jeg bliver så ked af det, når jeg kan se at det påvirker min lille pige i en sådan grad at hun prøver at ”glatte ud” hvis der er diskussioner, trøste os hvis vi er kede, putte os hvis vi er trætte osv. Hun er også begyndt at vågne om natten og være ked af det, uden nogen synderlig grund, og nægter som oftest at spise.

Det startede da lillebror var 2 mdr med at han ikke ville ammes. Det var hårdt for mig, for der var jo ikke nogen synderlig grund til det. Men jeg blev ved med at forsøge at få amningen til at fungere, det gik bare mere og mere i hårdknude. Det han så fik indenbords, gylpede han mere eller mindre op igen. Han har gylpet helt vildt, indtil nu hvor han får allomin syrnet (virker til at det ligger bedre i maven) og grød.

Da jeg en måned senere næsten havde slidt mig selv op og lillebror skreg og skreg og ikke sov mere end 3 kvarterer af gangen, overgav jeg mig og gav ham en flaske. Han slugte den grådigt og sov flere timer bagefter, så det fortsatte vi med. Jeg prøvede stadig at amme ved siden af, men det gik hurtigt i sig selv, og nu får han kun flaske.

Hånden på hjertet, er det et af de største ”nederlag” jeg nogensinde har oplevet. Jeg ville SÅ gerne amme ham… og hvad var grunden til at det ikke gik?? Men det gav lidt ro i det lille hjem, indtil han blev forstoppet. Så røg han på laktulose, hvilket ikke rigtigt hjalp det store, indtil vi satte ham op til 5 ml 2xdagligt. Vi begyndte ligeså stille at trappe ham ned, men det har aldrig rigtigt fungeret. Nu er han oppe på 5 ml igen, og har afføring hver anden eller tredje dag. Han har tydeligvis mere og mere ondt jo længere der går, og når han så endelig kommer af med noget, er det fordi vi nærmest står og presser det ud af ham, ved at skubbe benene op imod hans mave. Det første er hårdt og klumpet og det efterfølgende er meget blødt og vandigt.

Jeg har naturligvis snakket både med min shp og lægen om det. Men jeg synes lidt de smider bolden over til hinanden, og egentligt ikke rigtigt hører hvad jeg siger.

Han er begyndt at blive rigtig ked af det når vi vil give ham flaske. Det er blevet en kamp at få ham til at spise, og han spiser max 100 ml, og så bliver han flitsbue og skriger. Det betyder også at han er svær at putte, både i sin seng og i barnevogn, da jeg selvfølgelig gerne vil have at han spiser inden han sover, for at få lidt sammenhængende søvn. Han har for det meste sovet godt i barnevognen, helt op til 3 timer af gangen.

Jeg bliver meget ked af det når han ikke vil spise, har jo allerede en der mere eller mindre nægter at indtage føde. Og jeg bliver bange for at det simpelthen er mig der ikke duer til det her. Hvad er det jeg gør galt? Eller er det fordi han får ondt, og efterhånden forbinder flaske med smerte… kan han det?

Jeg er begyndt at give ham grød, for jeg tænker at vi hurtigst muligt skal af med det mme, da det vel i bund og grund er det han reagerer på. Han vil meget gerne have grød og mos af frugt og grønt, så det får han 2 gange dagligt med vand i en kop.
Hvor meget flaske skal han have ud over 2 måltider om dagen?

Han vejer 7,9kg, og er ellers i god ...

... trivsel, både motorisk og socialt. Og så tænker du sikkert (som både læge og shp), at han mangler da ikke noget, og så galt kan det vist ikke være og almentilstanden er god osv. Ja det er den, og det er rigtigt dejligt, men stadig er det en kamp at få ham til at drikke det han skal hver dag, men det lykkedes os jo altså. Og stadig får han mere og mere ondt i maven, jo flere dage der går mellem afføringen, og stadig sover han ikke om natten.

Han har aldrig sovet godt om natten. I perioder er han vågen en gang i timen, og i andre perioder har han præsteret bare at være vågen 2 gange om natten, hvilket jo er super godt, men kun er sket nogle få gange. Han har været ret nem at putte, men nu nægter han både at blive puttet og lagt ned i vuggen om aftenen, og græder og græder når han skal i barnevognen, og vi er nødt til at køre ham i søvn (lidt besværligt, med al den sne og da vi bor på landet).

Billedet er helt klart mange opvågninger næsten hver nat. Nogle nætter skal han bare have sutten og vugges lidt, andre nætter (som de to foregående) skal vi sidde med ham, mens han hver 10. minut eller hver halve time, spjætter og spræller med benene og efterfølgende giver sig til at græde. Vi forsøger at dele nætterne op, så en af os får noget sammenhængende søvn.

Storesøster sover heldigvis ret godt. Men vi er så trætte. Trætte af søvnmangel og trætte af at det ikke bare kører lidt normalt med ham lillebror. Jeg føler virkelig at jeg er ved at smuldre, og mit liv forsvinder lidt ud mellem hænderne på mig. Jeg er konstant ked af det og træt, og drømmen om alt det der skulle være så godt, vil bare ikke gå i opfyldelse. Jeg savner min dejlige lille pige, men jeg føler der er en uoverskuelig kløft mellem os af træthed, sur mor, krævende lillebror, selvstændighedsalder, husholdning osv osv.

Det er frygteligt at indrømme over for mig selv, men jeg er så skuffet. Jeg er så skuffet over at lillebror ikke er det nemme barn, vi skulle have denne gang, og jeg hader mig selv for at have det på denne måde. For han er jordens dejligste søde dreng, når han glimtvis er lidt på toppen. Det hele bliver mere og mere surt og min kæreste og jeg hakker på hinanden, hvilket vi aldrig har gjort. Ja kort sagt er det hele gået i hårdknude her, og jeg aner ikke hvordan vi skal få det løst. Men hvis der ikke sker noget er jeg simpelthen bange for hvad det ender med. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig det ville blive så hårdt.

Jeg har brug for hjælp til det her, for det går ud over min lille pige også. Vi forsøger meget at holde en vis struktur på dagen, putteritualer og en vis regelmæssighed i tingene. Det er dog en af de store udfordringer for min kæreste og jeg, da vi nok begge er ret impulsive mennesker uden det store organisatoriske talent. Men vi ved, at det er sådan det fungerer bedst for børnene, så vi prøver alt hvad vi kan. Det falder os bare ikke naturligt at leve struktureret, og så er det altså ret svært. Jeg ved godt at den gode stemning nok er ligeså vigtig som forudsigelighed, men den gode stemning er der desværre efterhånden langt imellem her.

Jeg har tænkt om han er allergiker eller intollerant? Vi har prøvet nutramigen, men det nægter han (forståeligt nok, adr!) at spise. Lægen siger at det er han ikke, for så ville han have diarré. Det kan vel også ”bare” være en meget sart mave han har? Hvordan kan vi få lidt mere regelmæssighed i tingene? Det er jo svært, når han den ene dag sover 3 timer og den næste 3 kvarterer, den ene dag er glad og den næste græder.

Hvordan synes du det hele lyder? Jeg har efterhånden svært ved at gennemskue det, og hvordan hænger alt dette sammen? Hvis det da overhovedet hænger sammen… Håber virkelig du kan hjælpe bare lidt med det her, for som du kan høre, er det faktisk ved at køre lidt af sporet for os. Og jeg bliver bare mere og mere træt og mere og mere ked af det, og er egentligt lidt skræmt over hvor voldsomt jeg reagerer efterhånden.

Mange hilsner
en træt og ked mor

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar

9. april 2024 | Kost og ernæring | 5 mdr.

5.5 måned og mangler appetit

Hej Helen. Jeg skriver til dig, fordi jeg er bekymret for min søns appetit....

Læs hele brevet og Helens svar

2. april 2024 | Kost og ernæring | 5 mdr.

Lære at drikke vand

Hej Helen. Jeg har en søn på 5½ måned, som er begyndt med skemad. Han får...

Læs hele brevet og Helens svar

24. marts 2024 | Sovevaner | 5 mdr.

Sove på maven - 5 måneder

Hej Helen Jeg skriver, fordi vores datter er begyndt at trille om på maven,...

Læs hele brevet og Helens svar

18. marts 2024 | Udvikling | 5 mdr.

Baby støtter ikke på benene?

Kære Helen Min dreng er nu 5 måneder gammel og jeg undrer mig over, at han...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: