Brev:

Ændring af adfærd

Kære Helen

Jeg skriver til dig fordi min mand og jeg er meget frustrerede over hvorledes vi bedst tackler vores datter Emilies adfærd.

Emilie er enebarn og blev 3 år i juli og startede i børnehave i august. Hun har fra hun var helt lille været en kvik, selvstændig, nysgerrig og glad pige med stort gåpåmod og en stærk vilje. En tilfreds lille pige. Udviklingsmæssigt er hun helt med på alle områder. Børnehavestarten er gået over al forventning og hun er hurtigt faldet til i de nye omgivelser og i det sociale fællesskab med de andre børn. Der har således ingen reaktion været på endnu på aflevering eller lign. Det skal siges at en dreng fra hendes dagpleje som hun var nært knyttet til, er startet samtidig og de har naturligt søgt hinanden og gør det stadig. Emilie leger dog også med andre børn.

Emilie har forinden start i børnehave gået hos Verdens bedste dagpleje, som vi havde et rigtig godt forhold til.

Inden for de seneste 2-3 måneder har Emilie udviklet et adfærdsmønster vi ikke har set før og som bekymrer os, gør os frustrerede, usikre og magtesløse. Situationerne opstår ved krav situationer, når hun får et nej eller noget driller hende og ikke vil som hun vil. Hun hører heller ikke efter længere. Hun bliver hidsig, smider sig på gulvet, sparker, slår og spytter. Vi reagerer med at anerkende at vi godt ved ”det ikke lige var det hun havde lyst til lige nu - men at vi alligevel bliver nødt til at ….” Emilie skriger så oftest lige ind i hovedet på os og bliver endnu mere hidsig.

Vi har forsøgt at lavet en ”pauseplads” i stuen hvor man kan sidde og køle af, hvilket ikke virker. Vi siger til hende at det er ok at hun er vred og at vi har forstået at hun ikke har lyst til at bla bla bla, men at det ikke er ok at slå, spytte eller sparke og at det gør ondt når hun slår og sparker. Hun kan se meget vred ud i blikket. Jeg har i situationen forsøgt at trøste og tage Emilie op, så bliver hun mere hidsig – jeg har forsøgt at sidde lidt på afstand og nusse en fod, så bliver hun mere hidsig. Jeg har forsøgt at spørge om hun vil trøstes, hvilket hun oftest afviser i disse situationer.

Når vi bruger ”Pauseplads” sørger vi for at være i nærheden og siger ” Emilie, du er nødt til at sidde her lidt, når du er faldet til ro og ikke sparker og slår, kan du komme ud igen. Undervejs tjekker jeg flere gange om hun er ved at være klar, for at signalere at hun ikke er alene med hendes følelser og hvis hun hellere vil trøstes er jeg til rådighed.

I situationer, hvor vi stiller krav eller beder Emilie om noget hun er uenig i siger hun ofte ”så bliver du dum” eller ”så gider jeg ikke lege med dig mere”.

Når vi gerne vil have hende til noget eller vi skal noget, synes jeg vi er gode til at sige til i god tid og forberede hende eks. ”Emilie, du skal til at lege færdig, vi skal snart have nattøj på og igen Emilie om 2 minutter går vi ud og får nattøj på” osv. I mange situationer laver vi også aftaler med Emilie og opnår på den måde nogen gange enighed. Alligevel opstår situationerne med vredesudbrud ud af ingenting. Det gør os rigtig kede af det og bekymrede, at se vores lille pige så vred og frustreret og ulykkelig og føler os så magtesløse.

Kun min mand og jeg har oplevet disse situationer, hvilket vi jo godt ved, er fordi at det er os der sætter grænser osv. Og mellem os skaber det også frustrationer og diskussioner, da vi ikke altid synes den anden har handlet korrekt. Grundlæggende skal det dog siges at ...

... vi er enige i opdragelsen.

Vi ved selvfølgelig også godt at hun aldersmæssigt er i en svær periode, hvor alt det hun gerne vil, ikke altid er så let for hende at føre ud i livet, hvilket giver hende frustrationer.

Først tænkte vi at det skulle ses som en reaktion på børnehavestart og de nye krav m.m. Men vi er faktisk kommet i tvivl om ikke situationerne allerede startede før hun startede i børnehave – dette er vi dog usikre på.

Yderligere har hun også de seneste par måneder, fået en ide om at hun skal lege en lille baby – snakker babysprog og kravler rundt på alle 4 flere gange om dagen. Nogen gange leger vi med, andre gange, har jeg, når hun har forsøgt at sige noget til mig på babysprog, sagt til hende at jeg ikke forstår hvad hun siger. Hun er tillige meget glad for sin sut som hun har i munden herhjemme en stor del af tiden. (dette er dog ikke noget nyligt opstået, den har hun altid været MEGET glad for). I Børnehaven er det ikke noget problem, der har hun den kun når hun skal sove middagslur. Vi har valgt at den udfordring må udkæmpes på et andet tidspunkt, da det for os er vigtigere at få hjælp til at agere rigtigt i forhold til Emilie og støtte hende bedst og rigtigst i forhold til det med hendes adfærd.

Vi er simpelthen så kede af denne situation og føler os som jordens dårligste forældre og aner ikke vores levende råd – gør vi det rigtige? Skal det bare have tid? Hvad kan vi ellers gøre?

Lidt forhistorie som jeg ikke ved om har noget at sige: Jeg fik en fødselsdepression da jeg fik Emilie, som først blev opdaget efter 4 måneder – jeg var i medicinsk behandling + samtaler i knapt 1 år.

Det er som om kroppen husker reaktioner og følelser fra dengang og i”magtkampene” med Emilie nu, vækkes de, hvilket skræmmer mig rigtig meget og puster til ”verdens dårligste mor” følelsen. Måske Emilie kan mærke dette og det derved får en form for selvforstærkende virkning?

Noget andet forhistorie vi har tænkt om kan have en andel af skylden for hendes ændrede adfærd, er at den sidste tid i dagplejen før hun skulle stoppe (måske 3-4 måneder) begyndte en af de andre børn – en dreng som er et halvt år yngre, dagligt at slå for et godt ord. Uden anledning gik han løs på de andre. Dagplejer forsøgte efter bedste evne med flere forskellige tilgange at stoppe det og opfordrede de andre børn til at de verbalt skulle sige fra. Efter at have prøvet alt og inddraget hans forældre, opfordrede dagplejer stiltiende, os andre til at vi skulle sige til vores børn, at de så måtte slå igen. Da vi er meget i mod dette opfordrede vi ikke Emilie til at slå igen, men støttede hende fortsat i at hun verbalt skulle sige fra.

Da drengens opførsel blev ved og Emilie for anden gang kom hjem med med et tandsæt i overarmen, gav jeg efter og ”øvede” med hende at hun fortsat verbalt skulle sige fra til at starte med, men at hun herefter, hvis ikke han stoppede, måtte slå igen. Jeg ved at det er meget at forlange, at en 3årig skal kunne forstå og er ikke stolt af hverken måden jeg håndterede det på eller bad Emilie håndtere det på. Et par gange slog hun igen og så blev det ikke til mere. Hans opførsel blev bedre, Emilie stoppede i dagpleje, holdt sommerferie og startede i børnehave.

Nu sidder vi så tilbage og tænker om hendes adfærd nu, er noget vi selv har lært hende?

Vi håber du kan komme med nogen nye betragtninger på vores situation og give os råd og vejledning til at komme videre.

Venlig hilsen

Emilies mor

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

16. april 2024 | Diverse | 2 år, 9 mdr.

Ked af at være i dagplejen

Hej Helen. Vi har en dejlig pige på 2 år og 9 måneder, hun har ellers været...

Læs hele brevet og Helens svar

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar

28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.

Selvværd og selvtillid

Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.

Svær putning - 2 år, 10 mdr.

Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: