Brev:

Temperament og følelser

Kære Helen.

Min dejlige datter virker i peroder meget frustreret :o(

Puh det virker helt uoverskueligt at forklare alt det jeg synes jeg ser og oplever med hende for tiden, der er jo mange faktorer der spiller ind i hendes liv, men nu vil jeg prøve...

Min pige er 4,5 år og har en lillebror på 20mrd. Hun er en meget tænksom pige, har en god fantasi og forståelse for rigtig mange ting. Jeg kan mærke, at hun prøver at skabe mening med alt for tiden. Der bliver stillet rigtig mange spørgsmål til liv, død, babyer, at være pige, kvinde, mor, bedstemor osv osv. Og jeg gør meget for at hjælpe hendes forståelse af tingene og betrygge hende når hun fx spørger til døden.

Hun er en meget følsom pige, som suger alt til sig, og sådan har det været lige siden fødslen. Dengang skulle hun altid have en stofble over øjnene for at hun kunne falde til ro. Hvis der var mennesker til stede, så var hun meget påvirket af dem og lå altid med store "filosoferende" øjne og kiggede.

Hun blev dengang taget med akut kejsersnit og både hende og jeg var påvirkede efter fødslen som mildest talt var en frygtelig oplevelse. Jeg havde meget svært ved at få amningen til at fungere, jeg kunne ihvertfald ikke følge med - hun var ekstremt sulten hele tiden og sov slet ikke de første dage og i flere måneder efter, sov hun meget dårligt og aldrig rigtig tungt. Først da jeg begyndte at supplere med mme begyndte hun at sove godt og nu kan jeg pludselig få tanker om, at hun måske dengang ikke har fået opbygget den basale tillid - altså tilliden til at maden kommer, når jeg kalder.
Hun begyndte dog ved ca tre-fire måneder at fungere fint så længe der var faste rutiner og efterhånden trivedes hun rigtig godt og var en rigtig glad og nysgerrig pige.

Hun har også altid haft et heftigt temperament helt fra starten af og kan blive rigtig gal i skrællen... Hendes far og jeg er også meget følsomme mennesker og i starten blev vi helt forskrækkede over hendes vilde temperament, fordi vi ikke rigtig kunne genkende det hos os selv. Jeg har dog med tiden fundet ud af at jeg også selv har en del temperament for hvis der er noget der kan sætte mit i gang, så er det hende:o)

Nå men der er flere ting jeg har spørgsmål til ved hendes adfærd i øjeblikket. Hun er begyndt at savne rigtig meget og får nogle helt vilde skrigeture, hvor jeg kan mærke på hende, at hun er dybt frustreret og jeg føler slet ikke at jeg kan hjælpe hende.

Inden jul havde hun en periode, hvor hun nærmest fik en kortslutning 3-4 gange om dagen. Hun og lillebror har været meget hjemme fordi lillebror har været meget syg hen over vinteren (og hendes børnehave ligger 20km væk, da vi flyttede for et halvt år siden og ikke har kunnet få en plads til hende i den by vi bor i) så har det været nemmere at have hende hjemme end at køre den lange vej.

Jeg tror, at hun har kedet sig rigtig meget i den periode og at det har forårsaget en del konflikter. Hun kan lege med sig selv i en lang periode, hvor hun går og organiserer sine dukker eller laver en fin togbane og så bestemmer hvad lillebror skal lave eller hjælpe med - og så længe han gør som hun vil have, så er alt fryd og gammen. men pludselig, så gør han noget forkert og så synes jeg, at hendes umiddelbare følelse bare tager fuldstændig over.

Hun siger fx: neeej lillebror, du skal ikke stå på skinnerne, flyt dig. hvorefter han stritter imod og begynder at pive. Hvis han så ikke flytter sig, så kan hun blive ret voldsom og slå ham eller skubbe - en dag sparkede hun ham endda i maven! Her blander jeg mig selvfølgelig og trøster lillebror og siger til hende, at det ikke er i orden at slå lillebror, at det vil jeg ikke have, men at hun skal bede om hjælp til at få ham væk.

Jeg forklarer hende også tit, at lillebror meget gerne vil lege med hende og gøre de ting hun beder ham om, men at han jo ikke forstår alt hvad hun siger, og håber at hun ikke vil miste besindelsen så hurtigt. Det er så her, når jeg blander mig, at hun nogle gange går fuldstændigt i selvsving.

Jeg kan ikke genneskue hvorfor hun nogle gange ligesom synes at acceptere det jeg ...

... siger og hurtig glemmer konflikten, og andre gange bliver så gal at hun langer ud efter mig, skriger, råber jeg er dum, smækker med døren igen og igen, slår og sparker og ser på mig med had i øjnene, som om jeg er det ondeste og mest uretfærdige menneske. Det kan fx. også bare være, at hun havde forestillet sig, at hun skulle have en småkage, men at vi så siger "nej du må få frugt eller en bolle" og ikke småkage. Så kan hun også blive edderspændt rasende, selvom det jo ikke ligefrem er noget nyt, at hun ikke bare får en småkage når hun kommer hjem fra børnehave.

Det kan tage meget lang tid før hun bliver god igen efter en af de konflikter og hun giver nogle gange udtryk for at vi ikke kan lide hende. hun bliver også rigtig fjern i de situationer, hvor jeg meget gerne vil trøste hende, men hun skubber mig altid væk. Først når det er overstået for hende, så vil hun gerne snakke og putte hos mig.

Det skal siges, at jeg kan blive rigtig frustreret når hun bliver ved med at slå og kan komme til at råbe, "nu vil jeg have at du holder op!" Rigtig højt... Jeg skubber hende lidt væk men hænderne når hun bare bliver ved med at slå og går som regel fra hende og siger, at jeg gerne vil være sammen med hende igen når hun ikke slår mere.

Jeg har en gang prøvet at give hende en timeout efter mange advarsler hvor hun slog både mig og lillebror, men blev nødt til at slæbe hende ind på hendes værelse hvorefter hun græd og sagde at jeg slog hende fordi jeg jo havde grebet hendes arm for at få hende derind, så det er bestemt ikke noget jeg vil gøre igen... Det var meget grænseoverskridende for mig, men hvad gør jeg, når hun bliver så sur på mig, at hun vil slå mig?

Jeg er meget opmærksom på om det kan være jalousi i forhold til lillebror, der er en lille charmetrold, glad og en nem baby at tolke var han også. Men ham har jeg også lidt dårlig samvittighed overfor, fordi han er så nem, så er det altid min pige der får mest opmærksomhed.

Jeg fortæller hende hele tiden hvor fantastisk hun er for mig og hvor meget vi elsker hende for lige netop den pige hun er og at jeg godt kan genkende mange af hendes følelser og tanker og netop når jeg fortæller hende, at jeg også nogle gange ikke kunne falde i søvn, men at det så hjalp mig at ligge og kigge i en bog og have en sovebamse med i seng, det virker til at gøre hende rigtig glad.

Nu er hun så begyndt at savne os hele tiden. Vi er meget sjældent ude om aftenen, men forleden skulle jeg ud med nogle kolleger og da blev hun så ulykkelig at hun græd og græd inden jeg skulle gå og helt til hun faldt i søvn. Det er mest mig hun savner, men nu græder hun også når hun skal i børnehave og siger at hun savner sin far. Børnehaven spørger om der er sket noget herhjemme, men vi kan ikke rigtig se hvad det skulle være.

I børnehaven har hun slet ikke raseriudbrud, de siger, at hun brugte lang tid da hun startede på at observere de andre, men at hun nu har nogle rigtig gode veninder og venner hun leger super godt med og at hun fungerer godt dernede. De kan dog godt mærke at hun er en meget følsom pige og de siger hun er ret stille.

Nogle gange når hun kommer hjem fra børnehave, så prøver hun en masse ting af, rækker tunge, ruller øjne, siger ting som, øvbøv du må ikke være med osv. Så spørger jeg om der er nogen der har sagt sådan til hende, men så går hun bare sin vej og vil ikke tale om det.

Puha, jeg kan mærke, at der sker rigtig meget inde i min lille piges hovede og jeg vil bare så gerne gøre livet lidt lettere for hende, men hvad skal jeg dog gøre? Jeg ved ikke helt om det er normalt, også med hendes skrigture. Hun skriger jo om hjælp, men jeg kan ligesom ikke finde ud af at hjælpe hende. Skal vi få professionel hjælp, eller er det bare en fase hun skal igennem? Jeg kan se at der er flere forældre til 4årige der skrive om dette emne. Og hvis man skulle få hjælp udefra, hvor går man så hen?

Puh, undskyld det blev så langt. Hvad ser du i alt dette kære Helen? Det gør mig så ked af det, at hun er ked, og jeg føler at jeg ikke lever op til at være en god mor for hende.

Kærlig hilsen
molise

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

12. februar 2024 | Renlighed | 4 år

Periodevise problemer med renlighed

Kære Helen Jeg har en dreng, der lige er fyldt 4 år. Han har været renlig...

Læs hele brevet og Helens svar

30. januar 2024 | Renlighed | 4 år, 6 mdr.

Renlig om natten

Hej Helen Min dreng på 4½ år tisser stadig i sin ble om natten. Han har...

Læs hele brevet og Helens svar

25. januar 2024 | Renlighed | 4 år

Kan ikke mærke hun skal tisse

Hej Helen, Min datter, der er lige er blevet 4 år, har været blefri, både...

Læs hele brevet og Helens svar

22. januar 2024 | Renlighed | 4 år, 2 mdr.

Holde sig tør om natten

Hej Helen Min dreng, Noah, er nu blevet 4 år (i november). Han har været...

Læs hele brevet og Helens svar

15. januar 2024 | Transport og ferie | 4 år, 1 mdr.

Ferie med børn

Kære Helen Vi er min mand, jeg, vores datter på 4 og dreng på 7 måneder på...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: